Hun danser i sin røde kjole skipper alle etiketter
Hun drejer rundt i hendes nye stilletter
De klemmer en lille smule men det er fint
Han sluger hende med øjnene elsker hvad er feminint
Han var veltalende havde det ydre på sin side
Hvad fremtiden vil bringe kan man aldrig vide
Hun rettede på mascaraen lod sig forblænde
Af alt det gode hun ønskede vilde hænde
Han tog sit trofæ førte hende bort i sommernatten
Hun lykkelig uvidende om at vejen er rabatten
Omk : Så elsk mig dog
Tilfredsstil mine behov
Hold om mig
Lad os nyde vores lege
Vær her for os
Lad os elske eros
Vi er begge sjæl og krop
Åben op
Vis ikke den anden kind
Luk mig ind i dit sind
Giv mig nu lov
Så elsk mig dog
Noget blåt, noget brugt og brudens strømpebånd
Gommens tale, tomme dåser og en jernhånd
Hans trofæ på en piedestal, afmagt og ægtepagt
Bryllupsnattens køns agt med alt hvad det havde bragt
Overordnet er det underordnet hvad hun sanser
Han mere imbecil end et fossil, hun som linedanser
Skyggerne blev hurtig lange, redes hvad redes kan
Hun forsøgte at bygge bro, opdyrke nydt land
Han nyder konsistensen af egen eksistens
Giftermål uden mål, de lever asynkront parallel
B : Jeg mærkede hende kærtegne ham men jeg mærkede ingen ting
Hun mærkede ham kærtegne sig men jeg mærkede ingen ting
Han mærker et par der berøre men jeg mærker aldrig mig selv
Jeg mærker to kroppes favntag men mærker aldrig mig selv
Hun mærker kød og væskers friktion men jeg mærker ingen ting
Hvordan skulle jeg kunne mærke dig når jeg ikke kan mærke mig
Hun var spærret inde i hans elfenbenstårn
I et gyldent bur som var der ingen i morgen
Guldfuglen med stækkede vinger i fosterstilling
Hjerte lammelse som tilværelsens afbestilling
Alt forladt og efterladt, alt der er tilbage er tid
Den stod stille med en ufattelig flid
Hun slår tiden i ihjel med at få den til at gå
En brakmark hvor drømmene oprindelig lå
Han dyrker sit eget ego med en forbandet flid
Hun fik hår hud på hjertet engang var hun engleblid
Hun havde samlet en kollektion af minder i natbordsskuffen
En tilværelse der engang var lys og uovertruffen
Tilbageblikket slider på livets skarpe kanter
Hun samlede hendes vragrester og diamanter
En tidlig september morgen var det gyldne bur tomt
Fugl Føniks af asken tilbage var kun hans brandtomt
Guldfuglen havde slået vingerne ud
Turtelduen havde fløjet ham agterud
Han stod alene og efterladt øverst på Olympen
Var blevet overhalet indenom af nymfen