Der var orienteringsmøde. Beboerne var mødt talstærkt op, det lejede rum i kulturhuset var fyldt. Anita havde sat sig bag i lokalet ved siden af Jeanne, der sad med sine forældre. De kunne se Preben og Inger sidde længere oppe. Der blev budt rundt af kaffe og citronmåne.
   Længere oppe ad opstillingen sad Ellen og Ava. De hviskede sammen. Anita bemærkede også, at Jimmy og Else var mødt op. Det havde hun ikke ventet. Preben havde Lisette og Sverre ved sin venstre side. Bestyrelsen sad oppe for enden og gjorde klar en projektor klar.
   Jørgen rejste sig og erklærede mødet for åbent. Han betonede, at dette ikke var en generalforsamling, men et orienterings- og samtalemøde, eventuelle forslag ville blive drøftet i bestyrelsen, men der kunne ikke vedtages noget forpligtende.
   "I gør jo alligevel kun som I vil," brølede Preben. Anita blev varm i kinderne og konstaterede, at hendes mor også blev noget rød.
   Der skulle vælges en ordstyrer, han foreslog Else. Preben rakte hånden op og foreslog Sverre. Afstemningen faldt ud til Elses fordel.
   Så orienterede Jørgen om aftenens forløb. Først ville Marius, der havde det økonomiske ansvar i bestyrelsen, redegøre for den økonomiske situation. Så ville næstformanden Jens forklare, hvordan bestyrelsen ville takle det. Sidste punkt ville være spørgsmål og forslag og mulighed for debat.
   Marius rejste sig, Jens tændte projektoren, så der kom et billede op på skærmen, der viste en opstilling af tal.
   "Ja, vi står i den kedelige situation, at vi har konstateret adskillige poster, som ikke er dokumenteret."
   Han gav sig til med en rolig, langsom stemme til at forklare meningen med den opstilling, som kunne ses på lærredet. Det første han pegede på var, at det firma som skulle lave altaner, ikke eksisterede.
   "Den konto, som skulle forestille at være deres konto var i virkeligheden registreret i Morten Hansens navn."
   Der gik en svag mumlen gennem salen.
   "Det er endda ikke det eneste. Her skal I se regnskabet for sidste år."
   En ny opstilling kom op. "Her er poster til vedligeholdelse, som ikke er specificeret nærmere. De konti, som der er overført til, tilhørte alle Morten Hansen."
   Igen mumlen fra salen.
   "Alle hans konti er tømte og nedlagte, også den konto, som han betaler boligafgiften fra, så i disse måneder får vi ikke boligafgift fra ham. Vi aner ikke hvor han gemmer sig, han har nedlagt sit mobilnummer og e-mail, så al kontakt er umulig for tiden, Vores rådgiver, som har gennemgået regnskabet med os, har iværksat en eftersøgning."
   Han rømmede sig lidt og virkede som om han tog tilløb. "Sammenlagt har vi mistet over 900.000 kroner." Beløbet kom op på skærmen som et facit.
   Rummet genlød af flere gisp og udbrud.
   "Og som sagt, hans boligafgift går ikke ind, så om få måneder overstiger tabet en million."
   Han slukkede projektoren og nikkede til Jens, der tændte lyset i lokalet. Marius fortsatte.
   "Jeg kan godt forstå, hvis I er rystede, men vi maler ikke Fanden på væggen og gør problemet større end det er. Det har ikke ruineret os, men det har sat os i en situation, hvor vi er nødt til at bruge penge med varsomhed. Jens vil gøre rede for, hvad vi prioriterer."
   Jens rejste sig. "Til jer der har manglet varme to vintre i træk, har jeg et beroligende ord, det bliver ikke nedprioriteret- Fjernvarmefirmaet arbejder på højtryk for at få det klart i løbet af sommeren."
   Der opstod et mindre bifald. Jens fortsatte "Ligeledes er der et af vores butikslejemål, der har fået en vandskade, udbedringen er næsten færdiggjort. Vi har en afdragsordning med den ansvarlige husstand."
   Han holdt en pause og så ned i bordet.
   "Alt andet må vi udsætte indtil videre. Vi ved godt flere af kælderlokalerne trænger til at blive restaureret, og vi har flere gange snakket om, at det store lokale, der står ubrugt hen, kunne laves til mødelokale, så vi ikke skulle leje eksternt hver gang, men det må vi udsætte. Alle mangler, der er til alvorlig gene for beboere, vil vi naturligvis prioritere, og gør os endelig opmærksom på det, hvis vi har overset noget."
   "Hvis I gider høre på os!" lød det fra Preben.
   Jens fortsatte uanfægtet. "Andre ting må vi skubbe til i bedste fald næste år. Ja, sådan prioriterer vi med baggrund i situationen."
   Han holdt igen en pause.
   "Vi gør alt for at bevare et godt sted at bo for os alle. Derfor vil jeg bede jer føre debatten med respekt og åbenhed. Der kan nu stilles spørgsmål eller gives kommentarer og forslag."
   Han satte sig, og Ellen rakte en hånd op. "Jeg tænker på, hvor mange af medlemmerne i den gamle bestyrelse, der vidste noget om Mortens underslæb."
   "Det får de lige lov at svare på," sagde Else.
   Jørgen var den første, der sagde noget. "Ja, officielt var jeg regnskabsfører i den gamle bestyrelse, men Morten Hansen lod mig aldrig se nogle af regnskaberne, han ordnede det selv."
   Alles øjne vendte sig nu mod Lisette og Sverre.
   "Morten er en dygtig regnskabsfører," sagde Lisette. "Jeg stolede på, at han gjorde arbejdet godt."
   "Så du vidste ikke noget?"
   "Jeg kiggede ikke i regnskaberne."
   "Og du er sikker på han aldrig sagde noget til dig om det?"
   "Bombesikker."
   "Ok, men hvad siger du, Sverre?"
   Sverre rejste sig op og gik helt hen for enden af bordet. Han stillede sig op som om han var kongen, der skulle holde nytårstale.
   "Morten gjorde et godt stykke arbejde for at få huset til at hænge sammen, ingen har ofret sig så meget for det som han."
   "Bravo!" råbte Preben. Varmen i Anitas kinder bredte sig, Jeanne lagde en hånd på hendes arm. Endnu en gang måtte hun konstatere, at hendes far holdt på dem, der råbte højest.
   "Med al den tid det har kostet ham," fortsatte Sverre," er det så ikke rimeligt, at han får noget kompensation for hvad han har tabt? Har I tænkt over det i bestyrelsen?"
   Jens kiggede fast på Sverre, der nu havde sat sig på sin plads igen.
   "Du skal have tak, Sverre, fordi du bringer problemet om frivilligt arbejde og omkostninger ved det op, det er et væsentligt spørgsmål, men det her drejer sig ikke om en kompensation, det er penge, der er taget direkte fra foreningens konto uden nogen form for godkendelse, hverken fra bestyrelsen eller generalforsamlingen. Det stod ham frit for at tage det med kompensation op og jeg kunne da forestille mig, at flere i huset ville være åbne, men dette her er fuldstændig selvbestaltet."
   Sverre rystede på hovedet. "Det er dog det mest hadske udfald imod mig jeg nogensinde har hørt."
   "Det var lettere for dig at indspille den sætning," sagde Ellen, "så kunne du bare afspille den hver gang og skåne dit stemmebånd, men du har ikke svaret på mit spørgsmål."
   "Sig mig, er det et forhør?"
   "Jeg stillede et spørgsmål," sagde Ellen, "så synes jeg du skal svare."
   Sverre sad nu og så forvirret ud.
   "Altså," sagde Else, "du kan vel svare på spørgsmålet, det er bare et nej eller et ja."
   "Jeg vidste ikke noget," sagde han."
   "Godt, det var jo bare det jeg og sikkert flere andre ville vide," sagde Ellen, "men du kom bare med et indlæg, der lød som om du godkendte Mortens underslæb og omdøbte det til et pænere ord."
   "Det her er et partsindlæg! En teatralsk domstol ledet af kaffeklubben!" råbte Preben.
   "I glemmer, at det var Morten, der fik etableret i cykelkælder, så cyklerne ikke fylder op i gården," sagde Sverre.
   Der opstod en mumlen i forsamlingen. Jørgen tog ordet. "Jeg har siddet med alle de gamle referater og kan se, at cykelkælderen blev etableret af vores første bestyrelse, altså, før Morten Hansen kom til."
   En anden beboer markerede. "Har vi stadig en viceværtordning?"
   "Desværre," sagde Jens, "Vi ansatte en kort efter vi var tiltrådt, men han sagde op, fordi der var beboere, der chikanerede ham. Vi tør ikke ansætte en ny, før det problem er løst. Han nævnte hvilke beboere det drejede sig om, og vi tager det op i en personlig samtale med de pågældende."
   "Det er utroligt så ømtålelige folk er," knurrede Preben.
   "Vi arbejder på at få en god viceværtordning," fortsatte Jens uden at tage notits.
   Nu var det Ava der markerede. "Regner I med at køre en sag mod Morten Hansen?"
   "Ja," sagde Jørgen, "Hvis vi kan få kontakt med ham, som Marius sagde, der er en eftersøgning i gang."
   Ava nikkede og nu begyndte Lisette uden at have markeret. "Hvornår bliver det butikslokale tømt, som jeg skulle bruge til galleri?"
   Anita bemærkede, hvordan Lisette åbenbart ikke kunne vente til, det blev hendes tur.
   "Det er den nu pensionerede indehaver, der sørger for det, han vil melde, når han er færdig og så skal du nok få besked."
   "I er ikke ligefrem de mest effektive, må jeg sige, med Morten som formand gik det ekspedit."
   "Vi gør altså hvad vi kan, det skal jo også gå lovligt til."
   Der blev givet en pause. Folk gik nu ud, nogen var tavse, andre snakkede ivrigt. Anita og Jeanne sad og lyttede til nogle af samtalerne, som var tydeligt præget af chok.
   Da de var tilbage, var ordet frit til drøftelse. Preben tog ordet først.
   Han rejste sig og brugte brede armbevægelser)
   "Ja, så fik I fyret jeres skud af. Og nu skal jeg fandme sige noget! For det her... det her er et cirkus! Et rendyrket skuespil sat op af en kaffeklub, der aldrig har knoklet en eneste dag i sit liv!"
   "Hvad ved du om det?" lød en skarp mandsstemme fra forsamlingen.
   "Nå, nå, kaffeklub," hviskede Lena til Jens, "vi skulle måske ikke have serveret kaffe til mødet?"
   Jeg må sige, jeg er rystet. Vi har boet her i snart fireogtyve år, og jeg har set, hvordan fællesskabet er blevet smadret. Før var der orden, før var der respekt. Nu er det bare føleri og kaffeklub!"
   "Kom nu til sagen!" lød en kvindestemme fra forsamlingen.
   Der bliver talt om fællesskab, men i virkeligheden er det klikedannelser. Nogle får særbehandling, andre bliver sat udenfor. Og jeg kan love jer: det er ikke retfærdighed, det er nepotisme!
   Man lytter ikke til dem, der ved noget - nej, man lytter til dem, der råber højest om hyggeaftener og musik i gården. Men skal vi have samba under vinduerne? Skal vi have gøgl og sang, mens vi andre står op klokken seks for at passe vores arbejde?"
   "Det er altså der, jeg står op," sagde Inger, "du møder senere!"
   Preben fortsatte uanfægtet.
   "I bilder jer ind, at I bygger fællesskab, men I underminerer det. Og når det hele engang sejler - når varmeregningen stiger, når økonomien skrider - så er det jer, der må stå til ansvar. Ikke mig!"
   "Det her er en heksejagt. En vendetta mod folk, der faktisk har taget ansvar. Det er Ava og hendes klike - kunstnertypen, der får pip af at se en termostat og tror, at økonomi er noget, man taler om i versaler på en poesifestival!
   Og hvad så? Fordi han har skrevet under på et par checks - ja, måske til sig selv - men ærligt talt, hvad fanden havde I regnet med? 'Tingene kommer ikke dumpende ned fra himlen! De kommer, når nogen tør tage beslutninger!
   I tror, I kan styre det hele med jeres samtaler og jeres åbne møder og jeres PowerPoints! I aner ikke, hvordan man driver et hus. I har givet stemmeret til enhver, der kan finde ud af at lave kaffe og sætte en regnbue i vinduet!
   Og nu vil I til at indkalde folk til personlige samtaler, som om vi boede i Nordkorea. Skal vi også møde op med foldede hænder og synge nationalsangen, før vi må bruge vaskekælderen?
   Jeg siger jer det her: I er i gang med at rive alt det ned, som Morten har bygget op. Hvis I tror, I kan gøre det uden modstand, så kender I ikke mig!
   Og til jer, der klapper af det her... I skulle skamme jer. I kan få jeres kaffe og citronmåne galt i halsen, for jeg er ikke færdig!"
   "Desværre!" udbrød en ældre kvinde i forsamlingen med skarp stemme.
   Lena markerede og rejste sig langsomt og lod stilheden falde på plads, før hun talte med rolig, men fast stemme.
   "Tak, Preben. Det var da en... energisk ytring. Nu hvor vi andre er færdige med at hoste citronmånen op, tillader jeg mig at svare.
   For det første: Nej, vi er ikke en kaffeklub. Vi er mennesker, der forsøger at redde denne forening ud af et økonomisk morads, som din gode ven Morten Hansen har efterladt os i. Det er ikke spin, det er ikke føleri - det er dokumentation. Sort på hvidt.
   For det andet: Du siger, du har boet her i 24 år og 'holdt sammen på det hele'. Må jeg spørge hvordan? Ved at råbe ad folk? Ved at skælde ud på børn, når de leger? Ved at ignorere vandskader, du selv har forårsaget, og lade din hustru betale dem? Hvad viceværtens klager angår, så er du en af dem, der er blevet nævnt."
   Der lød flere udbrud fra forsamlingen.
   "Og så siger du, at Morten måske skrev under på et par checks til sig selv. Undskyld mig - 'et par checks'? Vi snakker om næsten en million, Preben! Det er ikke en enkelt kvittering for en malerpensel! Det er bedrageri. Du og Sverre kan kalde det kompensation alt det, du vil - det er ulovligt.
   Og så den her idé om, at Ava og andre 'kunstnere' skulle være ude på at ødelægge huset. Jeg synes, du skal bruge mindre tid på at udvise foragt for andre og mere tid på at lære noget om, hvordan man taler til andre mennesker.
   Du vil gerne have respekt? Så må du begynde med at vise det selv. Ellers er det ikke modstand, du får. Det er tavshed, og til sidst er der ikke flere, der gider lytte."
   Hun vendte sig mod Jens og Jørgen i bestyrelsen og tilføjede:
   "Vi andre fortsætter mødet. Med voksne stemmer."
   Preben rejste sig med et smil, men kunne ikke skjule, at han rystede.
   "Ja... ja, det er jo nemt for dig, Lena, du har jo altid været så pokkers fornuftig, ikke? Sidder deroppe med dine excel-ark og dine fine ord og tror, du redder verden én kaffeaftale ad gangen!
   Jeg siger bare sandheden, men det må man åbenbart ikke mere. Hvis man siger, hvad man mener, så er man enten gammeldags, farlig eller - hvad var det, du kaldte det? Ensom!
   Nej, ved du hvad, det her er ikke mit hus længere. Det er jeres. Jeres føleri, jeres børnekrammeri, jeres sambatrommer og toleranceklapklapperi! Jeres Ava'er og jeres galleridrømme.
   Og hvad får vi så? Ingen varme. Ingen vicevært. Og et regnskab, der er blevet brugt som slagmark for jeres hævntogt mod én mand, der havde nosser nok til at tage ansvar, da ingen andre gad!
   I har sat ulvene til at vogte fårene, og når I en dag opdager, at der ikke er andet tilbage end regnbuefarvet rundkreds og hærværk i kældrene, så kommer I kravlende tilbage og beder om struktur. Men der er det for sent!
   Og bare rolig, Lena, jeg skal nok trække mig tilbage. Jeg skal nok holde min mund fremover. I skal få jeres stilhed. Men tro mig - det bliver ikke et godt sted at bo længere. For der er ikke nogen tilbage, der tør sige sandheden!"
   Han satte sig tungt ned, rød i ansigtet, mens flere i salen rystede på hovedet eller hviskede. Anita lænede sig lidt frem i stolen, og Jeanne greb kort hendes hånd.
   Jens gned sin hage. "Nu er der altså ikke nogen her, der har forbudt dig at sige din mening, Preben, du har jo netop lige fået lov til at bruge meget tid på at sige den, og lige så vel som det er lovligt for dig at sige din mening, så er det også lovligt for andre at modsige den."
   Ellen havde hånden op. "Lige en detalje, Preben, du siger du har boet her i fireogtyve år. Må jeg lige spørge: er din datter ikke sytten?"
   "Ja, og hvad så?"
   "Jeg bor jo dør om dør med jer, og jeg så jer den dag i flyttede ind, der var Anita, din datter, jo ikke helt spæd men heller ikke begyndt i skole. Anita, ved du selv hvor gammel du var?"
   "Jeg var fire år."
   "Ja, så bliver det jo tretten, min gode Preben, måske snart fjorten."
   " Nå, men hvem tæller? Det er da ikke årene, men indsatsen, der tæller!"" råbte Preben. "Jeg har i alle årene kæmpet for vores andelsforening mod alt det roderi og føle-føle."
   "Hvornår blev vi egentlig præcis andelsforening," sagde Ellen, "vi var jo stadigvæk lejere, da du, Preben, flyttede ind med din familie."
   "Jeg kan huske, at vores piger stadig lå i barnevognen, da vi købte ejendommen," sagde Marianne, "og nu skal de begynde i første klasse efter sommerferien."
   "Kan antallet af år ikke være lige meget!" råbte Preben, " Jeg har været den eneste, der tog ansvar, mens I andre bare hyggede jer med jeres cafégrupper og diskussionsklubber!""
   "Ja, ja, det lyder godt," sagde Jens, "men du har jo ikke ligefrem været en flittig deltager i generalforsamlinger og beboermøder, her kunne du have givet din mening til kende på en meget mere konstruktiv måde end ved at råbe og skrige af andre beboere i tide og især utide. Der er stadig plads til dine meninger, Preben - men det ville klæde både dem og dig, hvis du udtrykte dem lidt mere civiliseret."
   Preben rejste sig igen, hans hænder rystede en anelse, og stemmen var blevet mere hæs - men høj.
   "Nå, så nu skal man også til at føre logbog over, hvornår man flyttede ind og hvor meget man har deltaget i møder! Er det det, det hele handler om? Årstal og millimeterretfærdighed? Jeg har i hvert fald været her længe nok til at se, hvordan det hele er gået ad helvede til, efter folk som jer fik magten!"
   Han pegede ud over salen, ikke mod nogen bestemt, men som om hele forsamlingen var skyldig. Nogen i salen begyndte at mumle, andre rystede på hovedet. Anita hørte en ældre kvinde hvæse noget, det lød som hun sagde tågehorn.
   "Og du, Jens, du sidder der og spiller formand med dine PowerPoints og din tone, som om du er en eller anden revisor fra en bank. Men det her handler ikke om tal! Det handler om mennesker! Og jeg har kæmpet for menneskene her! For orden! For værdighed! Ikke for føleri og samvær i gården og alt det der rødvinsævl I dyrker med Ava og hendes slags!"
   Jens afbrød ham. "Det ville altså klæde dig, hvis du ikke stod og kom med udfald mod bestemte navngivne personer i huset."
   "Jeg vil have lov at sige min mening."
   Han snappede efter vejret. Nogle i salen begyndte at ryste på hovedet.
   "Og ja, måske jeg ikke har været til alle møderne, men det er da fordi, jeg har haft noget at rive i! Jeg har haft mit arbejde, passet mit, forsøgt at holde sammen på min familie og på det her hus, mens I andre har stået med jeres kaffekopper og snakket om 'fællesskab'. Hvad er det for et fællesskab, hvor man trækker tæppet væk under gamle beboere og kaster dem for løverne, bare fordi de ikke snakker pænt nok?"
   Han slog ud med armene, næsten som i afmagt.
   "Men I skal ikke tro, I får mig ned med nakken. Jeg ved godt, hvad det her er - det er en udrensning. I vil bare af med os, der siger sandheden. I har fået jeres magt, og nu vil I ikke høre flere stemmer, der ikke passer ind i jeres hyggeklub! Men I får mig ikke til at tie! Jeg bliver ved - for nogens skyld skal der være én, der siger det, som det er!"
   Han satte sig brat ned og så stift frem for sig. Inger sad ved siden af med blikket i bordet. Sverre nikkede svagt. Lisette kiggede væk.
   Else rejste sig. "Nu lyder jeg som en lidt sur ordfører, men jeg synes vi skal give andre en chance for at sige noget, hvis der er nogen, der har noget på hjerte."
   Ellen markerede igen. "Du siger det handler om mennesker, Preben. Den forrige bestyrelse med dit idol Morten Hansen i spidsen forsøgte at ekskludere to husstande på et løgnagtigt grundlag, det fik vi heldigvis forhindret. Men jeg bor jo klods op af jer og væggene er papirstynde, jeg kunne høre hvordan du jublede af skadefryd over den eksklusion, på den baggrund synes jeg nok din tale om at det handler om mennesker virker lidt latterlig."
   Preben slog i bordet, men uden megen kraft.
   "Du ved ikke, hvad du taler om! Det var ikke skadefryd - det var... lettelse! Lettelse over at nogen endelig turde rydde op i alt det anarki og den ligegyldighed, som har præget det her hus alt for længe!"
   "Og de to husstande - de passede jo ikke ind! Der var altid problemer, altid konflikter, altid undskyldninger! Og hvis du kunne høre mig, Ellen, så kunne jeg høre dig. Hver gang du sad og sladrede med dine små kaffegæster og pegede fingre ad dem, der ikke sad og klappede af dig!"
   "Jeg... jeg gjorde det, jeg troede var rigtigt. Det gjorde vi. Jeg og Morten. Vi ville bare have et hus, hvor tingene fungerede..."
   Ava markerede og hun rejste sig roligt op. "Undskyld, Preben, men jeg vil gerne spørge dig, jeg var en af dem, I ville smide ud. Hvad var det der gjorde, at jeg ikke passede ind? Hvad var det med mig, der gjorde mig uønsket?"
   "Der er godt nok nogen, der har markeret," sagde Else, "men jeg synes Preben skal have lov at svare."
   Alle havde nu øjnene rettet mod Preben.
   "Der skal være orden i et hus som vores, og din snotunge render og laver larm på trappen! Desuden er du jo en af dem, som vi skal betale skat til med den forpulede kunststøtte."
   "Det er lidt svært at se relevansen," sagde Ava, "men siden du bringer det på tale, så klarer jeg mig altså økonomisk ved at undervise i billedkunst på flere skoler."
   "Det rager mig en høstblomst hvordan du klarer dig økonomisk, du skal bare opdrage din snotunge ordentligt, så der kan blive ro i huset."
   Nu var Ava rød i hovedet, hun rettede en finger imod ham. "Hvis du omtaler min søn som snotunge bare en gang til, så skal jeg nok give dig en lektion i takt og tone som du sent vil glemme."
   "Godt," sagde Else, "Jeanne har markeret, værsgo."
   "Hun har ikke noget at skulle have sagt!" råbte Sverre.
   "Jo, hun har," sagde Else, "værsgo, Jeanne."
   " Mig og mine forældre stod også til eksklusion. Og ja, i modsætning til Ava ved jeg da godt hvorfor: Vi er ikke etnisk danske, og vi spiller musik - som du så kun kan høre, når du sidder på toilettet men du bor åbenbart fast derude? Vi har prøvet at få fred for dine vredesudbrud og din hamren på døren - og så var du ovenikøbet jublende glad, da vi stod til at ryge ud. Det glemmer vi ikke."
   " Det handler ikke kun om musik. I har vendt min datter imod mig. I har splittet min familie."
   "Kalder du det splittelse at invitere din datter til te og snakke med hende."
   "Hun var anderledes før I begyndte at fylde hendes hoved med alt jeres... føleri og larmen"
   "Ja, det skal nok passe, hun gik rundt og så ud som om hun bar på en rygsæk med kampesten og var en stor undskyldning for sig selv, og nu virker hun fri og åben, den forandring har jeg også iagttaget, men det er åbenbart en stor katastrofe i dine øjne."
   "Ja, fri og åben, siger du... Men der er altså forskel på at være fri - og på at give slip på al ansvar og opdragelse! Hun har ikke længere respekt for noget som helst, hun svarer igen, hun drøner rundt med hvem som helst, og hun vil åbenbart ikke engang høre på sin egen far! Hvis det er jeres idé om frihed, så må I undskylde mig - men jeg kalder det forfald. Man kan godt lære børn at tænke selv, uden at de glemmer, hvor de kommer fra."
   Ellen fik ordet. "Du siger, hun drøner rundt med hvem som helst - det lyder, som om du mener, hun er faldet i slet selskab. Det er et gammelt udtryk, Preben. Det brugte man, når unge mennesker begyndte at tænke selv, eller når de lærte nogen at kende, der ikke havde pæne sko på og renskurede meninger."
   "Men hvis vi skal tale om slet selskab... Så kunne man også sige, at du selv faldt i det, dengang du begyndte at følge Morten Hansen i tykt og tyndt. Du kaldte det orden og ansvar. Men det vi andre så, var en bestyrelse, der lukkede sig om sig selv, nægtede indsigt og var parat til at smide folk på porten uden bevis - bare fordi de ikke passede ind i jeres verdensbillede."
   En ældre kvinde i forsamlingen mumlede: "Han faldt i slet selskab, siger hun... ja, det gjorde han vist."
   Ellen rettede sig op og så rundt i rummet.
   "Det er måske derfor, det skærer så meget for dig nu. Fordi du godt ved, hvad der egentlig skete."
   Så ser hun på ham igen - ikke vredt, men med fasthed og en vis sorg:
   "Men det er ikke for sent at gå en anden vej, Preben. Det kræver bare, at du begynder at se mennesker i stedet for problemer."
   . Marianne nikkede langsomt med et suk.
   "Tak, Ellen... Det er den slags, der skal siges. Ikke for at såre nogen, men for at vi kan komme videre."
   Jens svarede lavmælt. "Det var jo det, vi prøvede at sige allerede dengang. At det ikke nytter noget at stemple folk som problemer, bare fordi de ikke ligner én selv. Det ender med at lukke hele huset ned - både praktisk og menneskeligt."
   "Jeg tror mange af os ved, hvordan det føles at være regnet for mindre værd... Det er rart at høre nogen sige det højt" sagde Ava.
   "Egentlig underligt, ikke? At dem, der blev kaldt 'slet selskab', endte med at samle huset. Og dem, der ville rense ud, efterlod det i kaos," sagde Jeanne med glimt i øjet, men alvor i stemmen.
   Jimmy fik ordet. "Ellen har ret. Vi var længe om at se det. Måske ville vi bare ikke rode os ud i noget. Men vi har set det nu, og vi bakker op om den nye bestyrelse. Det skulle bare siges."
   Den efterfølgende stilhed var fyldt med efterklang. Så rejste Preben sig igen.
   "Nå... så nu er det mig, der er faldet i slet selskab. Det er da et pænt billede, Ellen. Rigtigt pænt. Jeg forsøgte bare at stå fast, da alt begyndte at smuldre. Jeg troede på noget. På orden. På ansvar."
   Han så rundt med flakkende blik.
   "Men det er vel ikke moderne mere. Nu skal man bare føle, føle og være rummelig og klappe hinanden på ryggen, mens alting sejler. Hvis det er det, I kalder fremskridt..."
   Han rejste sig brat. Stolen skrabede mod gulvet. Nu lagde han begge hænder på bordpladen og så hen på Jimmy.)
   "Og dig. Dig, Jimmy... Jeg havde faktisk troet, du havde rygrad. Vi har talt sammen mange gange, og du har jo sagt det selv - du var bekymret, du kunne godt se, at det gik den gale vej. Og nu? Nu står du der og nikker som en marionet."
   Sverre pegede mod Jimmy:
   "Ja, hvad fanden er det, Jimmy? Du sad jo hos os! Du sagde, de drev huset ud i noget sludder, at Ava og de der brasilianere fik særbehandling, og at regnskaberne blev brugt politisk! Har du glemt det hele?!"
   Jimmy rystede på hovedet.
   "Nej, Sverre. Jeg har ikke glemt noget. Jeg har bare indset, at jeg blev fodret med halve sandheder og hel vrede. Og jeg er færdig med at være bange for, hvem jeg bliver sat i bås med."
   Preben rystede på hovedet.
   "Det er nemt at tale nu, hvor stemningen er vendt. Nu er det mig, der er den store stygge ulv. Men jeg siger jer bare én ting: når det hele kollapser, og I står i kaos, så husk, hvem der advarede jer."
   "Preben Jensen, nu synes jeg snart vi har hørt nok på dig!" råbte en ældre kvinde i forsamlingen.
   "Nu kan I slippe helt for mig!" Han samlede sin jakke op fra stolen uden at tage den på, og gik mod døren. Han smækkede den efter sig.
   En af beboerne fra de andre opgange rakte hånden op.
   "Det er vedrørende porten, vi har jo haft tilfælde af tyveri og hærværk i gården, og selv om vores port har en lås, så er der altså nogen, der glemmer at lukke efter sig. Kunne det lade sig gøre med en automatisk lukkemekanisme?"
   "Vi har snakket om det," sagde Jens, "og vi ville også meget gerne, men som du kunne se, så er økonomien blevet lidt stram på grund af underslæbet. Vi undersøger priserne, men vi kan ikke love noget, så jeg håber vi alle tænker på at lukke porten efter os, når vi går ind og ud af den."
   Flere nikkede, men Sverre røg straks op. "Der kan I se, den nye bestyrelse har ikke styr på nogen ting! Morten havde ordnet det for længst-"
   "Du havde ikke markeret," sagde Else,
   "Så er det mærkeligt at det ikke var ordnet i løbet af de næsten to år han var formand," mumlede en af de ældre mænd i forsamlingen.
   " Ja, dem der siger sandheden, skal ha'... ha' lukket munden! Ja, det er dét I vil!,".
   "Vær venlig at holde jer til talerækken!" indskød Jens. Else udpegede nu Ava, som den næste der havde ordet.
   "Der er desværre folk i huset, der chikanerer børnene," sagde hun, "Martin bruger bagtrappen fordi han ikke tør andet..."
   "Det er godt, så er vi fri for hans larm!" råbte Sverre.
   "Kan du så holde dig til talerækken!" Elses blik lynede.
   "... og flere af børnene i de andre opgange tør ikke bruge gården, jeg kan se, at de kigger sig konstant over skulderen for at se, hvem der er der."
   Jens nikkede. "Vi ved det, og vi er meget kede af det, jeg kan sige dig, vi planlægger at tage en samtale med de enkeltpersoner, der er blevet klaget over."
   "Nå, nu skal teenagerne nok til at regere i huset," sagde Sverre.
   "Vær venlig at holde jer til talerækken! Er der andre der har noget at sige?"
   Sverre rejste sig med en hast, så stolen væltede bag ham.
   "Nu skal I høre her! Jeg har kæmpet for det her hus med Morten, mens I har rendt rundt og snakket følelser og plantet krydderurter og lavet udstillinger med brændt skrot og barnemalede regnbuer!"
   Han pegede ud mod Ava, så mod Lisette, så mod hele bestyrelsen.
   "Og hvad får jeg for det? En kampagne! Et karaktermord! En sammensværgelse af sladderkællinger og halvhjertede mandfolk! I kalder det respekt og åbenhed, men det er kun for dem, I kan lide! Jeres tolerance gælder ikke folk som mig og Preben! Jeg, der stod op klokken seks og cyklede gennem slud og regn for at arbejde, mens I talte om kunst og kvinder i bukser!"
   Der lød et par undertrykte fnis, men han fortsatte:
   "Og nu får jeg at vide, at jeg ikke må sige min mening. At jeg skal holde kæft og lade mig belære af folk, der ikke engang kan finde ud af at lukke en port eller holde en gård ren for graffiti og snotunger!"
   Han slog ud med armene.
   "Mig og Preben er de sidste, der prøver at holde sammen på noget, og I håner os for det!"
   Der blev stille.
   Han samlede sin stol op, satte sig hårdt og foldede armene - med blikket stift rettet mod væggen.
   En midaldrende mand rakte hånden op, Else nikkede til ham. "Jeg har lidt svært ved at forstå dit hysteri, undskyld udtrykket, men det signal sender du altså ud. Den nuværende bestyrelse har jo ikke siddet mere end nogle få måneder, så det er begrænset hvor meget den har kunnet nå at få det til at sejle. Ja, den kom så til, fordi der var flertal for at mistillidsvotum til Morten Hansens bestyrelse, men den bestyrelse havde jo siddet et længere stykke tid, hvor den ikke gjorde noget som helst ved presserende reparationer, her tænker jeg især på fjernvarmen, men også lukkemekanisme på porten og visse andre ting, og jeg er helt med på, at når vi nu har lidt et tab på grund af bedrageri, så må der prioriteres."
   Ava rejste sig roligt, så talte hun - lavt, men klart.
   "Sverre," sagde hun, "jeg har hørt dig og Preben råbe ad børn, kvinder, musikere, kunstnere, naboer, og nu hele denne forsamling. Det er mange, du føler dig svigtet af."
   Hun lagde hænderne på stoleryggen foran sig.
   "Men måske skulle I spørge jer selv: hvis alle andre hele tiden er galt på den, kunne det så tænkes, at det ikke er dem, der er problemet?"
   Der blev stille.
   "Du siger, du har kæmpet for huset. Men en kamp er ikke altid det samme som omsorg. Det er ikke omsorg at skælde ud. Det er ikke engagement at trampe på dem, der er anderledes. Og det er ikke kærlighed at ville bestemme over andre. I står ikke alene, I isolerer jer selv."
   Hun satte sig igen. Der lød et dæmpet bifald. Jeanne nikkede stille og rørte kort ved Anitas arm.
   Ellen rakte hånden op. Hun behøvede ikke rejse sig. Hun lænede sig frem over bordet og sagde tørt:
   "Jeg har lagt mærke til én ting, Sverre. Hver gang nogen prøver at sige dig imod, råber du, at de vil tage munden fra dig."
   Hun smilede.
   "Men sandheden er, at du og Preben tilsammen har brugt mere taletid end nogen anden i dette møde. I har talt så meget, at selv mikrofonen ville have bedt om pause, hvis vi havde brugt én."
   Der lød et spredt grin fra salen.
   "I kræver respekt - men I giver den ikke. I råber, vi skal høre jer, men I lytter ikke selv. Du siger, I er de sidste, der holder noget sammen, men det eneste, du holder fast i, er jer selv og jeres fornærmelser."
   Hun nikkede til Marianne som tegn på, at andre kunne komme til.
   Der var ingen der markerede. Jørgen rejste sig. "Hvis der ikke er flere, der har noget at sige, så vil vi erklære mødet for hævet."
   Alle rejste sig, flere snakkede sammen.
   Anita og Jeanne gik ved siden af hinanden.
   "Så fik vi det overstået," sagde Anita, "hvor var det dog flovt."
   "For din far, ja, ikke for dig."
   "Jeg ved godt du har ret."
   "Jeg ved også godt, at det er let nok for mig at sige." Hun lagde armen om Anita og klemte hende blidt.
   Inger kom op på siden af dem. "Nå, det var lidt af et møde," sagde hun. "Vi skal da glæde os over, at vores nuværende bestyrelse virker fornuftig."
   De to piger nikkede. De tre fortsatte sammen hen ad gaden til deres opgang og snakkede om det, der var sket. Da de nærmede sig Anita og Ingers etage blev deres dør revet op af Preben, der havde kunne høre deres stemmer.
   "Nå, går I her og sladrer videre," råbte han.
   "Vi har da lov at drøfte hvad der skete på mødet," sagde Inger.
   "Jeg fatter ikke, at I ikke kan se, hvad der er ved at ske. Det er selvfede københavnersnuder, der sidder på magten nu, og nu skal vi snart til at danse samba i gården."
   Ellens dør gik op. "Du vil jo så gerne have ro og orden, Preben," sagde hun, "så begynd med at udtrykke dine meninger på et lavere lydniveau."
   "Satans til tyranni der er blevet her i huset! Man må ikke sige sin mening. Og du der," han pegede på Jeanne, "hvad laver du egentlig her?"
   "Fulgtes med din hustru og datter hjem, det er forhåbentlig lovligt."
   "Har du ikke din egen familie?"
   "Jo, jeg har en familie, hvor vi taler ordentligt til hinanden."
   "Jeg gider ikke stikpiller fordi jeg ikke vil gå ind på jeres føleri og jeres københavnske kaffeklub!"
   Jeanne sagde godnat til Anita og Inger og gav dem et kram, hvorpå hun gik op. Ellen smilede til dem fra sin halvåbne dør, da de gik ind. Preben gik hen til bordet, satte sig og hamrede sin næver ned i det. "Hvordan var så resten af mødet?" sagde han.
   "Som første del," sagde Anita, "Sverre overtog din rolle."
   "Det var forfærdeligt at se dig gøre dig selv til grin," sagde Inger, "jeg forstår ikke, at du ikke selv kan se det."
   "Ja, ja, nu er man til grin fordi man siger sin mening, det ved jeg jo. Da Morten var formand, var der orden i huset."
   "Hvad var der i orden, som ikke er i orden nu?" sagde Inger.
   "Han skred ind overfor dem, der ikke passede ind og bare ville have kunst og føleri, nu får de bare lov til at spille deres spil. Nu skal vi nok snart have åbne døre og holde hinanden i hånden."
   Inger rystede på hovedet og kiggede hen på Anita, der nu lagde an til at gå i seng. Trods hendes oprørte følelser faldt hun hurtigt i søvn.
   ---
   De fire bestyrelsesmedlemmer sad tilbage i lokalet, de måtte lige snakke lidt om det.
   "Var min fremlæggelse af økonomien god nok?" spurgte Marius.
   "Den var glimrende og pædagogisk," sagde de andre næsten i munden på hinanden.
   "Jeg vil sige, at det var et godt møde trods Preben og Sverres råberi," sagde Jørgen. De andre nikkede.
   "De fik tydeligvis ikke mange med sig," sagde Jens, "jeg vil nærmest sige, at de gjorde sig til grin."
   "Det gjorde de," sagde Lena, "Ja, min kære kollega blander sin ansættelse på vores skole sammen med han tilflytning hertil, det er rigtigt han har undervist ude på Professionsskolen i fireogtyve år, men han flyttede så hertil senere."
   "Fra Greve," sagde Jens, "det har Anita fortalt."
   "Ja," sagde Jørgen, "og vi har så været andelsforening i snart seks år, den første bestyrelse vi havde var sådan set fin nok."
   "Men så gjorde vi den store fejl at stemme Morten ind," sagde Jens, "ja, det var dumt af os, men han virkede så vidt jeg husker tilforladelig."
   "Jeg kan blive helt bange for kommende møder og generalforsamlinger, hvis vi skal sidde en hel aften og høre på de to gavehoveder," sagde Marius. De andre nikkede og sukkede.
   Jens gned sig på hagen. "Det de kommer med, især Preben, det er floskler som føle-føle og kaffeklub og samba i gården - ja, det sidste er måske en stikpille til vores latinamerikanske familie - men de kommer aldrig med noget konkret, en præcis angivelse af hvad der er galt, hvis I forstår hvad jeg mener."
   De andre nikkede.
   "Hvis de I det mindste gjorde det, så havde vi noget af forholde os til."
   "Det kunne vi måske opfordre dem til ved vores personlige samtale med dem," sagde Lena.
   "Det kan vi gøre. Jeg overvejede at gøre det i aften, men jeg frygtede, at så var loftet faldet ned af lydbølgerne."
   De andre lo.
   "Men der var så en god tone fra de fleste andre beboere," konstaterede Lena.
   "Det kan vi glæde os over," svarede Jens, "Jeg har bare ondt af Anita og Inger, vi andre går hjem til vores lejligheder væk fra Preben, de to skal hjem og høre mere på ham."
   "Bliver hun ikke snart atten?" spurgte Marius.
   "Det burde ske snart," sagde Jens, "hun var jo allerede sytten da vi lærte hende at kende, så... men den præcise dato kender jeg ikke. Gid jeg gjorde, mig og Marianne og vores piger vil jo gerne sige til lykke til hende."
   "Jeg har indtryk af, at hun er en sød pige," sagde Marius.
   "Det er hun," sagde Jens, "og hvis mine to piger hørte dig sige det, så ville de råbe begejstret ja i munden på hinanden."
   De andre smilede.
   "Hvordan går det med den ene af dem og hendes brækkede ben?" spurgte Lena.
   "Hun får fjernet gipsen om tre dage, så hun glæder sig til at kunne løbe rundt og lege igen."
   "Jeg kan forstå, at I ikke handler i den butik, som cykelbøllen arbejdede i."
   "Nej, for han cyklede jo i arbejds medfør, og hvis de ikke påtaler, at han cyklede på gågaden, så vil vi ikke handle der."
   "Forståeligt," sagde Jørgen, "jeg går heller ikke derned af samme grund."
   Så blev de enige om at gå hvert til sit og at drøfte nogle praktiske problemer ved næste bestyrelsesmøde.