Rødderne skjuler sig under jordens hud -
som vores fortid, tung og tavs,
en længsel bundet i mørke,
et net af minder, vi sjældent tør røre.
Blade hvisker i vinden -
stemmer af frygt, håb og længsel,
en melodi, der bærer vores skrøbelighed
som skjulte ar i solens varme.
Stormen river i vores kroppe,
river i det vi er, og det vi prøver at blive,
knækker grene vi troede var uovervindelige,
mens vi famler efter styrke
i vinden, der aldrig helt falder til ro.
Grenen falder, blidt, mod mulden -
et tab, et endeligt,
men også en begyndelse;
som sorgen der spirer til forståelse,
som mørket der venter på lyset.
Skoven er mere end træer -
det er os, i al vores modstand og sammenfletning,
et væv af kroppe og sjæle,
der søger at holde fast og slippe taget på samme tid.
Vi trækker vejret i skovens rytme,
hver indånding en bøn om mening,
hver udånding et forsøg på at give slip,
på at finde ro i det uperfekte,
i det, vi ikke kan styre eller forstå.
Solens brudte lys falder som håb -
i sprækkerne mellem vores tvivl,
et øjebliks varme i det kolde,
et glimt af at være mere end støv og tid.
Alt flyder - alt knyttes -
og i denne evige dans,
hvor vi både står alene og sammen,
finder vi os selv i det usynlige bånd,
i skovens pulsslag,
i vores menneskelige væv.