En kamæleon træder frem i kanten af mit blik.
Langsom, næsten vægtløs, som om den både er her og et andet sted.
Den skifter farve - ikke for at forsvinde,
men for at høre til.
Den tilpasser sig, men den forsvinder aldrig helt.
Under skællene gemmer sig noget urokkeligt:
et blik, der ser alt, også sig selv.
Der er en hemmelig styrke i dens bevægelse.
At smelte sammen med verden uden at opløse sig i den.
At ændre sig igen og igen, og stadig vide,
hvem man er inderst inde.
Måske er det også sådan, vi er skabt:
til at bøje os, til at følge lyset,
til at finde former, vi ikke selv har valgt -
uden at miste vores egen tone af sandhed.
Kamæleonen skjuler sig ikke af skam.
Hun skjuler sig for at være nærværende.
Hun går i ét med barken, med bladene,
og netop dér - i det næsten usynlige -
bliver hun fuldt og helt sig selv.
Måske er meningen ikke at stå frem hele tiden.
Måske er meningen at kunne være mange farver,
mange stemninger, mange sandheder -
og stadig bære sit eget blik gennem alt.
At kunne tilpasse sig uden at blive væk.
At kunne være stille uden at blive glemt.
Vi er her kun et øjeblik, men vi er her.
Og vi skifter farve, hver dag lidt mere.
Ikke for at blive væk,
men for at finde plads.
For at være sande på nye måder.
For at leve med verden - og med os selv -
som noget der gerne vil lyse,
netop dér, hvor det næsten ikke kan ses.