Naboen var draget på ferie fra Østjylland til de sydlige himmelstrøg, og i deres fravær erobrede svigermor, Emmy, scenen sammen med sin ydmyge og veldresserede ægtemand, Henry. Det var ikke uden grund, at folk i hendes eget nabolag i smug kaldte hende Emsy, idet hendes emsighed var en plage for dem, der holdt af at værne om privatlivets fred. Hvis naboerne benyttede sig af gårdens tørrestativ på en indbydende sommerdag med luftige vinde, så var hun straks orienteret om vasketøjets beskaffenhed, samt hvorvidt det var mærkevarer eller ej. Efterfølgende blev der skruet op eller ned for tandpastasmilet alt efter tøjets prisleje.
Som et løsrevet isbjerg sejlede hun ind af havelågen iført pink, blomstret sommerkjole og tog matriklen i besiddelse. Henry fulgte efter iført blå overalls fra Kansas, mens han slæbte på et utal af tasker, poser, kuffert, rygsække og en enkelt papkasse på størrelse med et middelstort hønsehus.
Da Emmy stak nøglen i døren og åbnede, sprang hunden Bolero ud og dansede rundt i haven. Med skinger røst, der havde hærget det meste af omegnen omkring Aarhus i 75 år, hylede hun med en kælen falset, der kunne høres til Anholt: "Kan du godt se, det er MÅÅRMOR?" Bolero nøs voldsomt, da den fik den migrænefremkaldende parfume fra en gadehandler på Kalymnos i snuden. Den undgik behændigt at besvare spørgsmålet og strøg i stedet for ud af lågen og forsvandt ned ad vejen.
Henry kiggede med længsel efter hunden, men havde ikke modet til at gøre den følgeskab og drage ud mod solnedgangen i horisonten.
Emmy vendte sig med et vredt udtryk, så den storblomstrede kjole kom i svingninger: "Henry! Så se dog at få fat i hunden!" Han snappede forskrækket efter vejret i angst for, at hans befriende tanker havde transformeret sig til en afslørende lysavis over hovedet. Henvendt til de mange meter blomsterstof svarede han "Ja, lillemor!"
Henry satte i småløb ned ad vejen og fik stoppet Bolero, der var på vej ind til Frederiksens to katte, som den havde et udestående med.
Bolero blev sat ind i baghaven, hvor Emmy havde sat sig i skyggen og pustede ud ovenpå anstrengelserne ved at være passager og codriver. Naboen kunne høre, hvordan hun forsøgte at sætte lidt skik på hunden. "Bolero, kom her! ... Nej, GÅ VÆK! ... La' vær! .. Kom nu! ... Nej!! ... Henry! Tag den væk!" Den forvirrede hund luskede ned i baghaven og lagde sig med et suk.
Naboen kunne høre, at der blev ringet til en sværm af venner og bekendte, som blev inviteret til næste aften. "Vi griller...!" meddelte hun. "Svigersønnen har fryseren fyldt, så der er nok at tage af! ... Nej! Nej! I behøver ikke at tage vin med, han har også vinreolerne fyldt!"
Fra liggestolen blev Henry sat i sving: "Nu skal du se at få omlagt fliserne i den lille gård, og der trænger til at blive luget i urtebedet!" Liggestolen knagede under de blomstrende metervarer.
"Jeg har lavet mad til Bolero!" sagde Emmy. "Jeg har hældt en portion tørfoder op i skålen... så nu er det din tur, Henry, til at lave mad til os! Husk at grave kartofler op! Jeg vil have ny opgravede kartofler!" Henry mumlede næppe hørligt i kulissen.
"Du bliver der, Bolero!" kommanderede hun, men ombestemte sig: "Nej, kom her! Ikke den vej! Den anden vej. Gå væk! Kom her!" Bolero rendte rundt om sig selv indtil den lagde sig op i kurven og sukkede, mens øjnene sejlede ind mod næsen, hvorefter den sov.
Næste dag holdt bilerne i kø foran huset, hvor der var inviteret til sommerbal med kulørte lamper.
Henry havde tændt op i grillen, og Emmy styrede slagets gang som Alexander den Stores felttog mod Perserriget. Henry blev sat i sving i køkkenregionerne, mens hun og gæsterne morede sig over et iskoldt glas lime daiquiris, og snakken gik som andalusiske kastagnetter.
"Er du ved at være fææææærdig, Henry?" råbte hun utålmodigt? Han kom galoperende med grillkød og garniture, mens Bolero fulgte ham med fugtige øjne.
Pludselig lød der et skrig fra Emmy, og der indtrådte oprørte tilstande. "NEJ! Bolero! Fyyyy...! Få ham væk, Henry! Se hvad du har gjort! Har du tisset på dugen?" Naboen formodede at det var henvendt til hunden. "Henry! SÅ GØR DOG NOGET!"
Henry røg ud i bryggerset for at minimere skaderne og finde en ny dug. Imens forsvandt Bolero på togt. Ned af villavejen og ind til Frederiksen. Kort tid efter lød der en gøen og katte der skreg som var deres sidste time kommet.
Emmy forsøgte at udbedre skaderne ved det pyntede sommerbord, mens Henry lod vaskemaskinen køre. Selskabet fik langt om længe slået sig ned, og vinflaskerne blev trukket op. Henry arbejdede som jonglerende grillmester, mens Emmy sørgede for at han i bogstavelig forstand blev holdt til ilden og stillede sin egen sult.
Senere bragede "... den knaldrøde gummibåd" ud over nabolaget, og de dansende gæster lød som flok galoperende bisonokser.
Kl. 22 ankom Frederiksen med en flået kat under den ene arm og Bolero der haltede ved hans anden side. Han udbad sig en forklaring i det samme øjeblik at "Kald det kærlighed..." bragede ud fra højttalerne.
"Henry! Det må du tage dig af!" sagde Emmy og målte Frederiksen fra top til tå "... Dig har vi da i øvrigt ikke inviteret..."
Frederiksen trak vejret dybt og eksploderede: "Her står jeg med min flåede kat, som jeres hund har skubbet rundt med i rosenbedet! Det koster en dyrlægeregning ..." Emmy afbrød og mente ikke, at man behøvede at pylre om dyr, fordi...
Frederiksen stirrede med blodskudte øjne på hende og med patos i stemmen bad han Henry om at få sin kælling til at holde KÆFT, og fortsatte med at proklamere, at dyrlægeregningen ville blive adresseret til Boleros ejere. "Trænger jeg igennem?" spurgte han, mens Frank Sinatra med sin smørtenor croonede sig igennem "... I did it my way!"