Karen syslede i køkkenet og var gået ud med affald. Da hun kom tilbage, jamrede hun sig højlydt: "Du tror det er løgn, men jeg er lige blevet bidt i armen af en teenager, som var klædt ud som en zombie. Ungdommen bliver sgu da også mere og mere uligevægtig hver Halloween!"
"Er biddet slemt og fik du skræmt ham borte?" spurgte jeg og skruede ned for tv'et fra den magelige lænestol.
"Jeg blev nødt til at slå ham i hovedet adskillige gange før han holdt op med at bide, og jeg slog ikke blidt. For satan da også!"
"Er det slemt? Skal du til lægen eller klarere du den?"
"Nej jeg klarer den med lidt forbinding," sagde hun.
"Er det så slemt?"
Hun kom ind i stuen og rakte armen frem: "Se selv."
Der var bidemærker alright. Der var et fint sæt tandmærker verificerende den skøre påstand om et muligt angreb.
"Du må hellere få skyllet det der under hanen," sagde jeg: "Er du sikker på at du er okay?"
"Ja, jeg har det fint. Jeg er blot lidt forskrækket."
"Sig til hvis du bliver dårlig. Så kører dig på skadestuen."
"Det er nok ikke så slemt når det kommer til stykket," sagde hun og vimsede tilbage i køkkenet for at skylle armen.
Jeg skiftede kanal på tv'et og skruede lidt op for nyhederne. Ude i køkkenet rumsterede Karen.
Jeg lyttede til vejrudsigten og da speakeren var færdig skruede jeg lidt ned igen og bemærkede her var blevet lidt stille på nær en ny lyd, en mislyd, der lød som en knurren. Jeg tænkte kort at vores kat måske var blevet skør for en stund og growlede lidt af et eller andet, som ikke behagede den.
På en eller anden led huede det mig ikke at Liam og Rosa var ud og plage husstande om slik, men det var trods alt kun Halloween en gang om året. Hvad hvis nu de blev mødt af samme galning, som havde bidt Karen?
Mine tanker fragtede mig langt borte.
Det ringede på døren og jeg blev med et sæt revet ud af overdrevne vanvidstanker. Karen vimsede hen til døren. Det var blot nogle børn der raslede for slik. De fik en håndfuld slik og så var de glade.
I tv viste de en zombiefilm, som led i en skrækmaraton for denne aften. De to helte i filmen gik efter zombiernes hjerne når de satte en endelse på deres lidelser. Macheter, økser og skydevåben virkede tilsyneladende fint imod denne plage. Men det vidste jeg jo egentlig godt, eftersom det ikke var den første zombiefilm jeg havde set i mit liv. Jeg ved ikke hvad filmen hed, men jeg lod mig rive med af stemningen i den.
"Gider du at besvare døren i en halv times tid imens jeg tager et bad og netter mig?" spurgte Karen.
"Ja selvfølgelig," svarede jeg.
"Vil du have en øl i mellemtiden til at hygge dig med?"
"Ja det ville være super," svarede jeg og blev glad over omsorgen.
Hun hentede en kold Heineken fra køleskabet og rakte den med et smil.
"Tak," sagde jeg og gengældte smilet.
"Det var så lidt. Vi ses om en snart," sagde hun og forsvandt fra mit åsyn.
I filmen var en af helte blevet bidt af en zombie, og inden længe blev han også til en zombie og angreb den anden helt. Helten afværgede dog angrebet med et skud til sin vens hoved og var nu helt alene i dette mareridt.
"Ding-dong!" lød dørklokken. Jeg havde ikke lyst til at løsrive mig fra filmen, men nu havde jeg lovet Karen at besvare døren. Jeg satte øllen på stuebordet og gik ud i entreen, hvor jeg åbnede døren. Tre udklædte børn stod og forventede slik. Jeg stak hånden i den mellemstore tønde med slik, tæt ved hoveddøren og gave dem en håndfuld hver. Spøgelset, varulven og robotten forsvandt ud i aftenen og jeg lukkede døren, og mine tanker gik til Liam og Rosa. Jeg håbede på at de ville komme hjem med et ordentlig læs slik hver især.
Jeg så på armbåndsuret, der viste lidt over halv ni, og satte mig atter til rette i lænestolen foran tv'et. Forhåbentlig blev jeg ikke forstyrret lige igen foreløbig.
Jeg havde ikke noteret mig tidspunktet hvornår Karen gik i bad, men tiden begyndte at føles lidt lang. Mon ikke hun snart var færdig med at nette sig?
Den var ti i ni da filmens rulletekster gled hen over skærmen. Filmkanalen ville vise John Carpenters film Halloween, som næste skrækfilm efter nogle reklamer.
Der opstod en lyd. Nærmere betegnet en mislyd. Først lød det som en growlen afløst af en sær snerren.
Mine tanker faldt igen på katten, men katte snerrede jo ikke så det kunne ikke være det. Så hørte jeg stønnen og klagesang, og før jeg kunne orientere mig yderlig, stod Karen med fremstrakte arme inde i stuen.
Hun var blevet bleg og øjne var blevet næsten mælkehvide. Hun havde ikke skiftet tøj, var stadig iklædt cowboybukser og hvid skjorte.
"Gr," kom det fra hende hvorpå andre lyde tiltog. Igen growlede hun, imens hun gik langsomt fremad og kom nærmere og nærmere.
"Stop denne spøg," sagde jeg og rejste mig instinktivt fra stolen. Karen reagerede ikke. Kunne det være at bidet fra tidligere havde forvandlet hende til en zombie? Jeg turde ikke løbe nogle chancer, og løb forbi hende op til førstesalen. Inde i soveværelset fandt jeg min pistol frem fra kommoden, en kaliber 38, og fyldte kugler i. Bevæbnet forlod jeg soveværelset og så at Karen var på vej op ad trapperne. Jeg rettede pistolen imod hendes hoved og sagde: "Stop eller jeg skyder!"
En growlen kom fra Karen og hun tog et enkelt skridt fremad eftersom hun allerede var i bevægelse. Hun havde noget i hånden, men det tænkte jeg ikke over og affyrede våbnet og så hvordan kroppen sank sammen og faldt ned af trinene. Sært, der kom stadig mislyde fra kroppen af. Måske havde jeg misset hovedet?
Forsigtigt nærmede jeg mig Karen og så at kuglen havde ramt lige i panden. Alligevel kom der stadig en growlen og gr-lyde fra hende. I hendes knugede hånd holdt hun sin mobiltelefon hvorfra lydene kom. Jeg vristede telefonen fra hendes dødsgreb og standsede lydfilen.
Angst spredte sig som løbeild i kroppen som en elevator på vej opad.
Jeg løb ind på toilettet til håndvasken for at få noget koldt i ansigtet, og bemærkede der stod hvidt pudder fremme i en dåse. I affaldsspanden ved siden at toilettet var et etui til kontaktlinser samt noget vat og indpakning til makeup i form af selvklæbende bidemærker. Alt sammen i Halloweens ånd. Noget sagde mig, at jeg måske havde overreageret.