Nu var det formiddag og Anita lå på sin briks og nød roen. Hun vidste godt, at det måske på et tidspunkt ville blive kedeligt, men så havde hun HF-starten at se frem til. Tanken om, at hun nu ikke skulle hen og udsættes for Jakobsens tyranni gjorde hende let indvendig. Hun havde godt nok været oppe og spise morgenmad med sine forældre som sædvanlig, men nu skulle hun ikke afsted på arbejde, så hun lå med sit tøj skødesløst hængende og med et hår, der stadig trængte til en kam. Hun gjorde sig tanker om, hvad hun nu ville bruge tiden til. Måske noget kreativt.
   Måske lære at spille? Hun havde jo bare ikke noget at øve sig på.
   Hun gled ind i en let søvn, hvor hun drømte. Der var ikke meget logik i den drøm. Hun gik stadig i skolen, men det var kun det gode ved skoletiden, som hun drømte.
   Men hun kom op til overfladen igen, da hun hørte fordøren gå op. Hun satte sig op og så at klokken kun var lidt over ti. Var det nogen der brød ind? Tanken om det fik hendes hjerte til at slå hurtigere, og hun ledte i tankerne efter et eller andet i lejligheden, der kunne slå hårdt.
   Men så hørte hun en velkendt stemme, der udstødte den ene ed efter den anden. Det var jo hendes far. Hun fløj op og gik hurtigt ud i stuen. Der sad han ganske rigtigt, hun havde ikke hørt forkert.
   "Satans, også!" råbte han og hamrede sine næver ned i bordet.
   "Men far, er du allerede hjemme."
   Han fløj forskrækket op, hvilket fik Anita til at tænke, at han måske havde glemt hun var fritstillet.
   "Du er sandelig tidligt hjemme, far, hvad er grunden?"
   Han rømmede sig flere gange og var højrød i hovedet. "Der er nedskæringer på Professionshøjskolen, og det har så ramt mig, nu er jeg fyret."
   "Du store, men har du ikke en vis tids opsigelse?"
   "Nej, jeg skulle stoppe med det samme, sådan var det bare."
   Anita stod lidt tavs. "Du er heller ikke fritstillet? Det er jeg jo, jeg er først officielt ledig om en måned. Jeg troede du havde længere tid."
   "Jeg er ledig nu, tag nu og godtag, at det er sådan."
   Det var ikke hans sædvanlige råben, det lød nærmere som en, der tiggede om at få fred.
   "Men dog, men du er vel i en A-kasse, tænker jeg."
   "Ja, jeg har pligtskyldigt betalt til den i alle årene, men jeg har ofte tænkt på at melde mig ud, jeg var jo så sikker på mit job."
   "Så var det sandelig godt du ikke meldte dig ud, nu skal du melde dig ledig."
   "Behøver det at være i dag?"
   "Jo længere du venter, jo mere mister du."
   "Men hvordan og hvor melder man sig ledig?"
   "Har du ikke haft det i samfundslære? Dine timer i samfundslære er endda mere omfattende end dem, jeg havde i folkeskolen."
   "Det interesserede mig ikke en pind, og jeg kunne slet ikke se formålet med det i forbindelse med ernæring."
   "Det syntes jeg ellers var meget samfundsnyttigt fag, men se her, det er let at finde på Nettet, du skriver bare Jobnet i Google."
   Han satte sig ved pc'en. "Hvordan gør man så?"
   "Skriv bare Jobnet i Google," sagde Anita.
   Efter ti minutters eder, suk og forkerte klik lykkedes det endelig. Anita havde guidet ham som en skolelærer med en tung elev.
   "Satans til bureaukrati," brummede han.
   "Det er bare sådan, far. Nu er du oprettet. Så skal du forbi din A-kasse i dag."
   "I dag?"
   "Jo før du gør det, jo før får du dagpenge. Ellers ryger du i karantæne."
   "Dagpengekort, a-kassekontor... jeg drukner jo i papir."
   "Det er standard. Find adressen, og gå derhen."
   Han fandt sin gamle mappe frem og gryntede, da han så navnet. "Jeg havde glemt, hvad de hed."
   "Så er det godt, du har mig," sagde Anita.
   Lidt efter trak han jakken på og gik.
   Anita satte sig tungt på stolen. Hun kunne mærke sit hjerte hamre, og ud af ingenting brød en skinger latter frem. Det var ikke sjovt, langt fra, men nervøsiteten måtte have en udvej, og den fandt den i latteren. Først da hun fik styr på åndedrættet igen, rejste hun sig og begyndte at rede sit hår.
   Så tog hun jakken på og gik ned til gågaden. Hun ville på biblioteket. Hun fandt hurtigt en bog om nodelæsning og derefter en roman, hun længe havde haft lyst til at læse. Udenfor købte hun en is og satte sig på en bænk på Blågårds Plads. Hun lod solen varme sig og smagte på friheden.
   Senere fortsatte hun til Søerne. Hun sad længe og så svanebådene glide forbi og mærkede, hvordan forårslyset åbnede verden for hende. Hun tænkte, at dette måtte være sådan frihed føltes: stille, enkel og helt hendes egen.
   Efter en tid besluttede hun at gå hjem. Det var snart eftermiddagskaffe, hendes forældre forventede jo, at så var hun der også.
   På vej ind i sin opgang mødte hun Jeanne, der vist lige havde fået fri fra gymnasiet.
   "Hej igen," sagde hun, "nyder du at være fri for ham tyrannen?"
   "Ja, i dag gør jeg og sikkert nogle dage endnu, men så er det vist med at finde ud af at bruge tiden inden skolestart."
   "I vores alder er ledighed jo en overgangsfase, jeg skal jo nok også igennem det, når jeg bliver student, det er værre når man er på vores forældres alder."
   Anita var lige ved at få noget i den gale hals. "Hold da op, ja, og min far blev fyret i dag."
   "Hvad?"
   "Blev fyret, og i dag har jeg hjulpet ham med at melde sig ledig."
   "Hold da kæft, efter den svada han gav dig i går, altså!"
   "Ja, jeg har selv tænkt det samme, men nu er jeg godt nok noget bekymret for, hvordan min mor vil reagere."
   "Hun har ikke fået det at vide endnu?"
   "Nej, hun har først lige fået fri for en time siden."
   "Måske har han fået det sagt."
   "Det vil jeg håbe, så har jeg da sluppet for at være til stede når det skete, men jeg tvivler på det."
   "Held og lykke, Anita." Jeanne gav hende et knus.
   Anita gik nu op i lejligheden og fandt sin mor alene der. Hun så ikke særlig trist eller bekymret ud. "Nå, hvad har du så lavet i dag?" sagde hun.
   "Jeg har såmænd bare nydt at tage det lidt roligt."
   "Ja, far kommer jo nok snart hjem, så skal vi have vores eftermiddagskaffe."
   Hun havde ikke hørt noget endnu. Så havde hun ikke snakket om så dagligdags ting.
   Eller havde hun og troede ikke Anita vidste noget og dækkede over det?
   Anita lagde lige sine bøger ind på sit værelse, og kom så ud til sin mor. Hvor var far dog gået hen? Så lang tid tog det vel ikke at snakke med A-kassen. Eller tog hun fejl? Selv om hun havde prøvet at melde sig ledig før, så havde hun ikke prøvet at snakke med A-kassen. På hendes forhenværende job havde hendes tillidsrepræsentant været hurtig til at få hende til at melde sig ind, og hun havde jo også hørt i samfundslære, at det var vigtigt, man kunne let komme til at stå uden job.
   Et øjeblik tænkte hun lige, om hun havde arbejdet længe nok til at få dagpenge, når hun blev atten. Hun talte efter oppe i hovedet og fandt ud af, at den sidste måned her, hvor hun var fritstillet, gjorde, at det var lige nok.
   Nu kom hendes far hjem. Hun syntes han så mere trist ud end han plejede, ingen spor af hans typiske aggressivitet. Som sædvanlig satte han sig for at nyde eftermiddagskaffen, men han sagde ikke rigtig noget.
   "Nå, hvordan har din dag så været, Preben."
   Gid han ville være ærlig og få det sagt nu.
   "Den har været ok."
   Inger begyndte at fortælle om sin dag, mens Preben sad og så ned i bordet. Efter en tid gik hun ud og begyndte at gøre klar til noget madlavning. Anita greb fat i hendes fars ærme.
   "Far, det er bedre mor hører det med det samme fra dig end at hun hører det andre steder fra."
   "Hvor skulle hun høre det fra?"
   "Man ved jo ikke med rygter, de er uforudsigelige, og en af dine kollegaer bor jo i huset, det er bedre du får det sagt nu."
   Bare i går ville han have råbt højt og sagt, at det skulle hun ikke bestemme, men han så bare ned i bordet og sukkede. Så rejste han sig op og begyndte at dække bordet, Anita hjalp ham. Efter en tid var maden på bordet og de satte sig for at spise.
   Sig det nu. Anita havde hjertebanken, hun tvivlede på sin appetit, men hun startede alligevel med at spise.
   "Hvad skal du undervise i til efteråret?" spurgte Inger.
   "Det ved jeg ikke endnu."
   "Men jeg har hørt fra din kollega, som er i bestyrelsen her, at næste semester er planlagt, vi havde en lidt hyggelig snak i gården forleden dag."
   Far, vær nu ærlig, tænkte Anita, hun var lige ved at sige det højt.
   "Jeg giver nu ikke meget for hende, når hun sidder i den her nye bestyrelse," sagde Preben. Nu vidste Anita, at han snart kunne blive sit typiske højtråbende selv igen, hvis de fortsatte med at snakke om det. Hun kunne ikke bære, at det skulle ske, så hun sagde straks noget.
   "Far, det er bedre du siger det som det er."
   Inger rynkede panden. "Hvad er det, som jeg ikke har fået at vide."
   "Far, du må hellere sige det."
   Hun mindedes ikke at have set sin far ryste sådan og bæve med kæberne som han gjorde nu. Men endelig sagde han: "Jeg er blevet fyret."
   "Hvad! Jeg synes du sidder og siger, at du er blevet fyret."
   Hans hoved sank ned.
   "Passer det?"
   Han nikkede. Inger vendte sig mod Anita. "Og du vidste det... nå ja, du har jo været hjemme i dag."
   "Jeg har hjulpet far med at melde sig ledig og komme i A-kassen, så det er ikke en stor økonomisk katastrofe endnu."
   I dag var det Inger, der råbte højt. "Men har du ikke seks måneders opsigelse?"
   Preben sad nu helt stiv.
   " Det har du, far, jeg har sjekket det på Internettet."
   "Det er nedskæringer, og de skal nok finde ud af, at de har brug for mig og tilkalde mig."
   "De bortviser ikke omgående på grund af nedskæringer," råbte Inger. "Anita, ved du noget om grunden?"
   Anita rystede på hovedet. "Far, få det ud af verden og sig det som det er." Inger kiggede intenst på Preben, der nu lignede et hjælpeløst barn trods sin modne alder.
   Anita lagde en hånd på sin mors arm. "Foreløbig må vi få det til at køre så godt som muligt, så må vi finde ud af grunden på et tidspunkt."
   "Du har nok ret, min pige, og jeg var da i det mindste glad for, at du har fået ham meldt ledig, så vi ikke behøver at være bekymrede foreløbig."
   "Skal vi tage ud?" Inger nikkede, og hun og Anita samlede nu tallerkner og bestik sammen.
   Anita kom næste dag i tanker om, at ulempen ved den nye situation var, at hun skulle være alene i lejligheden med sin far. Det havde hun ikke meget lyst til. Men hun fandt også ud af, at hun let kunne finde på nogle ærinder. Nu ville hun stå for indkøb, når hun alligevel var hjemme om dagen, og så kunne hun sige, at hun skulle ud og se på et arbejde hun ville søge. Så kunne hun slippe væk.
   Der gik så ikke mange dage inden hun opdagede, at hendes far ofte gik ud allerede om formiddagen og først kom hjem efter nogle timer. Så hun havde da noget tid alene.
   Hun kiggede nu også en del på HF, og hvilke frivillige fag man kunne vælge til og hvad muligheder det gav. Det var hendes bestemte mål her efter hun havde mistet jobbet.
   Men hvad mon hendes far søgte? Hun tænkte det nok ville være svært for ham. Hun havde indtryk af, at hans tidligere kollegaer ikke var meget for at anbefale ham, de gange han prøvede at ringe til dem, kunne hun høre, at de var høfligt afvisende.
   Hun mailede med Johnny om det, han havde endda taget HF før han for alvor gik i gang med musikken. Der var jo bare nogle måneder, til hun begyndte, og hun havde jo hørt noget om, at når hun var officielt ledig, så ville hun blive indkaldt til samtaler.
   Men det måtte hun jo se som en overgangsfase. Det var værre for hendes far, indså hun snart. Hvor skulle han søge?
   Det var sjældent, at Inger hævede stemmen. Men nu råbte hun: "Du har seks måneders opsigelse! Hvordan kan de smide dig ud på stedet?"
   Preben stirrede ned i bordet. Ingen råb, kun et mumlende: "De finder nok ud af, de har brug for mig."
   Inger så ud, som om hun ville spørge mere, men lod det ligge. Hun rejste sig for at rydde af bordet.
   Anita blev siddende. Hun stirrede på sin far. Hans hænder lå foldet foran ham, men de rystede svagt, som om han skjulte noget. Der var ingen af hans vante tirader, ingen fornærmelser, ingen hævede næver - kun tavshed. Og i tavsheden lurede noget tungere end vrede.
   Hun turde ikke spørge. Ikke endnu. Men hun vidste, at sandheden måtte være værre end blot "nedskæringer."