Jeg læste en artikel for et par år siden, der beskrev, at en intellektuel livsform og livstilgang har vi en indbygget modvilje imod og ikke tradition for i Danmark. Vi tager tit lidt pis på franskmændene der har plads til denne livsform, og kalder dem arrogante. Jeg er en af de intellektuelle, der nærmest er født med en glubende sult efter at læse svære bøger og tale et dannet sprog. Men det er ikke sådan en familie jeg er vokset op i. Jeg kommer fra en speciel baggrund hvor min mor og far til tider var lønmodtagere og til tider var hårdtarbejdende små selvstændige. Min søster giftede sig til rigdom, og går også op i dannelse, men det er ikke som en slags etik men mere om man spiser pænt ved bordet. De gaber alle sammen højt eller kigger væk, så snart jeg åbner munden for at sige noget.
   Derfor har jeg måttet tilpasse mig, men jeg gemte et es i ærmet, og det er var at jeg aldrig opgav at kurere min psykiske sygdom ved hjælp af boglig teori. Sådan fandt jeg sociologien, der endte med at blive et råt og stærkt stykke værktøj, der kunne knuse min stemmehøring i min sygdom. På den måde fik jeg en lille sødtsmagende hævn over familiens og samfundets anti-intellektualisme.