Det var nu søndag eftermiddag. Jens og Marianne sad og kiggede ud af vinduet på deres piger, Lea løb lidt rundt. Emma hoppede tappert af sted på sit raske ben og krykkerne.
   Marianne så hen på ham. "Nå," sagde hun. "Hvad ville ham Sverre egentlig denne gang, da han kom i går?"
   Jens trak lidt på skuldrene. "Han kaldte Anita møgtøs, og så blev han vred over, at hendes halvbror reagerede på det."
   "Altså, at han kaldte hende møgtøs?"
   "Ja."
   Marianne fnøs. "Hvad havde han regnet med? At Johnny ville give ham hånd og takke ham for ærligheden?"
   Jens smilede skævt. "Han mente, han havde lov at sige sin mening."
   "Der er også nogen, der mener de må prutte i elevatoren," sagde Marianne og tog en slurk af sin te. "Det gør det ikke mere hensynsfuldt."
   Jens lo tørt. "Nej. Det var nu ellers godt, at han blev bange. Johnny rejste sig bare lidt op, og så begyndte Sverre at ryste som en våd gris i frostvejr."
   Marianne nikkede. "Så måske lærte han noget."
   Jens så ud i luften et øjeblik. "Måske. Men det er nok snarere hans version af lærdom at skrive det op til forfølgelse."
   "Det må han så gøre. Vi har vores egen sandhed at holde fast i. Og nu skal du ikke gå og bære på ham resten af weekenden."
   "Det gør jeg ikke," sagde Jens. "Jeg bærer på os."
   Hun klappede ham på knæet og smilede. "Godt."
   De snakkede nu om det kommende beboermøde.
   "Ja, vi må håbe det bliver en ordentlig samtale," sagde Marianne.
   Jens nikkede. "Det er bare usandsynligt hvis Preben og de to eks-bestyrelsesfolk møder op."
   "Ja, det kan jeg godt se, men nu hvor det er så godt som bevist, at vi er blevet snydt af Morten Hansen, så skulle man tro de ville bøje sig."
   "Sådanne typer kan bortforklare alt, når det passer i deres kram."
   ---
   Anita nød søndagen, hvor hun kunne synke oplevelsen fra i går. Det nærmede sig aften, og hun kunne ikke rigtig lide tanken om arbejde næste dag. Men hun ledte mest tankerne hen på aftenen i går.
   Det nærmede sig aften. Anita stod og smurte sig en mad, da hun hørte hoveddøren gå. Hun kiggede ikke op med det samme, men smilede for sig selv, da hun hørte de velkendte skridt i entréen.
   "Det er bare mig," lød Ingers stemme.
   "Velkommen hjem," sagde Anita, stadig med ryggen til.
   Inger kom ud i køkkenet og satte sin taske på bordet med et træt suk. "Det blev lidt senere, end jeg havde troet. Toget var forsinket. Var det en god koncert i går?"
   Anita vendte sig om. Øjnene strålede endnu, som om noget fra aftenen før stadig lyste i hende.
   "Den var... ja. Jeg har aldrig oplevet noget lignende."
   Inger satte sig ved bordet og betragtede hende. "Du ser også ud som én, der har været et særligt sted."
   Anita nikkede. "Johnny kaldte mig op på scenen foran hele salen."
   Inger spærrede øjnene op. "Virkelig?"
   "Ja." Hun smilede. "Og han sagde, jeg var verdens sødeste lillesøster."
   Inger smilede stille og rørte lidt ved kanten af dugen. "Det var da sødt af ham."
   "Han sagde også tak til Jeanne og hendes forældre, for den måde de har taget imod mig på."
   Inger nikkede igen. Der var noget i hendes blik - noget, der vippede mellem stolthed og vemod.
   "Det er godt, du har nogen her i opgangen, der holder af dig."
   Der opstod en kort stilhed. Ikke tung. Bare stille.
   "Det er som om..." begyndte Inger og tøvede lidt. "Som om du er blevet mere... rank."
   Anita lo sagte. "Det føltes også sådan. Som om jeg tør lidt mere."
   Inger rejste sig og lagde sin hånd på Anitas skulder. Ikke for at trøste. Bare for at være der.
   "Det er godt, min pige," sagde hun lavt. "Det er virkelig godt."
   Anita sagde ikke noget, men stod bare lidt. Det var ikke nødvendigt. Stilheden mellem dem føltes ikke som tavshed, men som forståelse.
   Næste morgen ville hendes far komme hjem, men nu havde hun en aften med sin mor.
   ---
   *Det var nu mandag eftermiddag. Jens følte altid, at det var noget hårdt efter en weekend, selv om han kunne lide sit arbejde.
   Det ringede på døren ved Jens og Marianne, og Lena trådte ind og modtog med tak den kop kaffe, som Marianne rakte hende.
   "Nå, hvordan var seminaret i Oslo?#
   "Det kunne have været helt fint, men takket være vores gode ven Preben, så blev det simpelthen rædselsfuldt. Ja, misforstå mig ikke, lektionerne var fagligt givende, og jeg havde held med mine to lektioner, men altså... det første Preben gjorde da han så mig, det var et komme rendende og skrige ind i hovedet på mig om, hvad det var for en heksejagt vi nu kørte i bestyrelsen. Jeg henstillede ham bestemt om at gemme sagerne her fra huset til vi kom hjem og spørge ved beboermødet, men det hører fjolset bare ikke efter."
   "Blev han så ved?
   "Ja, hver gang der var pause, kom han farende, og jeg endte simpelthen med at undgå ham fuldstændigt i vores pauser, men han jagtede mig nærmest. Når han så skulle snakke med nogen af de svenske og norske deltagere, så kunne han ikke finde ud af at snakke langsomt og tydeligt, ja, på grund af min bornholmske oprindelse har jeg ofte været i Sverige og er blevet vant til at tale forståeligt med dem, men han var fuldstændig døv overfor min tilrettevisning. Tilmed lavede han skandale allerede ved sin første lektion ved at sige, at han nu var i Sverige, og han ville ikke have noget drikkeri og fuldskab under dette seminar. Det kom ud som en sensationsnyhed om en skandale i norske nyhedsmedier dagen efter."
   "Ja," sagde Marianne, "vi burde blive rystede, men han kan snart ikke chokere os længere."
   "Ja, det tænkte jeg også," sagde Lena, "men han overgik nu alligevel mine værste bange anelser. Da jeg benyttede den lange pause lørdag eftermiddag til at se det nye Munch-museum, så hylede og skabte han sig over, at jeg brugte tid på den slags. Ja, den mand har været min kollega en del år, så jeg burde ikke blive chokeret, men alligevel... han overgik sig selv."
   "Ja, det lyder sådan," sagde Jens, "vi har jo fastsat en dato til et orienteringsmøde omkring situationen i huset, og vi må vente det værste fra den kant."
   "Skal vi have vores personlige samtaler før eller efter beboermødet?"
   "Jeg vil sige efter, ellers beskylder de os bare for at ville lukke munden på dem, så de ikke tør sige noget ved mødet."
   "Det har du nok ret i, vi må lige høre Jørgen og Marius om det."
   "Selvfølgelig, vi skal være enige om den sag."
   "De forventer vist, at man skal svare høfligt på at blive kaldt et dumt svin," sagde Lena.
   Jens og Marianne nikkede.
   ---
   Anita konstaterede med glæde, at Jakobsen ikke var der den dag. Så var det til at holde ud. Hun kom igennem dagen selv om arbejdet stadig var monotont.
   Hun kom hjem og fik som sædvanlig eftermiddagskaffe med forældrene.
   Preben sad ved bordet med avisen foldet op foran sig, han dvælede endda på kultursiderne til Anitas undren.
   "Det er jo knægten," mumlede han, Anita regnede ud, at Johnnys koncert blev anmeldt. Hun mærkede stilheden havde skiftet karakter. Den dirrede, som når man ved, der er torden i horisonten.
   "Nå," sagde han endelig. "Der er åbenbart nogen, der har spillet koncert i Vega i forgårs."
   Han løftede avisen og læste op i en affekteret tone:
   "'Det brasiliansk-amerikanske jazzensemble Johnny Lang Quartet leverede en varm og energisk koncert i Vega. Aftenens højdepunkt var, da pianisten præsenterede sin danske halvsøster fra scenen til publikums store begejstring.'"
   Han lod avisen falde lidt ned og kiggede på hende. "Det er så dig, går jeg ud fra?"
   Anita nikkede roligt. "Ja."
   Preben fnøs. "Tænk, det kan komme i avisen. Det er jo rent familiecirkus. Som om det skulle være interessant for nogen."
   Anita sad ved køkkenbordet med sin kaffe. Hun løftede koppen og tog en slurk, før hun svarede.
   "De klappede," sagde hun. "Ikke fordi jeg var noget særligt. Men fordi jeg blev set."
   Preben tav et øjeblik.
   "Du bliver jo set hele tiden herhjemme."
   Anita mødte hans blik. Hun sagde det uden vrede, uden hævede øjenbryn, uden flugt.
   "Ikke på den måde."
   Han rykkede lidt på sig. "Ja, ja, der er jo altid nogen, der skal sole sig i opmærksomhed. Det er jo sådan noget de unge vil."
   Anita rejste sig og satte sin kop i vasken. "Det handler ikke om opmærksomhed. Det handler om at høre til."
   Hun gik ud af køkkenet uden hast, men med rank ryg.
   Preben blev siddende med avisen i hænderne.
   Han bladrede stadig i avisen, men øjnene var ikke længere helt så fokuserede.
   "Du burde hellere koncentrere dig om dit arbejde," sagde han. "Det er det, der tæller i det lange løb. Ikke det dér... latinamerikanske teater."
   Anita stod ved køkkenvasken, men vendte sig halvt.
   "Tror du, jeg pjækkede fra arbejde for at tage til koncert?"
   Preben løftede øjenbrynene. "Hvad?"
   "Koncerten var lørdag aften. Jeg var på arbejde hele fredag og har været det igen i dag."
   Preben tav. Anita fortsatte, roligt:
   "Jeg knokler, far. Og jeg bliver træt. Og jeg ryster stadig, når Jakobsen kigger for længe. Men jeg passer mit arbejde."
   Hun vendte sig igen mod vasken og skyllede sin kop, mens hun tilføjede, stadig med samme tone:
   "Og når jeg endelig har fri, vil jeg gerne have lov til at opleve noget andet end arbejde, jeg har mine syvogtredive timer som alle andre i dette land."
   Preben knugede avisen i hånden. Han så på hende, men hun stod der bare urokkeligt.
   "Det er jo bare... du har ikke altid virket så fokuseret."
   Anita tørrede koppen og satte den i skabet.
   "Nej," sagde hun stille. "Men det gør jeg nu."
   Inger satte sig bestemt ved bordet. "Anita arbejder de 37 timer hun er forpligtet til, hun pjækker ikke fra arbejdet for at gå til koncert. Har vi ikke lov til uden for de 37 timer at gøre hvad vi vil uden at du skal påstå vi forsømmer arbejdet."
   "Jamen hvis vi skal til at diskutere arbejdstid nu! Det er ikke nok bare at møde op og stikke af igen klokken fire, hvis man vil noget med sit liv. Det kalder jeg minimumsmentalitet, og den holder ikke i længden. Det burde du da også kunne se."
   "Det er da vel lige så godt som at sidde og se TV2 Charlie som vi to gør."
   "Jamen det er noget andet! Det er afslapning efter en lang dag, det er ikke det samme som at drøne rundt i byen til larm og lys og alt det pjat."
   "Så det er bedre at sidde passivt og glo på genudsendelser af gamle dansebands end at høre ny musik med folk man holder af? Det siger nok mest om dig, Preben."
   Anita rystede på hovedet. "Du vil have, jeg skal være voksen, men du vil ikke lade mig leve som én. Du vil styre alting. Det er som om... som om du hellere så mig gå i stå. Ligesom dig."
   "Jeg har passet mit arbejde, og jeg pjækker ikke fra det for at sidde og se fjernsyn, jeg slapper af når jeg er færdig. Noget andet er, jeg har også snakket med Sverre, hvad Fanden er det for noget at Johnny har været her og truet Sverre?'
   "Han var her såmænd bare for at hilse på vores overboer, de er jo nærmest kollegaer."
   "Men Sverre har fortalt mig, at Johnny var voldelig overfor ham. Hvad er meningen."
   "Åh, ja, det kan være han overreagerede lidt," sagde Anita sarkastisk, "Stakkels lille Sverre gjorde jo ikke andet, end som sædvanlig skulle sige møgtøs til mig da han passerede mig. Det er også synd, at han ikke får lov at sige sin mening. Det var da også for galt, at Johnny ikke gav ham hånden og takkede for ærligheden"
   "Men hvorfor skulle den bølle af din halvbror være grov overfor ham?"
   "Skal han ikke lære, at verden ikke altid går efter hans hoved?"
   Inger tog hånden for munden for at stoppe et grin.
   "Han er en voksen mand!"
   "Vi har til gode at se ham opføre sig sådan," sagde Inger, hun kæmpede stadigvæk for ikke at grine.
   "Begynder du nu også?"
   "Ja, det gør jeg, bedre sent end aldrig, jeg er snart træt af at høre din kæledægge beklage sig over snart det ene og snart det andet."
   Preben stod med vidtåbne øjne og kæben hængende.
   "Ja, jeg mødte ham på trappen i dag, og han hilste og så begyndte han går det godt og hvordan har I det, hvor gammel er din datter, hvis du vil høre min mening, så er han slesk, det kan godt være jeg ikke er ernæringsekspert som du er, men jeg kender forskel på sleskhed og venlighed, det kan jeg love dig, og hvis jeg hører ham eller nogen anden kalde Anita for møgtøs eller stikkertøs, så kommer de til at opleve mig fra min mest ubehagelige side, der vil få Johnnys reaktion til at ligne barnemad. Jeg ved også hvad du vil svare på det her, men spar din stemme, for jeg er blevet immun."
   Preben stod og kiggede med halvåben mund på hende. "Så nu er det mig, du ikke vil høre på. Det var en interessant tilgang til ægteskabelig samtale. Jeg er vokset op et sted, hvor man får en ordentlig opdragelse og jeg har arbejdet hele mit liv, tror du så ikke at jeg har lært noget?"
   "Du har i hvert fald lært at råbe op."
   Anita tog sin mobil op for at tjekke sin mail. Der var en mail fra Johnny.

Emne: Av for den, Anita...
   Hej Anita,
   Jeg ved ikke, om du har set det - men der florerer en artikel på nettet lige nu, både i nogle norske og danske medier. Det handler om Preben... vores far. Jeg må indrømme, at jeg læste den tre gange, før jeg troede på det.
   Han har simpelthen stået på en en talerstol i Oslo og sagt, han var i Sverige. Og oveni det holdt han så en belærende tale om alkohol og moral, som vist ikke blev taget så pænt imod. Jeg så et videoklip - det er ret svært at se uden at få krummet tæer.
   Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige. Det er ikke for at gøre grin med det, men... jeg blev bare ramt af en mærkelig blanding af skam, medlidenhed og, ja, desværre også lidt genkendelse. Den der tone, han har. Den måde han taler på, som om han er hævet over alle andre. Som om verden er en klasse, og han er den eneste voksne til stede.
   Jeg tænkte med det samme på dig. Det må være mærkeligt for dig at se det sådan bredt ud i offentligheden. På en måde er det måske rart, at folk kan se det, vi andre har oplevet - men det er jo stadig dit navn, der hænger sammen med hans.
   Hvis du har brug for at snakke, eller bare sende nogle sure smileys, så er jeg her.
   Kærlig hilsen
   Johnny

Anita læste den flere gange. Hun kunne ikke tro det. Hun trykkede ind på det link, som var i mailen og kunne se, at det passede. Den var straks kommet ud i Norge, og nu var den i Danmark. Hvis hun selv havde fundet notitsen, ville hun først have troet, at det var satire. Men det var den skinbarlige sandhed. Hun huskede også lige, at hun flere gange havde måttet rette sin far før han tog af sted, han blev ved med at sige, at han skulle til Sverige.
   Hun sendte ham et svar.

Emne: Re: Av for den, Anita...
   Hej Johnny,
   Jo. Jeg så det. Desværre.
   Jeg læste overskriften og mærkede med det samme den der velkendte blanding af skam og afmagt. Og vrede. Ikke bare fordi han dummede sig - det kunne ske for hvem som helst - men fordi det er så typisk ham. At stå på en scene, tale ned til alle, og så ikke engang vide, hvilket land han er i. Og bagefter spille martyr. Det hele var nogen andres skyld, selvfølgelig.
   Og ja, du har ret - det var lige præcis den tone. Den dér verdensfjerne selvretfærdighed, som får det til at løbe koldt ned ad ryggen på én, især når man har hørt den siden man var barn. "Det er ikke en prædiken, det er et indlæg." Det lyder så bekendt, at det næsten gør ondt.
   Men du ved hvad det værste var?
   At jeg ikke blev overrasket.
   Det føltes bare som endnu et kapitel i den samme gamle bog. Og det var som om hele verden nu fik lov at læse med. Jeg burde måske føle mig lettet over, at han endelig bliver afsløret - men i stedet føler jeg mig... udstillet. Fordi hans stemme stadig runger i mit navn, selv om jeg prøver at slippe fri af den.
   Tak fordi du skrev. Det betyder mere, end du tror. Jeg kunne godt bruge en pause fra det hele. Fra navnet, fra stemmerne, fra skammen. Måske kunne vi tage en gåtur en af dagene? Bare et sted, hvor han ikke findes.
   Kærlig hilsen
   Anita

I sit næste svar foreslog Johnny, at de skulle på en tur, hvor de ikke kunne høre hans stemme. Han foreslog Dyrehaven. Han fortalte, at hun var så glad for at se på dyrene, da hun var tre-fire år. Det syntes hun var et godt forslag, det skrev hun i sit svar.
   Råberiet mellem Preben og Inger fortsatte. Det var nu endt med, at Preben sad og hvæsede.
   "Hør, far," begyndte Anita, "Jeg har lige læst om, at du sagde du var i Sverige og holdt en lang prædiken om alkoholvaner."
   "Ja, ja, jeg har hørt det for dig, og jeg var træt fordi de lagde programmet om, så jeg skulle tale klokken ni. Så skal der selvfølgelig gøres en journalistisk hetz ud af."
   "Hvad drejer det sig om?" sagde Inger.
   Anita rakte hende mobiltelefonen og viste hende notitsen. Mens Inger læste, blev hendes øjne store.
   "Altså Preben..." sagde hun.
   "Men hver gang man ser dem her i København, så er de fulde."
   "Svenskerne, ikke?"
   "Jo, for helvede."
   " Men du var i Norge."
   "Altså, bare fordi jeg ikke lige er ekspert i geografi, så behøver man da ikke at gøre nar af mig for sådan en bagatel."
   "Det ville klæde dig at indrømme en fejl bare en gang imellem."
   Preben sank sammen og hvæsede.

---

Kort efter den weekend var der indkaldelse til beboermøde, hvor der ville blive orienteret om den økonomiske situation. Der blev snakket meget i huset, Anita syntes ikke hun kunne gå ind og ud uden at høre stemmer, der snakkede om det. Ikke underligt, det var jo den tidligere formand, der havde taget af kassen.
   Igen kunne hun ikke lade være med at spørge, hvor han mon var henne. Ingen tvivl om, at han skjulte sig, men hvor?