Næste dag overhørte Anita en samtale mellem sine forældre.
   De sad stadig i stuen. Kaffekopperne sendte små striber af damp op, men stemningen var alt andet end varm.
   "Så det var altså nedskæringer," sagde Preben og satte koppen hårdt i underkoppen. "Rektor måtte indrømme, at min stilling bortfaldt. Ikke noget personligt, bare økonomien. Hun var nærmest flov over at sige det."
   Inger kneb øjnene sammen. "Var det virkelig alt, hun sagde? Ikke noget om din undervisning? Eller dine kolleger?"
   "Nej, overhovedet ikke. Hun nævnte noget om samarbejde, men det var bare udenomssnak. De tåler jo ikke en mand, der stiller krav. Du kender dem - kaffeklubberne, føleri over det hele."
   Anita så på sin mor. Hun kunne se, hvordan Inger mærkede, at der var noget, der ikke stemte.
   "Nå, holder de også kaffeklub på din arbejdsplads," kom Anita til at sige.
   Hun så, hvordan et af Prebens brøl var på vej til at bryde ud - men det stoppede for en gangs skyld.
   "Men Preben," sagde Inger forsigtigt, "når man bliver bortvist med det samme, så handler det sjældent kun om økonomi. Der må være mere."
   Preben fór op i stolen, kinderne blussede.
   "Hør nu her! Jeg har knoklet i årevis. Jeg er den eneste, der har holdt fast i fagligheden, mens de andre har rendt rundt og danset samba i gården. Og nu skal jeg stå skoleret, fordi jeg ikke vil føje mig efter tidens pjat? Nej! Det var nedskæringer, punktum."
   Anita kunne endnu engang ikke holde sig længere.
   "Nå, danser de også samba i gården derude?"
   Han slog hånden i bordet. Koppen klirrede, og Inger tav.
   Anita bed sig i læben. Hun kunne se, at mor havde ramt noget, men far slog i bordet for at dække over det. Der var en sprække i hans stemme, en lille rystelse, som han straks begravede under floskler og råb.
   Nu kunne hun se, at det var et godt tidspunkt at gå ud med skraldeposen.
   ---
   Hendes mor fulgte med, der var en gammel ramponeret stol, der skulle til storskrald.
   De standsede, da naboen Lena viste sig ved skuret og hilste.
   "Nå," sagde hun, "jeg hørte, at din far nu også er blevet fritstillet. Det må være en svær tid for jer."
   Anita stivnede. "Fritstillet?"
   Inger løftede hovedet.
   Lena sænkede stemmen. "Ja... altså, det var den officielle formulering. Men du ved, hvordan det er, når der har været flere klager, så kan de ikke gøre andet."
   "Klager?" gentog Anita, stemmen knækkede.
   Inger satte stolen fra sig. "Hvad mener du med klager, Lena?"
   Lena bed sig i læben. "Åh, undskyld, jeg skulle ikke have sagt noget. Det er bare, hvad vi har fået at vide på skolen - at samarbejdet ikke fungerede."
   "Samarbejdet," sagde Inger lavt, men hårdt.
   Hun stillede stolen blandt storskraldet og gik forbi Lena uden at se på hende og sagde: "Kom, Anita."
   De to gik tavse ind i opgangen. Først oppe ved lejligheden så Inger på sin datter.
   "Han har løjet for os," sagde hun. "Han har løjet for os begge to."
   Anita nikkede. Nu var der ingen tvivl tilbage.
   "Hvorfor skulle han også være anderledes på arbejdet end her i huset," sagde hun.
   "Nej, du har ret. Jeg har mærket, at noget ikke stemte."
   "Han bruger jo de samme floskler som herhjemme - kaffeklub, føleri."
   Inger nikkede. "Dem har han altid brugt, når han var utilfreds."
   De gik ind i lejligheden, hvor Preben sad med avisen. "Nå, fik I noget sladder i gården?"
   Inger så fast på ham. "Der er meget i din forklaring, der ikke stemmer. Du kan lige så godt sige sandheden først som sidst."
   "Så skal I få den," svarede han. "Det er den nye ledelse - kaffeklub og føleri, de kan ikke tåle, at jeg siger tingene, som de er. Hun sagde, at der var studerende, der sad og græd efter samtaler med mig. Små pylrede idioter, der ikke kan tåle sandheden!"
   Anita så på ham med et skarpt blik. "Med andre ord - du opfører dig på arbejdet, som du gør hjemme."
   "Ja, selvfølgelig! Hvad havde du ellers forestillet dig, tøs?"
   "Nu skal du høre, far. Jeg finder mig ikke i at blive kaldt tøs længere."
   "Jeg vil have lov at være mig selv i mit eget hjem, som jeg har knoklet for at holde sammen på!"
   "Og fordi du skal være dig selv, er vi to, der ikke kan være os selv," svarede hun.
   Inger stod rank.
   "Når du ser kaffeklub og føleri alle vegne, Preben - skal du så ikke til at overveje, om det er dig, der er galt på den?"
   Preben sank sammen i stolen. Han havde ikke mere at sige.
   Anita mærkede det tydeligt: hans råberi havde mistet sin kraft.
   ---
   Senere talte hun med Johnny om det. Han sagde, at meget havde ændret sig på arbejdspladser - folk fandt sig ikke i den slags længere.
   Og en dag, da hun kom hjem, hørte hun ham synge i stuen. Ba ba baaah! Den gamle, underlige melodi.
   Hun frøs. Sidst hun havde hørt den, havde han været euforisk over bestyrelsens hetz mod Ava og Jeannes familie.
   Da hun trådte ind, smilede han bredt.
   "Nu har jeg fået alle tiders idé, vi snakker om det, når mor kommer hjem."
   Anita var ved at sige, at hun hellere ville have det overstået nu, men tog sig i det. Det var bedst, at de var to om at snakke med hendes far om det, hvad det end var.
   Efter en tid, som Anita oplevede som en evighed, kom hendes mor hjem, og hendes fars sære sang klingede i lejligheden.
   Endelig kom Inger hjem, og Anita kom nu ud i stuen for at høre.
   "Nu skal I høre, vi kan få ti millioner for lejligheden! Andelskronen er jo steget til 31!"
   Inger så på ham. "Har du tænkt, vi skal gå på gaden?"
   "Nej, selvfølgelig ikke, kvindemenneske. For de penge kan vi købe et hus i Jylland og komme væk fra alt det her københavneri."
   Anita følte det som et slag i maven.
   "Jeg skal nok finde et godt hus ved min hjemegn," sagde han. "Så skal vi nok blive en lykkelig familie igen."
   Inger tøvede. "Jeg ved nu ikke rigtig. Jeg har jo mit arbejde her - men de mangler vel også sosu'er derovre."
   "Lige netop! Og jeg kan sikkert finde en stilling i hjemkundskab på en skole. Det skal nok blive godt!"
   "Jeg ved nu ikke," sagde Inger, "dit råberi vil jo ikke forsvinde af, at vi er omgivet af en have og en hæk."
   "Men derover vil jeg jo ikke have nogen grund til at råbe, der er det jo ordentlige mennesker."
   "Er der mulighed for at gå på HF derovre?" spurgte Anita.
   "Ja, men hvorfor spørger du?"
   "Det er min plan at begynde efter sommeren."
   "Hold nu op - jeg kan sagtens skaffe dig et job derovre, ligesom jeg skaffede dig et her. Der er ordentlige mennesker derovre, Anita. Du vil få kollegaer, du bliver glad for."
   "Jeg ved nu ikke. Jeg er kommet til at kende folk her - det ville være hårdt at begynde forfra."
   "Ja tak, de bohemer har sat griller i hovedet på dig. Du skal nok få øjnene op for ægte livsværdier, når vi har boet der lidt."
   "Dem synes jeg ellers, jeg har lært rigeligt om det sidste år."
   "Du ved ikke, hvad du snakker om," sagde han, hævet over enhver tvivl. "Jeg har altid kæmpet for det bedste for familien, og nu får vi det allerbedste."
   Anita kæmpede med klumpen i halsen. Hun ville ikke græde mens han så det, så hun trak sig tilbage på sit værelse.
   Hun kunne høre ham derude:
   "Hun skal nok finde ud af, det er det bedste, når først vi har boet der lidt."
   "Er du sikker på det?" lød Ingers stemme.
   Anita gik hen til vinduet. I gården legede tvillingerne og Martin.
   "Farvel, små venner," sagde hun stille. En tåre gled ned ad kinden.
   Men så slog det hende, at pigernes forældre jo gerne ville have en større lejlighed. Måske kunne de købe denne - og hun selv overtage deres?
   Den tanke tændte et lys i hende. Den lille lejlighed ville være tilpas for én person - og huslejen kunne klares på SU og et fritidsjob.
   Hun rettede sig op. I morgen ville hun tale med Jens og Marianne.
   Tanken lettede hende, og den begyndende gråd forsvandt.