Din hånd på min nakke var et semikolon,
der ventede på at jeg bad om mere -
og det gjorde jeg.
Igen og igen.
Min røv blev læst op i plenum,
med røde streger og udråbstegn.
Du kaldte det nærlæsning,
jeg kaldte det samtykke.
Du så på mig, som en læser ser på en tekst,
der endelig åbner sig.
Ikke fordi den skal,
men fordi nogen forstod at lytte.
Du skrev dig selv ind i min røv
side efter side
uden slutnote.
Jeg kaldte din tunge for et forord
der nægtede at slutte,
og da du endelig trak dig ud
stod hele mit indre pensum åbent,
som et fejlbehæftet, fænomenologisk:
fuck, dig.