Vejen ind til digtet
er når vinden blæser alle tidens tandhjul væk,
de bliver som takkede skarpe flintsten
og som koldt jern
der gnaver mod hinanden
i formløse forhindringer,
nu forsvinder de
i grimme vinkler bag mig.
Her bliver rummet større
som efteråret når mørket driver ind
sammen med regnen fra vest
og den begyndende kulde,
her snubler tankerne ikke mere
i rodløs desperation, angst
og malplaceret uforstand,
her begynder de pludselig at se mig,
som jeg er inderst inde,
der hvor vi kan følges ad i samme skridt,
og der hvor jeg kan leve
uden ondskab.
Der er ingenting.
Det er kun mig og mørket
og blæsten der gemmer alt i kærligheden,
i nuet uden længsel,
i længslen uden navn
og i min egen følelse af jeg.
For vejen til digtet er dig
når du spiller alt i samme dur og mol som vinden
og i oktaver dybere nede som i mørket
og højere oppe som i lyset,
når morgensolen smiler fuld af dug
og lys væv overalt i verden,
når det hele driver gennem landet
for at ramme mig igen.