Det var nu ved nærme sig dagen for, at flytningen skulle finde sted. Både Jens og Marianne havde benyttet sig af noget afspadsering, så de havde fred til flytningen. De sad og lagde planer, mens tvillingerne var i børnehave. Bongo lå og sov.
   "Ja, så begynder de jo i første klasse efter sommerferien," sagde Jens, "jeg håber de bliver glade for det."
   "Ham der skal være deres klasselærer, virker fin nok."
   "Ja, han er meget sympatisk"
   Nu ringede Jens' telefon. Displayet viste, at det var Jørgen. Jens svarede.
   "Jeg er lige blevet kontaktet af en advokat, han siger at Preben Jensen vil stævne os for en ulovlig handel gjort uden hans samtykke."
   Jens sukkede. "Han er utrættelig." Han satte koppen fra sig. Kafferingen på bordet tegnede sig som en mørk cirkel - som om den gentog det, han sagde.
   "Jeg har forklaret ham det hele, og han siger, at som jeg forklarede det er der ikke noget at komme efter, men han kommer lige om lidt og tjekker papirerne."
   "Godt, men så er det forhåbentlig overstået."
   Da han havde afbrudt, forklarede han Marianne om det. Hun rystede på hovedet.
   "Jeg er glad for at Anita ikke flytter med ham," sagde hun, idet hun bed sig i læben.
   "Også mig, men jeg er lidt bekymret for hans hustru."
   "Jeg har på fornemmelsen, at hun skrider fra ham og bliver, ja, jeg kan ikke bevise det, men jeg synes det ligger i luften, hun er træt af hans facon."
   "Jeg vil håbe du har ret, men har jeg fortalt dig, at skifteretten nu har kommet med en afgørelse vedrørende Morten Hansen?"
   "Nej, det har du ikke før nu, men det var da glædeligt."
   "Ja, så nu flytter der nye ind i hans tidligere lejlighed, det er en familie med to børn, en pige på Martins alder og en dreng på Emma og Leas alder."
   Hun smilede. "Det bliver da hyggeligt."
   "Ja, og Mortens bror har også meddelt os, at han i dag vil overføre det beløb til os, som Morten snød os for, det kommer til at pynte på husets økonomi."
   "Så nu kan tågehornet ikke påstå alt sejler," lo Marianne.
   "Nej, absolut ikke, men han vil jo nok fastholde den påstand." Han rystede let på hovedet.
   "Hvis han havde været hjemme til sin datters fødselsdag, så havde han da fået ret i den der med samba i gården."
   De lo begge to. Bongo løftede hovedet og kiggede. Jens blev alvorlig igen. "Det var vist kun godt han var bortrejst," sagde Jens, "ellers tror jeg ikke den dag havde været så sjov og hyggelig som den var."
   "Nej, formodentlig ikke, men jeg havde nu ikke noget imod lidt samba i gården, vi har jo vores musikalske sydamerikanere, der kunne stå for det."
   "Ja, og Anitas bror, så længe han er i København."
   Der lød høj pigelatter ude i gården. Marianne strakte hals og så ud af vinduet.
   "Det er Anita og Jeanne, de ser ud til at more sig kongeligt."
   "Det er dejligt at opleve Anita på den måde, jeg kan huske da hun sad på bænken derude og så ud som om, at hun var sorgen og elendigheden selv."
   Jens så ud ad vinduet. "Jeg håber bare, vores gode ven ikke prøver noget i sidste øjeblik."
   Marianne sukkede. "Jo mere man prøver at stoppe ham, jo mere skal han bevise, at han stadig bestemmer. Sådan en mand slipper ikke bare taget."
   De satte sig ned og gjorde op hvad de havde i pulterrummet, som skulle frem igen.
   Solen lå skråt over gården. Pigerne lo stadig, og lyden bar helt ind til Jens og Marianne, som sad stille et øjeblik og lyttede.
   "Der er forår i det hus," sagde Marianne.
   "Ja," svarede Jens. "Og måske er det derfor, stormen ikke helt har lagt sig endnu."
   ---
   Udenfor stod Anita i sollyset, Jeanne havde armen om hendes skulder, og de lo af noget, kun de to forstod. Anita mærkede varmen i ansigtet, både fra solen og latteren. Hun tænkte, at det var første sommer, hvor hun ikke behøvede at spørge nogen om lov til at være glad.
   Jeanne var i gang med at fortælle om hendes dansklærer, der skulle forklare ordsproget "tomme tønder buldrer mest." Hun gengav nogle af de historier, som læreren havde fortalt som illustration.
   Anita morede sig over historierne, men sad og tænkte, at hendes egen far var et oplagt eksempel. De så nu Mariannes ansigt i i et baghusets nederste vinduer. De vinkede, og hun vinkede igen.
   "Nå, nu kan du snart selv stå i det vindue og vinke til folk," sagde Jeanne.
   "Ja, det glæder jeg mig til."
   Nu blev Jeanne alvorlig. "Hvad siger din far?"
   "Han er ikke glad for det, men min mor har sagt, at hvis han forsøger at tvinge mig, så bliver hun også i København."
   "Det er godt hun støtter dig, men gad vide hvor hun vil bo i så fald."
   "Ja, det har jeg også tænkt på, men måske kan hun bo hos mig."
   "Det er noget trangt."
   "Ja, de har jo klaret det med en familie på fire og en hund."
   Jeanne lagde en hånd på hendes arm. "Uanset hvad han siger og gør, du må ikke give efter. Udover at vi er flere i huset der vil være ked af, at du forsvinder, så vil det ikke være godt for dig, det vil være et nyt fængsel du flytter til."
   "Jeg ved det." Anitas stemme var begyndt at bæve.
   "Husk, du er myndig nu, brug det som argument."
   "Jeg ved at min mor støtter mig."
   "Men kan han finde på at bruge tvang?"
   "Jeg frygter det."
   "Jeg tror vi to skal lave en aftale." Hun lagde begge armene om Anita og holdt hende tæt. "Hvis han forsøger tvang, så send en sms til mig, skriv bare SOS, så ringer jeg til Jannies mor og beder hende komme med det samme."
   "Det er en aftale."
   "Skriv en kladde med det samme, så du kan sende den omgående med et tryk."
   Anita tog sin mobil op og skrev sos-beskeden og gemte den. Jeanne gav hende et kram, hvorpå hun måtte trække sig til sin eksamenslæsning.
   Anita gik op i lejligheden. Hun vidste egentlig ikke, hvor hendes far var gået hen. Han kunne snart komme tilbage. Hun sad lidt og så rundt på sine ting i værelset og gjorde sig tanker om hvor de skulle stå i hendes lejlighed. Hun døsede hen.
   Nu vågnede hun, da hun kunne høre døren gå derude. Det var for tidligt til, at hendes mor havde fyraften, så det måtte være hendes far. Det blev snart bekræftet, da hun hørte lyden. "Ba ba baa!"
   Hun forsøgte at læse i en bog, men kunne ikke samle sig, så hun gik ud i stuen for at se, hvad han lavede.
   Han lagde mappen på bordet og så på hende.
   "Nå," sagde han, "så tror jeg nok, vi får gjort noget ved den såkaldte handel. Jeg har talt med en advokat. Der er formelle fejl i papirerne, og jeg har tænkt mig at få det undersøgt til bunds."
   Anita så op på ham. "Du har forsøgt at annullere handlen?"
   "Jeg beskytter, hvad der er mit," svarede han kort og rettede på mappen. "Det hele er gået for hurtigt. Din mor har handlet over hovedet på mig. Sådan gør man ikke. Jeg vil bare sikre, at det går ordentligt til."
   "Det nytter ikke, far. Du får ikke noget ud af det."
   Han kneb øjnene sammen. "Hvad mener du med det?"
   "Jeg mener," sagde hun roligt, "at hvis du får ret, så går jeg ned på et herberg. Så må jeg sove dér, indtil jeg finder noget selv."
   Han stod et øjeblik som sømmet til gulvet. Anita benyttede pausen til at sende SOS-beskeden til Jeanne.
   Så kom det, lavt men skarpt:
   "Et herberg? Du er blevet vanvittig. Jeg har ikke slidt og slæbt et helt liv for, at min egen datter skal ende blandt drankere og narkomaner!"
   Anita svarede stille, "Det kan du også slippe for, hvis du godtager handlen som den er og at jeg flytter i baghuset."
   "Hvad bilder du dig ind!" Han slog hånden i bordet, men ikke hårdt nok til at vælte noget. "Jeg prøver bare at redde dig fra dig selv. Jeg har slidt et helt liv for at holde dig fra sådan noget, og nu vil du selv hoppe lige ind i det. Du tror, du finder frihed derovre - men du mister din familie."
   "Jeg ved præcis, hvad jeg gør," sagde hun. "Jeg bliver her. Hvis du forsøger at tage mig med mod min vilje, så går jeg, og jeg mener det."
   Der blev stille. Han stod og trak vejret tungt, som om hvert åndedrag var en beslutning, han ikke kunne tage.
   "Det er utaknemmeligt, det her," sagde han så. "Jeg gør alt for dig, og du kvitterer sådan."
   "Jeg kvitterer med sandheden," svarede hun. "Jeg har ikke brug for at blive reddet mere."
   Nu ringede Prebens mobiltelefon og han tog den op.
   Der gik et øjebliks stilhed, mens han stod med mobilen i hånden.
   Han havde talt med nogen - Anita kunne høre brudstykker: ord som vedtægter, underskrift, juridisk bindende.
   Da han lagde på, var ansigtet stramt, men ikke længere vredt. Mere som en mand, der prøver at samle resterne af sin værdighed.
   Han rettede sig op og så på hende.
   "Nå," sagde han, med et forsøg på et smil, "så har de altså besluttet, at handlen står ved magt. Det må jeg tage til efterretning."
   Han gik et par skridt hen mod vinduet og så ud.
   "Men Anita..." sagde han så, med en tone, der næsten lød mild. "Det behøver ikke blive sådan her. Du kan stadig tage HF - bare i Jylland. Der ligger en fin skole i Vejle, og jeg kan sørge for, at du får dit eget værelse. Det bliver helt dit - med dør, du selv kan låse, hvis du vil. Du vil få mere fred derovre, end du nogensinde har haft her."
   Anita sagde ikke noget. Det var som en ny maske, der blev trukket frem fra en gammel kuffert: den venlige, forstående far.
   "Du skal tænke på fremtiden," fortsatte han. "Her er der alt for meget uro, alle de mennesker, der blander sig. I Jylland får du ro til at læse, til at finde dig selv. Det bliver godt for os alle sammen."
   Han satte sig på stolen overfor hende, foldede hænderne og så på hende med et blik, der søgte samtykke.
   "Jeg vil jo bare det bedste for dig."
   Anita trak vejret dybt. Hun kunne mærke, at hendes hænder rystede, men stemmen var rolig.
   "Du sagde det samme, da du ville have mig til at holde op i skolen," sagde hun. "Og da du ville bestemme, hvem jeg skulle tale med. Du siger altid, det er for mit eget bedste."
   Preben rystede på hovedet. "Jeg ved bare, hvordan verden er. Jeg vil skåne dig for at falde igennem."
   "Du stiller fælder og kalder dem omsorg."
   Hendes hjerte bankede. Bare der dog ville ske noget snart. Hendes telefon spillede SMS-tonen. Hun tog den op og så, at det var Jeanne, der kvitterede for modtagelsen og skrev at hun havde ringet til Mona Larsen.
   Preben sank lidt sammen, som om hun havde slået noget fra under ham.
   "Du forstår mig ikke," sagde han til sidst. "Jeg vil bare have, at du får et ordentligt liv."
   "Det får jeg," sagde Anita. "Og det bliver mit og ikke dit."
   Hun rejste sig, stille, og gik hen til døren. "Du kan sige alt det, du vil. Jeg flytter ikke med til Jylland"
   Til sidst stod han midt på gulvet, med armene over kors, som om han holdt foredrag for nogen, der ikke forstod verden.
   "Derovre er der orden," sagde han. "Ingen perkere, der spiller musik natten lang, ingen billedsmørere, ingen larmende børn, de har lært at være stille. Ingen arrogante skolelærere og bestyrelsesmedlemmer, der tror, de skal opdrage på én. Det er folk, der kender deres plads."
   Anita så på ham. Hun havde hørt lignende tirader hele sit liv, men denne gang var der kun en mærkelig ro.
   "Så bliver der vel heller ingen, der griner," sagde hun stille. "Ingen, der spiller musik eller siger godmorgen på trappen. Bare stilhed og døre, der lukkes."
   Hun holdt en kort pause.
   "Men du vil stadig høre din egen stemme, far. Den stopper ikke, bare fordi du flytter. Du vil råbe lige så meget, som du gør her."
   "Nej, der vil jeg jo ikke have nogen grund til det. Det er jo ordentlige mennesker der bor der."
   "Hvordan kan du vide det? Du kender ikke folk i området, det ligger flere kilometer fra Vejle og dit barndomshjem, du kender ikke engang naboerne."
   "Men jeg kender de værdier, som folk oplæres i der, jeg er selv opdraget med dem, se dog hvad jeg er blevet til."
   "Ja tak, det ser jeg udmærket, og hvis det er ordentlighed, så vil jeg hellere have uorden."
   Han blinkede, som om hun havde slået luften ud af ham. Et øjeblik så han næsten sårbar ud, men så strammede han kæberne.
   "Du forstår ingenting," sagde han. "Jeg prøver bare at redde dig. Jeg vil have dig væk fra alt det her - fra de mennesker, der forpester dig."
   "De mennesker," gentog hun. "Det er dem, der holder af mig. På hvad måde forpester de mig?"
   "Du kan jo bare selv høre, hvordan du står og taler til mig nu."
   "Har du ikke altid sagt, at jeg skulle lære at stå fast? Nu kan du da se, at det har jeg da lært."
   Der kom en sitren i hans ansigt. Han satte sig i stolen og slog i bordet, mens han sank sammen.
   Da han rejste sig igen, var hans ansigt blevet højrødt. Han gik et skridt frem og greb hende hårdt i armen. Det gjorde ondt, så hun kæmpede imod.
   "Slip mig!"
   "Nu hører du efter, unge dame! Du kommer med, det er ikke til diskussion!"
   Anita forsøgte endnu mere at rive sig fri. Men grebet strammedes og det gjorde mere ondt.
   Hans øjne var blanke, som om de ikke længere så hende, men et gammelt spøgelse, der gjorde ham bange.
   "Jeg siger dig-"
   Han nåede ikke længere, for døren gik op, og Inger stod der, rank og stille.
   ."Slip hende."
   "Pak så dine ting i en kasse, vi tager afsted i morgen."
   Han rev hårdere i armen.
   "Slip hende med det samme!"
   "Bland dig udenom, kælling!"
   "Nej, jeg vil ej, slip hende så."
   Preben stod som om han tøvede. Så slap han og stod og så fra den ene til den anden. Anita gned sin arm for at få smerten væk.
   Ingers ansigt var stramt. "Jeg sagde til dig, at hvis du forsøgte bare en gang mere at tvinge Anita, så ville jeg blive her i København. Så det bliver sådan, du flytter, vi bliver her."
   Nu begyndte Preben at ryste over hele kroppen. "Det mener du da ikke."
   "Du kan tro jeg mener det, jeg har fået nok af din såkaldte orden, jeg foretrækker liv og fred både for Anita og mig selv."
   Preben så ud, som om han ville sige noget, men ordene fandt ikke vej. Han rystede over det hele og flakkede med øjnene, hvorpå han satte sig tungt ned på en stol.
   Inger tog sin mobil op og ringede. "Hej, Dorte, jeg har besluttet at tage mod dit tilbud om at få lov at sove hos dig indtil jeg finder noget andet. Jeg skal nok melde nærmere om, hvornår jeg ankommer hos dig, muligvis i overmorgen."
   Udenfor sang en solsort, og et sted nedenunder grinede børnene i gården.
   Preben rystede nu som om han græd. "Her har jeg kæmpet hele mit liv for at holde sammen på vores familie, og det er takken!"
   Nu rettede han sig op igen. "Du tager med, Anita! Det er for din skyld! Københavnersnuderne, der leder dette hus, har ikke styr på noget som helst, din boligafgift vil snart stige til uanede højder på grund af deres uduelighed..."
   Der lød et kort myndigt bank på døren. Inger gik ud og lukkede op. Der stod Mona Larsen, hun var klædt i sort jumper og sort nederdel.
   "Goddag, Inger, jeg hørte at der vist var nogle problemer her."
   "Ja, kom bare indenfor."
   Mona trådte ind med faste skridt. "Goddag, Anita."
   Hun vendte sig nu mod Preben. "Goddag, Preben Jensen. Der er jo nogen ting vi skal have på det rene."
   Hun stod rank og talte med fast stemme. Anita tænkte, at det måtte være den måde hun talte på i en retssal.
   "Jeg har fået at vide, at du har forsøgt at ændre en aftale, der allerede er lovligt godkendt af bestyrelsen og underskrevet af begge parter."
   "Det er en misforståelse," sagde Preben hurtigt. "Jeg prøver blot at sikre, at alt går ordentligt til."
   "Det er jeg glad for at høre," svarede Mona. "For det er nemlig meget ordentligt gået til. Jeg har set papirerne. Alt er gyldigt, og ingen lov er overtrådt."
   Han nikkede. Hun rømmede sig lige en gang inden hun fortsatte. "Jeg har jo snakket med dig et par gange, du lægger meget vægt på orden og at reglerne overholdes."
   "Det gør jeg da."
   "Men det er jo godt, så taler vi det samme sprog, mit job kan jo siges at have med regler og orden at gøre."
   Hun lagde hovedet let på skrå. "Men der er så lige én ting, vi skal have slået fast. Din datter er fyldt atten, er det korrekt?"
   "Ja, men-"
   "Så er sagen ganske enkel," afbrød Mona. "Tvang mod en myndig person er ulovligt. Det står i både straffeloven paragraf to hundrede og tres og forældreansvarsloven paragraf to. Det er ikke noget, man kan diskutere sig ud af - det er en regel. Og jeg ved jo, hvor glad du er for, at regler bliver holdt."
   Der gik en pause. Preben stirrede på hende, som om han ikke var sikker på, om han blev irettesat eller rost.
   Mona fortsatte, stadig roligt, men med et lille smil i stemmen:
   "Jeg har forstået, at du sætter pris på, når ting siges ligeud. Så jeg siger det ligeud: Du har ingen ret til at bestemme, hvor Anita skal bo, og ingen ret til at forhindre handlen. Det er afsluttet."
   Preben sank sammen i stolen.
   "Men... der må da være en form for... familieret," sagde han svagt.
   "Jo," sagde Mona. "Men familieret betyder ikke faderret. Det betyder ansvar - og ligeværd. Det er ikke altid det samme."
   Der blev stille. Man kunne høre solsorten igen udenfor.
   Preben rejste sig hurtigt op. "Hvad ret har du til at blande dig i vores familie?"
   "Når der er ved at blive begået en ulovlighed har myndighederne ret til at blande sig." Hun tog et papir op af sin mappe og lagde det på bordet. "Dette er bare en skriftlig advarsel, men Anita, hvis det fortsætter, så henvend dig til mig igen, så skal jeg nok vejlede dig."
   "Så er loven åndsvag!" råbte Preben.
   "Det har du lov at mene, men så længe den gælder skal den holdes, Så må du stemme på politikere der vil afskaffe den eller selv gå ind i politik for at afskaffe den. Sådan er spillereglerne, det ændres ikke af dit føleri."
   Preben faldt ned på stolen igen og rystede. "Det er for hendes egen skyld, den kaffeklub vi har her i huset vanrøgter økonomien, så hun snart ikke vil have råd til at bo her."
   "Det har jeg hørt dig sige, min gode Preben, men du mangler beviserne, og efter hvad jeg har hørt holdt du vist noget kaffeklub med den tidligere formand, der begik underslæb for næsten en million."
   Mona tog sin mappe. "Jeg tror, det var det hele. Jeg håber, vi fremover kan lade samtalerne foregå uden råb. Det plejer at virke bedst."
   Hun vendte sig mod Anita og nikkede. "Og du, Anita - du skal bare huske, at frihed og ansvar følges ad. Du klarer det fint."
   Så vendte hun sig mod Preben en sidste gang. "Og du, Preben - du plejer jo at sige, at orden er det vigtigste. Så lad os holde os til den."
   Hun sagde farvel til Inger, gik mod døren, standsede et øjeblik og tilføjede, næsten tørt:
   "Og husk, at reglerne gælder for os alle - selv de mest ordentlige."
   Døren lukkede sig bag hende med et sagte klik. Stilheden stod tilbage som en efterdønning, tung og lettende på samme tid.
   Inger satte sig langsomt, som én der endelig tillader sig at trække vejret. Anita stod stadig ved døren, hendes arm gjorde ondt, men det føltes, som om smerten hørte til en anden tid.
   Preben blev stående midt i rummet. Hans blik flakkede mellem dem, som om han søgte et punkt, han kunne holde fast i.
   "Hun sagde jo tingene, som de var," sagde Anita stille. "Men det skal måske råbes højere, før det gælder?"
   Preben løftede hovedet. Der var ingen vrede i hans øjne nu, kun en mat forvirring, som hos en mand, der ikke kender spillereglerne længere.
   "Det er nemt nok at sige tingene, som de er," mumlede han. "Men det er ikke altid, man kan leve med dem."
   Han gik et skridt hen mod bordet, tog fat i ryglænet på en stol, som om han havde brug for støtte.
   "Jeg gjorde bare, hvad jeg troede var rigtigt. Jeg ville have at alt ikke faldt fra hinanden."
   "Det gjorde det så," sagde Inger roligt. "Men ikke fordi der manglede orden. Fordi der manglede fred."
   Preben så på hende. Et øjeblik dirrede hans mundvig, som om han ville sige noget, men han opgav.
   Han rettede sig op, trak vejret dybt og så på dem begge.
   "Så er det vel det," sagde han. "Jeg tager af sted i morgen."
   Han tog sin jakke fra knagen, men blev stående et øjeblik, som om han ikke vidste, hvor døren var.
   Så gik han - uden råb, uden pauser, bare det stille lydløse skridt.
   Inger og Anita sad tilbage ved bordet, De vidste dårligt nok hvad de skulle sige.
   "Hvor mon han gik hen?" sagde Anita.
   "Det er ikke til at sige."
   "Hende du ringede til og skal bo hos midlertidigt, er det en kollega?"
   "Ja, hun er en af dem jeg har snakket mest med på arbejde, og på et tidspunkt fortalte jeg hende, at jeg var i tvivl om jeg ville flytte med, så tilbød hun mig husly for en tid, hvis det skulle være nødvendigt."
   "Du har ikke sagt dit job op, vel?"
   "Nej, jeg havde nærmest besluttet mig for at blive her, men jeg frygtede hvis jeg sagde det for tidligt, så ville han afblæse det hele."
   "Du gjorde det rigtige i dag, mor, jeg ville bare ønske, at du havde trådt op imod ham tidligere."
   "Det ville jeg også ønske, men jeg har jo bare troet, at kærligheden kunne forandre ham, naivt, ja, det kan jeg se nu. Du må love mig hvis du finder en fyr, der er som ham, så tro ikke på det naive vrøvl."
   "Det lover jeg."
   De sad igen i tavshed. Den blev brudt af Inger. "Vi skal jo have lagt en plan for flytningen, der kommer en flyttevogn i morgen for at køre til Jylland og Preben tager også af sted."
   "I første omgang skal det nok være det vi klarer," sagde Anita, "der er vel nogen ting her, som du gerne vil beholde?"
   "Det er der, og dem tager jeg fra."
   "De kan stå i mit pulterrum indtil du får en lejlighed, jeg kommer jo nok ikke til at stille så meget derned i første omgang."
   "Ja, og så er der jo det rum her, som vi har brugt som pulterrum, der er nogle ting der vi skal have fordelt."
   Anita smilede. "Det var jo der jeg fandt ud af, hvor vi havde boet før i Greve."
   "Ja, du fandt vores mapper, det kunne jeg regne ud. Der er jo også en boomboks, måske virker den endnu, den må du godt få, du fik jo nogle cd'er i fødselsdagsgave, og hvis der er nogle af cd'erne derinde du vil have, så tag dem bare."
   "Den DVD-afspiller derinde, dur den?"
   Inger rystede på hovedet. "Den har vi aldrig fået taget os sammen til at køre til genbrugsstationen. De film vi har gider jeg heller ikke rigtigt mere."
   "Heller ikke mig," svarede Anita, "Jeg undrede mig, en af dem ligner en actionfilm, det er noget med en mand, der ser rødt."
   "Den er forfærdelig," svarede Inger og rystede på hovedet. "Men Preben er helt vild med den, han synes det er flot at helten gør noget ved problemerne."
   "Det er nogle sære helte han vælger," sagde Anita. "Men haveredskaberne derinde, dem skal han jo have med, han er den af os der får mest brug for dem."
   Inger nikkede. "Han var nu ikke vildt god til det, da vi boede i Greve, men vi to får jo ikke have, så selvfølgelig skal han have dem."
   "Men i morgen skal vi ordne alt det," sagde Anita. "Så vi to sover lige en nat mere i den næsten halvt tømte lejlighed, og i overmorgen bytter jeg med Jens og Marianne."
   "Og jeg flytter over til Dorte, ja, det er vist en fornuftig plan, men nu skal vi vist have mad."
   De gik i køkkenet.
   ...
   Aftenen var stille. Der lugtede af aftensmad og regn. Jens og Marianne sad i sofaen, mens Emma og Lea, legede på gulvet med Bongo, der dovent slog med halen.
   Så lød de første hårde bank på døren.
   Jens rejste sig.
   "Mon ikke det er posten, der har taget fejl?"
   Men da han åbnede døren, stod Preben Jensen der - rød i hovedet, med det blik, der varslede det værste. Hans ånde lugtede af øl.
   "Nå, så her sidder I! Min datter og hendes nye slæng har fået hele huset til at vende sig imod mig!"
   Marianne lagde armene om pigerne. Jens mærkede sit hjerte slå hurtigere, men han holdt facaden.
   "Preben, jeg synes, du skal dæmpe dig. Der er børn her."
   "Børn, ja!" råbte han. "Det er jo det, I alle sammen opfører jer som! Hele bestyrelsen, hele huset - en flok børn, der tror, de kan smide de voksne ud! Nu havde I sandelig tilkaldt den paragrafrytter for at blande sig min familie!"
   Hans stemme steg, og de to piger trak sig sammen i sofaen. Emma begyndte at græde lydløst, med hænderne for ørerne.
   Lea sprang op, "Gå med dig, din væmmelige mand." Marianne var ved at gribe fat i hende, men lod være.
   Prebens øjne blev store. "Hvad er I for nogle forældre, der tillader jeres børn at tale til folk på den måde?"
   "Det kunne du have undgået, hvis du havde opført dig civiliseret, og vi har altså heller ikke tilkaldt nogen, så jeg ved ikke hvad du snakker om."
   Nu råbte Preben endnu højere, så det gav genlyd i den lille trappegang, han tog fat i kraven på Jens. "I har lokket Anita til at overtage jeres hummer og splittet min familie."
   Det fik Bongo til at rejse sig. Den rolige retriever, som ellers aldrig gjorde andet end at logre, begyndte at gø så det fik rummet til at dirre.
   Preben fór sammen.
   "Luk så kæften på den hund!" brølede han.
   Men Bongo blev stående mellem ham og familien, halen var stiv og øjnene rettet mod den indtrængende.
   Jens trådte frem, roligt men fast.
   "Nu går du, Preben. Lige nu."
   "Du skal ikke tale til mig, som om jeg er en skoledreng! Jeg har boet her længere end dig, og jeg-"
   "Ud," gentog Jens, hans stemme skar igennem raseriet.
   Marianne gjorde alt for at berolige pigerne.
   Bongo gøede stadig, og Preben trådte et skridt tilbage.
   "Sådan - typisk jer!" råbte han efter dem. "Gem jer bare! I får jeres tur, når sandheden kommer frem!"
   Jens fulgte ham ud.
   "Hvis du råber af mine børn igen," sagde han koldt, "så politianmelder jeg dig. Det kunne jeg med god ret gøre nu, men jeg vælger at lade være nu du alligevel flytter, men du er advaret."
   Preben stod og trak vejret tungt. Han så sig omkring, som om han pludselig var blevet fremmed i huset.
   Dørene lukkede sig bag ham - én efter én, som et ekko af alt det, han havde ødelagt.
   Emma græd stadigvæk dæmpet, hendes søster gjorde alt for at gøre berolige hende.
   Bongo stod på vagt ved døren og knurrede, Preben gik til sidst tungt hen over gården, mens hans fodtrin lød hule og tomme.