Min mor samlede på porcelænsdukker,
ikke som man samler på minder,
men som man samler på vidner.
Hver havde et navn. En bøn. En plads.
Rækken af dem stirrede fra hylderne -
ansigter glaserede i evig uskyld,
øjne, der aldrig lukkede sig, selv i mørket.
Jeg lærte tidligt ikke at blinke for længe.
For de vågede. Og hun talte med dem,
som var de døde, hun havde glemt at begrave.
Den dag, jeg gjorde hende uret -
hvad det var, ved jeg ikke længere,
måske et blik for længe mod vinduet,
måske en tanke, der ikke bar hendes navn -
greb hun mig uden ord.
Hun trak mig ned i kælderen,
rummet med de lave lofter og de stille skrig.
Hun låste døren bag mig som en bøn,
og tændte lyset med et smil, der var tandløst af Gud.
Dukkerne sad overalt.
I stole. I skabe. På trapper.
Som små profetinder i silkekjoler.
Som martyrer på rad og række.
Og hun satte sig midt i dem,
nål og tråd i hånden,
og begyndte at sy.
Ikke bare tøj - ritualer.
Små hvide kjoler, små kapper, små skørter til døde børn.
"Dette er dine søstre," sagde hun.
"De adlyder. De taler ikke tilbage.
De forstår himlen. De er rene."
Hun talte om den mormonske tro,
som om hun havde skrevet den selv i mørket.
Hun prædikede om helligdommens orden,
om blodslinjer og åndelig renhed.
Og så vendte hun sig mod mig:
"Du er en skamplet," sagde hun.
"En synd i form af kød.
Du kaster skygger på vor herres vilje,
du kaster dine synder over denne familie
som en sort dug over et nadverbord."
Jeg sad der. Stivnet.
Blev ét med kulden i cementen.
De døde øjne så på mig -
tusind glasagtige dommere.
Jeg kunne ikke græde.
Tårer ville gøre mig levende,
og dernede måtte man være af porcelæn for at overleve.
Men i mit hoved begyndte jeg at hviske,
ikke bønner -
men modbønner.
Små forbandelser med børnestemme,
hvæsende gennem tænderne som revnede glas.
Jeg lærte noget i den kælder:
At frygt kan tage form.
At kærlighed kan mutere.
At en dukke kun er uskyldig,
indtil nogen syr en sjæl i den.
Og at jeg ikke var en dukke.
Jeg var noget, hun ikke kunne stille på en hylde.
Noget, der ville rejse sig,
og bære sit navn op ad trappen igen.