På Anitas næste fridag gik hun over til baghuset med Morten Hansens brev. Hun så, at Jens netop vendte hjem fra arbejde, og ringede på.
   "Men hejsa, Anita," sagde han. "Det var da hyggeligt."
   "Ja, men det er i et lidt alvorligt ærinde. Jeg har hørt, I ikke kan få kontakt med Morten Hansen, og jeg ved lidt."
   "Kom indenfor, så kan vi snakke om det."
   Hun fulgte med ham ind og takkede ja til kaffe. Bongo snusede til hende og logrede. Hun klappede den på hovedet.
   "Jeg fik i mandags et håndskrevet brev fra ham," sagde hun og rakte kuverten til Jens.
   "Det var samme dag, han blev udskrevet." Jens åbnede brevet og læste det langsomt igennem. Han lagde sedlen på bordet og gned sig i ansigtet, før han så op.
   "Så han har nok gemt sig et sted," sagde han og rakte brevet tilbage.
   "Hvad tror du, han skjuler sig for?"
   "Måske sine kriminelle forbindelser. Når man går ind i organiseret kriminalitet, er man retsløs, og selv små fejl kan få alvorlige konsekvenser."
   "Det kan godt være. Men måske også fordi han ved, at I er ved at afsløre noget."
   "Også det. Det ene udelukker ikke det andet."
   I det samme gik døren op, og Marianne kom ind med tvillingerne. "Men hej, Anita, hvor hyggeligt," sagde hun. Pigerne løb hen og krammede Anita, som lagde en arm om hver af dem. Marianne satte sig, mens Jens forklarede årsagen til Anitas besøg.
   "Det bekræfter desværre de bange anelser, jeg hele tiden har haft," sagde hun. "Men jeg håbede, vi tog fejl."
   Jens så på brevet. "Hvis vi må involvere politiet, skal de have det her. Det er jo et spor."
   "Det har jeg tænkt på," sagde Anita. "Min far er helt fortvivlet over, at han ikke kan få fat i ham."
   "Ja, alt tyder på, at han har nedlagt sit gamle mobilnummer."
   Marianne nikkede. "Utroligt, at det skulle ende sådan." Hun smilede lidt. "Jeg har hørt, du har mødt din bror."
   "Det stemmer."
   "Var det en god oplevelse?"
   "Det var det. Vi mødtes på en café og fik snakket om alt muligt. Vi har jo haft hver vores barndom, så der var meget at dele. For et par dage siden var vi også i Rundetårn og Kongens Have. Han mente, han havde haft mig med der som barn. Ja, og han er jo så høj, at størrelsesforskellen næsten stadig er den samme." Hun stoppede op og tog hånden for munden. "Nej, hvor jeg snakker. Undskyld."
   "Det er et tegn på, at det var en god oplevelse," sagde Marianne med et smil. "I blev jo set af Sverre. Ved du, han spreder sladder?"
   Anita lo. "Det har Ava fortalt mig. Ustyrligt komisk - han rendte med en halv vind."
   "Har dine forældre hørt det?" spurgte Jens.
   "Det tror jeg ikke. Så havde jeg nok opdaget det."
   Jens fik kaffen i den gale hals, og Marianne kæmpede for ikke at sprutte ud over gulvet.
   "Godt, du kan tage det med humor," sagde hun, da hun kunne tale igen. "Men vi har lovet pigerne en tur til Blågården efter is. Vil du med?"
   "Det vil jeg gerne."
   De gik sammen ud i det lune vejr. Tvillingerne løb grinende foran, og Bongo trippede stille i snor.
   Da de passerede den butik, hvor Anita arbejdede, så hun Jakobsen tale med tillidsmanden. Han gestikulerede ivrigt.
   "Åh nej, han må ikke se mig," sagde hun. "Det er slemt nok at skulle arbejde med ham."
   "Kom, vi skynder os ned til Blågårds Plads," sagde Jens.
   De nåede torvet, købte hver en is og satte sig på en bænk. Pigerne fnisede over noget fra børnehaven.
   Da Emma var færdig, løb hun ud mellem de handlende på gågaden.
   Fra siden kom en cykel susende. Ingen nåede at reagere, før Emma blev ramt og skrigende væltede om. Anita slap et skrig.
   "Emma!" råbte Marianne. Lea hylede, Bongo sprang op og gøede, og Jens blev trukket af hunden hen til Emma og cyklisten.
   "Rolig, Bongo!"
   Anita kastede sig hen til Emma, der klynkede på jorden. Hun lod alt, hvad hun havde lært på førstehjælpskurset, træde i kraft.
   "Hold ud, Emma," sagde hun og tog hendes hånd. "Jeg ved, det gør ondt, men lig stille. Jeg skal se, hvor slemt det er."
   Hun tjekkede Emmas tilstand og konstaterede, at vejrtrækningen var normal. En tydelig hævelse på skinnebenet viste, at det var brækket. Hun lagde sin jakke under Emmas hoved.
   "Ring efter en ambulance!" råbte hun. En stor dreng hev mobilen op og tastede.
   "De er på vej," sagde han kort efter. Anita takkede ham og klappede Emma på kinden.
   "Der kommer hjælp nu. Du skal bare ligge stille."
   Emma klynkede, men gjorde som hun sagde.
   Nu kunne hun høre Jens skændes med cyklisten. Stemmen var velkendt. Hun så op og gispede - det var Jakobsen. Hun havde flere gange set ham ræse gennem gågaden.
   "Hvad i alverden lavede hun midt på gaden? Det er jeres egen skyld. Børn, der ikke passes, burde udløse en bøde," snerrede han.
   "Det her er en gågade!" råbte Jens.
   "Og hvad så?"
   "Forstå dog dansk, for fanden. Gågade betyder ikke cykelgade!"
   Anita mærkede sin puls stige af raseri, men hun holdt sig i ro ved Emma. Hun så, at Lea græd i Mariannes favn.
   Ambulancen kom hurtigt, selvom det føltes som en evighed. Anita blev hos Emma og holdt hendes hånd, mens paramedicinerne tog over.
   "Du gjorde det helt rigtigt," sagde den ene. "Hun er rolig, og du har forebygget, at det blev værre."
   Anita nikkede, stadig skælvende af adrenalin.
   Jakobsen og Jens skændtes stadig. Da hun hørte ordet snotunger, knækkede hun. Hun sprang op og stillede sig foran Jakobsen.
   "Store kraftidiot! Cykelbølle! Møgsvin! Man burde tage cyklen fra dig!" Hun stampede i asfalten. "Jeg håber, du har slået dig, så du kan mærke det i ugevis!"
   Jakobsen trak sig baglæns. "Hvad blander du dig for?!"
   "Det her er en gågade. Du kører, som om du ejer stedet. Og det passer meget godt - du tror jo, du ejer alt!"
   "Hun skulle ikke stå i vejen!"
   "Ja, du er sikkert helt uskyldig - som altid!"
   Han tav, da to betjente nærmede sig. De trak ham til side og stillede spørgsmål, mens han fæg¬tede med armene.
   Marianne og Lea kørte med ambulancen, mens Jens ville gå hjem og lave mad. Bongo var igen rolig, men holdt øje med Jakobsen.
   Anita satte sig på hug foran Lea.
   "Din søster er i gode hænder. Hun bliver frisk igen."
   Lea krammede hende, inden hun og Marianne steg ind i ambulancen.
   Jens pegede på Jakobsen.
   "Er det ham, der tyranniserer dig?"
   Anita nikkede.
   "Svin," hvæsede Jens. "Men det var fandeme modigt, at du sagde ham imod."
   "Det var ikke mod. Jeg kunne bare ikke lade være."
   Jens grinede. "Nu går vi hjem."
   De gik ned ad gaden med Bongo luntende stille ved siden af. Anita rystede stadig og trak vejret dybt for at falde til ro.