I øjeblikke er jeg sat ud af spillet
og puttet ind i deres bås,
der kan jeg sprælle i nettet som en fisk,
og aldrig kunne gøre noget
ved deres vilje
der er,
som de vil se mig.
I øjeblikke bliver jeg ramt af angst
for alt det onde,
de vil se mig i
og som,
pege usynlige fingre
og endnu engang brænde stemplet fast
på min ryg.
I de øjeblikke er jeg spærret inde
i det lukkede rum uden vinduer
med tykke mure,
hvor alt i mig er forhindret i
kontakt med en omverden.
Mit mareridt vågner igen,
alt det der bestemte alt for mange år,
står og ser på mig gennem mørket,
de ved det,
og de røber det aldrig.
Jeg husker bare vejrtrækningen
lige i nærheden,
før jeg blev væk.
I øjeblikke ved jeg
de lydløse skrig
fra mig selv.