Der er noget i mig, jeg ikke kan se.
Noget der hvisker bag ribbenene,
et lille ekko i lungen,
som skygger for min ro.

Jeg har båret en fornemmelse,
længe før nogen satte ord på den -
en fornemmelse
af, at noget i kroppen
ikke længere spiller med på mit hold.

Nu hvor lyset endelig peger på det,
føles det ikke som fald,
men som en hånd på min skulder,
der siger:
"Jeg ser dig. Vi undersøger det."

Og det mærkelige er,
at lettelsen fylder mere end skrækken.
Måske fordi uvistheden altid er værst
når den bor i mørke,
uden navn, uden billede.

Jeg er træt.
Mine kræfter har været små,
som en lunge der lige skal
falde sammen for at huske,
hvordan man fylder sig selv med luft.

Og midt i det hele står jeg
og tænker mere over,
hvem jeg skal beskytte mod mine bekymringer,
end hvem der skal beskytte mig.

Jeg er stærk,
selv når jeg ikke føler mig det.
Jeg bærer uvisheden med en slags ro -
selv når jeg undrer mig over,
at jeg ikke ryster mere.

Jeg ved ikke, hvad der kommer.
Men jeg ved, at jeg bliver taget alvorligt nu.
Og at ethvert svar,
selv de sværeste,
er nemmere at bære
end det, der ikke har et navn.

Så jeg trækker vejret
én dag ad gangen,
og håber
at jorden
bliver ved med
at bære mig.