Tretten identiske sorte hætteklædte skikkelser står i en ring, og messer i kor et dødt sprog. Den ene hedning skikkelse hæver et gammelt scepter, som mest af alt bare ligner en anstændig overslidt gren. Den gule rubin der tilkendegiver scepterets hoved, lyser ravgult op. Alteret i midten mellem alle hedningerne flyder over med en tåget konsistens, der danser og kærtegner lystigt alt på dets vandring. Rummet hedningene står I, er en halvfugtigt stor vinkælder med fakler på væggene. Her kommer der aldrig kommer en levende sjæl bortset fra tyende, der synes følge automatisk med slottet og beklæde den aldrende franske bygning med liv.
   Tågen fra alteret breder sig hastigt og rør de hætteklædtes fødder. Der messes forsat i et uforståeligt sprog.

"Atjuh!" lyder det pludselig fra en af hætteklædte skikkelser.
   "Prosit," siger en anden hætteklædt skikkelse og messen på det døde sprog stopper brat.
   Tågen trækker sig fra skikkelsen der forstyrrede med et nys.
   "Atjuh!" lyder det igen og han tager hætten af. Endnu et nys undslipper og han ser rundt i kælderens fattige belysning. Hans næse løber og han tørrer den af i sit ærme, så diskret han nu engang kan. Tågen viger tilbage og scepters gule rubin giver sig til at blinke dovent, som om den er ved at dø.
   Tågen opløses helt i takt med hele forestillingen er faldet til jorden.
   "Undskyld, det var ikke med vilje," siger den hætteløse mand på fransk: "Men jeg tror jeg er overfølsom over for et eller andet. Kan vi prøve ad igen?"