I mine unge år skrev jeg dagbog hver eneste aften, ligesom jeg fortog mine bønner fem gange i løbet af dagen. Det blev et helligt ritual, hvor jeg sad i timevis med pennen i hånden og hjertet i halsen. Ordene flød, som om de havde ventet hele dagen på at blive sat fri. Mine tanker og følelser fandt hjem i linjerne, intet blev udeladt. Jeg skrev om alt: det stille, det irriterende, det frustrerende og det varme. Ikke en eneste tanke blev censureret. Intet var for grimt, for rodet eller for skrøbeligt til papiret.
Dagbøgerne valgte jeg med omhu. Omslagene skulle være smukke gerne med gyldne detaljer, blomstrede mønstre eller dybe farver. Nogle gange valgte jeg dem sammen med min mor i Bog & Idé, hvor vi lod fingrene glide langs bogryggene, som om vi valgte sjælevenner, ikke blot tomme bøger. Andre gange gik jeg alene, som om det var en hemmelig pagt mellem mig og det skrevne.
Årene gik og før jeg blev gift, traf jeg en beslutning, der stadig føles både smertelig og nødvendig: Jeg rev alle mine dagbøger i stykker. Min far hjalp mig. Han kendte næsten til alt hvad jeg skrev om, men en ting kendte han ikke kendte til . Ikke om mine kampe med læreren, der yndede at komme med racistiske bemærkninger. Min far havde nok at bære selv. Jeg rev dagbøgerne i stykker ikke af skam, og det var ikke en fornægtelse af den, jeg havde været. Det var en gestus af kærlighed og beskyttelse. Jeg ønskede ikke, at nogen hverken nær eller fremmed skulle bære vægten af det, jeg selv havde båret alene. Mine ord var mine egne.
Jeg husker tydeligt den dag, jeg pjækkede fra skolen, fordi min far klagede over den sygeplejerske, der behandlede hans fodsår. Han sagde, hun var fraværende og hun svarede ikke rigtig på hans spørgsmål omkring såret. Jeg ville forstå ham, ikke dømme hende. Og jeg forstod. Hun arbejdede hurtigt. Hun svarede ikke på hans spørgsmål. Min fars smerte blev behandlet som rutine, ikke som et menneske. Jeg glemte det aldrig. Det var den dag, jeg besluttede, at jeg ville være ergoterapeut. Den dag, jeg for alvor forstod, hvor meget det betyder at blive set, ikke blot som krop, men som menneske.
Senere i livet mødte jeg mennesker, der ikke brød sig om mig på grund af mit tørklæde. Nogle på grund af farven, andre på grund af det, de mente, det symboliserede. Da jeg arbejdede med demente borgere, bar jeg ofte et rødt tørklæde, ikke en skrigende rød, men en varm, genkendelig farve, som stimulerer og fanger deres opmærksomhed og øger deres appetit. Andre dage gik jeg med rosa, lilla eller beige farvet tørklæde for at reducere deres angst og forvirring. Selv når fordomme mødte mig, bevarede jeg roen. Det var den samme ro, jeg havde lært som barn og ung, når læreren kastede racistiske stikpiller ud. Jeg svarede sjældent med ord, men min stilhed svarede for mig. Jeg løftede blot blikket, mødte hendes øjne, og kort efter valgte jeg at smile og rejse mig op. Jeg kunne se ilden i hendes blik, en brændende afvisning. Men jeg nægtede at give den næring.
Min far lærte os værdighed, ikke gennem ord, men handling. Han hævede sjældent stemmen, og når han gjorde, fulgte en undskyldning kort efter. Jeg husker, da han konfronterede min søsters mand, fordi han havde været hende utro. Min fars stemme var rolig, hans tone fast. Da svigersønnen hævede stemmen mod ham, tav jeg ikke. Jeg sagde det, der skulle siges uden at råbe for min fars skyld. For hans helbreds skyld. For hans værdighed.
Min mor var den tavse arkitekt bag vores trygge opvækst. Hun var ikke uddannet, men hendes visdom udsprang af noget langt mere sjældent, en intuitiv forståelse for mennesker og en ro, der kunne omfavne et land. Hendes evne til at skabe varme og balance kunne ikke læres i nogen bog; den kom fra hjertet og blev båret af en stille styrke.
Da min far sad alene med min svoger, og konfrontationen ikke længere kunne undgås, var det min mor, der, uden store ord, havde sendt min søster hen til en veninde. Ikke for at dække over sandheden, men for at beskytte hende i det øjeblik, hvor smerte og ansvar kolliderede. Sådan var mor: diskret, omsorgsfuld og fyldt med en stille indføling. Hun greb sjældent til hårde ord, men hendes handlinger bar en visdom, som kun de færreste evnede at se og forstå. Min mor havde en særlig evne til at handle med omtanke. Hun kunne finde på at lægge min fars penge til side, ikke af trods, men fordi hun mente, at man måtte være forberedt på de hårde dage. Min mor kaldte dem de sorte dage.
Det var netop hendes eftertænksomhed og forsigtighed, der gjorde det muligt for min familie at flygte fra Bagdad og finde sikkerhed i Iran, da Saddam Hussein kom til magten i Irak. Senere flygtede familien videre til Syrien. Min mor gjorde flugten mulig ved at sy pengene ind i sin abaya - det traditionelle irakiske klæde, som kvinder bærer over hovedet, og som dækker hele kroppen.
Hun støttede også min far i hans videre flugt fra Syrien til Danmark. Min far, som dengang stadig opholdt sig i Irak, var optaget af sit arbejde, familiens nærvær, den familieejede moské i Bagdad og de forretningsrejser, han foretog til nabolandene. På disse rejser lærte han at tale flydende persisk og opnåede også kendskab til tyrkisk. Han havde etableret sig som stoftrykker i familiens fabrik, som han drev sammen med sine to brødre og min farfar.
Hans håndværk og dygtighed blev anerkendt i Kadhimiya et kvarter i Bagdad, hvor vores efternavn var uløseligt forbundet med mønstre, farver og traditioner. Min familie var desuden kendt for deres gavmildhed og for at dele mad med fattige irakiske familier i vores egen moske hver fredag.
Det var takket være min mor og mine to brødres indsats, at mine søstre og jeg fik mulighed for at gå i skole og at min storesøster kunne begynde på universitetet i Syrien.
Jeg var familiens heldigste medlem. Yngst af syv børn, fem piger og to drenge, voksede jeg op omgivet af mine ældre søskende og deres forskellige livsspor. Som barn nummer syv nød jeg ikke kun deres beskyttelse, men også den særlige opmærksomhed, der ofte følger med at være den yngste.
Jeg var både min mors og fars yngling, en position der bar både fordele og ulemper. Der var varme, omsorg og et særligt bånd, men også forventninger og et pres, som ikke altid var synligt for andre. Nogle gange følte jeg mig overbeskyttet, andre gange som bærer af særlige håb og drømme, som mine forældre ikke altid havde haft mulighed for at indfri med de ældre søskende.
Jeg gik på en af de prestigefyldte privatskoler i Damaskus, beliggende i kvarteret Al-Qazzaz. Skolen hed Al-Atif wa al-Nour, som betyder "Nærvær og Stråle". At blive optaget var langt fra let, adgang krævede en optagelsesprøve, som jeg bestod som fireårig. Jeg var blot fire år og otte måneder gammel, da jeg blev optaget, og begyndte officielt, da jeg fyldte fem.
De fleste børn på skolen kom fra veluddannede familier. Forældre, der var læger, advokater, ingeniører, universitetsundervisere eller forretningsfolk. Det var en skole, hvor kunst, litteratur, drama og musik blev prioriteret højt. Der var en stærk bevidsthed om dannelse og disciplin, og både elever og lærere bar uniformer. Farverne på vores uniformer var royal blå, marineblå og skoene var også marineblå.
Vi måtte ikke tale syrisk dialekt i timerne kun al-fuṣḥā, rigsarabisk, litteraturens og mediernes sprog. Den syriske dialekt var kun tilladt i frikvartererne. Jeg tilegnede mig hurtigt den syriske accent og talemåde så overbevisende, at ingen af mine klassekammerater anede, at jeg var iraker. Selvom både syrisk og bagdadisk er varianter af arabisk, adskiller de sig markant i både tone, ordvalg og udtryk. Jeg beherskede også al-fuṣḥā, for jeg tilbragte mange aftener sammen med mine ældre søskende foran fjernsynet. Vi så nyheder og programmer, hvor sproget var klart og korrekt. Det blev vores adgang til at forstå bøgerne og lære det formelle arabiske sprog hurtigt og effektivt.
Skoleuniformerne var noget helt særligt. Drenge bar jakkesæt, mens pigerne gik om sommeren med korte kjoler og hvide skjorter, tilhørende lange strømper, alt sammen broderet med skolens gyldne logo. Om vinteren skiftede vi til mellemlange nederdele og blazer, præcis som de kvindelige lærere. De mandlige lærere bar marineblå jakkesæt og royal blå skjorter.
Pigerne måtte ikke have løsthængende hår kun fletninger var tilladt og det var hellere ikke tilladt at gå med smykker. Kun piger i første klasse måtte bære rottehaler, men de fleste efterlignede de stor piger og nøjes kun med fletninger. Jeg vaskede mine strømper hver dag efter skole og passede nøje på ikke at gøre mit tøj beskidt. Vi blev jævnligt kontrolleret for rene og klippede negle, ordnet hår.
I klasselokalet sad vi piger ranke med korslagte ben, drengene med ret ryg og samlede ben. Når læreren trådte ind, rejste vi os op og bukkede i respekt. Først når læreren gav os lov, satte vi os tilbage på vores pladser. Bøgerne skulle altid ligge klar og parate på bordet, og blyanterne var spidset dagen i forvejen.
Vi måtte ikke tiltale lærerne med fornavn, men kaldte dem respektfuld Ustadh eller Ustadha, som betyder lærer. Respekt var en bærende værdi, en disciplin, der gik begge veje. Derfor blev jeg ikke kaldt Hawraa, men ligesom alle andre pigeelever blev jeg tiltalt som Anisa Hawraa som betyder frøken Hawraa.
Hver morgen ventede jeg ivrigt på skolebussen, der hentede og afleverede mig. Jeg kan skrive mange sider om skolens arkitektur og atmosfære. Jeg elskede reglerne, strukturen og forventningerne.
Jeg nåede kun at gå på skolen indtil midtvejs i tredje klasse. På Al-Atif wa al-Nour blev vi evalueret med eksamener hvert halve år, og alle elever knoklede for at rykke et trin op i niveau. Det var en del af skolens krav og pædagogiske filosofi. Jeg blev rykket op et par gange, før vi i 1993 rejste til Danmark.
Det gjorde mig ked af, at jeg ikke kunne fortsætte min skolegang i Syrien. Jeg savnede skolen dybt, dens atmosfære, de lange gange og ikke mindst væggene, som var prydet med citater af store arabiske digtere: den syriske Nizar Qabbani, den libanesiske Khalil Gibran og den irakiske Al-Mutanabbi. Deres ord blev en del af mit indre landskab, min barndoms horisont.
Jeg elskede at tegne. Jeg blev født med farver. Man skulle næsten tro, at min mor havde drukket farver under graviditeten, og at jeg som foster næredes af de nuancer, hun bar i sig. Da jeg begyndte i skole, søgte mine hænder instinktivt mod farver og former. Trangen til at udtrykke mig var uimodståelig. En dag lod jeg fantasien løbe frit og begyndte at tegne direkte på skolens vægge. Det var naturligvis ikke tilladt, og jeg blev straffet. Jeg blev slået over hænderne med en pind og måtte sidde en hel time i straflokalet, før jeg blev sendt hjem med skolebussen. Buschaufføren forsøgte at tale mig til fornuft, men jeg lyttede bare, stille og stædig til Fairouzs stemme, der fyldte bussen som en blid trøst i baggrunden.Selve straffen husker jeg med en vis varme. For i tegningen fandt jeg en frihed, som ingen straf helt kunne tage fra mig.
Jeg glemmer aldrig den dag, jeg afleverede min skoleuniform. En stille afsked midt i skolens samlingssal, hvor væggene var malet med citater af Nizar Qabbani, Khalil Gibran og Al-Mutanabbi og malingen duftede vidunderligt af drømme og ønsker. Vi skulle rejse til Danmark og jeg stod der omringet af stemmer, som ikke længere skulle hviske til mig. Jeg så mig omkring og i et øjeblik var det, som om ordene fra Qabbani, Gibran og Mutanabbi tog min hånd. Vi dansede i kredse af sorg og styrke.
Men jeg stod bare og græd. Jeg sagde sagte til mig selv: Anisa Hawraa, du vil savne disse citater. Du vil savne deres bøger som venner du aldrig sagde farvel til. De tre store talte så smukt om kvinden, om kærligheden og om respekten, som om de kendte os indefra.
Jeg husker stadig Gibrans ord: "Livet har to halvdele: en tålmodig og en brændende. Kærlighed er den brændende". Lærerne gentog det som et mantra: Vær blandt de tålmodige, og når I elsker, elsk oprigtigt. Det lød farligt, som at holde flammer i hænderne, men også vidunderligt, som noget, kun de modige forstod.
Så kom Nizar Qabbani til mig, jeg sværger, hans stemme hviskede i vinden: "Kvinderne i mit land er som træer - stærke, men ingen ser deres rødder". Og jeg svarede: Ja kære Nizar, jeg er en af dem. Jeg er fra Bagdad og min mor har lært mig tålmodighedens sprog. Jeg er hende med rødder dybt forankret i jorden, hende, der står oprejst, selv når stormen river i grenene.
Til sidst kom Al-Mutanabbis ord, der brændte sig fast i min sjæl: "Hvis du ser en kvinde, som rejser sig i storm, ved du, at hendes styrke ikke blev lært, men født". Citaterne dansede med mine hænder, levede i mine forestillinger, mens tårerne faldt som tyranners slag og kvæstede min stemme, så kun himlen vidste, hvor ondt det gjorde at tage afsked med ordene, med barndommen, med al fusha, som elskede mig tilbage.
Det var takket være min mor og mine brødre, at jeg fik mulighed for at begynde på Al-Atif wa al-Nour. De så min tidlige interesse for kunst og forstod, hvad der tændte i mig. De lod mig vælge og det valg blev skelsættende for, hvem jeg er i dag.
Min mor satte altid vores behov højere end sine egne. Hun syede tøj til naboer og bekendte og støttede mine brødre økonomisk. Ligesom dengang, hvor hun hjalp min far i Irak ved at lave mad til medarbejderne på hans stoftrykkerifabrik.
Nu er min mor efterhånden tydeligt afkræftet end tidligere, fordi hun ikke magter at gå længere og vil helst være hjemme i sine trygge rammer. For nylig spurgte min søster, som bor i Sverige, hvornår mor havde tænkt sig at komme på besøg. Mor svarede lavmælt, at hun ikke brød sig om at føle sig presset. Min søster blev skuffet, hun forstod ikke, at svaret ikke udsprang af modvilje, men af udmattelse. Jeg ringede til min søster og forklarede, at mors ord ikke var udtryk for afvisning, men for sårbarhed. Det handlede ikke om ikke at ville, men om ikke længere at kunne.
Min far og jeg delte altid et særligt bånd. Et bånd, der blev endnu stærkere i takt med hans sygdom. Da min far kom til Danmark begyndte hans helbred at forværres og som årene gik blev den gradvis mere og mere nedadgående. Hjerteoperationer mislykkedes flere gange grundet hjertesvigt, nyresvigt og nyresten, diabetes, gigt og diskusprolaps i lænden og til sidst fandt de en kræftknude i skulderen. Da helbredet begyndte at svigte, tilbragte jeg mange timer ved hans side, særligt om natten, når smerterne nægtede ham søvnens ro. Jeg stod op uden tøven og satte mig hos ham, ikke af pligt, men af kærlighed. For at lindre hans smerte forsøgte jeg at lede hans tanker væk, ud af kroppen, ud af nuet. Vi talte om hans ungdom, om vores elskede Bagdad, dens gader, lyde og dufte og om familien: både dem, han holdt af, og dem, han med et skævt smil omtalte som 'udfordrende'. Mange af samtalerne gentog sig, nogle oftere end andre, men det gjorde mig intet. Så længe min far fandt ro, fandt jeg mening. Alligevel var der noget, han aldrig delte med mig. Jeg fik aldrig at vide, hvordan min familie flygtede fra Irak til Iran. Det var et kapitel omgærdet af tavshed, som om sandheden lå gemt bag et slør af nødvendighed. Det eneste min far nævnte var min mors fornuft for at muliggøre flugten og at min familie krydsede grænsen fra Irak til Iran gående. Hver gang jeg spurgte omkring detaljerne , svarede han blot: "Hawraa, du bekymrer dig for meget." Og så tav han, med det milde blik, der både rummede kærlighed og en urokkelig beslutning om at beskytte mig mod det, han bar på. Jeg stoppede til sidst med at spørge, ikke fordi min nysgerrighed forsvandt, men fordi jeg kunne se, det gjorde ondt på ham. Hans blik blev fjernt, som om han kortvarigt trådte ind i noget, han ikke ønskede at genopleve. Det var en smerte, jeg ikke ville tvinge ham til at bære frem.
Om morgenen stod jeg og far ofte og fortog morgenbønnerne sammen. Hans ansigt brød i et smil midt i smerten. Det var som om mørket i rummet for et øjeblik veg og et lys trådte frem, et lys jeg ikke vil glemme.
Min fars sygdom var som en skygge, der krøb ind i vores hverdag uden at banke på. Hans hjerte trægt og udmattet slog ikke længere med den styrke, der engang bar os gennem livet. Hver weekend blev han indlagt, som om kroppen havde sit eget ur, der talte i hjertets svigtende slag. Han kunne ikke længere rejse sig, blodet nåede ikke frem til hans ben. Blodårene i nærmest hele kroppen var forkalkede og langsomt forsvandt følelsen i hans ben, som en tåge, der trækkes bort af vinden. En stilfærdig katastrofe, hvor svær smerte satte sig, ikke kun i kroppen, men også i vores blikke. Og så kom de natlige varsler: Døden, som ringede på med en ambulance. Jeg glemte til sidst, hvor mange gange jeg tastede 1-1-2 med rystende hænder og håb, der smuldrede i telefonens summen.
Som martyrer sad vi, min mor og jeg, ved min fars side og trøstede ham med ord, vi knap selv troede på: "Du skal nok få det bedre. Du kommer hjem igen". Men vi vidste, at hver gang han forlod hjemmet på en båre, lagde døden sit visitkort på bordet midt i mørket og hviskede: Jeg vender tilbage. Og en stor lettelse bredte sig, hver gang min far vendte hjem igen efter weekenden. Lægerne havde fået det hele under kontrol, og solen strålede endnu engang gennem vores vinduer. Lyset faldt blødt over hans stol, og for en stund blev døden glemt.
Men selv lyset bar en skygge med sig. Lægerne kom med en advarsel, sagte, men fast: Hvis vi er heldige, har han måske tre-fire år endnu. Ordene lagde sig som en stille dom over rummet. Ikke som et råb, men som en hvisken, man ikke kan fortrænge. Vi smilede, vi takkede, vi håbede.
Men dybt i os begyndte en ny slags tid at tikke. En tid, der ikke måles i år, men i nærvær.
Jeg gennemlevede en kort vanskelig periode med min far. En tid, hvor han havde svært ved at acceptere mit ønske om at læse kunst på Kunstakademiet. Det var min største drøm, men i hans øjne var kunsten en egoistisk vej, der ville trække mig væk fra familiens rammer og ikke ruste mig til en fremtid, hvor jeg kunne stå økonomisk stærkt og uafhængigt. Han delte de samme bekymringer, da jeg nævnte forfatterskab og filosofi. Men han anerkendte, at jeg var moden i forhold til min alder og han vidste, hvor stor en rolle læsningen spillede i mit liv, noget han mente i sig selv kunne åbne døren til en mere målrettet fremtid inden for litteraturen. Selvom han i en periode var hård i sin modstand mod mine valg, kom han med en undskyldning, både i ord og handling. Han anerkendte min ret til selv at vælge, samtidig med at han ærligt udtrykte sit ønske om at se mig tage en uddannelse, der kunne sikre mig en stabil og tryg fremtid.
Den dag jeg fortalte ham, at jeg havde besluttet mig for at læse til ergoterapeut, lyste hans ansigt op. Han var stolt af min beslutning, ikke fordi jeg havde opgivet mine drømme, men fordi han kunne se, at jeg fandt min egen vej med både hjerte og fornuft.
I dag fortryder jeg ikke, at jeg ikke har en formel kunstuddannelse bag mig. Jeg har lært at finde glæde i min evne til at udtrykke mig gennem kunsten og samtidig gøre en forskel for andre i det samfund, jeg er en del af. Et samfund, der til tider møder mig med skepsis på grund af mit tørklæde. Men fra barndommen har jeg lært at stå fast for det, jeg tror på, og det, jeg elsker. Netop modstanden har skærpet mine værdier og gjort dem klarere for mig.
I dag bærer jeg min faglighed som ergoterapeut med stolthed. Kunsten er blevet min egen form for terapi, en kilde til fordybelse, mening og samtidig en bro til mennesker, der, ligesom jeg, værdsætter det skabende og det sanselige. Jeg kysser ofte mine pensler med dyb taknemmelighed. Sidste år fik jeg den ærefulde mulighed for at rejse med kunstforeningen Land of Art til Kuwait for at udstille mine værker sammen med kunstnere fra hele verden. Desværre måtte jeg høfligt takke nej, da min arbejdsleder ikke gav mig fri. I år har jeg fået muligheden igen. Denne gang går rejsen til Qatar og jeg vil gøre mit yderste for at deltage.
Mine møder med irakiske poeter og kunstnere er en uvurderlig velsignelse. En kilde til sjælelig næring og en dyb forankring i noget, der rækker ud over mig selv.
At lægge penslen til side for en tid, påbegynde ergoterapistudiet og blive gift som 20-årig skabte en ro i min fars sind midt i sygdommens skygge. Han bar en stille frygt for at forlade denne verden uden at have set mig iført brudekjolen. Jeg opfyldte hans ønske.
Jeg husker tydeligt, hvordan min far lavede mad, når jeg kom på besøg efter at jeg var blevet gift. Der opstod en legende konkurrence mellem ham og min mor om, hvem der kunne kreere den bedste ret. Mine forældre skændtes nærmest aldrig og deres uenigheder handlede udelukkende om mængden af krydderier i retten og blev ført med et glimt i øjet. Min far var overbevist om, at hans krydderiblanding var den bedste, og i virkeligheden havde han nok ret. Han havde tidligere ejet restaurant i Tehran, og med tiden blev hans krydderiblandinger eftertragtede i de mellemøstlige forretninger i Odense. Men sygdommen drænede ham for kræfter, og selvom interessen og efterspørgslen var der, havde han ikke energien til at udvide. Det, der holdt ham oppe, var familiens opbakning og anerkendelse. Den daglige ros gav ham styrken til at stå op, trods et svigtende hjerte. Jeg roste ham ofte, men sørgede også for at anerkende min mors kreative tilgang til krydderierne. For selv i kærlighedens køkken fortjente de begge plads.
En dag før hans død talte vi sammen i telefon. Han udtrykte sit savn og ønskede, at jeg snart kom hjem, så vi kunne spille domino og læse sammen, hans syn var begyndt at svigte. Jeg lovede ham, at jeg ville komme, så snart min eksamen var overstået. Det var vores aftale. Han ville have, at jeg blev i København og færdiggjorde min eksamen. Jeg skulle komme hjem og hjælpe ham med at blive udskrevet, når det hele var overstået. Det var planen. Det var håbet. Men den 9. april 2009 ændrede alt sig. Tidligt den morgen ringede min søster. Hendes stemme var hård og ubønhørlig: "Far er død." Stilheden efter hendes ord ramte som en mur. Hun begyndte at bebrejde mig. Kaldte mig egoistisk, fordi jeg ikke havde været der i hans sidste øjeblikke. Hun kendte ikke sandheden og jeg fortalte hende ikke, hvad far og jeg havde planlagt sammen. Ordene satte sig fast i halsen. Jeg følte mig mundlam.
På vej mod Odense sad jeg i toget med Mahdi. Toget var forsinket og stoppede flere gange. Mahdi hviskede trøstende ord, men de nåede ikke ind til mig. De føltes tomme. Jeg bad ham om stilhed, men han fortsatte, indtil jeg hævede stemmen. Det var uvant. Vi taler aldrig med en grov tone til hinanden.
Mine følelser var for tunge at bære, og jeg kunne ikke magte lyden af nogen stemme. Da jeg sagde: "Jeg har brug for ro," kyssede han blot min hånd og forblev tavs resten af turen. Den respekt, han viste i det øjeblik, var mere værd end tusind ord. Jeg sagde undskyld bagefter. Mahdi er min gode ven. Min fortrolige. Han forstår også det, jeg ikke siger. Han fornemmer mine kampe. Han har lært, at stilhed nogle gange er den reneste form for omsorg. Det, jeg værdsætter højst hos ham, er hans ærlighed, sagt i en blid tone, der bærer omsorg og omtanke. Det mest dyrebare er den ærlige aftale, vi har indgået, sagt højt og uden omsvøb: At den dag, vi ikke længere kan være en del af hinandens liv, skal det ske med respekt og værdighed. Ikke som et brud, men som en bevidst afslutning på ægteskab uden drama, uden bitterhed. Vi har talt åbent om det, og netop i den samtale ligger der en dyb forståelse for følelser. For vi ønsker at bevare det venskab, der binder os uanset hvad livet bringer. Mahdi udtrykker ofte, at han har lært mange ting af mig, som han aldrig lærte i sin egen familie. Han takker mig jævnligt for at have bidraget til, at han er blevet en bedre version af sig selv.
I toget, på vej mod Odense, faldt jeg hen i mine tanker. Jeg kiggede ud ad vinduet, men det eneste jeg så, var min fars ansigt som et lysbillede mod ruden. Jeg huskede samtalen, jeg havde haft dagen før. Som et filmklip rullede minderne frem: hvordan jeg som barn ventede ved døren på, at min far kom hjem, og hvordan han som ældre ventede på mig, kiggede ud af vinduet og sagde: "Nu skinner solen fordi min blomst er kommet hjem". Da jeg blev gift, ringede han altid før jeg ankom og insisterede på at hente mig fra togstationen, selvom han ikke burde køre på grund af sine dårlige ben. Jeg mindede ham altid om det, Mahdi prøvede også, men det lykkedes sjældent at stoppe ham. Jeg bar altid mit hjerte tungt, når jeg vidste, han sad bag rattet, men jeg vidste også, at det kom fra kærlighed. Hans glæde over mit besøg var lysende. Vi gik ture sammen, han bevægede sig mere, når jeg var der. Han lavede mad, før jeg nåede frem, og selv om han var syg, insisterede han.
Mens toget rullede videre, føltes det, som om hvert minde blev båret frem af skinnernes rytme. Jeg ville ønske at jeg var hos ham. Skyldfølelsen sad tavst ved min side hele vejen og bebrejdede mig for at have lyttet til min far.
Da Mahdi og jeg ankom til hospitalet, og mit blik faldt på min fars blege, fredelige ansigt, blev døden en virkelighed. Jeg stirrede på hans lukkede øjne og hviskede en stille bøn om, at de ville åbne sig og finde mine, som de så ofte havde gjort før, med varme, ro og genkendelse. Men de forblev lukkede. Ubevægelige som marmoret i et mindesmærke.
Mahdi græd, ikke kun for min skyld, men fordi han holdt af min far oprigtigt. Min far havde været som far for ham, mere end hans egen nogensinde havde formået at være. Jeg krammede ingen. Ikke engang min mor. Ikke mine søstre. Jeg kunne ikke. Min sorg fandt ikke vej gennem arme og hænder, den levede i stilheden, i blikket, i det uudtalte. Jeg satte mig tæt ved min far, tog hans kolde hænder i mine og kyssede dem. Kyssede hans øjenlåg, som for at vække ham. Blidt. Ømt. Håbefuldt. Alle græd. Min søster sad ved siden af mig, tårerne løb frit ned ad hendes kinder. Jeg lagde mit hoved mod hans bryst, som jeg så ofte havde gjort som barn, og lyttede. Bare lyttede. Men der var intet. Intet hjerteslag. Ingen hvisken. Kun stilhed. Et rungende, uigenkaldeligt fravær af liv. Det hele føltes som en drøm, af den slags, man vågner skrigende fra. Det var virkeligheden. Jeg havde mistet min elskede far. Uden at jeg opdagede det, fandt tårerne stille vej ned ad mine kinder som om sorgen selv vidste, hvor den hørte til, længe før jeg selv kunne forstå det.
Mahdi stod ved min side og lagde sin hånd på min skulder. Jeg accepterede et kram fra ham. Derefter gik jeg hen og omfavnede min mor. Hun kiggede længe på mig. Efter krammet med mor gik jeg videre og omfavnede alle mine søskende.
Det er aldrig nemt at miste en forælder. En egoistisk tanke kan snige sig ind, ønsket om blot at have ham blandt os, også selv om det betød at se ham lide. Jeg ved, at hvis far stadig havde været i live, ville han for længst have været bundet til en kørestol. Hans ben ville uden tvivl være blevet amputeret. Han ville have følt det som et ubærligt nederlag og det ville have frustreret ham dybt at være afhængig af os, sin familie, i alle livets små og store gøremål.
Senere accepteret jeg tanken om, at han havde brug for fred. En fred, hvor hans sjæl endelig kunne ånde frit. Først for nylig, femten år efter hans bortgang, slettede jeg hans nummer fra kontaktlisten på min telefon. Det var ikke let. Hver gang jeg ringer til min mor, vælder minderne frem. Jeg plejede altid at spørge, om mor havde sovet godt og om far også havde haft en rolig nat, eller om det havde været en af de udfordrende. Da jeg hørte, at han var vågn, afsluttede jeg straks samtalen med mor og ringede til far. Bare for at berolige ham, for at han skulle vide, at jeg havde ham i mine tanker. Han vil altid have en særlig plads i mit hjerte. En plads, ingen nogensinde kan overtage.
Min svoger, der havde svigtet min søster døde for tre år siden af spiserørskræft. I sine sidste år ændrede han sig. Han blev blødere, mere lyttende. Han bad om tilgivelse for de ord, han havde sagt, og den måde, han havde behandlet min søster og min far på. Han nævnte mig ved navn og henviste til den dag, hvor jeg havde sagt: "Hvor vil du hen med alt det her?" Jeg smilede blot og lod, som om jeg ikke forstod. Ikke af stolthed men af respekt. For fredens skyld. For følelsernes skyld.
Min stolthed kan nogle gange virke stædig , måske endda uforsonlig. Men den er også min beskytter. Når jeg vælger at tilgive, gør jeg det ikke på trods af min stolthed, men med den. For den er ikke kun en mur, der værner mig , den er også en indre styrke, der hjælper mig med at bære smerte med værdighed. Og når Gud, den Almægtige, kan tilgive alt, hvem er jeg da til ikke at gøre det samme?
Min søster, den samme, der den morgen kaldte mig egoistisk blev med tiden forandret. Tolv år efter vores fars død sagde hun det, jeg ikke havde forventet at høre: "Undskyld." En enkel sætning, båret af en vægt, der kun kan vokse med tiden. Hun bad om tilgivelse for det, hun havde sagt, og for det, hun havde gjort, det samme gjorde mine to andre storesøstre også. Vi har gennem tiden haft mange uenigheder hvor der var ikke forståelse og respekt for at jeg trådt ud af barndommen og er blevet selvstændig voksen på lige fod med dem. Min mor støttede mig i mine kampe og det gjorde Mahdi også.
Forandringen begyndte, da hendes datter valgte at gifte sig med en pakistaner, og jeg støttede datterens beslutning om at følge sit hjerte og gifte sig med den mand, der elskede hende og havde kæmpet i flere år for at blive en del af hendes liv og en del af vores liv som familie. Samtidig forværredes hendes mands sygdom. I takt med at kræften skred frem, begyndte hun at række ud. Hun ringede ofte for at få råd, for at forstå, for at finde et rum, hvor hun trygt kunne give slip på sine tanker og følelser. Hun vidste, at jeg kunne lytte. Når hun indimellem afbrød sig selv og spurgte: "Hawraa, er du der stadig?" svarede jeg stille: "Ja, jeg er her. Jeg lytter."
Mahdi, som til daglig arbejder som læge og møder mange patienter med kræftsygdom, støttede hende også. Han delte sin viden med tålmodighed og varme, og jeg hjalp, hvor jeg kunne, ikke af pligt, men fordi det faldt mig naturligt. Jeg bar ikke nag. Jeg rakte hånden ud. Jeg har for længst indset, at det ikke er min opgave at forandre eller opdrage min søster. Hun er voksen med sine egne valg og sin egen historie. Jeg kender mine grænser. Jeg ved, hvornår jeg træder frem og hvornår stilheden får lov til at tale i mit sted.
Jeg valgte afstand i tolv år, ikke af ligegyldighed, men som en rolig demonstration: At det er muligt at være et ordentligt menneske uden at råbe, uden at såre, og uden at lade sig opsluge af jalousi. At man kan tale med værdighed og bevare roen, selv når forskellene mellem os føles uoverstigelige.
Enhver familie bærer på sine udfordringer, det er uundgåeligt, selv når vi deler den samme blod og gener. Vi er et samfund midt i samfundet. For vi folder os ud forskelligt i solskin og storm. Nogle gange er det kun i stilheden, at forandringen får rum. Når ordene ikke længere rækker, kan tavsheden vise det, vi aldrig formåede at sige. Takket være min mors støtte til at hold fast og sætte grænser overfor mine søstre og ikke mindst takket være Mahdis opbakning fandt jeg modet til at stå fast, stærkere og sætte mine egne behov og ønsker i centrum.
Jeg betragter mig selv som en heldig kvinde, fordi jeg voksede op i et kærligt og fredfyldt hjem. Gennem årene er der vokset bjerge i mine blodårer rejst af konfrontationerne med lærere ved skolebænken, min fars sygdom, de stormfulde relationer til mine søstre og mit virke som ergoterapeut. Hver oplevelse har været med til at forme mig og smede min indre styrke. For alt dette bærer jeg en dyb taknemmelighed.
Min far, mine to brødre og Mahdi har været levende eksempler på, hvad det vil sige at være en sand mand, uden omsvøb, uden maske, med ærlighed, mildhed og integritet som pejlemærker.
Mahdi har stået ved min side gennem livets mange prøvelser, og jeg ved, at han med samme rodfæstede styrke, vil støtte mig, også når fremtiden bringer valg, der går imod hans egen vilje.
Mennesket er skrøbeligt, hver med sine egne ar, indgraveret under sandets varme overflade. Når skovlen skraber i dybden, blotlægges fejlene. Vi forsøger at give slip for at finde ro, for intet er fuldkomment. Hver indånding og udånding bliver en bøn, et håb om at forstå vores egne sprækker i en forstøvet verden. Men det sande menneske træder frem i modgangens skær. For ægte støtte viser sig i evnen til at give plads, selv når det gør ondt og går imod ens egen vilje.