Det var nu lørdag. Anita blev liggende længe i sengen selvom hun var vågnet. Hun ville ligge og nyde stilheden lidt.
   Så var det i aften hun skulle opleve Johnny på scenen sammen med Jeanne og hendes forældre. De havde inviteret hende til at spise inden de skulle afsted, så hun fik jo aftensmaden i dag uden at skulle tænke på den selv.
   Det var første gang hun var til koncert i det hele taget. Helt ude på Vesterbro. Hun vidste da godt hvor Enghave Plads lå og Vega lå lige om hjørnet. Det var næppe svært at komme dertil.
   Hun tænkte også lige en gang på de andre her i opgangen. Mon de også nød stilheden? Det skulle være mærkeligt andet.
   Det næste hun tænkte på var det kommende beboermøde. Hun måtte hellere dukke op, selv om hun var hjemmeboende barn. Selv om det måske ville blive pinligt, når hendes far begyndte at råbe, så var det bedst selv at høre hvad der skete.
   I går fredag havde hun lige nået at sige farvel til sin mor inden hun tog afsted til Jylland. De havde siddet lidt med en kaffe, og Anita havde nævnt koncerten. Hendes mor havde reageret med glæde og sagt, at det da var spændende. Hvor var hun dog anderledes, når hendes far ikke var der.
   Men nu måtte hun hellere stå op. Hun skulle jo lige mødes med Johnny nede på Assistens. Han var optaget af alle de berømte folk, der lå begravet der. Anita havde godt hørt om, at H.C. Andersen lå der. Men der var så også andre.
   Han skulle så også møde Jeanne og hendes forældre bagefter. Når hendes far var i Oslo, kunne han gå sikkert gennem opgangen.
   Hun havde hørt sin far så sent som i forgårs omtale befolkningen i byen som svenskere, og de var altid fulde, når man så dem i København. Han ville i hvert fald håbe, at der ikke blev noget drikkeri.
   Hun sad nu ved morgenmaden og tænkte, om han kunne ske at sige det højt ved seminaret. Ved den tanke kunne hun ikke holde latteren tilbage, og hun var lige ved at få en krumme i den gale hals.
   Da hun havde spist sin morgenmad, satte hun sig henne i sofaen. Solen var begyndt at nå til gadevinduerne. Det var en nydelse bare at sidde og mærke stilheden. Nu gav hun sig til at synge. Det var lige en af de børnesange hun kunne huske fra skolen, der kom en linje med Højbro Plads, hvor Absalon tog hatten af og sagde goddag.
   Hun havde været en tur med Johnny forbi Højbro Plads, hvor hun havde konstateret, at der var Absalon sandelig, så helt løgn var den sang ikke. Den dag havde de også fået set Christiansborg, som hun jo kendte fra nyhederne. Hvor havde hun dog fået set meget af sin fødeby takket være Johnny.
   Hun rettede lige sig selv. Det var jo Greve, der var hendes fødeby. Men København var da hjembyen.
   Hun konstaterede også, at der var pænt forårsvejr i dag. Så ingen problemer med påklædning.
   Det næste blev så, at hun sørgede for at tage et bad og så komme i tøjet. En sådan dag var som en forsmag på at flytte hjemmefra. Måske kunne hun få plads på et kollegie, når hun skulle begynde på HF.
   Hvis hun blev optaget. Hun måtte være tålmodig, der var stadig noget tid til hun fik svar. Så hun måtte også bære arbejdet med oprejst pande.
   Det var bare svært. Hun rystede over hele kroppen så snart Jakobsen var i nærheden. Selvom det var lykkedes tillidskvinden at banke det igennem, at Anita ikke skulle bære ølkasserne, så var han der så snart der var en mulighed. Hun begyndte at ryste bare ved tanken.
   Hun skubbede det fra sig. Nu ville hun nyde dagen. Hun brugte formiddagen på at læse en bog.
   Endelig blev det frokost, og så var det med at komme afsted til Assistens. Den var jo en del af bydelen, så hun havde før gået igennem den, men nu skulle hun se nærmere på den.
   Hun ankom i god tid og satte sig på en bænk for at nyde solen. Et egern kom springende og hoppede op på bænken ved siden af hende.
   "Dav med dig," sagde hun, "jeg har desværre ingen nødder jeg kan give dig."
   Egernet sprang ned fra bænken igen og spænede gennem en af de lange gangstier. Så dukkede Johnny op fra porten og de to søskende krammede hinanden. Derpå begyndte de at søge efter H.C. Andersens grav. De fandt den efter noget besvær.
   "Det er ganske vist," sagde Johnny med en stemme, der efterlignede en høne.
   Anita lo. "Sådan går det også i mit hus, når sladderen kører."
   De gik nu videre og fandt både Søren Kierkegaard og Martin Andersen Nexø.
   "De har sat deres præg på Danmark, og nu ligger de her," sagde Johnny.
   "Men der er sikkert adskillige danskere, der dårligt nok aner hvem de er," svarede Anita, "
   Johnny ville selvfølgelig gerne finde jazzmusikernes grave, og dem fandt de. De konstaterede her, at flere af dem vist var amerikanere bosiddende i Danmark.
   "Ja, og her er så jeg, der flyttede den anden vej," konstaterede han.
   "Er det sjovt at bo i New York?"
   "Ja, det er nok en af de herligste amerikanske byer, den har jo bare ikke fortidsminder, der er så gamle som København."
   "Nej, det er jo en yngre by."
   De gik lidt rundt og de var også snart oppe og fik set Nørrebrohallen og Den Røde Plads. Så konstaterede de, at det var ved tiden, at de skulle til kaffe og te hos Jeannes familie, så nu begyndte de at gå mod Griffenfeldsgade.
   "Vores far er bortrejst, så du kan lige komme ind og se vores lejlighed."
   "Den vil jeg da gerne lige se, men hør, du må da snart blive atten."
   "Ja, der er ikke så længe til." Hun nævnte datoen.
   "Det skal jeg huske."
   "Jeg har de sidste par år ikke gjort meget ud af min fødselsdag, men denne her er jo noget særligt."
   De kom nu til porten, og i det samme de gik ind trådte Sverre ud.
   "Møgtøs," hvæsede han.
   Johnny snurrede rundt og stillede sig foran ham. "Hvad var det du kaldte hende?"
   Nu begyndte Sverre at ryste, selv om han var stor, så så han lille ud i forhold til Johnny. "Lad mig være!" sagde han med begyndende gråd i stemmen.
   "Js, hvis du lader min søster være!"
   "Det skal... jeg nok."
   "Skrid så med dig."
   Johnny og Anita fortsatte op ad trappen. "Var han en af dem, som I fik væltet fra bestyrelsen for nylig?"
   Anita nikkede. Johnny rystede på hovedet.
   "Er det ham, der beskyldte dig for at have overfaldet ham?"
   Anita bekræftede det.
   "Det kan enhver se er løgn, du kunne jo ikke have klaret ham, din lille myr."
   Han lagde armen om hende og gav et blidt klem. Nu var de inde i lejligheden og Johnny stod og kiggede lidt rundt.
   "Det er en meget spartansk indretning," sagde han, "men det overrasker mig egentlig ikke."
   Anita førte ham nu ind i sit værelse. Han kiggede interesseret rundt. Anita fandt det billede frem, som havde sat hende på sporet af hans eksistens. Han stod og kiggede nøje på det.
   "Ja, jeg er vel fjorten, og du er så fire."
   "Ja, og vores fætter er også fire."
   "Jeg kan regne ud, at den spæde er vores kusine Lisa."
   "Ja, og de kan jo sikkert ikke huske dig, men takket være dette billede og min nysgerrighed fandt jeg frem til dig."
   "Det klarede du flot, min mor fortalte jo om, hvordan du havde ringet til hende efter en netsøgning, og hun var blevet helt forbavset."
   "Det lykkedes mig da at overbevise hende om, at jeg var den Anita."
   De stod lidt og grinede begge to, men blev så enige om, at nu måtte de op til deres værter. De gik op og blev modtaget med store smil og håndtryk. Det var tydeligt, at de var glade for at møde ham.
   "Siden Anita fandt frem til dig har vi hørt dig flere gange på YouTube og Spotify," sagde Jeanne. "Vi glæder os til at høre dig live i aften."
   De satte sig nu ned, og snart gik snakken livligt. De havde meget at fortælle fra både Rio og New York.
   På et tidspunkt ville Johnny gerne høre deres musik. De satte sig nu og spillede, mens både Johnny og Anita lyttede åbent.
   På et tidspunkt måtte Johnny tage af sted til lydprøve, og de tilbød nu Anita aftensmaden hos dem, så ville de følges til Vega.
   Her sad hun nu og spiste mad, der havde godt med chilli. Det var hun ikke vant til, så hun kom til at hive efter vejret et par gange.
   "Din bror er vel nok et dejligt menneske," sagde Jeanne på et tidspunkt. Hendes forældre nikkede anerkendende.
   "Han har ikke arvet meget fra vores far," sagde Anita med et smil.
   "Kun størrelsen," sagde Luiza, den lo de alle sammen af."
   "Ja," sagde Anita med et smil "han er virkelig min store bror, man kan godt skrive det i to ord uden at det er forkert."
   "Så man kan også kalde dig hans lille søster."
   "Ja, jeg er jo ikke ligefrem verdens højeste pige, men så ved siden af ham..."
   Deres latter gav igen genlyd i stuen.
   Jeanne lænede sig frem mod Johnny og smilede:
   "Da jeg mødte Anita første gang, var hun så stille. Det var som om hun bar hele verden på sine skuldre. Jeg kan huske, hun undskyldte, bare hun kom til at hoste. Nu har hun fået glød i øjnene."
   Anita rødmede lidt, men smilede.
   ---
   Jens og Marianne nød at have fri nu. De gjorde alt for ikke at tænke på uroen i huset. Deres to piger sad og spillede Uno, Emma havde stadig benet i gips, men hun virkede ellers som sig selv.
   Lige med et gav det et sæt i Jens. "Sverre er på vej herover."
   Sverre gik over gården med små, hurtige skridt, og det så næsten ud, som om han rystede af egen retfærdighedsindignation.
   Marianne rejste sig. "Kom, piger, I kan tage Uno-kortene med, så spiller vi videre ude ved en af bordene."
   De gik ud, Emma gik sig tappert trods sit brækkede ben.
   Jens brummede for sig selv. "Hvad mon han nu vil komme med, den nar!"
   Det ringede på, og Jens lukkede Sverre ind. Han gik med små, hurtige skridt, og det så næsten ud, som om han rystede af egen retfærdighedsindignation.
   "Nå, hvad har du så på hjerte i dag," sagde Jens uden glød i stemmen.
   "Nu synes jeg snart I kunne tage at gøre noget ved folks opførsel her i vores ejendom."
   "Det arbejder vi skam også på, men lad mig høre, hvad du nærmere mener."
   "Hende møgtøsen kom ind ad porten..."
   "Vær venlig at bruge hendes navn!"
   Sverre tøvede lidt. "Anita kom ind af porten med en meget høj fyr, det er ham som vi også har set hende ude i byen med, han truede mig, han omtalte hende som hans søster..."
   "Ja, det er hendes halvbror."
   "Har han lov til at komme her og true mig?"
   "Hvad skete der præcis?"
   "Ja, jeg kaldte hende så møgtøs, da de gik forbi mig..."
   "Og hvad var formålet med at du gjorde det?"
   Sverre sad nu og kiggede med åben mund.
   "Jeg stillede dig et spørgsmål, Sverre, kan du ikke svare på det?"
   "Jeg har da lov at sige min mening!"
   "Javist, men du har ikke lov at genere folk."
   "Hun har jo simpelthen generet de ordentlige folk i huset og dolket sin far i ryggen..."
   "Ja, ja, det ved jeg jo godt du mener, men lad mig så få at svar på mit spørgsmål, hvad var formålet med at kalde hende sådan?"
   "Det er hun da!"
   "Jeg synes også du er en stor tåbe, men jeg går ikke og siger det til dig hver gang jeg møder dig i gården eller porten."
   "Det er dog det mest hadske udfald imod mig jeg nogensinde har hørt."
   "Den rekord er vist blevet slået mange gange siden vi blev andelsforening, men hvad gjorde han så, da du sagde det?"
   "Han tog fat i mig og truede mig med tæsk."
   "Ja, ja, jeg skal nok undersøge sagen, og så vil jeg bede dig om at tale ordentligt til folk, så undgår du sådanne episoder, og så vil jeg bede dig om at gå."
   "I er en rigtig dårlig bestyrelse, man kan ikke komme med en berettiget klage uden at så sidder i og leger moralens vogtere."
   "Vær venlig at gå, der bliver snart indkaldt til beboermøde, der kan du sige din mening om os så tosset du vil. Nu vil jeg gerne holde weekend med min familie."
   Sverre forlod lejligheden i en sværm af bandeord.
   Jens lukkede døren stille efter Sverre og blev stående et øjeblik i entreen. Han så ham gå over gården på en måde, der tydeligt signalerede forurettethed.
   Han kørte hånden gennem håret og rystede på hovedet.
   "Møgtøs... og så bliver han overrasket over, at nogen reagerer. Hvad i alverden havde han regnet med? At Anita ville bukke og neje?"
   Han gik ud i køkkenet og hældte lidt vand i et glas. Stod og stirrede på de små bobler, som om de kunne give ham svar.
   "Og så kalder han Johnny truende... han, der ikke kan skræmme andet end en tam due. Men ja, det gør jo indtryk, når ens selvbillede smuldrer for øjnene af én."
   Han tog en slurk vand.
   Det er som om Sverre er fanget i en film, hvor han selv tror, han er helten. Men man kan ikke være helt, når man kalder unge piger møgtøser i porten. Så bliver man bare... statist. Og endda en ret ynkelig en.
   Han satte glasset fra sig og trak vejret dybt. Udenfor hørte han latter og kortspil fra gården. Han kunne høre Emma sige "Uno!" med sit skæve grin.
   Jens gik ud for at slutte sig til sin familie. Det her er weekenden værd, tænkte han. Sverre må klare sig selv - med sin stolthed og sit selvbedrag.
   ---
   Der var nu opbrud efter spisningen. De skulle klædes om til koncerten. Anita løb ned og fandt sin rødblomstrede kjole, som hun brugte når hun skulle klædes på til fest, hvorpå hun stillede sig ud i opgangen og ventede på dem. De kom ned, Antonio var i et mørkt jakkesæt, og Luiza og Jeanne var klædt i spraglede kjoler der synede langt væk af deres hjemland.
   "Hvor er du fin i aften," sagde Jeanne.
   'Det er I også."
   De gik mod Nørrebrogade og tog bussen til Nørreport. Herfra tog de S-toget til Carlsberg og gik det sidste stykke til Enghave Plads. Vega lå lige om hjørnet - navnet stod med store bogstaver over døren De viste manden ved indgangen deres fribilletter og gik ind i den store sal, der allerede var godt fyldt. Det var dog ikke værre end at de fandt nogen pladser tæt på scenen.
   Anita havde aldrig oplevet noget som det her. Folk omkring hende snakkede livligt. Flyglet, trommesættet og kontrabassen stod og lignede nogen, der ventede på et klarsignal. Endelig blev klokken otte og en mand kom ud og bød velkommen og præsenterede Johnny Langs kvartet. De kom ind og blev hilst med bifald. Johnny satte sig ved klaveret, en anden mand bag trommerne og en tredje stillede sig bag kontrabassen. En mørkhudet dame, der så ud til at være på alder med Luiza satte sig på en stol og smilede ud til publikum.
   Nu slog trommeslageren takten, og snart gik det afsted. Anita genkendte melodien, den havde hun hørt hendes venner spille første gang hun var oppe hos dem. På et tidspunkt rejste den mørke dame sig op og gik til mikrofonen og sang med en mørk stemme så intens, at Anita straks tænkte hun vist sang om at være forelsket. Efter hun havde sunget sangen, kastede Johnny sig ud i nogle hurtige løb på klaveret. Hun havde jo godt forstået noget om, at de improviserede over melodierne.
   Da de sluttede nummeret, blev det besvaret af et voldsomt bifald. Johnny præsenterede medlemmerne af bandet og sagde så sit eget navn, hvorpå de kastede sig ud i et mere langsomt stykke. Kvindens sang var så intens, at Anita næsten fik gåsehud af det, men ikke på en ubehagelig måde.
   Sådan kørte koncerten næsten en time, og da det så var tid til pause fortalte Johnny om hans indspilninger her i København, som ville komme ud til efteråret.
   I pausen gik de så ud for at få noget at drikke.
   "Det er utrolige," sagde Antonio.
   Anita nikkede. "Deres sangerinde lyder næsten lige som dig, Jeanne."
   "Ja, det er jo den sangform som hører til bossa," svarede hun.
   Anden del af pausen føltes endnu mere intens. Anita kunne næsten ikke følge med, når Johnnys toner vældede ud af flyglet og fløj ud til publikum.
   Da klokken var ved at nærme sig ti, rejste Johnny sig op og gik til mikrofonen. Den måtte lige hæves lidt.
   "Det er dejligt at se mit fødelands hovedstad og dejligt at spille for jer."
   Han holdt en pause.
   "Men det bedste af alt er, at jeg har fået mulighed for at være sammen med verdens sødeste lillesøster, som bor her i København. Anita, kom op på scenen."
   Anita blev varm i kinderne, men hun gik op ad trappen til højre for scenen. Hun gik hen til Johnny, han lagde armen om hende. "Det har været så dejligt at se dig," sagde han. "Hvad synes du om koncerten i aften?"
   "Fantastisk," svarede hun, og hun mente det.
   "Jeg troede aldrig jeg skulle få mulighed for at spille for dig, men her er jeg så, giv hende en hånd!"
   Publikum klappede.
   "Min søsters overboer er her også, de er fra samme land som vores dejlige sangerinde, I må gerne komme herop."
   De tre rejste sig og kom op.
   "I skal have tak for den kærlighed I har vist min søster, det har hun virkelig behøvet."
   Publikum klappede igen.
   "I er jo også fra Brasilien,"
   "Nærmere bestemt Rio," sagde Antonio.
   "Vores sangerinde er fra Sao Paolo." Sangerinden kom hen og krammede de tre på skift.
   Da de fire gæster på scenen gik ned, annoncerede Johnny det sidste stykke, det skulle være en sang tilegnet hans søster og hendes overboer, en sang der handlede om vigtigheden af medmenneskelighed. Denne sang gik nu jævnt af sted og blev ledsaget af et bifald, der tydeligt sagde ekstranummer. Bandet kom ind igen og gav ekstranummeret. Anita genkendte den, Hvad Skal vi med Kvinder. Hun fniste - Johnny havde forklaret, at den danske tekst slet ikke lignede originalen.
   Efter koncerten blev de inviteret om bag scenen. Der sad de nu og snakkede, Jeanne tolkede det sangerinden sagde til dansk for Anita. Der blev snakket både det ene og det andet om New York og de brasilianske byer. Anita kunne næsten ikke forstå, at hun ikke drømte. Hun havde aldrig gættet, at hun skulle opleve noget som det her.
   På et tidspunkt skulle de så hjem. De var trætte, men i godt humør.
   Anita kunne først ikke sove, da hun havde lagt sig. Hun var så overvældet af indtryk. Men efter en tid kom søvnen.