Endnu en gang skulle Anita møde frem på arbejdet. Hun kiggede sig hele tiden over skulderen, men hun syntes dog, at det havde været fredeligt i dag.
   Men i det samme dukkede Jakobsen op, så var freden forbi. Han vinkede hende ud bagved. Det plejede han ellers ikke. Hun kom ud til butikschefen, der så meget alvorlig ud.
   "Desværre, frøken Anita," sagde Jakobsen, "så har vi bemærket, at dit arbejde er temmelig langsomt og du ofte er åndsfraværende, desuden var du temmelig respektløs overfor mig den dag, hvor en forælder ikke kunne holde sin snotunge væk fra gaden, og en sådan holdning går altså ikke her."
   Butikschefen rømmede sig.
   "Vi er heller ikke så glade for, at du har pisket en stemning op i den ejendom, hvor du bor, så de ikke vil handle her mere, medarbejderne her skal helst være loyale."
   "Det er sandelig ikke mig, der har pisket den stemning op, det var en datter af en af beboerne, der blev kørt ned."
   "Det er meget muligt, men hovedsagen er bare, at du ikke har vist loyalitet mod vores arbejdsplads."
   Jakobsen lyste af triumf.
   "Drfor vil vi nu give dig en fyreseddel. Du har en måneds opsigelse, men hvis du vil, kan vi fritstille dig i den måned."
   "Jeg vil fritstilles og gud ske lov, at jeg ikke skal herhen og finde mig i Jakobsens behandling længere."
   Jakobsen løftede sine øjenbryn. "Det kræver noget at køre en butik," sagde han "det forstår du ikke, det er mere tidkrævende end du tror."
   "Så undrer det mig, at du har tid til at rende rundt og øve terror mod medarbejdere."
   "Heldigvis, at vi nu skal være fri for dine næsvisheder," sagde han. Butikschefen så alvorlig ud.
   "Ja," sagde han, "det er ikke helt med min gode vilje, men ledelsen har været meget oppe på mærkerne med at få illoyale medarbejdere ud."
   "Træd ikke i det, jeg glider nu."
   Anita tog fyresedlen og gik ud. Der var nogle andre af hendes kollegaer i butikken. Anita forklarede dem, hvad der var sket. "Det er ikke en retfærdig fyring," sagde en af dem, "det må vores tillidskvinde gøre noget ved, når hun er rask."
   "Hun skal ikke gøre noget for min skyld, jeg er glad for at slippe for det her... undskyld, det er ikke på grund af jer, I er meget søde, det er på grund af røvhullet derinde."
   "Vi forstår dig," sagde de i munden på hinanden.
   "Jeg synes nu alligevel hun skal opponere mod den fyring," sagde en anden af dem.
   "Det er så i orden, lad hende gøre det, men hun behøver ikke kæmpe for at få mig tilbage hertil igen."
   I det samme lød Jakobsens røst ud over butikken. "Kom så i gang med arbejdet i stedet for at holde faddersladder!"
   "Luk røven, din cykelbølle!" råbte de alle, og Jakobsen tabte underkæben.
   Anita vinkede farvel til sine tidligere kollegaer. Hun gik ud på gaden, lettet over at det var slut. Nu havde hun god tid derhjemme. Hun gik ind på sit værelse og satte sig ned for at blive lidt rolig. Hendes hjerte hamrede stadig, men det blev snart stille igen.
   Hun sendte en SMS til Johnny, hvor hun skrev om fyringen. Han svarede hurtigt.
   "Heldigvis, du var jo ved at gå i stykker på det. Uanset hvad din far siger: blæs på det!"
   Klokken var ikke særlig mange, hun fik den ide at besøge Ava på hendes galleri, så hun strøg lige forbi sin indgangsport og længere ned ad gaden til det galleri, som faldt tydeligt i øjnene, når man passerede det.
   Hun gik derind, så kom Ava ud med forklæde og malingpletter.
   "Men hejsa, Anita, det var hyggeligt, sæt dig og tag en kop te, så kommer jeg om lidt."
   Anita satte sig og tog en kop te. Som sædvanlig kunne hun ikke lade være med at kigge rundt på de farvestrålende billeder. Hun sad og nød afslapningen.
   Nu kom Ava ud fra atelieret. "Så du er ikke på arbejde i dag?"
   "Jeg er blevet fyret."
   "Åh nej!"
   "Det er nu ikke så galt, jeg er lettet over at slippe for det."
   "Så der er stadigvæk ham tyrannen derhenne."
   "Ja, og jeg har søgt ind på HF, nu bliver det bare en længere sommerferie end planlagt."
   "Det glæder mig du tager det på den måde."
   De snakkede videre om det ene og det andet, og da Anita spurgte til, hvad hun arbejdede på nu, gav Ava en forklaring på det. Anita nikkede venligt til det, selv om hun ikke forstod det hele.
   Mens de sad og snakkede, dukkede Martin op. "Hej, skat," sagde Ava og gav ham et knus. "Vi har jo besøg af Anita i dag."
   "Hej Anita," sagde Martin og strålede imod hende. "Jeg har hørt at det dumme svin, der ville smide os ud, er kradset af."
   Anita nikkede.
   "Hans bror var her og tømme lejligheden, han virkede meget flink."
   "Alt hans vrøvl om altaner," sagde Ava, "af hensyn til vores rare gamle nabo skulle han hellere tænke på elevator."
   "De får måske ikke ejendommens værdi til at stige så meget," sagde Anita.
   "Han minder mig om en bilforhandler, der sælger biler uden hjul," sagde Ava, de lo alle tre.
   "Jeg har godt hørt, at han blev overfaldet," fortsatte hun, "og de gamle bestyrelsesmedlemmer beskyldte deres modstandere i huset for at stå bag."
   "Det er løgn," sagde Anita, "det var nogle af hans tvivlsomme forbindelser, som han havde lovet en lejlighed, de tævede ham for løftebrud."
   "Sådan et svin," sagde Martin.
   Ava tog en nøgle op. "Kunne du ikke gå med Martin hjem og holde ham lidt med selskab? Jeg vil lige arbejde en time endnu."
   Det ville Anita gerne, og hun tog Martin ved hånden og gik hen ad gaden med ham. De gik så hele vejen op ad trappen, og da de passerede Sverres lejlighed, gav Anita ham tegn til, at de ikke skulle komme med bemærkninger om huset her. Så var de oppe, og Anita gik ind og satte sig på en sofa med Martin. Han havde en række legetøjsbiler stående, som han vist prøvede at få i en lang række. Han hoppede ned på gulvet og begyndte at køre med en af dem.
   "Her kommer Batman," sagde han og lavede motorlyd. Anita smilede, sådan havde hendes fætter Bent også været, da han var i den alder.
   "Nu er du Jokeren," sagde han og sprang op og tog hende om håndleddet.
   "Uha, jeg er afsløret," sagde hun leende. Han skubbede hende bagover og satte sig overskrævs på hende. "Martin, du er tung."
   "Nå, er du fræk, Joker," svarede han og lod sine fingre glide hen over hendes mave. Hun skraldgrinede.
   "Altså, jeg er skidekilden."
   "Ok, det var bare for sjov," sagde han og slap hende fri, han gav hende en krammer.
   "Du er en værre en," sagde hun. Hun tog en bømebog op fra bordet ved siden af og læste det for ham. Han fulgte med og efterlignede lydordene.
   Nu gik døren derude. "Nu kommer din mor vist." Martin nikkede.
   Ava kom ind og smilede. "Nå, har I hygget jer?"
   "Ja, ja," sagde Anita, "han har jo en vis energi." Hun klappede Martin på hovedet. De lo alle tre.
   Martin kiggede ud af vinduet. "Nu kan Emma løbe rundt igen," sagde han.
   "Rigtigt," sagde Anita, "skal vi gå ned til dem?"
   Martin jublede et højt ja, så de gik ned i gården. De løb rundt og legede med en bold,
   "Hej, piger," råbte de, og de hilste begge to. Snart løb de rundt i en fangeleg.
   Anita begyndte at tænke på, at det ikke varede så længe inden hendes forældre kom, og så måtte hun igennem at sige, at hun var blevet fyret. Det var bare med at få det overstået, så hun krammede børnene farvel og listede op til sin etage.
   Hun gik ind i stuen, det var som om stilheden var knugende. Hun satte sig ned på en stol og tænkte. Det blev mørkt, da en sort sky gik for solen.
   Hendes mor kom først i dag, og Anita tænkte at sige det med det samme, men hun besluttede, at hun ville vente. Hun ville ikke igennem det to gange, en var nok.
   Hendes mor spurgte til om hun havde haft en god dag. Da Anita svarede ja, konstaterede hun selv, at det jo ikke var løgn. Det havde hun jo, men nok ikke lige som hendes far mente det. Det var kun Ava. Hun var ikke en hendes far snakkede med, så var der forhåbentlig ingen risiko at han hørte det andre steder fra, før hun selv fik sagt det.
   Det føltes som en evighed inden hendes far kom hjem. Selvfølgelig, når man vil have noget overstået, så føltes tiden lang, sådan var det jo.
   Nu gik hun ind og skrev en mail til Johnny om sin fyring. Han skulle jo have det at vide. Hun håbede så, at hendes far ville komme, mens hun gjorde det. Hun skrev hele sandheden til ham, også at hun egentlig var lettet.
   Men nu kom han hjem, kunne hun høre. Han var for en gangs skyld højt oppe, det var sjældent.
   Hun gik ud og tænkte meget på, hvordan hun skulle få startet med at sige det. Hun kunne vel begynde at snakke om noget, som ikke interesserede ham, så ville han spørge til hvordan det gik på arbejde. Hun fortalte så, at hun havde besøgt Ava henne i hendes galleri i dag. Ganske rigtigt, så kom spørgsmålet, om hvordan det går på arbejdet.
   "Strålende, jeg er blevet fyret."
   Inger udstødte et gisp og tog hånden for munden.
   "Hvad er det du siger?!" råbte Preben.
   "Du hørte det godt, jeg er blevet fyret."
   "Og det sidder du og siger uden at rødme!"
   "Det er en lettelse, på grund af ham cykelbøllen har det været en plage, og jeg har alligevel søgt ind på HF til august."
   "HF," brølede han som om det var et grimt ord.
   "Ja, du hørte rigtigt."
   "Det var dog... altså, her gjorde jeg en indsats for at skaffe dig det job efter du var færdig med skolen, så du kunne komme til at lave noget samfundsnyttigt, og så sidder du her ikke bare og siger, at du er blevet fyret, men ligefrem at du er glad for det. Jeg har kæmpet for at holde sammen på denne familie og gøre, hvad jeg fandt bedst for den..."
   "Som at slå hånden af din søn?"
   "Nu klapper du i med næsvisheder, jeg slog hånden af ham, fordi han ikke skulle have dårlig indflydelse på dig, men så søger du fanden gale mig kontakt med ham, og du begynder bare ukritisk at omgås folk i huset. Vi er jo i København, for helvede, som er fuld af kriminalitet og lyssky folk, så vi kan ikke bare sådan tale med hvem som helst. Du viser ingen ansvarlighed, du vil jo åbenbart ikke arbejde, hvad fanden vil der ske for dig i fremtiden, når du ikke kan holde på et job og du åbenbart hellere vil bruge tid på alt muligt andet. Tror du vores samfund kan eksistere, hvis vi sådan tog det let med vores job. Jeg skal sige dig..."
   I det samme ringede telefonen. Inger, der havde siddet med en bekymret mine, tog den.
   "Hvem er nu det?" skumlede Preben.
   "Det er til dig," sagde Inger og rakte ham røret.
   "Hvem er det?"
   "Din chef, rektoren."
   Preben udstødte et grynt og tog røret op for øret og sagde sit navn.
   "Tidligt i morgen? Hvad klokkeslæt? Jamen, jeg har timer allerede klokken ni. Ok, jeg kommer."
   Han lagde røret og satte sig tilbage.
   "Hvad var det?" spurgte Inger.
   "Åh, han vil tale med mig i morgen, det er sikkert bare en bagatel."
   Han var så rød i hovedet, at man kunne tro han ville sprænges.
   "Men Anita, din uansvarlighed vil jeg altså gøre noget ved, hvad har du tænkt dig at gøre de kommende dage, når du ikke skal på arbejde?"
   "Det kunne jo være mig, der stod for tøjvask, indkøb og rengøring, nu har jeg jo fri til det."
   "Det lyder da fornuftigt," sagde Inger, "det er flot du selv tilbyder det."
   "Nej, jeg vil se til, at du søger nogle jobs, og denne gang skaffer jeg ikke jobbet til dig."
   "Jeg skal nok melde mig ledig på jobcenter og se om der er jobs der, men først om en måned, jeg er jo fritstillet, så jeg er først officielt ledig om en måned."
   "Men jeg ser til, at du søger nogle jobs, jeg vil spørge dig hver dag, hvad du har søgt i dag og om muligt vil jeg se dine ansøgninger. Er du klar over, hvilken situation du har sat mig i? Når nogen spørger hvad min datter laver, så må jeg sige arbejdsløs og blive rød i hovedet."
   Hans stemme var oppe i diskanten, pludselig kunne han ikke sige mere, hans måtte rømme sig.
   "Var der mere?" sagde Anita.
   "Du skal nok komme til at høre mere!"
   Nu bankede det på døren, Inger lukkede op. Der stod Ellen.
   "Nå, så Anita er blevet fyret, ja ja, det ved hele huset vist nu uden sladder," sagde hun. Inger rødmede.
   Preben rejste sig og løb ud i entreen. "Det er vores private anliggende, det skal du ikke blande dig i."
   Hun så direkte på Preben, der stod i dørtærsklen med det røde ansigt og brystkassen hævet.
   "Hvis det virkelig er jeres private anliggende, Preben, så undrer det mig, at du råber så højt, at det kan høres gennem både vægge og loft. Det er også underligt, at du snakker om at rødme ved at skulle fortælle hun er ledig, og så brøler du det ud til naboerne"
   "Det er da ikke min skyld, at væggene ikke er isolerede."
   "Nej, men du er selv skyld i dit eget brøleri."
   Han trådte et skridt frem og rettede sig op.
   "Mine forældre råbte af mig, og deres forældre råbte af dem. Det er, hvad man kalder opdragelse, hvor jeg er vokset op var det ikke noget man overlod til jer uduelige skolelærere. Jeg lærte at rette ind, og se, hvad jeg er blevet til."
   Et øjeblik var der stille. Anita kunne se, hvordan Ellens læber trak sig en anelse tilbage i noget, der kunne ligne et smil, men det var iskoldt.
   "Ja, det ser vi," sagde hun køligt. "Og især hører vi. Og det er ikke særligt kønt."
   Preben åbnede munden, men ordene sad fast et sted i halsen.
   Anita stod i døråbningen til sit værelse. Hun mærkede et sug i maven, en blanding af fryd og frygt. Det var første gang, hun oplevede en voksen tale hendes far midt imod på den måde.
   Ellen vendte sig mod hende, og i et glimt sendte hun Anita et lille nik.
   Stemningen hang i luften som et tordenvejr, der ikke helt havde besluttet sig for, om det ville bryde løs.
   Preben kneb øjnene sammen, som om han kunne brænde hul i Ellen med sit blik.
   "Tja... det er jo meget nemt for en gammel skolelærer at stå og belære andre. Du har jo aldrig prøvet at have det reelle ansvar. Du kunne gemme dig bag tavlen og timeplanen, men her i virkeligheden, hvor man skal holde en familie på ret kurs, dér er det altså noget andet. Så kan man ikke nøjes med at klappe børnene på hovedet og sige 'tal pænt'. Det er jo rene kaffeklub-idéer."
   Ellen løftede roligt øjenbrynene.
   "Hvis virkeligheden betyder, at man skriger folk ind i hovedet, så vil jeg til enhver tid hellere holde fast i mine kaffeklub-idéer. De holder i det mindste sammen på mennesker."
   Preben mumlede noget uforståeligt, vendte sig brat om og trampede ud i køkkenet, hvor han smækkede et skab i.
   Anita blev stående i døråbningen. Hun havde lyst til at klappe, men turde ikke. Hun så i stedet på Ellen, som trak på skuldrene, som om hun netop havde haft endnu en time med en uregerlig dreng - bare i voksenudgave.
   Preben stod stadig og pustede sig op, da Ellen pludselig tog et skridt nærmere. Hendes stemme var rolig, men nu med en klang af stål, der skar lige igennem hans forsvar.
   "Og hvor var du henne med sandheden, da Morten Hansen ikke gjorde en pind ved den dårligt fungerende fjernvarme? Hvor var du henne med brøleri, da han ekskluderede to husstande på løgnagtigt grundlag? Og hvor blev du af med sandheden, da det blev bevist, at han havde begået underslæb? Og hvor bliver du af med din sandhed, nu hvor de forhenværende bestyrelsesmedlemmer er dårlige tabere?"
   Ordene hang i luften som slag på slag. Anita kunne mærke, hvordan hendes hjerte hamrede. Hun havde tænkt de samme ting, men aldrig turdet sige dem højt.
   Preben blinkede, tog en indånding, som om han havde et svar, men det kom ikke. I stedet lod han hånden glide ned i lommen, som om han ledte efter noget at holde fast i.
   "Det... det er da let nok at være bagklog. Man skal også kende sine venner, selv når de laver fejl."
   Ellen hævede en finger.
   "Venner? Preben, venner holder man sammen med i modgang, ja. Men man dækker ikke over deres løgne. Det hedder ikke venskab. Det hedder medløberi."
   Der blev stille. Man kunne høre køleskabets svage brummen. Anita følte, at hun så noget bryde sammen i sin far, men kun for et øjeblik - så kom det stædige blik tilbage i hans øjne.
   Der gik et sekunds stilhed, efter at Ellen havde sagt sit. Så eksploderede det.
   "Nu er det nok!" brølede han, så selv tallerkenerne i skabet klirrede. "Hvem fanden er du, Ellen, til at komme her og belære mig i mit eget hjem? Tror du, du er bedre end os andre, bare fordi du har stået med næsen i bøgerne og skældt skoleunger ud i halve og hele år? Du ved ikke en skid om at holde en familie sammen, du aner ikke, hvad det vil sige at tage ansvar! Du er bare en gammel kælling, der ikke har andet at lave end at snage i, hvordan andre lever deres liv!"
   Han trampede et skridt frem, slog ud med armene, så spyt fløj fra hans mundvige.
   "Og I her i huset - alle sammen! Føleri og kaffeklub og samba i gården, det er alt, hvad I dur til! Og du - du stiller dig ovenikøbet på deres side og bilder dig ind, at du ved, hvad sandheden er! Det er MIG, der kender sandheden, mig, der har styr på, hvordan tingene hænger sammen! For fanden da, uden mig ville hele det her hus falde sammen!"
   Hans stemme rungede, råb oven i råb, som om han forsøgte at overdøve både fortiden og nutiden på én gang. Anita stod stiv i døråbningen; hendes hænder rystede. Hun havde aldrig set ham så rød i hovedet, så ude af sig selv.
   Ellen rørte ikke en mine. Hun stod rank, lod ham rase, og først da hans åndedræt kom i stød og han måtte gribe fat i stolens ryglæn, talte hun - lavmælt, næsten hviskende, men med en ro, der skar igennem som en kniv:
   "Du råber, Preben, fordi du ikke har mere at sige, kender du ordsproget tomme tønder buldrer mest?"
   Det var som at puste til en glød i et tørt bål - Preben brummede dybt i halsen, men ordene var væk. Han stod og hev efter vejret.
   Preben stivnede. Hans mund bevægede sig, men der kom ingen lyd. Det var, som om hele raseriet havde slået knuder i hans strube.
   Anita stod og holdt vejret. Hun mærkede en rislen gennem kroppen - som når et lyn slår ned, og luften bagefter sitrer af stilhed. For første gang så hun sin far uden svar, bare stående dér, lammet af et gammelt ordsprog, der ramte ham hårdere end noget råb.
   Ellen rettede sig op, nikkede let til Anita, og vendte sig derefter om mod døren.
   "Og med det vil jeg lade jer være i fred. God aften."
   Hun gik ud, mens Preben blev stående, som en tordensky, der havde tømt sig selv.
   Yderdøren smækkede blidt i bag Ellen, og stilheden lagde sig i stuen som et tæppe, tungt og ubehageligt. Preben stod stadig ved stolen, stiv som en saltstøtte, blikket rettet mod gulvet, hvor ingen kunne se ind i ham.
   Anita listede et skridt tættere på sin mor. Hun turde næsten ikke trække vejret. Så lænede hun sig frem, hendes stemme var kun en hvisken:
   "Mor... hun havde jo ret."
   Inger lagde en hånd på hendes arm, pressede den let, men sagde ingenting. Hendes øjne var blanke, som om de rummede både lettelse og frygt på én gang.
   Fra køkkenet lød et skraml - Preben havde åbnet et skab hårdt, som om det skulle bevise, at han stadig havde magten.
   "Jeg er glad for, hun sagde det. Men jeg er bange for, hvad han finder på bagefter."
   Inger nikkede langsomt. Hun klemte datterens arm lidt hårdere, som for at sige: Vi er to om det.
   Anita og Inger stod stadig tæt, da Preben dukkede op i døråbningen til køkkenet. Han havde et glas vand i hånden, men grebet om det var så hårdt, at knoerne var hvide.
   Han stirrede først på sin kone, så på Anita. Blikket var isnende, og stemmen var dyb, næsten rolig - men roen var kun overflade.
   Preben: "Ja, ja... I kan jo altid klappe i hænderne, når skolelærerinden får sine små ordsprog ind. Det pynter vel på husmoder- og datterforeningen her. Men husk nu én ting: Hun går hjem til sig selv bagefter. Jeg skal blive boende med jer."
   Han satte glasset på bordet med en klirren og vendte ryggen til.
   Anita følte kulden brede sig i kroppen. Ordene var ikke råbt denne gang - de var hvisket som en trussel, pakket ind som en kendsgerning.
   Inger trak vejret dybt, men sagde intet. Hun klemte bare Anitas hånd én gang til, som for at minde hende om, at de stod det igennem sammen.
   Anita rejste sig. "Men nu vil jeg altså lige ud og trække lidt luft."
   "Du går ingen steder!" råbte Preben.
   "Preben," råbte Inger, "lad hende nu gå, det er ikke et fængsel det her."
   Han satte sig ned og gryntede. Anita trak sin jakke på og gik. Jeanne kom lige ned ad trappen i samme øjeblik. De hilste på hinanden og fulgtes ad ud af døren.
   "Er du blevet fyret?" spurgte Jeanne.
   "Ja, det er jeg, men jeg vil ikke sige desværre, men hvordan ved du det."
   "Din fars stemme skar igennem op til os, vi kunne høre alt hvad han brølede, som Ellen sagde, han spreder nyhederne uden sladder."
   "Nå ja, det har jeg jo også hørt oppe hos jer, men jeg ville nok også have fortalt dig det, det er ikke nogen hemmelighed."
   De to piger fulgtes ad hen ad gaden, mens de snakkede om situationen.
   "Du har jo søgt HF," sagde Jeanne.
   "Ja, og jeg har søgt at gå derude, hvor dig og Jannie går i gymnasiet."
   "Skønt, så kan vi snakke sammen i frikvartererne."
   De gik ned til søen og satte sig på en bænk. Anita følte en ro, som hun ikke havde følt længe.