Anita kom hjem efter sit besøg hos Johnny og gik ind på værelset. Hun følte sig lettere.
   Så kom de - de hule, tunge skridt i opgangen. Hendes fars. Hun kunne kende rytmen, den hårde måde han satte hælen i, som om han ville banke sin vilje ind i hvert trin.
   Hun holdt vejret. Der var noget anderledes denne gang. Det var ikke bare de sædvanlige arrige skridt efter en dårlig dag. Der lå en tungere klang i dem.
   Hun stirrede mod døren, som om hun kunne se igennem den. Lyden af hans nøgler, der raslede i lommen, hans host, den måde han standsede halvvejs på reposen - alt sammen tegn på, at han var fyldt op.
   Anita mærkede, hvordan hendes skuldre spændte. Hun havde lært at aflæse ham på skridtene alene. Og hun vidste, at når han kom ind, kunne alt ske: tavshed, et pludseligt udbrud, eller det der underlige, faretruende stille, der skræmte hende mest.
   Hun bed sig i læben og tænkte: Noget er ved at gå i stykker i ham. Men det må ikke tage mig med ned.
   Så smækkede hoveddøren, og hun hørte hans tunge trin gennem entréen. Et øjeblik håbede hun, at han ville gå ind til sig selv, men i stedet stoppede han udenfor hendes dør. Der var en kort stilhed, så et hårdt bank.
   "Anita!" Hans stemme skar igennem. "Kom herud!"
   Hun rejste sig tøvende og åbnede døren. Han stod der med ansigtet mørkt og skuldrene spændte.
   "Så... du har vel også siddet og grinet ad mig sammen med de andre?" sagde han hæst. "De tror, de kan ydmyge mig. Og du... du hjælper dem."
   "Jeg har ikke gjort noget," svarede hun lavt. "Jeg sad bare herinde."
   "Bare herinde?" Han trådte et skridt tættere på. "Tror du ikke, jeg kan se, hvordan du vender mig ryggen? Tror du, jeg ikke kan mærke det? Du er min datter, men du står på deres side. De har forhekset dig!"
   Hans øjne var blanke, men stemmen blev skinger. "Jeg vil vide det nu, Anita: holder du med mig - eller med dem?"
   Hun mærkede, hvordan hjertet hamrede i brystet, men samtidig steg en stille trods op i hende.
   Hun sank en klump i halsen. Hendes blik gled ned mod gulvet, hun følte benene dirre under sig. Hun åbnede munden, lukkede den igen. Stilheden trak ud, og hun vidste, at han kunne mærke hendes tøven.
   Så løftede hun langsomt hovedet, så ham i øjnene. Stemmen var først lav, men klar nok til at bære ordene:
   "Jeg holder ikke med nogen... jeg holder med sandheden."
   Ordene hang i luften som et slag, der ikke kunne trækkes tilbage.
   Preben stivnede, som om hun havde slået ham i ansigtet. Hans mund åbnede og lukkede uden lyd, før han til sidst fremstammede et hæst:
   "Sandheden? Du aner ikke, hvad sandhed er..."
   Men så blev han tavs. Hans øjne stivnede, kæberne låste sig, og en isnende stilhed bredte sig omkring ham. Han stod bare der og stirrede på hende et langt øjeblik, som om han ville brænde ordene tilbage i hendes mund.
   Uden et eneste udbrud vendte han sig så brat om, at gulvbrædderne knirkede under hans fødder. Han gik gennem entréen, åbnede døren til stuen og smækkede den bag sig.
   Anita blev stående i døråbningen til sit værelse, hjertet hamrende, hænderne kolde. Hun kunne næsten mærke stilheden trænge igennem væggene, tungere end hans råb nogensinde havde været.
   Hun lukkede døren forsigtigt og satte sig på kanten af sengen. For første gang følte hun, at hun havde sagt det, der måtte siges - og at hun havde overlevet stilheden bagefter.
   Så knirkede døren stille, og Inger stak hovedet ind. Hun lukkede hurtigt igen bag sig og satte sig ved siden af Anita uden et ord.
   Et øjeblik sad de bare sådan. Så lagde Inger en hånd på hendes skulder. "Jeg hørte det," sagde hun lavt. "Jeg hørte, hvad du sagde til ham."
   Anita slugte en klump i halsen. "Han hader mig nu."
   "Nej." Inger rystede stille på hovedet. "Han hader sandheden. Og det er noget helt andet."
   Hun trak sin datter ind til sig. "Du var modig. Du sagde det, som jeg selv så tit har tænkt, men aldrig turde sige højt. Jeg er stolt af dig."
   Anita mærkede tårerne presse sig på, men denne gang føltes de ikke kun som sorg - der var også en lettelse i dem.
   Anita trykkede sig ind til hende, tårerne flød frit nu. For første gang føltes det, som om hun ikke stod alene mod stormen .
   Så lød der en dæmpet lyd ude fra stuen. En stol, der blev skubbet hårdt mod gulvet. Derefter stilhed igen, men tung og ildevarslende. Anita frøs et øjeblik, lyttede, og så krøb hun tættere ind til sin mor.
   "Mor..." hendes stemme var hæs af gråden, "jeg ved snart ikke, hvor længe jeg kan holde til det hele."
   Inger nikkede stille, som om hun havde ventet ordene.
   "På arbejdet... det er blevet forfærdeligt. Tillidskvinden er langtidssygemeldt, og Jakobsen... han holder øje med mig hele tiden. Han råber, hvis jeg laver den mindste fejl. Og når jeg ikke sidder ved kassen, sætter han mig til alt det tungeste. Jeg kan ikke følge med. Det er som i gymnastiktimerne i skolen, da jeg altid var den, der faldt igennem."
   Hun begyndte at græde igen, men nu mere stille. "Jeg føler, jeg er ved at gå i stykker, både hjemme og på arbejde."
   Inger kyssede hende på håret. "Sådan skal ingen have det, min pige. Ingen."
   Hun begyndte at græde igen, men nu mere stille. "Jeg føler, jeg er ved at gå i stykker, både hjemme og på arbejde."
   Inger sagde ikke noget. Hun holdt bare om hende, strøg hende roligt over håret og lod gråden få lov til at strømme ud. Anitas hulken fyldte værelset, blandede sig med den fjerne knirken fra stuen, men Inger reagerede ikke på lydene derude. Hun var kun hos sin datter nu.
   Langsomt blev gråden dæmpet. Anitas skuldre holdt op med at ryste, hendes åndedrag blev tungere, trætte. Hun snøftede, tørrede øjnene med håndryggen og blev siddende lænet ind mod sin mor.
   Inger trykkede hende ind til sig endnu engang.
   Så, da Anita var faldet lidt til ro, spurgte hun stille:
   "Min pige... hvad ønsker du selv, der skal ske? Hvad kan gøre det hele lettere for dig?"
   Anita tav, stirrede ned på sit skød, hvor hænderne lå urolige.
   Inger ventede tålmodigt, strøg hende en sidste gang over håret og tilføjede så, næsten hviskende:
   "Har du fået søgt ind på HF, sådan som du talte om?"
   Anita nikkede langsomt. "Ja... jeg fik det sendt af sted. Men det føles stadig så langt væk. Jeg ved ikke, om jeg kan holde ud at vente."
   Inger sukkede sagte, men klemte hendes hånd. "Det var godt, du søgte. Det betyder, du har en vej ud. Og uanset hvor lang vejen føles lige nu, så har du taget det første skridt."
   Anita mærkede en varme sprede sig gennem hendes træthed, som om der for første gang var en lysstribe at holde fast i.
   Men så lød det ude fra stuen. Først en tung hosten, derefter stolen, der blev skubbet hårdt mod gulvet. Og så hans stemme, hæs men rungende gennem døren:
   "Jeg kan høre jer! I sidder derinde og hvisker om mig!"
   Anita stivnede og greb instinktivt sin mors hånd.
   Inger trak vejret dybt, pressede læberne sammen og så på sin datter med et roligt blik. "Lad ham råbe," sagde hun lavt. "Han kan ikke overdøve det, du lige har sagt til ham. Du holdt fast i sandheden."
   Lyden af hans skridt drønede frem og tilbage i stuen, men for første gang sad Anita uden at rejse sig. Hun mærkede stadig sin mors hånd om sin - og vidste, at selv om hans råb fyldte, var hun ikke alene længere.
   Anita lukkede øjnene. Hun følte sig stadig udmattet, men samtidig en anelse lettere, som om morens ord havde lagt et skjold omkring hende.
   Regnen trommede sagte mod ruden, og inde i stuen hørtes kun svage lyde, som om råbene var sunket ned i væggene.
   Mor og datter sad tæt sammen uden at sige mere. Tavsheden var ikke længere truende, men hvilende. For første gang i lang tid føltes den som et tilflugtssted.
   ---
   Preben gik med hårde skridt ned ad trappen og ud i gården. Hans ansigt var stadig rødt, og i brystet hamrede en blanding af skam og raseri.
   Jens havde bemærket, at Preben nu gik over gården. Han gjorde sig klar til at modtage skældud for mødet, men han opdagede så til sin lettelse, at det var Lisette, som han ringede på hos.
   Han åbnede døren lidt på klem og hørte, at Preben bankede på oppe hos Lisette.
   "Vi er nødt til at stå sammen," sagde han uden omsvøb. "Bestyrelsen skal væltes, før de smadrer huset helt."
   "Og så risikere, at jeg aldrig får det butikslokale, jeg har ventet på? Nej tak. Jeg skal ikke gøre mig mere upopulær, end jeg allerede er."
   Preben snøftede forarget, men gik videre.
   Jens tænkte lige et øjeblik på, at den nu pensionerede indehaver af butikken havde meddelt, at lokalet nu var tømt. Det skulle bestyrelsen jo lige meddele Lisette. Så var det med om hun begyndte at lave ballade igen, når hendes mål var nået.
   ---
   Anita kunne nu høre, at hendes far var tilbage i opgangen, men han fortsatte op til Sverre. Hun åbnede døren for at høre hvad der foregik.
   "Nå, så vil du samle tropperne igen," sagde Sverre. "Det er håbløst, Preben. De sidder for godt på det nu. Hvad skulle vi stille op?"
   "Så du giver bare op?" hvæsede Preben.
   "Jeg har ikke ændret mening, men jeg er blevet træt. Det nytter ikke at kæmpe mere. De vinder alligevel."
   Anita listede sig tilbage på sit værelse. Hun havde forsøgt at læse, men blikket gled hele tiden mod døren. Nu kunne hun høre hans skridt igen, tunge og urolige, som et dyr der ikke kunne finde ro i sit bur.
   Hun trak vejret dybt. Væggene føltes tynde, som om de kunne slippe hele hans frustration igennem. Hun vidste, han havde været ude og banke på hos de gamle allierede. Hun kunne næsten mærke det i luften: at også de havde vendt ham ryggen.
   Et øjeblik følte hun både frygt og lettelse. Frygt, fordi hun vidste, at han næppe ville give sig uden kamp. Lettelse, fordi hun også anede, at han nu stod mere alene, end han nogensinde havde gjort.
   Hun lagde hånden på bordet og tænkte: Det er hans skygger, ikke mine. Jeg skal ikke længere leve i dem.
   Så skubbede hun bogen væk og tændte sin bærbare. Skærmens blå lys kastede et stille skær over værelset, mens hun åbnede mailen til Johnny. Fingrene tøvede et øjeblik over tastaturet, men så begyndte ordene at flyde.
   Kære Johnny,
   Jeg tror, far er mere alene end nogensinde. Han prøvede at få Lisette og Sverre med sig, men jeg kunne høre på gangen, at de ikke ville. Hun er bange for at miste sit butikslokale, og han har givet op. Det er mærkeligt at skrive det, men jeg tror faktisk, han har færre og færre at vende sig til.
   Jeg hørte hans skridt bagefter. De var tunge, rastløse, som om han ikke længere vidste, hvor han skulle hen. Og jeg sad her og tænkte, at måske er det første gang, jeg ikke føler mig fanget i hans vrede. Det er stadig ubehageligt, men jeg ved, at det ikke længere kun er mig, han råber af. Han råber mest ind i et tomrum.
   Jeg ville bare fortælle dig det. Det føles som om, der er noget, der er ved at ændre sig. Jeg håber, jeg kan holde fast i den tanke, når han igen banker på min dør.
   Kærlig hilsen
   Anita
   Hun læste det hurtigt igennem, trykkede send, og mærkede en ro, der næsten mindede om lettelse. Ude fra stuen hørtes et bump, men for første gang kunne hun lade det ligge.
   Allerede få minutter senere blinkede skærmen med en ny mail. Hun åbnede den med bankende hjerte.
   Kære lillesøster,
   Jeg læser dine ord, og jeg kan mærke din styrke. Du har ret: han står mere alene nu. Men husk, det er ikke dit ansvar at bære ham. Du skal ikke slæbe rundt på hans vrede. Du har dit eget liv at bygge op, og jeg kan se, at du allerede er i gang med det.
   Jeg ved, at hans skridt kan lyde som torden, men de kan ikke knuse dig. Hver gang du skriver til mig, kan jeg høre, at du finder mere og mere af din egen stemme. Hold fast i den. Den er stærkere end du tror.
   Skriv alt, hvad du har brug for. Jeg lytter altid.
   Kærlig hilsen
   Johnny
   Anita sad længe og stirrede på ordene. Hun følte, som om hans stemme kom hele vejen gennem skærmen og lagde sig som et skjold mellem hende og det bump, der stadig kunne høres ude i stuen.
   Anita sad stadig med Johnnys mail åben foran sig, da stemmerne fra stuen pludselig brød roen. Først hendes fars hæse brøl:
   "Så I sidder bare derinde og taler ondt om Jakobsen, hva'? Manden gør bare sit arbejde! Han sørger for, at der bliver holdt orden, at folk ikke driver den af. Det burde du støtte, Inger, i stedet for at bakke Anita op i hendes klynk!"
   Der lød et skarpt indåndingssnøft, og så hendes mors stemme - stram, men klar som glas:
   "Det, du kalder orden, Preben, er det normale mennesker kalder tyranni."
   Et øjeblik blev der helt stille derude, som om ordene havde slået ham stum. Anita sad på kanten af stolen, hjertet hamrende. Hun havde aldrig hørt sin mor sige noget så direkte til ham før.
   Hun mærkede et sug af både frygt og håb. Frygt for, hvad hans svar ville være - men håb, fordi hun vidste, at hun ikke længere stod alene.
   "Tyranni?! Hvordan kan du stå og kalde mig det? Jeg knokler for at holde sammen på det her hjem, og I to sidder bare og hakker løs på mig, som om jeg var en forbryder!"
   Hans stemme rungede gennem væggene, stolene skramlede mod gulvet, som om han rejste sig.
   Men Inger rørte ikke en mine. Hendes stemme forblev rolig:
   "Ja, Preben. Jeg kalder det tyranni, når du tror, at råb og tvang er den eneste vej, og du kan råbe lige så højt, du vil - det ændrer ikke, hvad jeg mener."
   Der var et øjebliks febrilsk stilhed, så slog han ud med armene.
   "Og hvad så med din datter, hva'? Hun råbte selv ad Jakobsen den dag med Emma! Hun kaldte ham ting, jeg aldrig troede, jeg skulle høre fra mit eget barn! Er det dét, du kalder opdragelse?"
   Inger rejste sig langsomt, blikket var koldt som is.
   "Hvis jeg havde været der, Preben," sagde hun, "havde jeg råbt endnu skrappere ord ad ham. For han påkørte en lille pige. Det kunne have kostet hende livet. Og det ved du godt."
   Der faldt en tyk tavshed i stuen. Anita sad på sit værelse, med åndedrættet helt fastlåst. Hun kunne mærke, hvordan hendes mor havde lagt ordene som et anker midt i stormen.
   Så brød Preben tavsheden, stemmen sprukken men stadig høj:
   "Nej! Jakobsen gjorde ingenting forkert, han gjorde bare sit arbejde! Det var Emma, der fór ud, hvor hun ikke skulle være. Hun gik jo helt ud foran ham!"
   Han slog ud med armene, som om han ville male en scene i luften. "Det er da klart, at når børn ikke lærer at passe på, så sker der ulykker. Men I gør det til et helt melodrama!"
   Inger stirrede på ham, hendes ansigt stramt. "Preben, hun gik på gågaden. Hun havde al ret til at være der. Det var Jakobsen, der susede igennem, som om han ikke anede, at det var en gågade."
   Men Preben råbte videre, som om han ikke hørte hende. "Det er jo netop det føleri, der har taget magten i det her hus!" Hans stemme var hæs, næsten bedende under de hævede toner. "Det kan da ikke være så galt at kræve orden? Det må da være til gavn for alle?"
   Men blikket flakkede, og selv i hans egen stemme lå der et svigtende ekko, som afslørede, at overbevisningen smuldrede.
   Inger rettede sig op, hendes stemme isnende rolig.
   "Preben... hvis man ikke reagerer, når et barn er i fare, så har man ikke bare mistet fornuften. Så har man mistet sin menneskelighed."
   Hun holdt en pause, så han måtte se hende i øjnene.
   "Og jeg nægter at kalde det føleri, at man råber op, når en lille pige bliver påkørt på en gågade. Det hedder medmenneskelighed. Og det er dér, du står helt alene."
   Inger så på ham uden at blinke, stemmen var skarp som en kniv.
   "Nej, Preben. Din såkaldte orden har ikke gavnet nogen. Den har kun skabt frygt - i huset, hos dine naboer, og værst af alt hos din egen datter."
   Hun lænede sig frem, så hvert ord ramte. "Det er ikke orden. Det er tyranni."
   Der faldt en isnende stilhed. Selv Prebens åndedrag lød pludselig for højt i rummet.
   "Preben sank tungt ned på stolen, som om benene ikke længere bar ham. Han slog hånden ud i en træt, men stadig trodsig gestus.
   "I forstår det ikke... hvis man hele tiden skal tage hensyn til børn og følelser, så kan man jo aldrig få noget gjort. Der må være nogen, der holder fast i reglerne, ellers går alt i opløsning. Jeg har bare gjort det, som ingen andre tør."
   Der faldt en isnende stilhed. Selv Prebens åndedrag lød pludselig for højt i rummet.
   Han endte bare med at slå i bordet.
   "I er blevet fuldstændig påvirket af det føleri og barnepjat som styrer vort hus nu."
   "Ja, heldigvis," sagde Inger.
   Preben rystede opgivende på hovedet.