Næste dag gik hun over til Jens og Marianne. De tog som altid varmt imod hende.
   "Se," sagde Anita, "min far er blevet fyret og vil nu flytte til Jylland. Han mener, vi kan købe et hus for pengene fra andelen. Jeg er ikke meget for det - men jeg tænkte på jer. I har jo længe ønsket mere plads."
   "Du mener, at vi kunne overtage jeres lejlighed?" sagde Jens.
   "Lige netop. Tror I, I kunne klare det?"
   "Ja, med et boliglån burde det kunne lade sig gøre," sagde han.
   "Vi har jo begge arbejde," tilføjede Marianne, "men vi ville være kede af at miste dig."
   "Det vil I ikke. Jeg tænkte nemlig, at jeg kunne overtage jeres lille lejlighed."
   "Se, det lød som en god idé," sagde Marianne. "Du vil vel gerne være dig selv."
   "Ja, og jeg tror godt, jeg kan klare boligafgiften. Hvad giver I?"
   "To tusind fire hundrede."
   "Det kan jeg klare. Det er jo som et kollegieværelse - bare med fred og ro."
   "Det er en god løsning for os alle," sagde Jens. "Lad os lige se på papirerne."
   Han fandt mappen og regnede på tallene.
   "Jeres lejlighed koster ti millioner, vores en halv. For ti og en halv kan man godt få et hus, hvis man vil bo lidt landligt."
   "Det vil min far helst," sagde Anita. "Men om han vil gå med til den her løsning - det er så problemet."
   "Hvad skulle han have imod den?"
   "Han vil helst have, at jeg flytter med."
   "Stå fast!" sagde Marianne. "Han skal ikke have magt over dig."
   Anita fik en kop kaffe og blev siddende lidt. Da hun gik ud i gården, boblede det i hende, hun kunne ikke lade være med at danse lidt.
   "He-he, samba i gården," fnisede hun.
   ---
   Inde i huset sagde Jens til Marianne:
   "Jeg er glad for, at vi slipper af med tågehornet, men jeg ville synes, det var synd, hvis vi også skulle vinke farvel til vores lille veninde."
   "Det ville jeg også," sagde hun. "Det ville jo gøre pigerne kede af det - de er vilde med hende. Men bare han ikke tvinger hende."
   "Mon ikke hun snart bliver atten?"
   "Jo, det burde være tæt på."
   "Så har han ingen ret til at tvinge hende."
   "Nej, netop ikke."
   De så på hinanden.
   "Lad os hente pigerne," sagde Marianne.
   De gik ud hånd i hånd.
   ---
   Dagene gik, og Anita var nu spændt på, hvornår det skulle blive til noget med flytning. Hun snakkede stadig med Jens og Marianne om det, og hun havde forklaret dem, at det kunne godt give problemer med hendes far. De var meget forstående, men hun kunne alligevel godt tænke sig, at der snart kom en afklaring. Hendes far kiggede jo meget efter boligannoncer både i avisen og på Nettet. Det måtte da snart blive til noget.
   De sad alle tre tavse et stykke tid, så rettede Preben sig op og slog i bordet. "Nu er det sandelig på tide, at vi flytter her fra byen, den er jo pilrådden og fuld af kriminalitet. Det skulle vi have gjort for længst, jeg skulle aldrig have gået videre med ph.d. men bare taget et job på min hjemegn."
   "Så havde vi to jo ikke mødt hinanden," sagde Inger.
   "Nå nej, sandt nok, men nu må det være slut, da jeg tog min uddannelse, vidste jeg, at jeg absolut ikke skulle blive her og jeg var her kun for at tage uddannelsen, og min holdning har også hele tiden været, at jeg var her for at arbejde og ikke mere."
   De to andre sad bare og så frem for sig.
   "Ja, tænk at jeg kunne hoppe på Mortens svindel, men det viser bare, at vi må væk herfra."
   " Morten Hansen er jo ellers fra din egn," sagde Anita.
   "Han er blevet alt for præget af miljøet her, men nu skal det altså være, vi flytter snart."
   I det samme ringede telefonen. Preben sad tættest på, så han tog den.
   "Preben Jensen, hej, mor...nå, jamen dog... nå..."
   Anita sad spændt og ventede hvad det dog var, der havde fået farmor til at ringe, og hun kunne se på sin mor, at det gjorde hun også.
   Preben lagde på og så hen for sig. Han trak vejret dybt.
   "Far har fået en blodprop i hjertet, ja, han har overlevet det, men han er indlagt til observation, og jeg må nok hellere tage hjem og hjælpe, min mor kan ikke klare gården selv."
   "Hvornår rejser du så?" spurgte Inger.
   "I morgen tidlig, jeg vil købe en billet på Nettet med det samme."
   De to andre nikkede.
   "Men så kan jeg tage rundt og se på huse, det er så vidt jeg ved muligt at få gode huse derovre for mindre end det, som vi får for lejligheden her."
   Anita havde hjertebanken.
   "Jeg må købe en billet med det samme... jeg tager af sted i morgen tidlig. Du kan vel klare det der med salget imens - ja, altså, få det overstået," sagde han uden at se op fra skærmen. Blikket flakkede mod telefonen og mod væguret.
   Inger så op, som om hun ikke troede sine egne ører, men Preben var allerede optaget af at finde dankortet frem.
   "Ja, det skulle vel kunne lade sig gøre, jeg har jo ikke meget forstand på de ting, men jeg skal nok søge råd hos de rigtige."
   Anita var lige ved at springe op af glæde, nu kunne det måske ordnes med en handel med Jens og Marianne uden at hendes far satte sig imod.
   Hun skammede sig over sin glæde, da hun faldt hen i tanker om hendes farfar, der nu havde fået en blodprop. Det var jo ikke noget at være glad for.
   Det var jo ofte ved dem, at de var taget hjem på sommerferie. De var da søde nok, syntes Anita, men de snakkede altid om, hvor meget arbejde der var ved landbruget. Hver gang de snakkede om noget andet, så var det altid deres kommentar, at det havde de skam ikke tid til med alt det arbejde de havde her. De stak også ofte noget til hendes far om, at han nok var med til at kalde meget af det de producerede for usundt. Her var han ikke i sit sædvanlige højtråbende humør, men sad bare og tog stikpillerne med et forlegent blik.
   Så kom onkel og tante og fætter Bent også ind imellem. Bent havde været sød og sjov, da de var mindre, men hun havde ikke kunnet lide ham efter de havde passeret konfirmationsalderen
   Den aften indtog de aftensmaden i dyb tavshed.
   ---
   Næste dag tog Preben af sted meget tidligt. Anita blev liggende længe i sengen med sit nattøj. Hun var lige kommet i tanker om, at med hendes fars afrejse fik hun noget af den daglige ro, som hun troede hun ville få ved sin fyring. Nu var hun alene i huset i løbet af dagen, hun ville nyde det så længe det varede.
   Men hun vidste, at det snart ville blive en kamp, der skulle kæmpes. Foreløbig måtte hun snakke med sin mor om det, når hun engang kom hjem fra arbejde.
   Men nu lå hun og ville nyde roen. Hun så ud på den sol, der nu brød igennem skyerne. Det lavede et smukt mønster med lyset.
   Men på et tidspunkt måtte hun jo lige tage sig sammen. Hun skubbede sig op og begyndte at komme i tøjet.
   Der var stille i huset. De var nok alle af sted til deres arbejde og uddannelse. Måske lige undtagen opgangens to pensionister, men ellers alle de andre.
   Hun hørte brevsprækken gå derude og kom ud og fandt et A4 ark. Det var fra de to forhenværende bestyrelsesmedlemmer, hvor de gjorde alt for at overbevise om, at Morten Hansen havde været offer for et ondsindet komplot. Der var stadigvæk trin på trappen, så hun havde lyst til at løbe ud og smide papiret efter hvem det end var derude og sige behold dit lort for dig selv.
   Men hun tænkte lige en gang. Hun var jo ikke officielt andelshaver, men når hun fik sit eget, så kunne hun gøre det i lignende tilfælde.
   Eller hvis hun fik sit eget. Denne frygtelige usikkerhed. Hun ønskede tiden ville gå hurtigere, så hun kunne se en afgørelse.
   Tiden føltes lang, da hun begyndte at spekulere på det, men endelig kom hendes mor hjem, Anita havde lavet kaffen på forhånd og satte sig nu ved bordet sammen med sin mor.
   "Ja," sagde Inger, "nu er det bare med, om der er en køber, det hænger jo lige pludselig på mig."
   Anita blev ivrig. "Jeg har allerede en køber."
   Hendes mor kiggede forbavset på hende, så Anita fortsatte: "Familien ovre i baghuset vil gerne have noget større, så de er meget interesserede i denne lejlighed."
   "Har du hørt dem sige det?"
   "Lige siden far snakkede om, at vi skulle flytte, har de sagt, at de godt ville købe, de skal bare have et boliglån, men de har begge to sikre ansættelser med gode lønninger, så de burde kunne få det."
   "Så det var det du var ovre og snakke med dem om den dag far startede med at snakke om flytning."
   Anita nikkede.
   "Ja, jeg kan jo godt forstå de behøver mere plads med to piger og en hund, men far kan jo bare ikke lide den nye bestyrelse, og Jens sidder jo med i den."
   "Kan han ikke være ligeglad, han kommer jo til at flytte væk fra dem."
   "Ja, principielt, men når han er rasende på nogen, så er det al samtale umulig."
   "Jeg ved det, men han burde se fordelene, vi sparer udgifter til en ejendomsmægler, vi kan så bare gå lige til en salgsaftale, og vi får pengene omgående og skal ikke vente på, at ejendomsmægleren finder en køber, kan du ikke se den fordel?"
   "Det er ikke fordi jeg har meget forstand på det, min pige, men som du forklarer det kan jeg godt se det."
   "Så er der også en anden ting, og det er, at jeg ikke er meget for at flytte med til Jylland, nu synes jeg at jeg har fået en god tilværelse her med de folk, jeg kender."
   Inger spærrede øjnene op. "Men hvad vil du så."
   "Så vil jeg overtage deres lejlighed i baghuset, den har en passende størrelse, når man bor alene og da den jo er lille, er boligafgiften også lav."
   "Men tror du virkelig du kan klare det?"
   "Jeg bliver snart atten, og så får jeg dagpenge, jeg vidste jo godt, at jeg skulle melde mig ind i en a-kasse, da jeg startede i butikken, og nu har jeg planlagt at søge hf, der så vil starte efter sommerferien, så får jeg SU, ja, ikke at det er noget man ligefrem bliver fed af, men med den lave boligafgift som jeg får kan jeg klare det."
   "Men det er ikke sikkert far bliver glad for det."
   "Det gør han ikke, det ved jeg, men nu bliver jeg atten, og så har jeg lov at bestemme selv, og det er på tide jeg bliver mig selv."
   "Ja, jo, men der er lige økonomien, jeg kan jo regne ud, at prisen for deres lejlighed skal fratrækkes prisen for vores."
   Anita fandt det papir frem, hvor hun havde skrevet Jens' beregninger ned og lagde det foran sin mor.
   "Den koster en halv million og se, vores koster fem, så der er stadig fire en halv tilbage."
   "Ja, det kan jeg da se, og Preben siger jo, at der er huse ude i de landlige omgivelser, der kun koster halvanden til to millioner."
   "Ja, ikke, der er stadig mange penge tilbage."
   Inger sad lidt og var tavs, men endelig brød hun tavsheden. "Jeg personligt har ikke noget imod det, det er jo bare om din far synes om det."
   "En ting er sikkert, jeg flytter ikke med uanset hvad han siger, og hvis han ikke går med til dette, så finder jeg en anden løsning om jeg så skal sove på hjemløses herberg."
   "Så vil jeg sandelig også nok foretrække denne her løsning, men det er jo det, at far jo ikke er meget for dem, der bor her i huset."
   "Hvis man kun skulle omgås dem som far syntes om, så kunne man ikke omgås nogen mennesker!" råbte Anita.
   Inger gav et ryk, og Anita følte hun kunne bide sig i tungen. Hun lagde hånden på sin mors arm. "Undskyld, mor, der var jeg grov, det kan jeg godt se."
   Inger havde noget vand i øjnene, men hun tænkte lidt. "Ja, det var du måske, men jeg kan egentlig godt se, at du har ret, det er jo ikke uden grund, at vi aldrig har fået opbygget en vennekreds her."
   Anita kiggede ned i bordet og så på sin mor igen. Hun fortsatte efter et par indåndinger.
   "Jeg havde nogen veninder dengang som jeg kendte fra sosu-skolen, men det gled ud efterhånden, og jeg har på fornemmelsen af, at de ikke kunne holde Preben ud i længden."
   "Det må da ikke have været sjovt, mor."
   "Nej, absolut ikke, men nu skal jeg ikke sidde og vade i selvmedlidenhed, jeg synes vi skal invitere dem fra baghuset op til os for at få en snak om det, så kan jeg jo også få lært dem lidt at kende, de virker jo søde."
   "Tusind tak, mor." Anita gav hende et knus.