Universet sender os alle sine særlige beskeder, men denne dag sendte det mig noget ganske særligt.

Nogle beskeder behøver ingen afsender.
De finder os, når vi er klar til at lytte.

Der findes øjeblikke, hvor verden taler blidt, og hjertet genkender stemmen selv når navnet er gemt i vinden.

Jeg tager imod universets små tegn i stilhed, for nogle gange er stilheden selv et svar.

Jeg trådte ud af kontoret fra en af de seks kommuner, på vej til en borgersamtale med min kollega fysioterapeut og faglig koordinator.

På parkeringspladsen så jeg fire små, lyserøde roser, bundet sammen med en snor og et stykke papir, hvor der stod: "Tak, fordi du er til." De lå på min bils forrude, lige der, hvor blikket møder verden.

Jeg smilede og lagde roserne ind i bilen.
Måske var de lagt der ved en fejl og hvis ikke, så tak til universet for sin fine tanke.

Min kollega, 25 år og fuld af liv, drillede mig kærligt:
"Der er vist nogen, der er forelsket i dig."
Han fortalte grinende om sin egen forelskelse i sin "Barbie-dukke". Jeg grinede med.

Og mens vi gik mod bilen, begyndte han at synge lavmælt:
"Love is in the air..." Hans stemme blandede sig med eftermiddagens bløde lys, og jeg kunne ikke lade være med at smile. Livet havde sine små melodier,
selv midt i arbejdsdagen.

Han lever i den fase, hvor mænd ser mere, end de forstår. I tyverne søger de ydre skønhed, i trediverne begynder de at værdsætte mod og indsigt og i fyrrerne og fremefter ønsker de blot at se på kvinden
og blive forstået, uden ord.

De, der formår det allerede tidligt i livet,
er sjældne sjæle i kærlighedens eventyr.
Han er endnu ung. Tiden vil modne hans blik.

Vi lo, faglig koordinatoren og jeg. Og netop den dag var jeg lykkelig, for jeg havde hjulpet ægteparret
fra "Når faglighed møder hjertet" med at placere borgerens plejeseng, mens loftliften blev monteret, så ægtefællens seng kunne stå side om side i stuen.

Sammen indrettede vi rummet, så det dækkede deres behov og mine stjerners.

Ægtefællen undskyldte gentagne gange
for at have talt hårdt til mig den dag, jeg måtte tage afgørelsen. Jeg bryder mig ikke om magt, men mit arbejde kræver det,
når det er nødvendigt.

Jeg forstod ham. Hans vrede var ikke personlig, den var sorgens stemme, forklædt som forsvar.
Han kunne ikke se min faglighed, men han mærkede den, da jeg lod blomsterne, han havde købt som undskyldning, blive stående på natbordet mellem deres senge.

De blomster skulle sprede kærlighed
i deres nye rum, et ekstra sprog for nærhed.

Da jeg trådte ud fra deres hjem, så jeg på afstand to duer på min bil, de mest elskede fugle for mit hjerte. De havde efterladt deres spor på lakken.

Mens jeg ventede på, at de fløj, tænkte jeg:
Kærlighed sætter mærker, ikke altid smukke, men altid sande. Og jeg elsker den, uanset sporene.

Jeg satte mig ind i bilen, tog min kuglepen og begyndte at lave mine skriblerier , så tankerne ikke forsvandt.
Mit utålmodige sind kæmpede for at komme hjem, bare for at sidde og lege med blyanten og indånde duften af maling.
Der, midt i hverdagens travlhed, var der et stille kald, en summen af skaberkraft, som ikke ville vente.

Jeg havde travlt; meget skulle dokumenteres, og jeg ville blot tilbage til kontoret. Men netop der kom ordene af sig selv direkte og spontane, fra hjertet ind i min notesapp.

Hvad duerne gjorde siden, er en historie for sig. Ideer til et nyt maleri voksede i mine tanker, og mine pensler kaldte på mig
jeg kunne høre deres stemme. De havde inspireret mig dybt.

Og mens jeg stod og ventede på, at duerne skulle flyve, blev dette digt født:


Hvis der stadig lyttes

Der fremsættes ingen bøn
om tilbagevenden

Oppe i vinden
banker et dueshjerte endnu
i den sagte artikulation
af et navn
gennem sprækken
mellem vindue og frihed

Savnet nævnes ikke
men universet
der hviler mellem hænderne
bærer erindringen
om hvordan nærværet engang lød
et åndedrag
der stadig genlyder i tidens væv

Der samles ingen skår længere
kun lys tælles
dog falder skyggerne
på den selvsamme hånd
der engang bar ømheden

Der skrives ikke
for at genkalde fraværet
men for at lade sproget ånde
der hvor tilstedeværelsen engang
fængslede hjertet
i tavshedens rum

Hvis der stadig lyttes
vil det forstås
dueshjertet gik ikke tabt
det blev forædlet
til stilhedens mest sandfærdige form

Og et sted mellem vindens lag
bæres endnu en varme
der ikke behøver navn
blot en vibration
en invitation
af to navne
der engang kendte hinanden
uden at mødes