Vi bevæger os gennem neonoplyste tunneler,
ledninger som vener, skærme som vinduer til intet.
Tiden flimrer i pixels, vi måler liv i procent og signalstyrke,
aldrig i nærhed, aldrig i blik.
Vi har byttet årer for kabler, hjerter for processorer,
følelser konverteret til data, arkiveret i skyen.
Minder forvitrer, slettes som forældede filer,
fordi vi har travlt med at opdatere, aldrig at leve.
Skyklapper er fabriksmonterede, præinstallerede i sjælen,
vi ser kun det kuraterede feed, aldrig det, der gør ondt.
Vi scroller for at glemme, klikker for at dulme,
men intet dulmer savnet efter noget, vi ikke længere kan navngive.
Vi siger, vi er frie, men vi er logget ind døgnet rundt.
Panserglasset omkring hjertet blev lagt af os selv,
en firewall mod det menneskelige, mod sårbarhedens styrke.
I ruinerne af vores opmærksomhed står tavse spørgsmål,
hvor blev vi af, dengang vi stadig var nærvær?
Hvor blev drømmene af, før de blev til algoritmer?
Og hvor gemmer vi længslen, når vi har lagt os selv i backup?
Vi løber hurtigere, mens tiden opløses i støj,
men hver ny notifikation fjerner os lidt mere fra hinanden,
fra os selv, fra alt, der engang kunne føles ægte.
Til sidst er kun systemet tilbage,
pulserende, blindt, evigt -
og vi, fortabte i kredsløbet,
glemmer langsomt, at vi engang var levende.