I morgen fylder jeg 37.

Seks år med ordet skizotypi ridset ind i min hud, som et gammelt landkort,
   hvor stierne snor sig mellem vrangforestillinger, rastløshed, mistillid, paranoia og stille smerter.

Hvor verden kun kigger på kortets mærker og aldrig på landskabet selv.

Jeg smiler.
   Smilet er en bro over dybe kløfter af træthed, smerter, skam og ensomhed.
   En bro jeg selv har bygget for at kunne bevæge mig videre,
   mens blikkene følger mig som fugle, der aldrig lander,
   men hvisker, at jeg er anderledes.

Identitet er som et højhus under opbygning, midt i en storm.
   Nogle vægge er skrøbelige, gulvene knirker,
   men alligevel finder jeg de hjørner, hvor lys slipper ind.
   Små sprækker af lys til mig selv, til alt det rå og sårbare.
   Til hvem jeg er, når ingen ser, og når ingen dømmer.

37 år.
   Ikke en sejr, ikke et nederlag.
   Bare mig.
   Med ar, med skygger, med lys, med et sind som et vildt, uroligt hav -
   men stadig gående,
   stadig kæmpende,
   stadig levende,
   stadig varm,
   stadig forstående,
   stadig kreativ,
   stadig følsom,
   stadig håbende.

Stadig vandrende i skammens underjordiske labyrint, men med mit fokus, rettet mod det lille lysende punkt.

Det lyser stadig nye stier op.
   Stier hen mod et mere ærligt og autentisk jeg, hvor jeg ikke behøver at bære andre masker, end den jeg er født til at bære.

Det lyser stadig i mørket!