Anita vidste godt, at nu ville det snart være opgørets time.
   Alt var i orden med handlen, alt var skrevet under, bestyrelsen havde godkendt handlen. Ingen problemer her. Disse dage, hvor hendes mor var på arbejde, var som en forsmag på at få sit eget. Stå op og være alene, ikke frygte råb, spise frokosten når man syntes det passede. Hun havde opdaget, at stilheden ikke længere føltes tom. Den var hendes.
   Hun nød samtalerne med Johnny. Han havde tilbudt sin hjælp med flytningen, hvad Anita havde sagt ja til. De var enige om, at han skulle komme og hjælpe så snart deres indbo var ude og på vej til Jylland og så hjælpe med at få Anitas ting over i baghuset og Jens og Mariannes ting op i lejligheden. Ellers kunne det slå gnister mellem ham og Preben.
   Anita kunne ikke lade være med at tænke på hvad der ville ske, hvis hendes far og Johnny stod overfor hinanden. 'Det ville helt sikkert ikke lyde kønt. Hvis bare hendes far ville indse, at han gjorde noget galt, så troede hun også Johnny ville tilgive og acceptere undskyldningen. Men tanken om at det ville ske virkede umulig.
   Der tikkede en meddelelse ind fra Preben om, at han kom tilbage om to dage. De tidligere beboere i huset skulle lige have nogle dage til tømme huset helt, men så var det parat til dem. Han havde tydeligvis ingen mistanke om, at datteren i familien ikke flyttede med. Anita overvejede at skrive det, men hun indså, at så ville han måske afblæse det hele.
   Det var sommervejr, så hun gik meget ude. Jeanne havde travlt på grund af årsprøve, men når hun holdt en pause, kom hun ud i gården, hende og Anita havde muntre samtaler, ikke som de meget alvorlige de ellers havde haft før.
   De kiggede nu op på det vindue, der tidligere havde været Morten Hansens. Det blev åbnet af en kvinde omkring de fyrre, der smilede til dem.
   "Nå, så flytter der endelig nogen ind der," sagde Anita.
   "Ja," svarede Jeanne, "jeg har hilst på dem, det er en familie med to børn, en dreng og en pige."
   "Så bliver der jo flere børn i huset."
   "Det bliver nok livligt."
   Anita nød tanken. Men hun vidste, at roen kun var midlertidig. Der var stadig én storm, hun ikke havde været igennem.
   ---
   Nu var det dagen for Prebens tilbagekomst. Anita var spændt. Hun kom til at tænke på, at hendes mor tydeligvis ikke havde sagt jobbet op. Hun havde vel en tids opsigelse, men Anita vidste ikke lige hvor lang den var. Men det kunne hun vel selv holde styr på.
   Da hun ud ad gadevinduerne kunne se sin far ankomme, begyndte hendes hjerte at galoppere. Der var heldigvis kun en time til Inger kom hjem, det var bedst at være to om skraldet.
   Lidt efter kunne hun høre sin far tale ude på trappen. Det var ikke med hans sædvanlige råberi. Hun genkendte den stemme som svarede ham, Sverre. Planlagde de noget? Hun kunne ikke lade være med at spidse ører. Det var måske ikke pænt, men på den anden side, de stod jo og snakkede på trappen, så næsten alle kunne høre det, så var det jo deres ansvar det ikke forblev hemmeligt.
   "Der går jo rygter om at du flytter," sagde Sverre.
   "Ja, det gør jeg, nu skal jeg simpelthen bare hjem hvor jeg hører til blandt ordentlige mennesker, som man kan snakke med. Slut med alt det fis og føleri."
   "Så er du formodentlig ikke meget for at tage kampen op imod dem igen?"
   "Den kamp troede jeg, du havde opgivet."
   "Ja, men da Lisette begyndte på den igen efter at hun havde fået sikret sig sit butikslokale, så kunne jeg se, at vi stadig er nogen i huset, der er fornuftige."
   "Jeg vil da ønske jer held og lykke med det."
   "Vi har brug for det, for alt peger imod, at vi ikke får meget opbakning. Der er lige flyttet en ny børnefamilie ind i Mortens tidligere lejlighed, jeg prøvede at fortælle dem noget om hvad der foregår, men de virkede ikke særligt interesserede."
   "Men du har jo en lejlighed, som du kan få en fed pris for, du kan gøre ligesom os, sælge den og vende tilbage til Jylland, hvor man stadig har benene på jorden."
   "Ja, jeg er nu altså fra Amager og jeg synes jo ligesom det er her jeg hører til."
   "Nå."
   Med dette lille ord røg Preben op i sit sædvanlige leje.
   "Det har du aldrig fortalt mig." Anita følte, at hans stemme nu kunne skære i glas.
   "Du har jo ikke spurgt."
   "Næ, det har jeg vel ikke, men ok, det er jo også holdningerne der tæller og ikke det sted man er vokset op."
   "Det ville jeg også mene."
   "Nå, men god dag og held og lykke med fornyet kamp."
   Anita fjernede sig hurtigt fra døren og gik til sit værelse. Hun kunne nu høre sin far bande et par gange, men så kom den.
   "Ba ba Baaa."
   Hun vidste, at hun burde være hærdet, men alligevel gik det gennem marv og ben. Hvor hun dog hadede den sang, hvis man kunne kalde den sådan. Der var noget næsten uhyggeligt ved den. Som om tonen kom fra en, der havde sejret.
   Udenfor sang en solsort, som for at drille. Den lød som foråret, som noget, der fortsatte, uanset hvad mennesker råbte og troede.
   Hun sad sådan, da døren gik op, og hendes mor trådte ind.
   "Så er han hjemme," sagde hun.
   "Ja," svarede Anita. "Han har allerede haft en samtale med Sverre."
   Inger sukkede tungt og satte indkøbsnettet fra sig.
   "Det var vel også det eneste, der manglede."
   "De talte om at tage kampen op igen. Jeg tror, det brænder på."
   "Det gør det altid, når de to mødes. De puster til hinanden, og så føler de sig levende."
   Der lød nu lyden af skramlen ude fra stuen. Et skab, der blev åbnet, glas der klirrede, som om han ville markere sin tilstedeværelse.
   Inger rettede sig op. "Jeg håber, du ikke svarer ham igen, hvis han begynder."
   "Jeg ved det ikke, mor."
   "Lad ham bare tale ud. Han er som et gammelt tordenvejr - meget larm, lidt regn."
   "Men det føles, som om han altid slår ned i mig."
   "Det ved jeg."
   Ude i stuen begyndte sangen igen.
   "Ba ba baaa."
   De så på hinanden. Uden at sige mere vidste de begge, at tiden for tavshed var forbi.
   De gik ud til ham, og han hilste på dem i en overstadig tone. " Så er vi en familie igen - alt som det skal være" og nu fortsatte han: "Ba ba baaa!"
   "Nå, lad os få noget kaffe og snakke om det sammen," sagde Inger og gik i køkkenet for at sætte vand over. Preben og Anita tog kopper frem. Anita tænkte på hvordan hun skulle stoppe den ulidelige sang, men kom så til at tænke på, at den ville snart stoppe. Chokket over, at hans eneste allierede i huset var en københavnersnude var hurtigt forduftet ved tanken om at vende tilbage til paradiset, hvor alle var som ham selv. Men nu ville der snart sprænge en større bombe.
   Snart efter sad de alle tre ved bordet. Han satte sig tungt i stolen, som en general, der allerede havde vundet slaget.
   "Hvordan går det med din far?" spurgte Inger.
   "Jo, han er udskrevet og han klarer det, det var bare en streng omgang."
   "Kan han stadigvæk klare at passe gården?"
   "Det er tvivlsomt, de snakkede om at sælge den, men det er hårdt ved dem."
   Inger nikkede. "De ved jo nok ikke, hvad de så skal få tiden til at gå med."
   "Nå, men har du så fået ordnet salget af lejligheden, Inger?"
   "Ja, den er klaret."
   "Godt, så kan vi betale huset uden problemer, men hvem har du solgt den til."
   "Til familien i baghuset."
   Nu forsvandt Prebens smil som på kommando.
   "Hvad er det du siger!?" Han kiggede stift på hende.
   Anita tænkte, at hun skulle have haft et par ørepropper.
   "Jeg siger det, som du hørte, til familien i baghuset, de har jo brug for mere plads, så de er glade for det."
   Han hamrede en knytnæve i bordet, så kopper og tallerkner hoppede. "Og det har du bare gjort uden at spørge mig til råds! Ja, de har sikkert siddet som gribbe for at få fat i vores lejlighed, og nu kan de så terrorisere opgangen her med deres snotungers larm som om det var ikke var nok vi havde billedsmørerens knægt og så vores overboers musik."
   "Kan du ikke være ligeglad, når du alligevel flytter herfra?"
   "Jeg kan ikke være ligeglad med dit forræderi og at du har gået bag om min ryg."
   "Du bad mig selv om at ordne salget, mens du var i Jylland."
   "Jo, men jeg gav dig ikke tilladelse til at sælge til hvem som helst, du har solgt til dem uden min tilladelse."
   "Helt ærlig, det har sparet salæret til en ejendomsmægler, som jo er lidt af en ekstra post, og desuden er det mig, der har underskrevet andelsbeviset, så lejligheden har officielt været min i den tid vi har været andelshavere."
   "Det er ulovligt, jeg vil føre en sag!"
   "Jeg er vidne," sagde Anita, "og jeg hørte selv, at du sagde til mor, at hun skulle ordne salget mens du var væk."
   "Det er dog... hvad er det for en verden vi lever i."
   Han hamrede begge næver ned i bordet og var ved at synke sammen. Efter nogle minutters tavshed, hvor han efterhånden fik rettet sig op igen, sagde han: "Men hvem skal så bo i deres hummer?"
   Anita svarede prompte. "Det skal jeg." Nu blev Prebens øjne så store som en ugles.
   "Sig mig, jeg hørte vel forkert, jeg syntes du sagde, at det skulle du."
   "Du hørte rigtigt."
   "Inger, går du ind for det?"
   "Ja, det gør jeg!"
   "Altså, nu... her gør jeg alt for at holde sammen på familien, og så splitter I den bare ad! Men I kan tro nej, Anita flytter med, det er noget jeg bestemmer."
   "Det har du ingen ret til at bestemme," sagde Inger, "Anita er voksen nu og har ret til at bestemme, hvor hun vil bo."
   "Så længe hun bor under mit tag, så har hun at rette sig efter mine regler! Anita, du følger med, du er sytten, så jeg bestemmer."
   Anita lagde armene over kors. "Jeg blev atten mens du var i Jylland". Nu blev Prebens øjne store igen, han tabte underkæben. Der fulgte en lang tids tavshed.
   "Det... det kan ikke passe," sagde han. "Jeg har da ikke... det stod da ikke i kalenderen."
   "Ja, du glemte jo hendes fødselsdag, men det er jo ikke første gang."
   "Men jeg havde nok at se til, min far, du ved, og så ud og se på huse."
   "Men du havde tid nok til at sende besked om at du havde fundet hus lige netop på denne dag. Du kunne i det mindste have tilføjet et til lykke!"
   Anita kunne ikke huske hvornår hun havde hørt sin mor tale så skarpt.
   Nu rettede Preben blikket med Anita.
   "Men det ændrer ikke noget, du bor under mit tag og så har du at rette dig efter mig, det er for dit eget bedste."
   "For dit bedste," sagde Inger skarpt. "Hun er myndig og har lov til selv at bestemme."
   "For satan, der er forskel på at være voksen og opføre sig voksent! Kan du ikke se det?"
   "Jo, det ser jeg udmærket, du er selv et lysende eksempel på det, i den tid vi har været familie, har du været det største barn, som jeg har skullet passe på."
   Prebens øjenbryn røg op i panden. Han sank sammen og nu fulgte lang tids tavshed.
   "Så der er det altså kommet til," sagde Preben med et dybt suk. "Jeg har knoklet for at holde sammen på familien, og det er så hvad jeg får. Men Anita, jeg bestemmer, og du flytter med."
   Inger rettede sig helt op og så nu med et stift blik på Preben. "Hvis du bare prøver én gang mere på at tvinge Anita med," sagde hun og så ham lige i øjnene, "så bliver jeg her i København, og du tager af sted alene. Det siger jeg kun én gang."
   Preben åbnede munden for at svare, men der kom ikke noget. Preben åbnede munden, som om han ledte efter et ord, men der kom intet. Hans skuldre faldt sammen, og blikket gled ned i bordpladen. Han sad stille for en tid. Så rejste han sig og gik uden et ord.
   "Du var modig, mor," sagde Anita.
   "Nej, såmænd ikke, bare træt af det hele. Jeg ved vi har gjort det rigtige, hold fast i det."
   Anita nikkede.
   Udenfor var alt stille. Selv fuglene holdt vejret.
   ---
   Jens sad ved spisebordet med de sidste papirer fra flyttesagen. Marianne var gået ud med Bongo, og pigerne sad ved bordet og tegnede. Han havde netop skrevet en mail til bestyrelsen om overdragelsen af lejligheden-
   "Nå," sagde han til pigerne, "glæder I jer til at få jeres egne værelser?"
   "Jah," råbte de.
   "Vi får jo mere plads, og Anita flytter herover, så I kan løbe over til hende."
   De jublede.
   Telefonen ringede. Navnet på displayet - Preben Jensen - fik ham til at sukke.
   Han tog alligevel telefonen.
   "Ja, det er Jens." Han sagde til sig selv, at han måtte være rolig for ikke at pigerne skulle blive opskræmte.
   "Det er Preben." Der var en anspændt, næsten forceret venlighed i stemmen. "Nå, så du har vist fået lidt travlt, hvad? Jeg hører, du har gang i noget flyttecirkus."
   "Ja," sagde Jens. "Vi flytter jo over i jeres gamle lejlighed på torsdag."
   "Aha, Ja, det er jo altid godt at have et sted at være," sagde Preben, med et grin der lød, som om det hang i halsen. "Men... nu er det jo sådan, Jens, at der er sket en vis misforståelse. Jeg hørte nemlig, at I har lavet en aftale med min kone uden mit samtykke, og den slags går jo ikke."
   Jens satte sig lidt tilbage.
   "Jeg forstår," sagde han langsomt. "Men det er ikke nogen misforståelse. Handlen er godkendt af bestyrelsen. Vi har underskrevet alt."
   "Ja, ja, papirnusseri," sagde Preben hurtigt. "Det er ikke det, jeg taler om. Det handler om principper, Jens. Man går ikke bag om ryggen på folk. Det er et spørgsmål om moral."
   Der var et kort ophold. Jens lod stilheden arbejde for sig.
   "Så du mener," sagde han, "at din kone handlede umoralsk ved at gøre det, du selv bad hende om at ordne?"
   Der lød en tung vejrtrækning i røret.
   "Det er jo nemt for jer at stå der med jeres smarte replikker. Men du skal vide én ting, Jens - den der aftale, den holder ikke. Jeg vil tage det videre."
   "Det må du selvfølgelig gerne," sagde Jens. "Men det ændrer ikke noget. Så skulle du have ventet med salget til du kom tilbage, men du havde jo så travlt, at du bad din kone om at ordne det, Det har jeg fuld forståelse for, det var jo skrækkeligt med din far og hans blodprop, men når du har bedt din kone om at klare det, så er det noget besynderligt at ville omgøre det."
   "Hun har ikke ret til en sådan handling uden mit samtykke."
   "Det er jo hende, der har underskrevet jeres andelsbevis, så hun er i sin fulde ret. Vi flytter ind, og Anita flytter herover."
   Der blev helt stille. Så kom et kort, hårdt åndedræt.
   "Det er hende, du har påvirket, ikke? Dig og hende billedsmøreren. Jeg ved udmærket, hvordan I snor jer ind på unge piger med jeres liberale sludder. Jeg har set den slags før."
   Jens smilede tørt. "Jeg tror, du forveksler indflydelse med tillid."
   "Tillid?" Preben hævede stemmen. "Man kan ikke stole på nogen længere. Ikke engang sin egen familie."
   Jens svarede ikke. Man kunne høre Preben trække vejret tungt i den anden ende, som om han forsøgte at finde et sted at lande sin vrede.
   "Nå," sagde han til sidst, "I tror måske, I har vundet, men det hele ender galt. I skal bare se."
   "Det håber jeg ikke," sagde Jens roligt. "For Anitas skyld."
   Der blev stille igen. Så lød en dæmpet latter i røret - en kort, tør lyd, som et hængsel, der knækker.
   "Du skal ikke tro, du forstår mig, Jens. Der er forskel på at være klog og at have ret."
   "Ja," sagde Jens. "Det ved jeg udmærket."
   Så lagde han på.
   Han sad et øjeblik og stirrede ud i luften. Der var noget sørgeligt over det hele. Han kunne næsten se Preben for sig - alene i den mørke stue, med kopperne, der stadig stod fremme, og kaffeduften, der var begyndt at blive bitter.
   Da Marianne kom ind ad døren, spurgte hun:
   "Hvem var det du talte med?"
   "Preben Jensen," svarede Jens.
   "Åh nej," sagde hun. "Hvad ville han?"
   Jens trak på skuldrene.
   "Bare vinde et slag, der allerede er tabt. Det passer ham ikke, at Anita bliver her i København, men det kommer vel næppe som en overraskelse."
   "Nej, absolut ikke, bare hun nu står fast."
   "Hendes mor har tydeligt fået nok af sin mands dominerende adfærd, så hun skal nok bakke op."
   "Men hvad kan han finde på?"
   "Vi er heldigvis flere i huset, der bakker op."
   De blev nu enige om, at det var tid til aftensmad og gik i køkkenet.