Jeg kører videre i kommunens bil.
Nogle dage alene, andre i selskab med min kollega J.
Telefonen ringer, det er P, min anden fysioterapeutkollega.
"Jeg vil se dig og J til endnu et møde," siger han.

Jeg smiler for mig selv. Endnu et møde? Nej tak. Der, hvor ordene hober sig op, mens handlingen forsvinder, føler jeg mig altid lidt fremmed som om tankerne kredser om alt det væsentlige, men uden nogensinde at lande.

Jeg standser et øjeblik for at notere mødet i min studiekalender.
J løfter brynene, griner og udbryder:
"Ej, skriver du stadig i sådan en kalender? Du mener det ikke seriøst"

Jeg smiler roligt og siger:
"Jo, J. Du kan jo følge med i, hvor jeg er henne, i den fælles kalender, men at skrive mine aftaler i hånden er min nydelse."

Han griner og ryster på hovedet.
"Du er virkelig den eneste, jeg kender, der stadig gør det!"

"Så må jeg jo være den, der holder traditionen i live," svarer jeg med et smil.
"Du passer dine tider i skyen, og jeg passer mine på jorden."

Han begynder at le. "Det lyder faktisk meget dig."

Jeg løfter øjenbrynene let. "Rolig, jeg tager ikke skyen fra dig.
Men når din telefon går ned, så er det mig, der stadig møder op til tiden."

Han bryder ud i latter, og jeg kan ikke lade være med at grine med.
Latteren fylder kabinen med lys, ægte og smittende.

"Sådan en ergoterapeut med vintagekalender og seks kommuner," siger han.
"Du må være den sidste af din slags."

"Måske," siger jeg og lukker kalenderen med et smil.
"Men den sidste slags glemmer sjældent noget."

Han griner igen. "Nej, det tror jeg faktisk ikke, du gør."

Jeg smiler og tænder bilen.
Et øjeblik er alt let, kollegialt, levende og menneskeligt. Selv i kommunens bil kan man mærke, at hverdagens alvor også rummer små øjeblikke af glæde.

Hver onsdag er jeg i H, en af de rige kommuner.
I H føler jeg mig altid veltilpas.
Min teamleder og faglige koordinator griner, smiler og jeg mærker deres varme energi.
Når jeg træder ind ad døren, siger de med et glimt i øjet:
"Nu kommer vores ergo-stjerne."

Der hviler en ro over kontoret, som smitter.
Ikke på grund af ros, men på grund af gensidig respekt, tillid og jordnærhed.
Her er ingen forstillelse. Jeg behøver ikke at stå i solen, jeg mærker den indeni.

Min leder plejer at grine:
"Det er godt, vi har dig, Hawraa. Om nogle år skal vi jo på pension."
"Så må I hellere komme i gang med træningen," svarer jeg.
De siger: "Jamen, vi har jo dig, du træner os."

Jeg smiler. "Jeg vil passe på jer, men det kræver jeres vilje."

Inden jeg går, siger de:
"Det er godt, vi har dig, du spreder så varm energi."

Jeg svarer:
"Min varme skyldes jeres venlighed. Den smitter."

Latter bliver et fælles sprog, en vane, en livsstil.
Og når vi krammer hinanden, føles det som et stille vidnesbyrd om, at selv i et system kan mennesket stadig trænge igennem.

Stik modsat G Kommune ,den rigeste i landet, hvor jeg befinder mig hver torsdag.

G har sin glans. En overfladepoleret skønhed. Bag de blanke facader ligger tunghed.
Høfligheden er ofte mekanisk, et velindøvet ritual uden sjæl.

P bor i G Kommune, en tidligere professor fra Københavns Universitet.
Nu pensionist, men stadig aktiv på sin egen måde.
Han kommer af og til på kontoret for at tale med lederen, skifter terapeuter­nes dæk
og kører vores biler til reparation, som om han stadig ønskede at holde hjulene i gang
både de menneskelige og de mekaniske.

En mand med dyb viden om islam og dens historie. Han kalder den en af de smukkeste religioner og jeg nikker, for jeg ved, hvad han mener.

Han fortæller med glød i stemmen om Imam Ali og Imam Hussein, og jeg tilføjer stille:
"Havde alle muslimer virkelig forstået deres filosofi, den dybde, retfærdighed og menneskelige værdighed, de bar i sig og praktiserede, så ville den muslimske verden have været blandt de smukkeste steder på jorden."

Han smiler og bekræfter mine ord.
Et øjeblik deler vi et fælles rum, et åndeligt sted, hvor tro ikke handler om dogmer, men om menneskelig vækkelse.

For i islam, som i enhver sand tro,
bor skønheden i det stille, i barmhjertigheden, i selvindsigten, i evnen til at se Gud i alt det levende.

På et tidspunkt viser han mig et billede af sin kone. Han hvisker: "Hun er muslim, og jeg er stolt af, at hun er det."

Men bag hans viden bor en træthed.
En bitterhed, der langsomt sniger sig ind mellem ordene. Måske fordi han ser, hvordan velstand kan fordreje menneskets blik, hvordan rigdom kan skinne så stærkt,
at man til sidst mister evnen til at se sit eget spejlbillede.

Jeg skal videre.
Til næste borger. Næste virkelighed.

Denne gang til en kvinde, jeg holder særligt af blandt mine borgere i G Kommune.
Hun kan lide mine tørklæder og viste mig engang sin egen samling med stolthed.

"Nåh, det er vores sidste møde," siger jeg.

"Ja," svarer hun, "og du kan tro, jeg er ked af, at du ikke kommer og træner mig mere."

Jeg nikker.
"Jeg er stolt af dig. Du har på kort tid fået bedre balance, og du klarer nu flere hverdagsaktiviteter selv. Du bruger hjælpemidlerne flittigt."

Hun ser på mig med et blik,
der rummer både taknemmelighed og træthed.

"Hawraa," siger hun,
"kan jeg risikere ikke at kunne gå længere?"

Jeg møder hendes blik og svarer forsigtigt:
"Lov mig en ting, at du bliver ved.
At du går op og ned ad trapperne, retter ryggen, når du går, bruger rollatoren, når du bliver usikker, og rejser dig, hver gang du falder, både fysisk og indeni.
Jeg har jo vist dig, hvordan du kan rejse dig op igen efter et fald."

Hun sukker.
"Du ved, jeg kan skaffe pillen. Jeg har pengene. Jeg kender folk, der kan få den hjem."

Et koldt sug går gennem mig. Jeg forstår hendes ord.
"Har du tænkt på dine døtre, hvis du gjorde det?" spørger jeg.

Hun ser ned. "Nej... og behøver jeg overhovedet at tænke på det?"

Jeg tager en dyb indånding.
"Livet vil have dig, A," siger jeg.
"Vi er mange, der vil have dig levende.
Det er ikke kærligheden som ide, der redder os, men følelsen af virkelig at være ønsket og elsket.Det er den følelse, der giver os lyst og motivation.."

Hun smiler svagt.
"Måske vil de have mig," siger hun,
"men mest på grund af mine penge."

"Der findes altid nogen, der ser dig for den, du er," svarer jeg.
"Men du skal først selv gøre det."

Hun ser væk.
"Jeg er blevet gammel og ubrugelig."

Jeg tager hendes hånd og fører hende hen til spejlet.
"Se på dig selv," siger jeg.
"Se den fine sminke, du har lagt.
Gentag efter mig: Livet er smukt.
Skuffelser er en del af det og jeg har stadig den smukkeste del."

Hun gentager, tøvende, men med et lille smil. Vi ler, og et øjeblik bliver rummet let igen som om håbet havde stået udenfor
og ventet på at blive inviteret ind.

Så lægger hun sin hånd på min og siger:
"Fortæl kontoret, at en af hjælperne har stjålet mine ringe."

Jeg ser på hende med ro.
"Det er jeg ked af at høre," siger jeg.
"Derfor kæmper jeg også for selvhjulpenhed så ingen borger skal opleve, at tillid bliver til sår."

Der er stjerner, der udleverer deres arbejde som stjerner, men der findes også andre, der kun glimter, mens faklen brænder indeni, fordi sindet er svagt. Det er virkeligheden.

Nogle hjælpere har en hård tone.
Jeg prøver at trække dem til side og sige,
at de skal passe på deres måde at tale på.
For måden, tingene bliver sagt på,
kan være lige så vigtig som det, der bliver sagt.

Jeg får kritik, men også anerkendelse:
"Du har ret, vi skal blive bedre."

Jeg tilbyder hende et 12-ugers DigiRehab-forløb, så hun kan bevare sin styrke og bevægelse.
"Enten jeg eller en af mine kolleger følger dig tæt," siger jeg.

Hun ser på mig og svarer:
"Jeg vil have, at du kommer, ikke din kollega."

Jeg smiler. "Jeg gør, hvad jeg kan, men jeg kan ikke love dig noget."
Hun svarer: "Hawraa, jeg er stolt af at have mødt dig."
"Og jeg er stolt af at have mødt dig," svarer jeg.

Vi krammer.
"Jeg holder øje med dig gennem journalen," siger jeg smilende.

Hun ler blidt og siger:
"Så tør jeg ikke gøre noget i det skjulte."

Da jeg forlader hendes hjem,
mærker jeg en stille taknemmelighed.
For i hendes blik bor stadig liv, ikke fordi kroppen kan alt, men fordi sjælen nægter at give slip.

Mennesket skinner kun i lys og frihed.
Det handler ikke om at have alt, og ingen kan eje alt, men om at mærke sit eget hjerte slå, selv når verden virker kold.

For tro, når den forstås rigtigt, er ikke en byrde, men et lys, der lærer os at se skønheden i det ufuldkomne.