Det er altid mig, ik?
Mig der ødelægger det.
Mig med mistilliden.
Mig med ondt i maven.
Mig der ikke kan slappe af.
Mig der fucker stemningen op.
Men helt ærligt hvorfor tror du, jeg har det sådan her?
Tror du, jeg vågner hver morgen og tænker
"i dag skal jeg være usikker og skabe dårlig stemning!"
Nej, det er ikke sådan det hænger sammen.
Jeg får det sådan, fordi du aldrig kan finde ud af, hvor grænsen går.
Mellem venlighed og flirt.
Mellem smil og invitation.
Mellem "jeg har en kæreste" og "jeg vil bare være venlig"
Du siger, jeg overreagerer.
Men jeg ser dig.
Jeg ser blikkene, de små grin, de hurtige beskeder.
Jeg mærker, når du bliver lidt for varm i stemmen.
Og det er dér, det sætter sig helt nede i maven og gør så forbandet ondt.
Og ved du hvad?
Du har ret, det er min mistillid.
Du har ret, der er mit mindreværd.
Men du ved fandme godt, hvorfor det er der.
Du har selv været med til at bygge det.
Mursten for mursten.
Flirt for flirt.
Undskyldning for undskyldning.
Så nej, jeg gider ikke sige undskyld mere.
Ikke for at mærke noget ægte.
Ikke for at reagere på det, du prøver at lade som om ikke sker.
For sandheden er:
Det er ikke mig, der skaber splid.
Det er dig, der skaber tvivl indeni i mig
og jeg er bare den, der siger det højt.
Nu er det eneste du høre, en smækket dør.