Der er ingen steder
at lægge alt det her.
Følelserne vælter
ud af mig
som affaldssække
ingen gad bære ned.
Jeg elsker dig
på den måde man elsker
et vindue,
inden man springer.
Med længsel.
Med skyld.
Med en stille undskyldning i øjnene.
Du rør ved mig
og jeg mærker mig selv
for meget.
For skarpt.
Som at få huden trukket
baglæns af.
Du siger:
"Du er ikke alene."
Men jeg er det jo.
Inde i mit hoved
er der ingen,
kun skygger med mit navn
og stemmer,
der ikke vil tie stille.
Nogle aftener ligger jeg vågen
ved siden af din varme krop
og tænker:
"Er det nu?
Er det i nat jeg gør det?
Eller i morgen?
Eller aldrig bare fordi jeg er en kujon?"
Men kujoner føler også.
Og jeg føler
alt.
Og intet hjælper.
Hverken dine kys,
eller de piller,
eller de fucking ord
jeg ikke tror på mere.
Du tror, du elsker mig.
Men du elsker
den version af mig
jeg viser dig.
Den, der stadig står op,
spiser,
griner lidt,
og siger "det går."
Det gør det ikke.
Det gør ondt.
Hele tiden.
Og jeg er træt.
Ikke bare af livet.
Men af at forsøge
at holde mig i live
for dig.