Tilfældigvis så jeg begyndelsen af en udsendelse i DK4 på TV om marsvin. Det fremkaldte gamle følelser og en klump langt nede i halsen.
   Jeg der ikke måtte have kæledyr købte to marsvin hos en kone, da jeg var tretten år. Jeg cyklede hjem med dem og gemte dem i en kasse på mit værelse inde i en skunk bagved min seng. Men jeg røbede det alligevel en dag nede i køkkenet.
   - Kan du SÅ få dem afleveret tilbage, sagde min mor bestemt.
   Det ville jeg ikke, men blev ved med at tigge. Og til sidst gav min far sig, og det var ham der bestemte.
   Jeg kaldte dem Trille og Marie. Trille var helt hvid, og Marie var brun og sort.
   Jeg lavede løbegårde til dem ude på græsset, og kørte rundt med dem i dukkevognen.
   Men jeg skulle på efterskole. Og mine forældre byggede et nyt hus, mens jeg var væk.
   Min far blev havemand i deres nye hus. Han byggede også et stort bur til Trille og Marie, og der levede de ude i haven sommer og vinter og havde det godt, til de begge døde af alderdom.

Jeg havde glemt dem. Mine små søde venner fra min barndom. Jeg mindedes dem især, da jeg hørte dem "snakke" med hinanden i udsendelsen, og jeg genkendte deres lyde, som om det var i går.
   Efter min fars død overrasker det mig faktisk lidt, hvad der får mig til at tænke noget rigtigt godt om ham. Men det, at han gav sig og føjede mig hvad angår dyr, fremkalder alligevel et eller andet dybt inde. Lidt som da han lå i sygestuen og jeg fik øje på hans fødder der stak ud fra dynen: Hvor er hans fødder store, tænkte jeg. Og det var de. Far, hvad drikker du ? Spurgte jeg så og så på kruset der stod på bordet. Øl, svarede han.
   Far, hvad tænker du på ? Spurgte jeg senere, lige før jeg skulle hjem.
   På at i er omkring mig, det er jeg glad for, svarede han. Og så løb der to striber tårer ned fra yderkanten af hvert øje. Jeg tror, han græd.
   En tid senere spurgte jeg min søster, niece og de andre der var der, om de havde set det. Det havde de ikke. Men jeg husker de to striber der løb, jeg kan bare ikke lide at tænke på det. Jeg skulle måske ikke have spurgt ham om det sidste.
   Sent om aftenen ringede min søster, og fortalte han var død.
   Når man skiller alt det andet fra, er der kun lidt tilbage, hvor man fanger sig selv på en måde, man aldrig før har tænkt på. De steder hvor barnet og følelserne har gemt sig.
   Trille og Marie var så søde. Og jeg kan kun takke min gamle far, for at han tog sig så kærligt af dem, da jeg selv fik så meget andet ind i mit liv.