Mennesket -
du i kød og længsel,
formet af evighedens stilhed,
båret frem af et åndedrag.
Du går oprejst,
men med blikket vendt indad,
som om din sjæl husker noget,
som kroppen aldrig helt har lært.
I dig mødes tid og tavshed.
Du er morgenrøde i øjnene
og tusmørke under huden.
Et tempel af nerve og vilje,
bygget af fald,
rejst af styrke.
Du elsker med hænder,
der selv har rystet.
Du tilgiver med et hjerte,
der stadig bløder.
Og hver gang du siger:
"Jeg er her",
skælver verdens grundvold
af genkendelse.
Du søger lyset -
ikke som flugt fra mørket,
men som vidnesbyrd om,
at der findes noget værd at finde,
selv i natten.
Du bærer navne du aldrig fik,
og sange du aldrig har sunget højt.
Og dog er din tavshed dyb,
en tilstand, der endnu rummer.
Hør derfor:
Du er ikke kun et væsen af fejl.
Du er en historie,
som stadig bliver skrevet,
med tårer og mod
og et strejf af håb.