Jeg blev som en euforisk plante i en potte,
ingen mere tænkte på at vande,
euforisk i angst for at visne
på et par dage,
fandt jeg fisken
og begyndte at svømme med strømmen.
Telefonen blev tom i afmagt,
og træt af at være nummer ni i køen
alt for længe
for at få svar på nødvendige spørgsmål
fra trætte og travle digitale maskiner.
Jeg var som en plante sat til at visne,
søvnløs i bange løbske tanker,
stod jeg og sank mod jorden
i deres vindue,
udsultet og deprimeret røg jeg
alt for mange cigaretter,
i tvivl om mit indre kaos
også var virkelighedens rene sandhed.
For jeg var bare i vejen og havde ingen mening mere
for andre end mig selv.
At vandre hvileløst rundt i euforisk tilstand
og opgivelse,
troede jeg ville vare evigt,
men jeg er bare blevet medlem
af tidens tilstand.
Nu ved jeg,
at i går og dagene før
forsvinder langsomt,
at jeg fandt min kande
og vandede mig selv igen
med lettelsens korte tidsrum,
fra en varm og slidt mobil til sidst.
Jeg forlod min potte og blev til en fisk
der svømmer med strømmen
i flodernes fredfyldte bølger,
den er stum
og fanget i tidens malstrøm.