En undskyldning bærer to dele
en stilnet uro
fanget i uvisshedens kløer
og et aftryk
der spejler fortiden
i tankens kolde glas
som et stumt skrig
i gentagne sprækker
Der findes bekendelser
forsigtigt lagt i en kuffert
båret gennem spor af forflytninger
udpakket i fredens sekund
som dråber af lys
på mørk jord
men når de kommer for sent
opløses de i morgengryets varme
som dug
under solens blik
Nogle sætninger kæmper for at blive
et håb
som flammernes skær i mørket
foldet i et ønske bag gardinet
som en bøn
et broderi af sølvtråde
spundet af måneskin
i en nat uden retning
andre er som knuste spejle
de genspejler kun afsenderen
Alligevel åbner hjertet sig
modtager med bevidsthed
selv når budskabet er født af skyld
som en frelse
for den
der ikke længere kan bære det alene
Ja
et begreb
sjældent renset af sandhed
men båret af trangen
til at lette vægten
af skam
For selv når tiden tikker
bliver noget liggende
hviskende arkiver
i det
der fortsat banker
Og for den
der tør lytte
uden at spørge
af et hjerte
som et ocean