Bestyrelsen havde samlet sig til møde ved Jørgen. De sad omkring spisebordet med papirer og kaffe.
   Jens lænede sig frem.
   "Vi mangler stadig dokumentation for de overførsler fra sidste år, og det firma, som skulle stå for altanerne, finder man ikke. Marius, du havde da også forsikret om at dobbelttjekke regnskaberne?"
   Marius nikkede.
   "Ja, og der står bare ekstern konsulentbistand. Ingen navn. Intet CVR-nummer."
   Lena sukkede og rystede på hovedet.
   "Den rådgivende er antageligt forsvundet sammen med bestyrelsens moral dengang."
   "Men vi blev jo enige om at spørge Morten selv, når det blev muligt. Er der nogen, der har hørt noget fra ham?" spurgte Jørgen.
   Jens nikkede.
   "Ja. Jeg ringede til hospitalet i morges. Han er blevet udskrevet."
   De blev alle stille.
   "Udskrevet? Hvornår?" spurgte Lena.
   "For fire dage siden," sagde Jens. "De kunne ikke sige andet, end at han selv bad om at blive udskrevet og ikke ønskede genoptræning."
   "Men han har ikke været i sin lejlighed," sagde Marius. "Jeg gik forbi i går - den står tom."
   Lena rynkede panden.
   "Så han er stukket af. Selvfølgelig."
   Jørgen nikkede langsomt.
   "Eller gemmer sig. Han har nok indset, at vi vil have svar, og det ønsker han ikke at give."
   "Det ser ikke godt ud," sagde Lena. "Det ligner en tilståelse."
   Jens gned sig over hagen.
   "Måske er han bare bange. Han blev jo overfaldet."
   Marius bed sig i læben.
   "Han har stadig et ansvar - og en nøgle til en andelslejlighed, han ikke bor i."
   "Vi skal måske være forsigtige med at presse for hårdt," sagde Lena. "Men vi må finde ud af, hvor han er. Det her er ikke slut endnu."
   De andre nikkede, og de blev enige om at vente og se, om nogen hørte fra ham, og ellers søge rådgivning om de forsvundne poster.
   ---
   Næste lørdag tog Anita ind til Indre By. Hun skulle møde Johnny ved hjørnet af hans gade. På den anden side af Nørreport begyndte Indre Bys gågade, der førte ned til et torv. Hun vidste godt, at det hed Kultorvet.
   Johnny stod på hjørnet, og hun løb hurtigt hen til ham. De gav hinanden et kram, og så gik de over Nørreport og ned ad gågaden, der fortsatte forbi torvet. Den førte lige til Rundetårn. Hun mindedes dengang, hendes historielærer havde fortalt om de bygninger, Christian den Fjerde havde bygget. Hun havde talt med sine forældre om at komme ind og se dem. De kunne ikke se noget formål med det. De havde i det hele taget aldrig kunnet se formålet med historiefaget. Hendes far kom med det sædvanlige: at han var her for at arbejde og ikke andet. Men deres lærer havde arrangeret en dagstur, hvor de så både Rundetårn og Rosenborg.
   Men Johnny ville gerne. Han havde siddet i New York og drømt om det. De gik ind og betalte entré. Det var en sjov gang, der snoede sig op, og hun blev forpustet og måtte sætte sig lidt for at hvile.
   "Da jeg havde dig med sidst, da du var helt lille, syntes du, det var sjovt at løbe op ad denne her sneglegang."
   "Det har jeg nok ikke kondi til i dag," sagde hun, mens hun pustede.
   Men snart var de oppe og kom det sidste stykke. Det var hårdt, men de klarede det. Så stod de ude ved det høje gitter. Det var morsomt at stå her og se alle tårnene. Hun genkendte i hvert fald Rådhustårnet og Domkirken.
   Nu lød der pludselig hornmusik. Hun kiggede gennem gitteret og kunne se nede på Købmagergade, at der var parade. Selvfølgelig - det var Livgarden. Hun havde aldrig set dem før, undtagen i tv nytårsaften. Det var ikke lige noget, man hørte på Nørrebro.
   På et tidspunkt besluttede de at gå ned og se på den kirke, der var bygget sammen med tårnet. De havde lyst til at løbe ned bare for sjov, men hun var lidt bange for at falde.
   De gik til højre udenfor og trådte ind i den store kirke. En duft af forarbejdet træ kom dem i møde. Her var de omgivet af total stilhed, og de så op på alteret. Det var egentlig uhyggeligt - her hang en mand og døde en langsom død. Hun gøs lidt.
   "I kirkerne i USA har de oftest bare et tomt kors hængende," sagde Johnny.
   De stod lidt og kiggede. Bygningen havde, trods sin størrelse, en beroligende effekt.
   Da de trådte ud af kirken, kunne de se, at det var Kongens Have i det fjerne. Hun huskede, at haven var smuk. Nu var det forår med blomster, der sprang ud, og grønne træer - så måtte den være endnu smukkere. De blev enige om at gå en tur igennem. De gik afsted og kiggede flygtigt på butiksvinduerne.
   Snart var de inde i haven. Anita blev overvældet af alle blomsterne. Da hun havde været her med skolen, var det efterår. De passerede gåsespringvandet og gik ind gennem haven, hvor statuen af dronning Caroline Amalie stod. På en bygning ved den anden udgang stod der Statens Museum for Kunst. Det havde Ava nævnt. Hvor var der dog meget i København, hun ikke kendte, selv om hun var opvokset her.
   "Ja ja," sagde Johnny, "sidst vi var her, ville du lege, og så gav du mig lige et puf - så jagtede jeg dig."
   "Gjorde jeg det sådan?" sagde Anita med et smil og puffede til ham, hvorefter hun løb hen over græsset. Johnny løb tæt bag ved, og på et tidspunkt fangede han hende og slog armene om hende. Han løftede hende op og svingede hende rundt. Hun gav et hvin.
   "Det kan jeg stadigvæk gøre - selv om du er blevet større."
   "Du er jo også meget højere end mig."
   Hans fingre søgte op under hendes jakke og gned på hendes maveskind. Hun lo højlydt.
   "Du er stadig kilden," sagde han.
   De blev nu enige om, at hun måtte se at komme hjem. De sagde farvel med et kram, og hun gik ud til det torv, hvor kunstmuseet lå, og kiggede lidt rundt. Nu kunne hun i det fjerne se Nørreport Station. Så gik hun i den retning - når hun først var dér, vidste hun, hvordan hun skulle komme hjem.
   Det var lidt af en lang gåtur, men hun nød den - især turen over broen. Hun havde aldrig før glædet sig så meget over svanerne i søen. Hen forbi Blågårdsgade og så til hendes egen gade. Hendes forældre var allerede hjemme.
   "Nå, hvor har du så været i dag?" spurgte hendes far.
   "Jeg har været i Indre By. Jeg prøvede at komme op i Rundetårn."
   "Nå, så har du nok mødt nogen af de fisefornemme dér."
   "Dem mødte jeg nu ikke nogen af."
   "De ville sikkert heller ikke have snakket med dig. De vil ikke tale med almindelige mennesker."
   Hun bemærkede, at hendes far sad og tjekkede på sin mobil og skrev beskeder. Det gjorde han ellers ikke så tit.
   Men hvor var hun glad for turen - og hvor hun glædede sig til at høre Johnnys koncert.
   Det var nu, som om der trak noget op fra hendes far. Hun kunne ikke sætte ord på det.
   "Hvor i alverden er ham Morten dog blevet af?" sagde han med en gråd og uro i stemmen, som hun aldrig havde hørt før. Hun var lige ved at sige noget om det lille håndskrevne brev, men lod være.
   Hun besluttede dog, at hun ville sige noget til et bestyrelsesmedlem. Hun kendte nok Jens bedst, så det blev ham. Det skulle bare være en dag, hun var alene hjemme, så hendes far ikke så noget.