En sommerfugl lander
på kanten af mit blik.
Let som en tanke,
men mere virkelig
end noget, jeg kan holde fast i.
Den kommer fra mørket -
ikke som flugt,
men som forvandling.
Den bar sin egen opløsning,
og blev hel af det.
Der er håb i den bevægelse.
For måske er vi også skabt
til at smuldre lidt,
før vi finder form.
Til at falde fra hinanden,
før vi kan bære os selv
med ynde.
Den flyver ikke væk fra noget.
Den flyver ind i lyset,
uden at spørge,
hvad det skal føre til.
Måske er meningen ikke stor.
Måske er den præcis
så lille og stille
som et vingeslag i morgensolen.
Men det er nok.
Hvis noget så skrøbeligt
kan være så smukt,
så nærværende,
så levende -
så kan vi også.
Vi er måske ikke her længe,
men vi er her.
Og vi folder os ud,
hver dag lidt mere,
som noget der gerne vil lyse,
mens det kan.