Det var nu blevet aften, og Inger og Anita havde sørget for, at der var kaffe og kage på bordet. Nu ringede det på døren, og da Anita lukkede op stod Jens og Marianne og pigerne derude. De hilste med knus, og gik så videre ind og hilste på Inger. Hun hilste venligt på dem og tilbød lige at vise dem lejligheden. Det sagde de ja til, og Inger åbnede dørene, så de kunne kigge ind. Hun måtte lige undskylde, at det ene rum blev brugt til pulterrum. "Min mand mener jo folk stjæler her i byen, så..." Jens nikkede med et skævt smil.
   "Fantastisk, her kan pigerne få hvert sit værelse," sagde Marianne.
   Jens var også begejstret. "Det er lige det rigtige det her."
   Nu satte de sig ned om sofabordet, de små piger sad og lavede lidt sjov med hinanden.
   "Ja, jeg kan jo forstå, at det er en ide I har fået sammen med min datter," sagde Inger, og de to nikkede. "Jeg går ind for det, men min mand... jeg er ikke helt sikker på ham, men Anita bliver jo snart atten, så jeg kan da godt forstå hun vil have sit eget."
   Marianne ville lige høre hvad dag Anita fyldte år, og da hun fik det at vide, blev hun og hendes mand og pigerne enige om, at det skulle de huske.
   "Vi ville jo også være glade, hvis hun blev boende i huset, vores piger er vilde med hende," sagde hun.
   "Det glæder mig at høre," sagde Inger, "og jeg kan heller ikke se, hvad min mand skulle have imod det, han bad jo mig om at ordne det, da han pludselig måtte af sted."
   "Hvad skete der dog, siden han måtte det?" spurgte Jens.
   "Min svigerfar, altså, hans far, fik en blodprop i hjertet, han er indlagt til observation."
   "Uha da, men så ser han måske på huse, mens han alligevel er der?"
   "Lige netop, og han kunne ikke sige, hvornår han kunne komme hjem, så han kan da ikke have noget imod, at vi indgår en aftale."
   Anita fik hjertebanken. Hvad kunne hendes far finde på?
   "Der er jo bare et problem," sagde Jens, "han er jo ikke glad for mig og den bestyrelse, som jeg er en del af."
   "Det burde han være ligeglad med, når han alligevel rejser herfra."
   "Betyder det, at vi har en aftale?" sagde Marianne.
   "Ja, det er sikkert."
   Anita kæmpede med både glæde og frygt, for der var jo stadig hendes fars reaktion, når han fandt ud af det. Han måtte godt vente med tilbagekomsten til hun var atten, så hun kunne holde på sin myndighed.
   "Den brik der mangler på vores side," sagde Jens, "det er om banken vil give os et boliglån, men det burde ikke være noget problem, vi er begge i arbejde og har ingen gæld."
   "Jeg har fri i morgen," sagde Marianne, "så jeg kan gå ned og snakke med dem, så skal jeg nok meddele jer, hvordan det er godt så hurtigt som muligt."
   "Det siger vi," sagde Inger, "og siger jeres bank ja, så går vi videre med det."
   "Supergodt," sagde de i munden på hinanden, og nu sad de lidt over kaffen og sludrede om det ene og det andet, især hvordan det var i boligforeningen. På et tidspunkt brød de op og sagde farvel. Anita tog nu kopper og bestik ud og gjorde klar til opvask.
   "De er sandelig søde," sagde Inger, "og sikke et par kære små piger de har."
   "Ja, ikke?" svarede Anita.
   De vaskede nu op og gjorde sig klar til at gå i seng.
   Anita havde først lidt svært ved at falde i søvn, hun tænkte på sin fars mulige reaktion. Men til sidst gled hun ind i søvnen.
   ---
   Anita og Jeanne stod i gården, Jeanne havde fået et referat af, hvad der var sket dagen før og besøget af familien fra baghuset.
   "Hvad dag fylder du?" spurgte Jeanne, og Anita gav hende datoen.
   "Så er du jo halvanden måned ældre end mig, men jeg skal huske din dag."
   "Jeg skal også nok huske din," svarede Anita.
   "Du må sandelig stå fast overfor din far," sagde Jeanne idet hun rynkede sin øjenbryn.
   "Det vil jeg."
   "Jeg skal nok gøre alt for at bakke dig op, det lover jeg, husk at melde ud, hvis du behøver hjælp."
   "Tak skal du have."
   Marius kom ud ad en dør og gik hen over gården, han smilede venligt til de to piger.
   Med et for de sammen, da Anitas telefon gav lyd om, at der var en besked til hende. Hun tog den op og kiggede.
   "Det er fra Marianne," sagde hun og lukkede beskeden op. Der stod kort og godt, at banken havde sagt ja, og det sagde hun højt. Jeanne slog ud med armene og udstødte et jubelhyl, Anita fulgte straks trop og de greb hinandens hænder og dansede rundt, mens de hujede.
   "Nå, I fik nok gode nyheder," sagde Marius med et lille grin idet han passerede dem. "Hav en god dag, piger."
   "I lige måde," råbte de begge.
   "Nu kan mig og min mor gå videre med det."
   "Det er vel lidt af en procedure med salg af bolig."
   "Ja, der er noget vi skal lære, men det går nok."
   "Ved du hvad," sagde Jeanne, "jeg har utrolig lyst til en is, skal vi ikke gå ned til Nørrebrogade og købe en?"
   "Ja, lad os det."
   De to piger gik ud af porten, og idet de gik ud, kom Sverre ind og han lukkede porten helt op uden at lukke efter sig.
   "Lige en ting," sagde Jeanne, "der er jo noget du vist ikke lige er klar over, når en port er lukket vender den på den her led," hun viste det med hånden. "Jeg ville bare lige sige det til det, det så jo ud som om du ikke var klar over det."
   Anita fnisede idet hun så Sverres forvirrede udtryk. Så gik de to piger ned ad gaden.
   ---
   Ovre i baghuset sad Marianne og kiggede papirerne igennem. Da hun kiggede på computeren, så hun at der gik en mail igennem til Jens fra Sverre, hun videresendte den til Jens' arbejdsmail.
   Han sad på sit kontor og modtog den, det var en klage over, at Jeanne var uforskammet over for ham og at det var hans pligt som bestyrelsesmedlem at gøre noget ved det.
   "Rend og hop," sagde Jens og gik videre med arbejdet
   Han glædede sig over, at han havde hørt den gode nyhed fra Marianne. Der var jo bare lige nogen ting, der skulle være i orden. Bestyrelsens godkendelse, det var vel ok, regnede han med.
   ---
   Inger tog en mappe ned fra en hylde, hvor der stod Andelsforeningen på ryggen, og hun tog den hen til bordet, hvor Anita sad og skrev noget ned. Hun bladede op og fandt frem til andelsbeviset og købekontrakten fra da huset blev solgt til beboerne. Det var nu næsten seks år siden.
   "Ja, der vidste jeg jo ikke så meget," sagde Anita, "men senere fik vi jo om andelsboliger i samfundslære, så der lærte jeg da noget."
   De kiggede på salgsbeviset. "Du milde, det er jo mig, der har skrevet under," sagde Inger, "det havde jeg glemt, men det gør jo sagen lettere, det er officielt mig andelen tilhører, og de penge der kommer ved salg, tilhører så også officielt mig."
   Anita gned sig lidt på hagen, hun skulle lige gennemtænke hvad det indebar. Det gik op for hende med en vis lettelse, at hendes mor havde ret til at bestemme over udbyttet og kunne derfor forære Anita andelen på baghusets første etage. Hvis hendes far gjorde vrøvl, så betød det vel, at det var lovligt det de gjorde, så han ikke kunne sige så meget.
   Inger sad lidt og tænkte. "Det var jo dengang Preben skulle være gæsteunderviser i Sverige, det var han ikke meget for, men det var jo en anerkendelse af hans faglighed, så han måtte jo tage imod det, men så måtte jeg jo ordne det med køb af andelsboligen. Ja, jeg kan huske jeg var med til stiftende generalforsamling, det var Morten Hansen der havde taget skridtet, og han pladrede op og ned af stolper og vægge om, hvor meget vi kunne få for vores lejligheder, når vi flyttede."
   "Som om vi alle var ude på at flytte," indskød Anita.
   "Netop, i dag kan jeg godt se, at det var rent pengepugeri fra hans side, men far var helt vild, han snakkede om, at det kunne blive en mulighed for at flytte herfra og få en god bolig for pengene."
   "Men han var så i Sverige?"
   "Ja, og næsten ligesom nu bad han mig om at ordne det i hans fravær, og da han kom hjem, var han for en gangs skyld i højt humør, selv om han ikke kunne lide at være i Sverige, for nu kunne han se en åbning for os til at flytte, men det har jo været hans gode stilling, som stod i vejen.
   Anita sad og nikkede. Hun havde som barn i huset bare fulgt det fra sidelinjen uden at forstå så meget, men nu forstod hun mere.
   "Nå, jeg sidder jo og fortaber mig i minder," sagde Inger med et smil, "vi skal jo snakke om de skridt, som vi skal tage nu, vores købere har jo fået et boliglån, så det er i orden, og den nye formand kommer jo lige om lidt med en advokat, som vil forklare os proceduren."
   Anitas hjerte hoppede af glad forventning, men hun kunne ikke helt undertrykke en frygt for sin fars reaktion.
   Nu ringede det på døren, og Inger rejste sig og lukkede op. Anita hørte Jørgen hilse og bagefter var der en kvindestemme, der forekom bekendt. Lidt efter trådte hendes mor ind i stuen med Jørgen og minsandten Mona Hansen, der nikkede til Anita.
   "Hej igen, Anita" sagde hun med et smil.
   "Kender I hinanden?" sagde Inger.
   "Ja, hun har jo gået i klasse med min datter, og vi mødte dem jo på Bakken for nylig med hendes halvbror."
   Inger anviste dem en plads og tilbød dem kaffe, hvad de sagde ja til.
   "Jørgen har sat mig ind i sagen," sagde Mona, "så jeg skal jo lige se jeres papirer for at sikre mig, at alt er i orden."
   Inger skubbede andelsbeviset og den gamle handelsaftale over til hende.
   "Ja, den sag er i orden, siden lejligheden står i dit navn, Inger, så har du fuld ret til at foretage handlen. Din mand har så vidt jeg har forstået også bedt dig om at sørge for det."
   Inger nikkede.
   "Godt, hvis jeg har forstået det rigtigt, så er køberen dem, der bor i stueetagen ovre i opgang B, og jeg har set jeres vedtægter, de siger, at sælgeren har lov selv at finde en køber, men har de ikke en, så går man til den næste på ventelisten, så det er fuldt i overensstemmelse med jeres vedtægter, og du regner med, at bestyrelsen godkender det, Jørgen?"
   "Det er jeg helt sikker på, men vi skal være forberedt på, at vores afdøde eksformands støtter vil råbe op."
   "Har han mange støtter?" spurgte Mona.
   "Efter han blev afsløret for underslæb, har han mistet mange af dem, men der er nogle få tilbage, jeg tror dog ikke der er mange, der hører efter dem mere."
   "Godt, men der er så lige en ting, for at købe en andelsbolig skal man være mindst atten år, så, Anita, hvornår fylder du atten?"
   "Om fire dage."
   "Ork, så er det jo ikke noget problem, vi må bare vente de fire dage med få din underskrift, så den er lovlig."
   Anita mærkede varmen inde i sig. Bare tanken om, at hun fremover kunne stemme og give sin mening til kende og ikke skulle bo i en bolig, hvor den styrende havde en anden mening.
   Mona og Inger aftalte nu, at hun kom dagen efter Anitas fødselsdag med de nødvendige papirer.
   Så rejste Mona sig. "Nu skal vi over at snakke med jeres købere," sagde hun, "de har fået lånet i orden, har jeg hørt."
   Mona og Jørgen tog afsked med dem og gik, og mor og datter sad og faldt tilbage i en behagelig mathed.
   ---
   Solen ramte nu gården og bag Anitas vindue var hun tæt ved at vågne. Hun kom gradvis op til overfladen og skulle lige besinde sig på, hvad det var for en dag i dag, men så kom det: hendes fødselsdag. Hun var voksen nu ifølge lovgivningen. Hun sprang op og udstødte et glædeshyl.
   Hendes mor var -*/taget af sted, men da hun gik ud gennem stuen for lige at komme i badeværelset så hun, at der lå en seddel og en pakke. På sedlen stod der, at hun nok skulle tage noget fødselsdagskage med på hjemvejen.
   Da hun havde nettet sig lidt og spist noget morgenmad, tændte hun sin pc for at tjekke mail, og der var et elektronisk postkort fra Johnny med balloner og blomster, hvor han ønskede hende til lykke med dagen. Han skrev også, at han ville komme senere med en gave.
   Hun var ved at eksplodere af glæde, men besindede sig så lige på, at hun skulle huske at komme i A-kassen og snakke med dem. For et par dage siden var hun officielt ledig og havde meldt sig som sådan på Jobcenter, og fra i dag kunne hun få dagpenge. Det var bare med at få det ordnet, så hun kunne nyde resten af dagen. Hun havde lyst til slå en vejrmølle, men det havde hun aldrig kunnet.
   Hun fandt ud af hvor hendes a-kasse lå og konstaterede, at det ikke var så langt væk. Hun fandt sin ledighedserklæring frem og gik af sted. Hun følte nærmest at hun svævede og havde lyst til at kramme alle de mennesker hun mødte uanset hvem de var.
   Hun var snart fremme ved A-kassen og blev modtaget af en venlig mand med mørkt fuldskæg ved skranken. Han tog en kopi af hendes papirer og skrev ind i computeren. Bagefter forklarede han hende, hvordan hun om nogle uger skulle udfylde dagpengekortet, og hvordan hun skulle gøre det online. Der var jo også noget med at oplyse arbejdstimer, hvis man havde deltidsjob, men det havde hun jo ikke.
   Det gik jo let, og på var ud var hun næsten ved at give et hop. Så kunne hun helt sikkert klare det frem til august, hvor hun så ville være SU-modtager. Det var så bare lige hvad det var, når hun nu blev udeboende.
   Men nu ville hun vente med at tænke på det, nu skulle fødselsdagen nydes. Hun løb hjem igen i lejligheden og satte sig til at kigge lidt i Sangbogen, som hun havde fået for vane, når der var en ledig tid.
   Det ringede på døren, og hun lukkede op. Der stod Ellen.
   "Til lykke med de atten, Anita," sagde hun og rakte hende en lille pakke.
   "Ih tak, det er da alt for galt," sagde Anita.
   "Nu er du jo voksen ifølge loven, selv om jeg nok synes du har været det før, mere end visse andre her i huset."
   "Ja, men kom da lige ind og få en kop med."
   "Jo tak da, din mor er vel på arbejde?"
   "Ja, hun havde efterladt en gave til mig."
   De sad og snakkede lidt, og Ellen kom som sædvanlig med nogle stikpiller om Morten Hansen og hans slæng.
   "Med respekt og venlighed kommer man længst, men du virker jo også som en, der er klar over det."
   Anita nikkede og de sad længe og snakkede om det ene og det andet. På et tidspunkt rejste Ellen sig, hun skulle jo besøge sin søster.
   "Men det var da hyggeligt du kom og lykønskede mig," sagde Anita.
   "Det var en sand fornøjelse."
   Anita gik til pc'en igen, da hun var alene og så, at Mona sandelig også havde sendt hende et fødselsdagskort. Hun begyndte at føle, at det her måske var den bedste fødselsdag hun nogensinde havde haft.
   Hun gik nu ind på YouTube og afspillede noget musik derfra. I disse dage kunne hun gøre det uforstyrret, især i dag nød hun det.
   Det var solskinsvejr, så hun ville gå over og nyde det ovre i Assistens. Hun gik af sted så hun næsten følte hun svævede, forbi sin gamle skole, som ellers havde det med at vække minder i hende hun godt kunne undvære, men i dag tænkte hun på den dag hvor flere af børnene havde fri og Martin havde løbet i vild fart og kom til at torpedere hende. Nu kunne hun ikke lade være med at smile, da hun tænkte på det.
   Hun fandt snart sin yndlingsbænk, hvor hun ofte havde sat sig for at græde, det var et sted hvor ikke ret mange kom forbi. Nu sad hun der for at nyde solskinnet og al den grønne beplantning. Et egern kom løbende hen over stien, den kravlede op på bænken og sad som om den holdt vagt.
   "Hej med dig," sagde Anita, "jeg har desværre ikke nogen nødder, eller havde du da fået en."
   Egernet tog et spring og forsvandt mellem buskene.
   "Farvel, lille ven."
   Der var begyndt at komme det første fuglekvidder. Det var bare et spørgsmål om tid inden det fulde kor var i gang. Hun lukkede øjnene og drømte. Karnevallet i Rio. Musical og koncert i New York. Måske en tur til en af Europas hovedstæder.
   Hun var langt væk og var lige ved at glemme tiden, men nu så hun, at det var tid at gå hjem.
   Hun nåede lige hjem inden hendes mor kom fra job. Hun ønskede Anita til lykke og Anita takkede for gaven.
   Det varede ikke længe inden der gik en mail ind, som var fra Preben. De reagerede begge to med at give et ryk og åbnede den. Han fortalte, at nu havde han fundet et godt hus, og der var vedhæftet et billede af det, et blåt hus med en lille have, der var skov i baggrunden. Der var ingen lykønskning.
   "Han har glemt min fødselsdag," sagde Anita, hendes stemme knækkede lidt.
   "Det ser sådan ud," sagde hendes mor, "men han har nok haft travlt både med at se på huse og gå sine forældre til hånde."
   De læste lidt videre og så, at han kom hjem om to dage, og hvis de havde fundet en køber, så kunne vi flytte meget snart. Inger svarede med det samme, at der var fundet en køber til deres andel.
   "Ja, det er jo ikke første gang han har glemt den," sagde Anita med en stemme, der var lidt skarp, men hun tænkte sig lige lidt om. Det skulle ikke ødelægge hendes dag, det måtte det ikke. Hendes mor havde købt en pænt stor lagkage, og nu skulle de nyde den.
   Men de havde ikke siddet ret længe, så ringede det på døren. Da de lukkede op, stod Ava der med Martin.
   "Stort til lykke, Anita!" råbte de begge to og i et spring gav de hende et kram.
   "Tusind tak"
   Ava stak hende en pakke. "Den her har jeg lavet specielt til dig."
   " Ih, tak."
   Martin stak hende en mindre pakke. "Den her er til dig."
   "Hvor er I søde, kom indenfor til en bid kage."
   Det ville de gerne, og de kom ind og satte sig bordet.
   "Velkommen da," sagde Inger, "jeg er ked af alt det min mand har udsat jer for."
   "Ork, den slags tager jeg let," svarede Ava.
   Anita pakkede gaven fra Ava op og så, at det var et billede, der tydeligvis var Avas måde at gøre det på, den havde hun efterhånden lært at genkende, det forestillede en mørkhåret pige, omkring hende var der flere, der så på hende med kærlige blikke.
   "Det er sådan jeg opfatter dig," sagde Ava.
   "Tusind tak, den skal op og hænge med det samme jeg er flyttet ind derovre."
   "Ja, vi har godt hørt noget om, at du flytter i baghuset."
   "Min mand vil gerne flytte tilbage til Jylland," sagde Inger, "det har han drømt om i mange år, og nu var der chancen."
   "Vi er glade for, at vi beholder din søde datter i huset."
   Nu var det Martins gave. Det var en rød bil, som han selv havde skåret ud i træ.
   "Tak, Martin," udbrød Anita og gav ham et kram.
   Anita følte det som nogle indre mørke skyer lettede, og hun sad nu og snakkede med Ava og Martin om deres fremtid i huset.
   "Nu får jeg jo en stemme ved generalforsamlingen." sagde Anita.
   "En stemme mindre til Morten Hansens slæng," svarede Ava.
   Nu ringede det igen, det var Jørgen, der stak en buket blomster til Anita med atten blomster.
   "Jamen, tusind tak," udbrød Anita, "Kom da lige ind og få noget kaffe og kage."
   Det sagde han ikke nej til, så han kom ind.
   "Nå, vi er lige ved at være hele opgangen," sagde han med et smil, da han så Ava og Martin.
   Anita sad og iagttog sin mor, der synes at se noget betænkelig ud. Naturligvis, nu sad der en, som Preben jo slet ikke kunne fordrage. Der var bare ikke noget at gøre, han ville vise en erkendtlighed. Anita var nu også glad for, at hendes far ikke var til stede nu.
   "For resten," sagde Ava, "vi skulle også hilse dig og ønske til lykke fra vores flinke nabo, han kan jo ikke rigtig komme ned ad trappen mere."
   "Vi kunne have mere brug for elevatorer end altaner, som Morten Hansen råbte op om," sagde Jørgen, "det er bare ikke sikkert, at det teknisk kan lade sig gøre."
   "Morten Hansen og hans altaner," sagde Ava, "Han var som en brugtvognsforhandler, der sælger biler uden hjul."
   De andre lo, undtagen Inger, der gned sin hage lidt.
   Nu ringede det på døren, denne gang var det Jeanne og hendes forældre. De stod nu ude og sang en sang på portugisisk, som de lod glide over i Happy Birthday to you og For she's ajolly good fellow med tydelig accent.
   "Ih tak," sagde Anita, hun var så taknemlig, at hun havde svært ved at finde ordene.
   "Kom ned i gården," sagde Jeanne, "Vi har arrangeret en picnic derned til ære for dig, I andre følger også med."
   "Nej, det er da alt for galt."
   "Du fortjener det, kom alle sammen."¨
   De gik i række ned i gården og kunne se, at der var dækket op med mad, der så eksotisk ud. De gættede alle, at det nok var fra deres hjemland. De tog for sig, og Anita tog en bid, der fik hende til at drikke noget vand, da det var meget krydret."
   "Sådan en fødselsdag har jeg aldrig oplevet før," sagde Inger, og Anita observerede at noget gladere ansigt end hun havde været vant til at se på sin mor før.
   Nu kom Johnny ind ad porten.
   "Nå, det er her i fejrer det, men til lykke, Anita."
   Anita løb hen og krammede ham. Han havde en gave til hende, en CD, som han lige havde været i studiet og indspille. "Du bliver den første der får den," sagde han.
   "Det glæder jeg mig til." Hun præsenterede nu Johnny og præsenterede hver enkelt af de tilstedeværende for ham.
   "Hvor er det dejligt at se dig igen, Johnny," sagde Inger, "du var jo fjorten sidst jeg så dig."
   "Ja, der er jo gået nogle år," sagde han.
   "I dag fortryder jeg, at jeg ikke strittede mere imod overfor Preben, Anita kunne godt have brugt at have dig i alle årene i skolen."
   "Jeg kan godt forstå det var svært," sagde Johnny, "han har bare fyldt det hele og råbt op, det ved jeg."
   "Utroligt, alle de år jeg troede jeg var enebarn," sagde Anita.
   "Så havde du alligevel en halvbror," sagde Jeanne.
   "Jeg omtaler ham altid som min bror," sagde Anita.
   "Ja, jeg bryder mig ikke om betegnelsen halvsøster," sagde Johnny, "jeg ved godt den teknisk er rigtig." Han lagde en arm om Anita og holdt hende tæt ind til sig. "For mig er du min søster fuldt og helt."
   Luiza tørrede lige en tåre væk. "Hvor er det sødt," sagde hun. Inger nikkede og tørrede også en tåre væk med bagsiden af en hånd.
   Nu rakte Jeanne hende en gave og Luiza kom bagefter med en, der var fra hende og Antonio.
   Jeannes gave indeholdt et gavekort til Grand-biografen, de var enige om, at de skulle se en film sammen en dag. Hendes forældres gave indeholdt CD, der sandelig var familiens debut-CD.
   "Ja, vi har været i studiet nogle dage," sagde Antonio.
   "Den glæder jeg mig til at høre," sagde Anita mens hun tænkte, at hun måtte købe en CD-afspiller.
   "Tænk hvis vi kunne danse i gården," sagde Jeanne.
   "Vi kunne danse samba," sagde Anita og gav sig til at hoppe lidt rundt. Jeanna grinede.
   "Nu skal du se," sagde hun og tog et par dansetrin. Anita efterlignede dem, og straks var forsamlingen munter over at se deres forsøg på at genskabe karnevallet i Rio.
   Marius fra bestyrelsen kom gående. "Det er godt nok det muntre hjørne," sagde han. "Ja, ja, vi er jo blevet beskyldt for samba i gården."
   "Nu er det blevet virkelighed," sagde Jeanne med et grin og tog et par trin fremad, som Anita uden held efterlignede.
   "Vi genskaber karnevallet i Rio," grinede Jørgen, "spøg til side, vi fejrer Anitas atten års fødselsdag."
   "Jamen dog, til lykke," udbrød Marius og gav Anita hånden.
   Der gik ikke lang tid, så kom Jens og Marianne og deres piger løbende. "Stort til lykke!" råbte de i kor, deres to piger kom løbende i forvejen, Emma gav hende en tegning, der forestillede Anita sammen med deres hund, Lea gav en lille potteplante, som hun selv havde lavet. Anita takkede dem hjerteligt og krammede dem. Jens og Marianne gav en indpakket gave.
   "Nu er vi næsten hele bestyrelsen samlet," sagde Jørgen.
   Anita pakkede op og så nogle køkkenredskaber, som de mente hun nok fik brug for, når hun nu skulle have sit eget.
   "I er vel nok søde," sagde Anita og krammede dem.
   "Men skal vi fortsætte med karnevallet i Rio," sagde Jeanne, og straks hoppede de igen og tog alle børnene med i dansen, de hujede.
   Den næste der dukkede op, var Lena, og nu måtte Jørgen konstatere, at hele bestyrelsen var samlet.
   "Ja, ja, samba i gården," sagde hun med et grin, "Men jeg kan jo forstå, at det er en fødselsdag, til lykke, Anita."
   I næste øjeblik kom Jannie ind ad porten, hun spænede direkte mod Anita og krammede hende. "Min mor fortalte du blev atten, stort til lykke."
   De satte sig nu roligt ned, og Marianne tilbød at gå ind og lave noget kaffe, som hun kunne tage med ud, de havde en stor termokande, som de brugte til skovture. Hun gik ind og kom ud med den store kande, og alle fik nu en kop og sad nu og snakkede.
   Da de blev enige om, at nu måtte de slutte, for det var snart for sent at larme i gården, gik alle hver til sit og Anita takkede dem alle for en mægtig fødselsdag. Hun gik op som en af de sidste sammen med sin mor.
   "Utroligt, Anita, vi har boet i mange år her uden at kende folk i ejendommen, ikke engang i opgangen, og nu har du lært så mange at kende på mindre end et år."
   "Ja, det skete bare," sagde Anita. "Desuden må jeg sige, selv om det måske gør dig ked af det, de kender godt far, men ikke for det gode."
   Inger nikkede. "Jeg ved det sådan set godt, og nu er jeg jo gået med til flytningen, fordi jeg håber det vil ændre hans opførsel."
   "Det må vi jo se."
   Anita var ved at komme ned igen oven på den løftede stemning. I morgen skulle hun underskrive salgs- og købsaftalen sammen med sin mor, og om få dage kom hendes far hjem for at starte flytningen. Hun vidste godt, at hendes mor ikke havde fortalt faren de nærmere detaljer, hvem køberen var og at Anita ikke flyttede med. Måske burde man forberede ham, men på den anden side, risikoen kunne være, at han så afblæste det hele.
   Nu var det bare med at få en god nats søvn.
   ---
   Næste dag fik de besøg af Mona, der kom med det papir Anita skulle underskrive. Hun satte sig ned og forklarede de vanskelige ord for hende, og til sidst skrev Anita under.
   "Jannie sagde, at I vist havde en balstyrig fødselsdag i går," sagde Mona med et smil.
   "Ja, nu kom det næsten til at passe, det med samba i gården," sagde Anita. Hun tænkt straks, at den spøg forstod Mona vist ikke. Men hun nikkede og så alvorlig ud.
   "Jeg har haft besøg af din far et par gange på kontoret," sagde hun og blev mere alvorlig.
   "Nå, så du forstod godt hvad jeg mente."
   "Ja, han kommer med alle mulige ønsker om at føre sag mod den nuværende bestyrelse, og ja, den med samba i gården har jeg hørt, og kaffeklub og føleri. Jeg har hver gang sagt, at hvis han virkelig mener, at den nuværende bestyrelse vanrøgter økonomien eller ikke gør deres pligt, så må han komme med et bevis i form af for eksempel regnskaber eller papir på aftaler, der er brudt, men han er helt umulig. Alt det der med kaffeklub og hvad han ellers siger kan jo ikke bruges til en hujende fis. Hvis han stod og sagde det i retten, så ville de bare, som min datter ville sige det, grine deres røv i laser."
   "Han vil nok ikke være glad for dem handel vi har gjort," sagde Inger.
   "Det er for sent at trække den tilbage," sagde Mona. Anita syntes nu næsten hun lignede en soldat, der var klar til kamp. "Og Anita, husk at du er myndig nu og har ret til selv at bestemme hvor du bor. Har du brug for hjælp, så ring til mig."
   Anita nikkede. Mona rejste sig, smilet vendte tilbage og hun gav dem hånden til farvel.
   Mor og datter sad nu alene tilbage. Da døren lukkede, blev stilheden næsten hellig. De to så på hinanden, som om de endelig havde trukket vejret frit."
   "Vi har gjort det rigtige," sagde Inger, "det skal du holde fast i."