Jeg har ændret mig,
   men deres øjne står stille.
   De ser mig som en skygge
   af noget jeg engang var,
   og jeg mærker lænkerne.
   Usynlige, men tyngende.

Jeg længes efter afstand.
   Ikke for at flygte,
   men for at trække vejret uden ekkoer
   af gamle forventninger.
   At gå så langt væk,
   at stilheden endelig kan høre mig,
   og jeg kan høre mig selv.

Jeg vil væk. Længere væk, end de kan nå mig med deres vante blikke og deres små forventninger, som jeg altid ender med at krympe mig ind i.

For verden er ikke farlig.
   Det er kun nærheden og
   de korte afstande,
   der fastholder mig i det forældede spejl.

Jeg vil lære,
   at finde roen i fremmede gader.
   At være hel uden vidner,
   og opdage,
   at jeg altid har båret friheden
   i mine egne skridt.

Jeg er ikke bange for, at træde ved siden af.
   Men jeg er bange for, slet ikke, at træde.

Jeg frygter ikke længere døden.
   Men jeg er hunderæd for, fortsat, at leve et liv der ikke er mit.

Det her er ikke en flugt - det er en frigørelse.

Det er på rette tid at klippe navlestrengen!