Når nostalgiens bløde varme fylder alting op
og befrir min verden
ind i en dyb harmoni,
ved jeg,
den kender mig meget bedre
end jeg selv.
I al sin storhed sænker hun sine stærke vinger
som en paraply ned over alt
i min verden.
jeg ved bare ikke,
hvor hun kommer fra.
Nu står Jupiter derude igen,
den store evige stjerne i sensommernatten,
står stille som mørkets lanterne
lige over hegnet
og blinker mod mig fra den klare morgen himmel,
den lyser alle steder længere mod nord
og øst,
så floderne glitrer med perler
i vandenes spejl.
Nostalgien er fuld af vemod,
dyb som oceanet
og varm som en kvinde
der går og fryser i de kolde vidder
med drømme og grådkvalt sorg,
hende der falder i harmoniens revner,
som nostalgiens sjæl
der samler hende op
og breder sine vinger
ud som en rede
og ind over alt.