Pludselig vidste jeg igen,
det var vingerne, jeg skulle finde frem
efter lang tid,
presset ind for at tilpasses
andres spejle,
måske
troede jeg,
det kunne skabe fred at give efter,
for det jeg troede,
de ville have.
Men det lagde en bly tung
sorg med over alting.
At blive svigtet uden
at kunne finde forståelse
i andet end deres misundelse og had
til det,
de vil se er mig.
At rejse sig og overvinde angst,
at turde gå min vej,
at begynde igen,
at lade dem synke
og efterlade dem der,
hvor de befinder sig endnu.
Jeg fandt hende igen,
min gamle bjergbestiger,
hende der har fulgt mig så mange gange,
og hende der ved,
hvor meget vingerne skal følges
med nænsom omtanke,
og hvor meget de kan bære
i de brede evige strejf
som altid vinder.
Og hvor lidt jeg skal sørge,
over mennesker der aldrig mere vil mig noget.
Os der ved,
man aldrig skal røbe,
hvor glæden kommer fra.