Jeg ved godt man kan ende galt når man satser lavt, for den der sigter lavt rammer som bekendt lavt.
   Men der er nogle taktikker som jeg ofte bruger som familiefar og kammerat, som har med det at gøre, i al fald
   med det AT NØJES at gøre.
   Jeg ville gerne have et liv som rejseguide da jeg var ung. Jeg var ikke helt uforberedt for jeg havde været spejder og rejst meget med rygsæk på ture flere steder i verden. Og jeg kunne fotografere og havde været igennem et lærlingeforløb hos fotografmesteren Bjørn Thomsen på Kompagnistræde 13 i København, og senere havde vi atelier på Artillerivej 40 C på Islands Brygge da huslejerne steg i indre by.
   Efter at have undervist et års tid på reklamefotografuddannelsen i København, havde jeg taget en voksenunderviseruddannelse - tilbage i 1998. Derpå var der glade dage med forskellige søde kærester, men det kneb stadig med kontakten til arbejdsmarkedet, og jeg gik selv og mente jeg var Kaospilot typen eller Frontløber typen - måsker kender nogle til de bevægelser og uddannelser fra Århus. Men jeg havde ikke råd til kaospilot uddannelsen, den kostede vist 110000 dengang, selvom det var så vigtigt for mig med den at markere jeg tilhørte det nye paradigmeskifte, som musikeren, fysikeren og filosoffen Peter Bastian skrev om i sine bøger.

Jeg følte mig kort sagt ikke rigtigt forankret på arbejdsmarkedet, og med mine kosmopol ståsteder, det som mange kalder at have planetarisk bevidsthed, ja så følte jeg mig ikke så godt hjemme i lille Danmark. Jeg har senere gjort meget ved dette, ved fra mit dengang høje ståsted at blive tankpasser i Cirkle K et par år og bruge knokleevnen jeg der fik, til at uddanne mig til SOSU hjælper og SOSU assistent - men nu springer historien i det og vi tager forskud på begivenhedernes gang.
   Der var et rejsebureau i Nyhavn i København der hed Topas rejser og de søgte rejseguides. Så jeg søgte. Jeg ankom med fuld spejder udrustning i en tung rygsæk til optagelsesturen der var ved Gudenåen i Jylland og jeg havde næsten ikke haft råd til togbilletten. Alle de andre havde ikke spejderbaggrund og havde ikke alt det udstyr med så jeg skilte mig noget ud.
   Efter nogle år med disse rejseguide drømme - jeg fik ikke jobbet hos Topas, fik jeg faktisk følelsen af at det var bedre, det jeg allerede gjorde. Jeg var i Danmark og kunne derfor hente min datter Stella, der dengang var 6 år, hos hendes mor i Sorø fast hver anden fredag, og det var meget få gange jeg ikke fik passet den aftale. Jeg havde trods mine psykiske problemer, da Stella var lille, fået taget mig sammen til at modtage lidt psykiatrisk medicin og træne meget mere, og havde en tro på at akupunktur og kosttilskud sammen med træning og medicin og det at spille musik og fotografere, kunne danne en ro i hovedet, så jeg følte, jeg ikke var MEGET syg, men også kunne føle jeg kunne PÅVIRKE mine psykiske symptomer med min livsstil.

Så rejseguide jobbet fandt et alternativ, nemlig at jeg startede på den sjældne type uddannelse, - sjælden da vi i det nymoralske Danmark ikke støtter den slags mere, nemlig Den Fri Ungdomsuddannelse.
   Jeg startede på den i 1999 og den tog to år. Man kunne få statens uddannelses støtte til den, og for mig var det starten på at min drøm om at blive uddannet Kaospilot blev til noget gennem Den Fri Ungdomsuddannelse - fordi det mindede meget om Kaospilot at man kunne stykke læringsforløb sammen af fx tre daghøjskole eller højskole ophold og et ophold i en virksomhed i løbet af de to år. Jeg genoplivede en gammel drøm, nemlig den om at være hos en kampsportsmester og være under hans vinger og blive voksen derved, når nu der ikke er så mange regler i vores samfund og så meget læring til de unge om hvordan man bliver voksen.

Jeg troede først at det kun var muligt at få den slags undervisning i Japan eller Kina, men på Vesterbrogade i København startede nogle dygtige kampsports Sifuer Wing Tsun Scandinavia, og jeg trænede der. Der skete noget specielt med mig, for helt modsat hvad jeg troede, blev jeg ikke så maskulin af det, men kom i kontakt med mit indre barn og mine feminine sider.
   Jeg fik altså 20 ugers ophold der på SU som del af Den Fri Ungdomsuddannelse, og var også 20 uger på sammenspilshold indenfor pop og rock på Rytmisk Center, der også ligger på Vesterbrogade.

Kampsporten har fulgt mig og ikke villet lade mig være lige siden. Jeg blev ikke så god til Wing Tsun - jeg er faktisk ikke sort bælte i noget af det heller ikke idag, men fik senere en lærer i politimanden Peter Palmgren, som stadig bakker mig op idag, og som har specialiseret sig i den kampform der hedder SPEAR og som er opfundet af Tony Blauer.
   Tre gange om ugen træner jeg alene, og nogle gange har jeg været på Workshop hos Peter og lært mere, og nu støtter jeg op om det ved at tage selvforsvars kurser på aftenskole.

Hele denne evne til at fokusere - og gøre personlig udvikling resultatrig og processtærk - kommer jeg ikke udenom at takke Le Cenius for. Jeg levede sammen med Le, og hun er psykiatrisk sygeplejerske, og vi levede sammen fra 1999 til 2022 og fik to børn, Thomas og Selma.
   Thomas blev født i 2006 og Selma i 2008, - og min store datter Stella( som jeg fik med Aina der idag er lærer og konfliktmægler og gift med Ole) er fra 1992. Da jeg havde god børneerfaring at trække på med Stella, havde jeg et lille forspring med småbørnspasning overfor Le, og det var med til at jeg psykisk var stabil i lang tid. Jeg endte med det man kalder Give Back ved som SOSU at få psykiatriske patienter selv, og bruge min erfaring, så jeg ikke blev rodløs og den ikke gik op i røg.

Og nu vil jeg slutte med det jeg indledte med. Al min vildmarkserfaring fra NordLapland blev ikke til at jeg blev rejseguide. Det blev til at jeg, når Le ikke gad tage med ud i telt, IKKE dermed valgte at surmule over det foran computeren, men sagde til hende nu går jeg ned og leger spejder i supermarkedet på den måde, der reelt mangler spejderære, nemlig at købe to styk eengangsgrill og nogle pølser, og så tager børnene og du og jeg ud i Dyrehaven og steger pølser over grill. Og på en af turene fik ungerne lyst til at trampe i vandpytterne tæt ved en sø og det var vinter, og de endte begge med at få iskold vand i gummistøvlerne. Men nu havde jeg kørekort og bil og kunne varme dem, og følte mig mere og mere hjemme i lille Danmark. Jeg lærte at nøjes med eengangsgrill selvom længslen mest var at være Vildmarksguide og Kaospilot. Jeg lærte at når jeg drømte, især drømte stort foran computeren, kunne jeg glemme at svinge støvsugeren, og jeg lærte at det var vigtigt at svinge støvsugeren, fordi børnene fik færre allergi problemer når jeg gjorde det. Alt dette førte til interessen for Social og Sundhedsuddannelserne, og jeg lærte at forstå jeg måtte nøjes med sådan en uddannelse, selvom det ofte er et problem at den ikke har nogen prestige i offentligheden.