Fredag plejer at være min fridag.
Min dag til at trække vejret langsommere, til at male, pleje mig selv og skabe orden i det, som ugen har ladet vente.
Fredag dufter af særlig dessert, ikke hver gang, men når hjertet får lyst.
Af neglelak, manuka-honning og den te, jeg kalder hjertets te.

Når jeg planlægger den store hovedrengøring, som jeg gør hvert halve år, ringer jeg til min private rengøringsdame for at få hendes hjælp. Til daglig står jeg selv for rengøringen, næsten hver dag, men i weekenden inddrager jeg hele familien. Ingen slipper.

Min rengøringsdame er min trofaste allierede i kampen mod kalk og fedt, som selv professionelle rengøringsmidler må give fortabt over for. Hun er som et hemmeligt våben i husets stille krig.

Men denne fredag fik en anden duft.
Den duftede af system og falske smil.

Jeg skulle til møde med chefer, terapeuter og visitatorer fra en af landets mest velhavende kommuner.
Et møde om ældreloven, et emne, der burde få pulsen til at falde, hvis ikke det var for selskabet.

Her taler man om værdighed og velfærd i teoretiske vendinger, men virkeligheden ser sjældent så pæn ud.
Jeg har set, hvordan systemet både kan løfte og svigte , hvordan hjælp kan blive en vane, og hvordan omsorg kan misbruges.

I går var jeg hos en borger, lammet fra top til tå.
Hun kan ikke spise selv og har brug for hjælp flere gange dagligt.
Hendes kæreste bruger hendes penge på kvinder og hash og hun kan intet gøre, sproget og kroppen svigter hende.
Kommunen ved det, men tavsheden fylder rummet mere end ansvaret.
Jeg har skrevet min vurdering om behovet for akut hjælp og arbejder nu på at få borgeren visiteret til et plejehjem.
Jeg håber, at min faglige vurdering bliver læst med hjertet.
For nogle gange er det ikke kun kroppen, der har brug for rehabilitering, men selve systemet.


Og så er der de tilfælde, hvor hjælpen misbruges i den anden retning.
Som borgeren, der lider af en manio-depressiv lidelse, men bruger hverdagen på at svømme og sejle med sin mand i deres egen båd, dog uden at ville tage del i rengøringen derhjemme.
Hun har gentagne gange bedt om hjælp, selvom kommunen allerede har tilbudt støtte.
Min vurdering er, at sagen bør afklares af en psykiater, for borgeren er fantastisk dygtig til at pynte på sin formåen og funktion. Også det er en form for svigt, når hjælpen bliver en vane, og ansvar forvandler sig til krav.

Så er der de borgere, der i begyndelsen møder mig med skeptiske blikke, men som ender i en varm og tillidsfuld samtale.

Som en af borgerne fra den samme velhavende kommune, en kvinde, der engang stod i spidsen for store virksomheder og stadig bærer en naturlig værdighed omkring sig. Hun blev betaget af mine silketørklæder og viste mig stolt sin garderobe fyldt med de smukkeste tørklæder, som hun bærer elegant om halsen.

Hun forsøgte flere gange at forære mig et, men jeg takkede høfligt nej og gav hende i stedet idéer til, hvordan hun kunne bruge dem på nye måder. Sammen fandt vi inspiration i, hvordan et tørklæde kan bindes, ikke kun som et stykke stof, men som et udtryk for stil, personlighed og historie.

Mens vi stod der, kom jeg til at tænke på min far.
Når mine søstre drillede ham og spurgte, hvorfor jeg var hans yndlings, svarede han roligt og bad dem tie. Han sagde blot:
"Hun har en ædel sjæl, en sjæl, som aldrig tager noget, der ikke er hendes eget."

Som barn forstod jeg ikke helt ordenes vægt.
I dag gør jeg.
De har fulgt mig ind i mit arbejde, hvor jeg nogle gange bliver tilbudt små gaver eller tjenester.
Men jeg tager aldrig imod, ikke kun fordi reglerne siger det, men fordi det strider mod noget dybt i mig.
Min fars ord lærte mig, at værdighed handler om at bevare sin integritet, selv når ingen ser det.

Jeg ser historier hver dag, fyldt med liv, smerte og skuffelser.
Jeg kan ikke nægte, at jeg tager dem med mig hjem, for de rører mig dybt.

Men takket være bønnerne og min stærke tro på Gud finder jeg igen roen i mit hjerte.

Når livet føles tungt, og dagene sætter spor, minder jeg mig selv om et gammelt arabisk ordsprog:

"Gråt hår er værdighedens krone, og bag hvert hår gemmer sig en historie."

Og jeg tilføjer:
"Håret bliver gråt af historier, men sjælen bliver rigere og klogere for hver dag, formet af de oplevelser, der møder mig
for hver oplevelse beriger mig med visdom."

Jeg kæmper videre, og i mine bønner nævner jeg altid de borgere, der virkelig har brug for hjælpen.
Jeg beder Gud give mig styrken til at bringe dem til bedre vilkår for også det er en del af mit kald.

For hver fredag minder mig om, at arbejdet ikke kun ligger i hænderne, men i hjertet.
Og når hjertet får lov at arbejde, finder selv de tungeste dage en mening.

Men lige den fredag var anderledes.
Hjertet måtte lægges lidt til side, for kalenderen kaldte mig til møde med cheferne i et rum, hvor beslutninger lugter af magt og parfume.
Jeg har det svært med møder i de riges rum.
De stråler som solen, men ender altid i tåge. Alt foregår med porcelænssmil og perfekt diktion. De serverer den samme snak, blot med krystalglas og PowerPoint.

Nogle af dem lugter svagt af hash røg,
skjult bag lag af dufte og lukkede vinduer.
Røgen hænger ved, som et ekko af noget, de selv prøver at glemme.

Jeg ankom, hilste på alle og opdagede, at mit navn ikke stod på bordlisten.
Smukt, tænkte jeg. En klassisk detalje i et system, hvor alt skal skinne, blot ikke sandheden.
Jeg tog det ikke personligt, måske havde de bare glemt mig, fordi jeg normalt har fri om fredagen.

Lokalet var som et teater af pæne mennesker. Alt skinnede: skoene, armbåndsurene, tøjstilen, væggene, stemmerne.
Ja, de rige har deres egen slags stilhed,
en hvor man måler hinanden på mærker, ikke på værdier. De ser alt: tøjet, tonen og troen. De taler lavmælt, men deres blikke råber af mistillid og selvophøjelse.

Der er noget særligt ved de riges smil.
De er brede, men ikke varme.
Polerede som krystal, men kolde som glas.
De bæres ikke for at møde, men for at skjule.

Deres smil er en valuta, der cirkulerer i selskaber, hvor ægthed er for risikabelt.
Et smil, der siger: "Jeg har styr på det",
selv når hjertet for længst har mistet evnen til at føle.

De smiler ikke for at skabe forbindelse, men for at bevare afstand.
Et smil som en maske, der holder facaden intakt, mens sjælen gemmer sig bag porcelænshvide tænder.

Jeg har set det smil mange gange,
et smil, der kan sige: "Dejligt at se dig"
og samtidig mene: "Du er ikke en af os."

Jeg følte mig fremmed i rummet den dag.
De rige måler hinanden i titler, løn, mærker og investeringer.
Jeg målte mig selv i samvittighed og vidste, at det aldrig ville give mig plads ved deres bord, men fred i mit hjerte.

De riges smil lugter af kontrol, ikke af glæde. De er som blomster i plastik, smukke på afstand, men døde, når man rører ved dem.

Jeg var den eneste kvinde med tørklæde.
Den eneste, der strålede med en anden baggrund. Da jeg trådte ind i lokalet, mødte jeg myndighedschefens blik.
Det var ikke et blik af respekt, men af kontrol , en undersøgelse, ikke en hilsen.
Hun kaldte mig hen til sig og pegede høfligt, men bestemt, på pladsen ved siden af hende.

Jeg satte mig, selvom jeg helst ville have siddet sammen med terapeuterne og visitatorerne.
Kort efter kaldte hun en visitator hen og bad hende tage plads overfor mig, som om hun ønskede at balancere rummet.

Jeg smilede, men indeni længtes jeg efter mit malerum, mine farver og duften af terpentin.

Ja, jeg drak faktisk terpentin som barn ved en fejl. Men jeg tog ikke skade af det. Det var Guds vilje. Allerede dengang satte kærligheden til farver sig i mit blod.

Min leder hilste varmt:
"Det er godt at se dig, Hawraa, selvom jeg ved, du har fri i dag."

Jeg nikkede og smilede.
Det kræver energi at være høflig blandt folk, der ser på andre som spejle, der skal poleres.

Da mødet nåede til sin "værdibaserede" del, sagde min leder:
"Det er vigtigt, at vi lægger fordomme om baggrund og identitet til side og fokuserer på kompetencer."

Luften stivnede.
Som på signal drejede alle hoveder sig mod mig. Et synkroniseret øjeblik af stilhed, hvor blikke blev til våben.

Jeg smilede roligt, det er mit bedste skjold.
Jeg så direkte på dem, de fine, selvsikre ansigter, masker fra et bal.

Og jeg tænkte på et gammelt arabisk ordsprog: "Oprindelsen behøver ingen præsentation."

Jeg har ikke brug for at forklare, hvem jeg er. Det står i mit blik, i mit arbejde, i måden jeg møder mennesker på. Et menneskes oprindelse ses ikke i efternavnet på dets navneskilt
eller i titlen, der følger det. Den ses i, hvordan det behandler andre.

Da mødet endelig sluttede, åndede jeg ud.
En visitator kom hen og roste min indsats og min kreative tilgang til en borger. Jeg gjorde blot mit arbejde.

Min leder nikkede og sagde:
"Det er netop det, jeg kan lide ved dig, Hawraa, du tænker kreativt."

Ros er som parfume: den dufter sødt, men man skal ikke indånde for meget.
For straks efter kom myndighedschefen hen og sagde lavt til min leder:
"Jeg vil gerne tale med dig om dine ansatte."

Jeg smilede indvendigt.
Sådan lugter magtens rum, sødt udenpå, syrligt indeni.

Jeg kørte hjem, tog mit tørklæde af og vaskede hænderne, for både bakterier og blikke.
Lavede te. Lagde neglelak for at rense tankerne og nyde farven, inden jeg får dem ordnet i næste uge.

Da kom min rengøringsdame.
Hun så på mig, grinede og sagde:
"Du ligner en, der har været til møde i himlen og faldet ned igen".

Jeg lo.
"Ja," svarede jeg, "men jeg landede heldigvis på et rent gulv."

Hun lo højere end støvsugeren, og sammen gik vi i gang.
Hun tørrede spejle, mens jeg tørrede tanker.

Nogle gange kommer mine tanker som pust midt om natten.
Luften kysser min kind for at vække mig.
Mahdi vender sig søvnigt og mumler:
"Hvorfor altid om natten?"
Jeg ved det ikke.
Passionen vågner i mørket, og ordene hvisker:
"Skriv, Hawraa. Nu. De kommer ikke igen."

Han sukker og siger med et smil:
"Vil du ikke være sød at bede dine tanker om at besøge dig om dagen? Jeg er bare træt."

Jeg lover at sove igen og skriver forsigtigt, så jeg ikke forstyrrer ham.
Alligevel ender jeg med at skrive sætning efter sætning, indtil ordene vokser til mange linjer.

Næste morgen undskylder Mahdi for at have blandet sig, kun fordi han vil have, jeg får hvile. Han ved, hvor meget jeg bærer, og hvor mange tanker der kæmper om plads.

Jeg ved, han siger det af omsorg, men nogle nætter kan selv omsorg føles som stilhed. Jeg takker ham for roen, mens mine tanker stadig skriver i mørket.

Jeg og månen er naboer
hun tager min hånd
hvisker ideer ind i mit sind
og jeg forelsker mig igen
i det hun vækker i mig
i alt det jeg troede var glemt

Senere ringede min kære mor:
"Hawraa, symaskinen virker ikke. Den larmer og trækker ikke tråden!"

Mor ved godt, jeg engang næsten blev optaget på Designskolen i Kolding, efter at have prøvet Forfatterskolen.
Far var imod begge dele , han ville have, jeg gik en anden vej.
Jeg glemmer aldrig kjolen, jeg sendte som en del af ansøgningen: mønsteret, beskrivelsen, samtalen med vejlederen, der lød oprigtigt interesseret.

Som barn sad jeg ofte ved mors symaskine og syede tøj og ofte ødelagde jeg symaskinen. Mor skældte mig aldrig ud. Hun smilede og spurgte:
"Hvornår giver du op, Hawraa?"
Jeg svarede altid:
"Aldrig, mor. Jeg elsker at sy."

Jeg overtalte hende til, at vi kunne sy sammen. Jeg sad med udklip og planlagde farver, mens min mor, der engang syede tøj i Syrien, arbejdede med sin vante ynde.

Vi sad i stuen, side om side, mens symaskinen sang, og tiden gled som tråd gennem stof.
Min mor og jeg fik altid repareret symaskinen, indtil det nærmest blev en vane. Hun kiggede på mig og sagde roligt:
"Ja, nu skal du hjælpe mig."

Jeg kom med ideer, og sammen fandt vi altid en løsning, sting for sting, tanke for tanke.

Jeg tror, kærligheden til orden og skønhed begyndte langt tidligere.
Da jeg var barn, gjorde jeg rent sammen med mine søstre, ligesom når jeg stod og vaskede mine skolestrømper og min særlige hat, formet som en papirbåd, placeret midt på hovedet. Den skulle bruges, når skolen modtog særlige gæster, forfattere, poeter eller til teaterforestillinger.
Min hat skulle være ren til enhver lejlighed.

Jeg glemmer ikke det lille tørklæde, mine søstre bandt om mit hoved hver fredag, så jeg ikke fik støv i håret og mine fletninger, der ikke strittede som Pippis, før altså mine søstre begyndte at hive i dem.
Den ene hev i den ene fletning, den anden i den anden, så stod jeg der, midt på stuegulvet, med hovedet som et kompas,
der pegede i to retninger på en gang.

De lo og sagde i kor:
"Hawraa, nu er det nok. Gå ud og leg på gården , rengøring er ikke for børn"

Men jeg nægtede og satte hænderne i siden, stolt som en dronning i forklæde:
"Jeg er ikke lille! Jeg er kort og nær jorden,
det er derfor, jeg kan få den til at skinne.
Og jeg vil også være med i jeres snak. Jeg er en stor pige!"

De lo så meget, at de næsten tabte kluden,
mens jeg stod dér, rank og fornærmet,
men lykkelig over at høre til.

Jeg tror, det var dér, de forstod, at jeg ikke bare var en hjælper, jeg var en ambitiøs hushjælp med lederevner. Og de fik ret. Jeg var født med et indbygget rengøringsinstinkt og en selvtillid, der kunne polere hele gården alene.
Jeg gjorde det ikke for at imponere nogen, men fordi jeg aldrig kunne lade noget stå urent, hverken et gulv eller en samvittighed.

Nu, mange år senere, sad jeg igen i stuen med mor i røret.Symaskinen stod foran os som et gammelt familiemedlem.
Vi fik den til at virke; den manglede blot lidt olie. Vi lo begge.

Drømmen om designskolen gik i vasken,
og jeg endte med at hjælpe ældre i stedet for at skabe kjoler.
Jeg elskede kjolerne fra Bort med blæsten, de smukke, stædige kvinder, der kæmpede for deres ret.
Jeg kaldte dem dukkekjoler, men for mig var de symboler på styrke.

Samtalen med mor tændte noget i mig igen. Jeg fandt stof frem, ikke for at sy, men for at male. Vores samtale om symaskinen havde vækket en gammel længsel, en tråd af minder, der stadig levede i mig.

Jeg ville lade stoffet blive en del af mit maleri, som en hyldest til alt det, mor, mine søstre og jeg delte de timer af skabelse, latter og tålmodighed, hvor kærligheden blev syet fast i alt, vi rørte ved.

For drømme forsvinder aldrig
de skifter blot form
fra sting til strøg
fra stof til sjæl.

Fredagen blev reddet. Ikke af mødet. Ikke af magten. Men af latter, te, sæbe, barndommens tørklæde, symaskinens små hjerteslag og følelsen af, at oprindelsen virkelig ikke behøver nogen præsentation.

Jeg lænede mig tilbage og så på mine hænder, de samme hænder, der engang holdt en klud, holder nu en pensel.
De vasker stadig. De skaber stadig.
Men de gør det med en anden slags glans.

For måske handler livet ikke om at fjerne støv, men om at lade sit eget lys falde på det, så alt begynder at skinne.

Jeg smilede ved tanken. Den lille pige med tørklæde og fletninger, der nægtede at gå ud og lege, vasker stadig verden ren, bare med ord, farver og et blik, der tør møde selv magtens rum.

Og hvis nogen spurgte, hvem jeg er, ville jeg blot smile og sige:
Indeni mig bor den lille pige
hun der engang lærte at få jorden til at skinne.
Barbiedukkerne fangede hende kun for en kort stund, for hun opdagede tidligt, at hun ikke var en dukke, men en kvinde.

Som voksen gør hun stadig det samme
men nu med sit eget lys, i kunstens verden,
hvor farverne fortæller , og ordene finder deres rette hieraki.

Jeg stod skulder ved skulder med rengøringsdamen, hver på vores side af gulvet. Vi bevægede os som to dirigenter i samme symfoni af sæbe og latter, og vi grinede så inderligt, at selv væggene syntes at trække vejret med os. Rummet smeltede i vores glæde.

Den slags latter kan ingen købe, hverken med penge eller selskab.
For sand glæde næres ikke af rigdom, men af tillid og menneskelighed. Den spirer kun der, hvor hjertet endnu tør grine med.

Når dagen rinder ud
minder jeg mig selv om
hvorfor jeg begyndte
for mit arbejde handler ikke kun om kroppe
der skal løftes
men om sjæle
der skal mødes

Jeg lærte for længst
at stilhed også kan være et svar
men jeg skriver alligevel videre
ikke for at blive set
men fordi sandhed skal have stemme

Min faglighed er ikke bare mit arbejde
den er mit kald
mit kompas
mit vidne
jeg ser hvad andre overser
hører
hvad tavsheden gemmer
og bærer historier
som sjældent bliver fortalt

Jeg skriver
fordi jeg ikke kan lade være
fordi hvert møde
hvert blik
hver sorg og hver latter
fortjener et sted at leve videre

Og måske
et sted derude
vil nogen forstå
at det smukkeste svar
ikke altid er et ord
men den ro
man finder
når man står i sin egen sandhed.

Ikke mere for i dag, men der kommer mere næste uge. Mine historier er ikke som H.C. Andersens land. Mine dufter af virkelighed,
de bærer mærker af hænder, tårer og håb.

De bløder, de ånder, og de overlever.
For bag døren er jeg kærligheden selv, ikke som fantasi, men som puls.
Som H.C. Andersen skjulte kærligheden i sine eventyr, lader jeg den leve i alt, jeg skriver, og i alt, jeg tier med.