Du går stadig rundt,
som om du ejer verden,
men sandheden er,
at du er helt alene.
Du kalder dem venner,
men det er bare navne på tomme skaller,
der kun husker dig,
når de mangler noget.
Du tror, du står stærkt,
men dine fødder synker i den jord,
du selv har gjort giftig.
Du ser det ikke endnu.
For mens du råber efter lys,
står du i ruinerne
af alt det, du engang var,
og den eneste, der kunne redde dig,
gik, da du lod mørket tale højere end kærligheden.
Så stå der bare,
og tro du stadig har styr på det
for det værste tab
er ikke, når alt forsvinder,
men når du stadig ikke fatter,
at du allerede har mistet det.