De sagde, det var min skyld.
Med fingre, der efterlod blå mærker formet som deres undskyldninger.
Med ord, der smagte af metal og råddenskab.
De talte, mens de ødelagde mig,
som om deres stemmer kunne forvandle vold til forklaring.
Hver gang de flænsede mig op,
åbnede de mig som et stykke kød,
og jeg lærte at se min krop
som et slagtehus -
gulvet dækket af det, jeg plejede at være.
Min hud blev deres landkort.
De skar sig vej gennem min barndom,
med hænder der lugtede af sved og retfærdiggørelse.
Jeg lå der, paralyseret,
mens de plantede deres synd i mig
og kaldte det kærlighed.
Jeg ønskede at flå mig selv i stykker,
hver gang de gik igen.
Ville skrabe huden af med søm,
rive lagene af,
indtil jeg fandt et sted,
der endnu ikke bar deres mærker.
Men der var intet helligt sted.
Alt i mig var gennemtrængt.
Tilsmudset.
Rødt.
Åbent.
Når de sagde,
"Du fik os til det."
"Du lokkede os,"
rev de ordene ind i mig
som rustede kroge,
og jeg bar dem i mit bryst
som et indvendigt pigtrådshegn.
Jeg begyndte at fantasere om barberblade -
ikke som flugt,
men som dom.
Som renselse.
Hvis blodet flød ud,
kunne skammen måske følge med.
Jeg forestillede mig min hud hænge på væggen,
som trofæer gør -
ikke fordi jeg var stolt,
men fordi jeg ville vise dem,
hvad de havde taget.
Jeg bar min barndom
som en sort sæk fyldt med råd og stumper.
Ingen ville åbne den.
De nikkede bare:
"Hun virker da okay."
Men indeni dryppede det stadig.
Der er steder i min krop,
hvor deres hænder stadig bor.
De taler ikke længere -
men de ånder.
De presser sig op gennem mit kød
i mareridt, i kærlighed, i spejlbilleder.
Og det værste?
Det var ikke smerten.
Ikke engang blodet.
Det var at lære,
at ingen kom.