Himlen:
En spejling uden vand,
glimt af knuste øjne i frostens skygge.
Hvor går stjernen hen, når natten spiser sig selv?
Jeg bærer hemmeligheder, hviskede af vinden,
men hvem hører, når tiden holder vejret?
Underverdenen:
Jeg er hulrummet bag lysets fold,
en cirkel brudt, men aldrig afsluttet.
Døden danser i mit mørke, uden ansigt,
en hvisken under stenene, som ingen finder.
Er du kun ekkoet af en drøm, der aldrig var?
Himlen:
Mine vinger er skjulte tegn,
sygnet i stjernestøv og glemt tid.
Jeg spinder en tåge, der skjuler vejen,
men stien brænder bag mig som en hemmelig flod.
Kan du følge lyset, der aldrig tændes?
Underverdenen:
I mit dyb findes ingenting, men alt,
en tomhed hvor ord bliver til skygger.
Jeg gemmer den stille sorg, som ikke kan dø,
et hjerte uden puls, hvis rytme er mørk.
Hvor går du hen, når du mister dig selv?
Himlen & Underverdenen:
Vi taler i gåder, som vinden i græs,
to flammer, der aldrig brænder sammen.
Vi er begyndelsen uden ende,
en dør, der kun åbner sig indad.
Hvem vil lytte, når verden forsvinder i stilhed?