Anita og Inger sad i Anitas værelse på hendes sovesofa. Det var det sidste, der var at sidde på i den næsten tømte lejlighed.
   Det havde været en hård dag. Anita kunne mærke hendes muskler rykkede. Hun var ikke vant til at løfte så tunge ting, men med hendes mors hjælp var det gået, og alt det Preben skulle have med til Jylland var kommet ned i flyttevognen.
   De var stået op tidligt alle sammen og havde spist morgenmad. Der var ikke meget samtale, Preben svarede mest med et grynt. Han havde tømmermænd.
   På et tidspunkt sagde han: "Så skal jeg altså til at flytte helt alene, men det har jo alligevel også altid været mig, der skulle tage slæbet."
   Inger havde rettet et fast blik imod ham og sagt: "Rolig, vi hjælper dig med at få tingene ned i flyttevognen, sådan er vi heller ikke. Men hvis du bare en gang gør at nyt forsøg på at tvinge Anita med, så skrider vi begge to og blæser på alle idealer om hjælpsomhed!"
   "Ja, nu holder I jo sammen, så er det kommet dertil."
   "Det burde være sket for længst, nu kan du tage af sted til dit paradis og glæde dig over din orden, men vi foretrækker at kunne trække vejret."
   "Men bare vent til boligafgiften på Anitas nye lejlighed stiger og bliver umulig at betale og når du opdager, at du ikke kan klare dig alene, så kommer I nok rendende til Jylland og beder om at flytte ind."
   "Jeg klarede mig selv tre år i København før jeg mødte dig, og jeg fatter ikke, at du stadig holder fast i det samme vrøvl efter at dit store idol er blevet afsløret som en svindler. Dengang han skovlede penge ind til sig selv, kunne jeg forstå din frygt, men ikke nu."
   Så havde han gryntet og var gået ud for at vaske sig og børste tænder. Han led tydeligt under tømmermændene. Imens havde Inger og Anita samlet de ting, som Inger gerne ville beholde. i den ene side af stuen. Inger havde fundet frem til boomboksen i pulterrummet og sagt til Anita, at den var hendes, så Anita stillede den i sit værelse.
   Efter en tid var flyttemændene kommet og de var blevet instrueret i, at alt skulle ned undtagen det i hjørnet og alt på Anitas værelse. Så var det meste af dagen også gået med at slæbe tingene ned. Preben var tavs mens det stod på, undtagen lige da Sverre kom forbi og talte til ham.
   "Nå, så flytter du."
   "Ja, heldigvis, så er det slut med det bøvl, kaffeklub og føleri, endelig ud til ordentlige folk."
   "Jeg har hørt du flytter alene."
   " Ja, meget mod min vilje. Den paragrafrytter, der vejleder den såkaldte bestyrelse, truede mig med sagsanlæg, hvis jeg tvang Anita med."
   "Er det rigtigt at vores næstformand og hans familie skal overtage din lejlighed og din datter skal overtage deres ovre i baghuset?"
   "Ja, også meget mod min vilje, men jeg kunne ikke gøre noget, da jeg i går gik over og forsøgte en snak med dem, så råbte en af deres snotunger væmmelige mand efter mig og de pudsede deres køter på mig."
   " Og dem skal jeg så have i min opgang." Hans stemme var begyndt at lyde grædefærdig. "Som om det ikke er nok, at billedsmørerens møgunge tramper løs på trappen - nu får vi to tøser til at hyle og fjolle."
   "Åh, stakkels lille dig," havde Anita sagt.
   Preben havde stirret på hende, men sagde ingenting, da Inger kom ud af døren med en papkasse.
   "Og hun bliver i huset," sukkede Sverre, "men ok, god tur til Jylland, hej."
   Han var så forsvundet ind i opgangen.
   "Han kunne i det mindste have hjulpet lidt uden besvær," sagde Inger. "Vi har jo fået de tungeste ting overstået."
   Preben havde bare gryntet.
   Så var flyttevognen kørt og Preben var taget afsted i taxa mod Hovedbanen. Anita og Inger havde stået og set ham dreje om hjørnet ved Nørrebrogade.
   De var lettede, selvom de begge mærkede stivheden i musklerne.
   "Vi er ikke vant til sådan noget slæberi," sagde Inger.
   "Nej, vi er ikke ligefrem superkvinder," svarede Anita.
   Inger smilede. "Bare vi så klarer at få dig på plads i morgen."
   "Der får vi hjælp af Jens og Marianne og Johnny."
   "Ja, det hjælper, det var nok meget fornuftigt de holdt sig væk i dag."
   "Helt enig," svarede Anita, "vi kunne risikere ikke at blive færdig på grund af skænderier."
   Inger nikkede. Hun tog sin mobil op. "Jeg skal lige melde Dorte min ankomst i morgen sidst på eftermiddagen, du skal også lige have hendes adresse."
   Inger ringede nu til Dorte og meldte sin ankomst dagen efter sidst på eftermiddagen, hvorpå hun gav Anita adressen.
   "Men vi to skal jo også lige have noget aftensmad i dag," sagde Inger.
   "Vi kan for en gangs skyld bestille noget take away."
   "God ide, Anita, du har måske prøvet nogle i området, når du har været alene?"
   "Den store nede i Blågårdsgade lave gode ting, jeg kan bestille på Nettet."
   "Fint, men ikke med for meget chili, jeg har fået eventyr nok i dag."
   Anita kunne ikke forstå, at der virkelig var en sådan ro. Det var så underligt. Men hun nød det også, og i morgen ville hun være på plads i sin egen lejlighed.
   ---
   Jens og Marianne sad og spiste deres frokost. De havde brugt formiddagen på at tømme deres pulterrum og lægge tingene i det, der havde været Preben og Ingers pulterrum, men aldrig havde været brugt. De havde fundet flere ting, som de var enige om skulle op i lejligheden nu de fik mere plads. Især var der nogle billeder, som de glædede sig til at få op og hænge igen. De var enige om, at det blev en milepæl på mere end en måde.
   Marianne rystede lidt på hovedet. "Det var lidt af en scene i går, jeg håber ikke pigerne går og er alt for bange nu."
   "Vi kan jo forklare dem, at den mand ikke bor i huset mere, det er næsten værre at tænke på, hvad Sverre og Lisette kan finde på."
   "Ja, det er sandt nok, men vi skal glæde os, vi får mere plads og flinke naboer i opgangen, og Anita får sit eget og dermed noget ro."
   Efter frokosten rejste Jens sig og gik ud med en skraldepose. På vejen så han et opslag på opslagstavlen. Han læste det hovedrystende.
   Til beboerne i ejendommen
   Efter længere overvejelser har jeg besluttet at forlade andelsforeningen.
   Jeg gør det ikke, fordi jeg har lyst, men fordi stemningen i huset har udviklet sig på en måde, som gør det umuligt at føre en saglig samtale om drift og ansvar.
   Jeg har gennem årene forsøgt at bidrage med orden, struktur og rettidig omhu. Desværre er det blevet mere moderne at prioritere "hygge", "fællesskab" og "samba i gården" frem for sund økonomi og klare regler.
   Det må stå for alles egen regning, men jeg frygter, at regningen før eller siden bliver økonomisk også.
   Flere har misforstået mit engagement som vrede. Det er en uretfærdig påstand. Når jeg har hævet stemmen, har det været for at blive hørt - ikke for at råbe. Men i en tid, hvor fakta åbenbart vejer mindre end følelser, er der ikke længere plads til nogen, der siger tingene, som de er.
   Jeg ønsker alt godt for dem, der stadig tror på ansvarlighed og respekt for vedtægterne.
   Til jer andre kan jeg kun sige: jeg håber, virkeligheden bliver lige så tilgivende, som I selv er.
   Jeg skal nok sørge for, at mit økonomiske mellemværende er i orden, sådan som jeg altid har gjort.
   Med venlig hilsen
   Preben Jensen
   (fhv. medlem af andelsforeningen)
   P.S. Til den nye bestyrelse:
   Husk, at selv et hus, der står stille, kan falde sammen, hvis ingen længere tør stille krav.

"Han skulle have det sidste ord," mumlede Jens og gik ud med skraldeposen. Da han gik ind igen, fortalte han Marianne om opslaget. Hun gik ud for at læse det.
   "Selv på vej ud skal han lige prikke til nogen," sagde hun, da hun vendte tilbage.
   "Det ligger i blodet," sagde Jens. "Han kunne have skrevet to linjer og ønsket folk alt godt. Men nej, det skal være et foredrag."
   "Han håber virkeligheden bliver lige så tilgivende som folk selv er. Det lyder næsten som en trussel forklædt som filosofi."
   "Ja," sagde Jens. "Og læg mærke til, hvordan han kalder sig tidligere medlem af andelsforeningen, som om det var en titel."
   De stod tavse et øjeblik.
   Marianne sagde lavt: "Jeg håber bare, Anita ikke ser det. Hun har haft nok."
   "Hun vil nok høre om det alligevel," sagde Jens. "Men det gør ikke noget. Nogle gange skal man se en persons sidste ord for at forstå, at man gjorde det rigtige."
   Han gik ud, rev sedlen forsigtigt løs, læste de sidste linjer igen og holdt den op mod lyset fra vinduet.
   "Se her," sagde han. "Der står 'P.S. - selv et hus, der står stille, kan falde sammen, hvis ingen tør stille krav.' Det er næsten poetisk - men det er stadig Preben. Han kan ikke lade stilheden være."
   Marianne tog papiret og foldede det sammen. "Jeg lægger det i arkivet. Der skal altid være plads til historien, selv den grimme."
   Hun så på ham. "Tror du, han nogensinde indser, hvad han mistede?"
   Jens svarede ikke med det samme. Han så ud mod gården, og solen begyndte at bryde gennem skyerne.
   "Hvis han en dag gør," sagde han, "så bliver det nok den værste erkendelse i hans liv."
   De stod et øjeblik og lyttede til latteren udenfor - den lyd, der for Preben altid havde været støj, men som for dem var tegn på, at huset levede igen.
   ...
   Anita vågnede næste morgen og hørte, at hendes mor var stået op og nu var i køkkenet. Hun fik sig skubbet op og smagte lige engang på tanken, at næste nat skulle hun sove i sin nye lejlighed. Så løb hun ud til sin mor.
   "Nå, så er det din flyttedag," sagde Inger med et smil.
   "Ja, og din, jeg håber du snart får din egen lejlighed."
   "Jeg er blevet skrevet på venteliste ude på noget for SOS'er, det ligger i en gade lige på den anden side af Assistens."
   "Så kommer vi til at bo tæt på hinanden."
   "Ja, og min midlertidige hos Dorte er heller ikke så langt væk, det er i Linnésgade inde ved Israels Plads."
   "Det er parallelgaden til Johnnys gade."
   "Virkelig? Så kan vi jo virkelig tale om samling på familien."
   "Det lyder måske groft, men jeg er glad for at dagen i går er overstået."
   "Groft, måske, men jeg har det på samme måde, så er vi to om det, sikke et held det gik uden voldsomme gnidninger."
   "Ja, det skal vi være glade for, han havde vist endelig givet op."
   "Jeg tror nu også tømmermændene drænede ham, men der var så heller ikke andet at gøre for ham."
   De satte sig ned til morgenmaden og snakkede om fremtiden. De var enige om at besøge Preben i sensommeren før HF startede. Anita sagde, at hun ikke ville besøge ham alene, hun kunne frygte han ville tvinge hende til at blive.
   "Jeg forstår godt din frygt, men husk du har loven på din side nu."
   "Det er sandt."
   Inger fik en mail på sin telefon. Den var fra Preben. Han var nået godt frem, og han håbede de kom på besøg, så de kunne se hvordan verden fungerede uden alt det københavnerpladder. Hun rystede på hovedet.
   Det ringede på døren, Anita lukkede op og der var Johnny, der straks krammede hende. "Til lykke med din bolig," sagde han.
   "Kom ind og få en kop med os."
   Han fulgte med ind og satte sig ved bordet.
   "Nå, min midlertidige bolig er jo tæt på dig," sagde Inger og nævnte gadens navn.
   "Virkelig? Ja, kom da bare på besøg. Det her minder næsten om dengang jeg kom på besøg som dreng, bare uden en der kæfter op."
   "Ja, han kan ikke kæfte op mod nogen lige nu," sagde Anita.
   Da de havde snakket lidt, tjekkede de lejligheden en ekstra gang. Så gik Anita over til baghuset, ringede på og spurgte, om de var klar, og det kunne Marianne, der stod i døren bekræfte.
   "Men så starter vi," sagde Anita, "Vi kan starte med at få min mors ting ned i pulterrummet, og så går vi ellers i gang med at bytte."
   "Ja, lad os det!"
   Jens og Marianne fulgte efter hende og så tog de fat. Ingers ting var snart bragt på plads, og så blev det næste at få Anitas sovesofa over. De var enige om, at de tog noget med fra Inger og Anitas tidligere lejlighed og anbragte det i baghuset, hvor de så tog en ting med derfra.
   Sådan kom rytmen til at køre. Johnny var med sin højde i stand til at bære tunge ting.
   På et tidspunkt kom Antonio og Jeanne og hjalp med, lidt senere Ava. På den måde kom det til at gå let. Anita konstaterede, at det gik meget lettere end gårsdagens arbejde.
   På et tidspunkt skulle de have frokost, Antonio inviterede dem op, så ville han sørge for den. Der sad de så og fik serveret de særlige brasilianske sandwichs, som Anita endnu engang konstaterede smagte fortræffeligt. Hun iagttog Inger, der ikke kunne lade være med at lade blikket glide rundt i den farverige lejlighed. På et tidspunkt tog hun ordet.
   "Jeg vil gerne sige jer tak fordi I har været så venlige imod Anita, det har virkelig været godt for hende, det har jeg mærket. Det er bare trist, at det I har fået ud af det er skældud af min mand, men jeg håber I tager imod min tak."
   Alle nikkede og sagde høflige svar, Antonio kom til at sige det på portugisisk, Anita vidste efterhånden godt det skete, når han blev enten vred eller bevæget.
   Jens nikkede let. "Det eneste triste i dag, Inger, det er at du forlader huset, vi ville jo gerne have lært dig bedre at kende som andet end Prebens mand."
   "Jeg kommer ikke til at bo så langt væk, hverken på mit foreløbige sted eller den endelige, så jeg skal nok komme på besøg. Måske holder mig og Anita jul her."
   Efter frokosten gik de i gang igen, og nu var der ikke meget tilbage, så de blev snart færdige. Da det var godt vejr blev det til kaffe i gården. Snakken gik livligt, selv om de var trætte.
   Efter en tid måtte forældrene konstatere, at deres børn snart havde fri, så nu måtte de bryde op. Jens og Anita byttede nøgler og så var der opbrud. Inger rejste sig, nu ville hun tage hen til Dorte. Antonio rejste sig også, Johnny gik med Anita ind for at hjælpe hende med at få tingene sat på plads.
   I den lille lejlighed fik de skubbet sovesofaen på plads og anbragt bøgerne på reolen, og hvad hun havde af køkkenredskaber blev anbragt i det lille køkken. Hun konstaterede, at der var nogen ting hun skulle have købt- Så faldt de ned sammen i sovesofaen.
   "Nå," sagde Anita, "Jeg mangler lige et bord og et par stole til at spise ved og så skal jeg vist også have nogle søm og en hammer for at hænge billederne op."
   "Der er to genbrugsbutikker herhenne på Nørrebrogade."
   "Det er jo et held de findes, når man er dagpengemodtager og måske snart SU-modtager."
   "Hey, nu du siger det, er det ikke ved tiden du får svar på din HF-ansøgning?"
   "Du siger noget." Anita sprang op og tændte sin bærbare pc. "Alt det flytteri har fået mig til at svede det ud."
   Nu var hun spændt på om den kunne få forbindelse til Nettet her på det nye sted. Det var et held andelsforeningen havde fået bredbånd før Morten Hansen var blevet formand. Det gik og der var noget, der kunne ligne et svar på den ansøgning. Hun åbnede den i e-Boks og så, at hun var optaget. Det fik hende til at udstøde et jubelhyl.
   Johnny grinede. "Det der lød godt nok som om du er optaget."
   Anita nikkede og de gav hinanden en highfive.
   Nu kom Anita i tanker om noget og fandt det foto af hende som lille på skødet af Johnny i konfirmationsalderen og fætter og kusine frem. "Se her, det var takket være dette billede, at jeg opdagede din eksistens."
   Johnny kiggede nøje på det. "Ja, det er jo dig som lille og mig som en stor knægt, ja, og så vores fætter og kusine."
   "Det billede skal jeg også have op og hænge nu, det har fået en vis betydning."
   "Ja, jeg glemmer aldrig den dag min mor sendte en mail til mig i New York og fortalte, at hun havde snakket med dig. Jeg var først fuldstændig vantro, men da det gik op for mig, at det jo måtte være rigtigt kan jeg love dig jeg blev glad."
   "Det blev jeg også, da jeg fik den første mail fra dig, og det er så skønt vi har fundet sammen nu."
   "Jeg gik jo ellers og troede, at du var tabt for evigt."
   "Det er jo Sankt Hans om mindre end en måned, har du nogen planer?"
   "Jeg tænker at gå ned til mindeankeret i Nyhavn, mine musikerkollegaer siger der bliver spillet god musik der."
   "Så skulle vi måske tage sammen derned, jeg har altid holdt det nede ved Peblingesøen med mine forældre, men det er ikke vildt spændende."
   "Så kunne vi også invitere din mor med."
   "Selvfølgelig, det gør vi, det bliver nok den bedste Sankt Hansaften jeg kan mindes."
   I det samme lød der en voldsom trampen gennem loftet. Johnny kiggede op og rynkede panden.
   "Ja," sagde Anita, "eneste ulempe ved at bo her er, at jeg får hende Lisette til overbo, hun sad i den korrupte bestyrelse før."
   "Tror du hun kan finde på noget?"
   "Hun har været stille et stykke tid, men jeg tror hun er ved at være på krigsstien igen sammen med ham Sverre, som bor i min nu tidligere opgang."
   "Faren i den familie du byttede med, han er med i bestyrelsen, ikke?"
   "Ja, som næstformand."
   "Han virker som en type der kan klare den slags."
   "Han svarer dem stille og roligt uanset hvor meget de råber og skriger, jeg beundrer ham for det."
   "Det er en god egenskab i sådanne situationer."
   De snakkede nu lidt løst og fast, og så var det på det tidspunkt Johnny måtte gå. De gav hinanden et kram og sagde så farvel.
   Så faldt hun ned i sovesofaen. Utroligt, helt hendes egen bolig. Stilheden her var ikke truende, som hun var vant til, men fredfyldt. Hun sad og kiggede ud på det vejr, der passede godt til at midsommeren nærmede sig.
   Det ringede på døren, og da hun lidt forbavset gik hen og lukkede op, stod tvillingerne og Martin der med store smil.
   "Til lykke med din lejlighed!" råbte de.
   "Tusind tak." sagde hun og gav dem et kram en efter en.
   "Kom, jeg giver en is," sagde hun og gik af sted ledsaget af de tre børn. De gik til den nærmeste isbod i gaden og gik så tilbage i gården, hvor de sad ude og spiste den.
   Anita bemærkede, at Lisette og Sverre stod og talte sammen henne ved porten. Det plejede ikke at være et godt tegn, men hun kiggede den anden vej og fortalte nogen historier til børnene, som de grinede vildt af.
   På et tidspunkt blev der åbnet et vindue i den lejlighed, der tidligere havde huset Morten Hansen. En mørkhåret kvinde omkring de fyrre stod lidt og kiggede ud og smilede til dem inden hun gik tilbage.
   Efter en tid blev børnene kaldt ind af deres forældre, og Anita trak sig til sin bolig. Hun smagte lidt på ordene. Min bolig. Min helt egen."
   Inde i opgangen så hun, at der var sat et nyt opslag op under hendes fars afskedsopslag.
   Til beboerne i ejendommen
   Vi er mange, der stadig undrer os over, hvordan en mangeårig og ansvarsbevidst beboer som Hr. Preben Jensen pludselig kunne ende med at forlade foreningen under så ydmygende omstændigheder.
   Det taler sit tydelige sprog, at man nu hellere vil kalde det "bedre stemning" end at stå ved, at et menneske er blevet presset ud.
   Vi har også med sorg bemærket, at selv nære familiemedlemmer vendte ham ryggen, i stedet for at vise ham støtte i en svær tid.
   Hvad siger det om os som fællesskab, når man kan dolke sin egen far i ryggen og stadig blive hyldet som "modig"?
   Vi mener, sagen bør genovervejes, og at både den nye bestyrelse og de involverede beboere bør redegøre for deres handlemåde.
   Med venlig hilsen
   Sverre & Lisette
   (på vegne af dem, der stadig tror på retfærdighed)
   Anita rystede på hovedet, hvor på hun gik ind og satte sig på sin sovesofa. Den føltes som den plejede, men nu havde hun fred.
   Hun tændte boomboksen og lagde Johnnys cd i den og nød de afslappet gyngende toner.