Denne uge har været hjerteskærende.
Jeg stod i en situation, hvor jeg måtte bruge magt over for et ægtepar, jeg nærer stor respekt for.
I det øjeblik gjorde det ondt helt ind i hjertet, for jeg vidste, at jeg ville komme til at såre dem, selvom min hensigt var at beskytte.

Jeg blev kontaktet af min leder og flere af mine stjerner, som bad mig besøge borgeren hurtigst muligt, da arbejdsforholdene i hjemmet var blevet vanskelige.

Mine kære stjerner kæmpede for at forflytte borgeren sikkert i seng.
Rummet var for lille, og pladsmanglen gjorde det næsten umuligt at bevæge sig omkring sengen. Borgeren var overvægtig, og forflytningerne var tunge.
Borgerens ægtefælle insisterede på at sove ved sin kones side, som han altid havde gjort og jeg forstod ham. Men jeg vidste også, at tiden var kommet til at ændre forholdene.

Borgerens behov krævede en specialplejeseng med vendesystem, en seng, der kunne sikre korrekte arbejdsstillinger, forebygge tryksår og give både hende og mine stjerner den nødvendige støtte.
Det krævede plads, langt mere end rummet kunne tilbyde.
Der skulle også være plads til loftlift og bedre adgang til kørestol.

Jeg forsøgte at finde løsninger, der kunne bevare ægteparrets nærhed.
Som terapeut foreslog jeg, at de kunne flytte sammen ned i stuen, hvor der var mere plads og lys.
Jeg tilbød min hjælp til at indrette rummet,
så deres senge stadig kunne stå side om side, tæt nok til, at de kunne række ud efter hinandens hænder om natten.
Deres hjem rummede smukke malerier og møbler og jeg kunne let se for mig, hvordan stuen kunne blive et varmt, harmonisk rum, hvor funktion og kærlighed kunne mødes.

Jeg foreslog endda, at vi kunne fjerne en væg for at skabe mere plads,
men ægtefællen afviste alle forslag.
Han blev udfordrende, og jeg mærkede, at modstanden ikke kun handlede om vægge,
men om frygten for at miste det liv, han kendte.

Mine stjerner begyndte at mærke konsekvenserne: smerter i ryg, skuldre og håndled. Jeg havde set det komme, advaret og forsøgt at finde løsninger.
Men nu stod jeg der, i borgerens hjem, i det øjeblik, hvor omsorgen måtte tage en ny form.

Borgeren selv accepterede min beslutning om at bestille plejesengen med vendesystem. Hun nikkede stille, måske fortabt, men accepterende.
Ægtefællen reagerede derimod med irritation.
Han lagde sig halvt over borgeren og sagde med en blanding af vrede og sorg:
"Vil du have, at jeg flytter min seng ud til et andet værelse?"

Stemningen i rummet blev tung og elektrisk.
Jeg kunne mærke, hvordan frustrationen fyldte luften og jeg forsøgte at dæmpe den ved at henvende mig roligt til ægtefællen:

"Tænk på, hvordan din kone vil få det bedst i sengen og hvordan hjælperne kan yde den rette støtte, så hun får den omsorg, hun fortjener."

Borgeren havde flere tryksår på kroppen, forårsaget af en forkert madras.
Ægtefællen sagde gentagne gange, at han ville smøre hendes sår med creme, men det var ikke forsvarligt.
Hun kunne ikke vende sig selv, og smerterne var tydelige.

Jeg havde ikke hjertet til at se på de sår, der dækkede hendes ryg og bagdel, de vidnede om smerte.

Ægtefællen blev mere irriteret, og jeg mærkede et øjeblik,
at jeg ønskede at forlade hjemmet.
Ikke af flugt, men fordi luften var blevet for tæt af smerte, kærlighed og afmagt.

Jeg forsøgte alligevel at møde ham med forståelse og mildhed.
Jeg vidste, at beslutningen ikke var let,
for at flytte hans seng ud af soveværelset var som at tage en del af hans liv,
en del af den kærlighed, han havde bygget sit hjem omkring.

Mens han talte, og vreden og sorgen strømmede ud af ham, tænkte jeg:

Jeg ved, hvordan det føles.
At miste nærheden til noget, eller nogen, man elsker så dybt, at smerten bliver ubærlig.

Jeg stod ikke hævet over hans sorg;
jeg stod midt i den sammen med ham,
men på den anden side af nødvendigheden.

Alligevel sagde han, at min faglighed intet betød for ham.
"Du er strid," gentog han.
"Du forstår ikke, hvor meget min kone betyder for mig."

Jeg pressede tårerne tilbage og svarede roligt, at jeg forstod hans følelser og frustration dybt og oprigtigt.

Jeg forklarede, at jeg selv heller ikke ville kunne acceptere, hvis nogen adskilte mig fra et menneske, jeg havde delt livet og kærligheden med gennem mange år.

Men jeg måtte også passe på mine stjerner, for også de har familier og kroppe,
der skal kunne holde til at bære.

Jeg måtte stå fast.
Det føltes som at tage noget helligt fra ham retten til nærheden.
I det øjeblik følte jeg mig som hans største forbryder, mod kærligheden og mod menneskeligheden.

Men mine stjerner klagede over smerter,
og også de har deres ret.
Jeg bærer mit ansvar over for dem,
ligesom jeg bærer smerten over de valg,
der må tages i omsorgens navn.

Da jeg og mine stjerner forlod hjemmet, bar vi alle et tungt sind.

En hjælper rystede på hænderne, en anden rystede på hovedet. Jeg selv bed tårerne i mig, for jeg måtte være den, der trøstede, forklarede og mindede dem om, at de gjorde det rigtige.
At de ikke må ødelægge sig selv for at redde andre.

De takkede stille, lettede, men stadig mærket af smerten.

Flere fra kommunen havde vurderet sagen,
men den endelige beslutning lå i mine hænder. Og i det øjeblik ønskede jeg, at den ikke gjorde. Jeg havde lyst til at sige til ægtefællen:

Tilgiv mig. Jeg forstår din sorg mere, end du aner. Men jeg vidste, at ordene ville falde for døve ører.

Da jeg trådte ud af døren, mærkede jeg et øjebliks tomhed som om livet selv standsede for at lade hjertet forstå,
at kærlighed også kan være at træde tilbage, når omsorg bliver til fare.
At faglighed nogle gange er den tungeste form for kærlighed.

Hele dagen bar jeg en tung følelse i mig,
en vægt ingen ord kunne lette.
Jeg forsøgte at male for at forløse smerten,
men farverne stod stille, som om de vidste,
at sorgen endnu ikke havde fundet sit sprog.

Jeg satte mig i mit malerum i stilhed.
Mahdi spurgte, om jeg ville tale.
Jeg sagde, at jeg blot ønskede at være alene.
Mahdi og jeg er gode til at give hinanden plads, når noget gør ondt.
Vi råber ikke, vi trækker os ,af respekt for hinandens grænser.

Han nikkede og sagde roligt:
"Sig til, når du er klar. Du ved, jeg lytter altid."
Han forsøgte at kramme mig, men jeg afviste det stille, for jeg havde brug for stilhed.

Jeg smilede svagt.
Jeg værdsætter Mahdis forståelse og respekt for mine følelser.

Mine børn mærkede, at jeg ikke magtede at være tæt på.
Jeg krammede dem, da jeg kom hjem,
men sagde ærligt, at jeg havde hovedpine og havde brug for lidt ro.
Mahdi hjalp dem med lektier, så jeg kunne trække vejret.

Jeg kiggede på lærredet foran mig, og tårerne begyndte at løbe.
Jeg kiggede på kvinden, jeg havde malet
den kvinde, jeg selv havde skabt ud af fantasi.
Hun så på mig, som om hun bar min stilhed for mig.

Senere, inden jeg gik i seng,
så Mahdi på mig med det blik, der ikke kræver forklaring. Han sagde:
"Lov mig at være god ved dig selv."
Jeg smilede stille, men følte mig fortabt.
Jeg kyssede ham på kinden og lagde mig til at sove.

Da morgenen kom,
vågnede jeg til morgenbønnen, og tårerne fandt vej igen. Mit hjerte sagde:
Befri mig, Hawraa.

Mahdi vågnede og spurgte igen,
om jeg havde brug for at tale om det.
Jeg lovede, at jeg ville tale, når jeg kom hjem fra arbejde når roen igen havde fundet vej i mig. Først da, vidste jeg,
ville jeg være klar til at befri mit hjerte.

Nogle beslutninger sårer
ikke for at ødelægge
men for at beskytte

Nogle tårer der falder
ikke af svaghed
men for at bevare værdighed
også i kærlighed

Og dog findes der tårer
som falder uden at ønske tilgivelse
kun for at hviske
Jeg husker dig endnu.