I ensomhedens skygge
driver jeg endeløst
på et sort hav
uden strøm,
uden land.
I efterårets blæst
mister jeg bladene -
mit mod -
står tilbage
i vinterens iskolde frost,
nøgen, bange, ensom.
Mine hænder famler
i minderne,
men dine kys
er slukkede stjerner -
evigt mørke, kolde -
knust til støv
i mine lunger.
Hvad skal komme,
når alt der var
kun lever videre
i forrådnelse?
I bitterhedens fortrydelse
står jeg tilbage,
forstenet, fanget
i en verden,
der aldrig var min.
Forgæves.
Forvirret.
For altid.
Du var min person.
Jeg ruster indvendigt,
dør langsomt
i øredøvende stilhed.
Tugter mig selv,
fuld af selvhad
og dårlige beslutninger.
Skærer jeg mig selv
på de ord
jeg aldrig fik sagt.