Næste dag var hun på indkøbstur for at få det, som hun manglede. Bordet og stolene måtte hun have Johnny til at hjælpe sig med en anden dag, men hun gik med en indkøbspose, der raslede af nogle køkkengrejer og en æske søm. Hun glædede sig til at få billederne op.
   Hun mødte Jeanne i gården. Solen stod lavt, og børnene legede mellem vandpytterne, der glimtede som spejle. Hun var sammen med Jannie, de to læste noget til deres årsprøve sammen.
   "Til lykke med din bolig," sagde Jannie og krammede Anita.
   "Har du set, hvad de har hængt op?" spurgte Jeanne med et stille suk.
   Anita nikkede
   "Min fars opslag lyder som ham," sagde Anita. "Helt ned til tegnsætningen. Han bare ikke lade verden være, før den står, som han vil have den."
   "Det var godt min mor kom dig til hjælp," sagde Jannie, "det ville have været frygteligt at blive tvunget væk på den måde."
   Anita smilede. "Hils hende og sig tak."
   Jeanne smilede forsigtigt. "Bestyrelsen har svaret på Lisette og Sverres opslag, og de er allerede kommet med et gensvar."
   "Det er fint," sagde Anita. "Min far ville sikkert støtte dem, hvis han boede her endnu." Hun lo stille. "Han tror virkelig, man kan forklare et råb med grammatik."
   "Bliver du ked af det?" spurgte Jannie.
   Anita rystede på hovedet. "Ikke mere. Jeg tror, jeg er færdig med at kæmpe mod hans stemme. Den får bare lov at runge ud."
   Hun så ud mod himlen, hvor en regnbue lige anede sig bag skorstenen. "Han har jo altid troet, han kunne redde os ved at bestemme. Men man kan ikke redde nogen, man ikke kan lytte til."
   Jeanne nikkede. "Det er lidt som at se et gammelt skolehefte, man engang blev skældt ud for at skrive i."
   "Ja," sagde Anita. "Man opdager, at det slet ikke var så vigtigt. Det var bare en måde at holde styr på verden, fordi man var bange for den." Hun sukkede let, #Det hører historien til, men ikke mit liv længere. Men held og lykke med jeres årsprøve"
   Så gik hun over mod den del af gården, hvor børnene grinede og kaldte på hende.
   Hun satte sig i græsset, lod vinden tage håret, Hun smilede et roligt, voksent smil, der ikke længere havde noget med trods at gøre.
   Lidt senere gik hun ind og så bestyrelsens svar.
   Til Sverre, Lisette og øvrige beboere
   Bestyrelsen har set jeres opslag vedrørende Preben Jensens fraflytning. Vi finder det nødvendigt at præcisere et par forhold, så ingen er i tvivl om sagens faktiske forløb.
   1. Preben Jensen har selv valgt at opsige sin andel, og handlen er gennemført i fuld overensstemmelse med andelsforeningens vedtægter og lovgivningen på området.
   2. Der er ikke rejst klager, protester eller uoverensstemmelser i forbindelse med overdragelsen.
   3. Bestyrelsen tager på det kraftigste afstand fra personangreb og antydninger, der involverer familiemedlemmer eller andre beboere.
   Vi vil gerne minde om, at opslagstavlen ikke bør bruges til at udstille enkeltpersoner, men til information af fælles relevans.
   Vi opfordrer alle til at værne om den gode tone og til at tage eventuelle spørgsmål direkte til bestyrelsen i stedet for at starte nye konflikter på skrift.
   Med venlig hilsen
   Bestyrelsen
   Anita kunne næsten høre Jens sige det i den rolige tone helt uanfægtet af de andres råberi.
   Men hun solede sig lidt i, at nu var hun andelshaver med en stemme i huset. Hun skulle ikke længere stå og se sin far tage parti for dem uden at kunne gøre noget. Hun kunne stemme imod dem.
   Det var så underligt at gå hjem og der ikke var noget råberi, men det var en varm følelse.
   Der lød trin på trappen. Anita ville jo altid vide hvem det var, der var jo kun en beboer i baghuset udover hende selv. Hun syntes at høre hende standse et minut inden hun gik ud af døren til gården. Havde hun sat et nyt opslag op?
   Anita rejste sig, hun måtte ud og se efter. Hun fik det bekræftet.
   Til bestyrelsen og beboerne i ejendommen
   Vi har med forundring læst bestyrelsens seneste skrivelse, hvor vi tilsyneladende bliver irettesat for at udtrykke vores bekymring.
   Vi finder det dybt bekymrende, at man nu forsøger at indskrænke ytringsfriheden på opslagstavlen under dække af "den gode tone."
   Vores eneste ønske har været at skabe åbenhed omkring et forløb, som mange i huset stadig finder problematisk.
   Hvis det nu er blevet "konfliktskabende" blot at stille spørgsmål, siger det måske mere om bestyrelsen end om os.
   Vi respekterer naturligvis, at handlen er gennemført, men vi forbeholder os retten til fortsat at efterspørge gennemsigtighed.
   Med venlig hilsen
   Sverre og Lisette
   (stadig på egne vegne - men ikke alene)
   Anita sukkede. Men hun havde tiltro til, at bestyrelsen nok skulle tackle det på bedste måde.
   Kunne hun se sig selv som bestyrelsesmedlem? Egentlig ikke. Hun ville i hvert fald ikke stille op ved næste valg. Der ville være for travlt med HF.
   Men hun kunne stemme. Det var det vigtigste. Hun funderede lidt over, hvor længe Sverre og Lisette kunne blive ved.
   ---
   Jens sad og ordnede nogle papirer og så ind imellem rundt i den store lejlighed. Han nød, at nogle af de billeder de havde haft i pulterrummet, nu hang og pyntede.
   Nu ringede det på døren, og han gik hen og lukkede op. Der stod Sverre og lignede en sur sky, der aldrig kom af med regnen.
   "Jens... jeg bliver nødt til at tage det op. Der er larm i opgangen. Jeres piger... de løber jo, som om de er på vej til OL."
   Jens trak vejret dybt, som en mand der allerede vidste, at nu kom endnu en omgang hurlumhej.
   "De er seks, Sverre."
   "Ja - men selv seksårige kan godt gå stille. Det er jo en opgang, ikke en legeplads!"
   Jens lagde hovedet en anelse på skrå. I samme øjeblik kom Jeanne og Jannie ind ad gadedøren. Han sagde:
   "Okay. Lad os teste det."
   Han henvendte sig til pigerne. "Kan I hjælpe mig med en test?"
   "Ja, gerne."
   "Lige så snart Jeanne får en sms fra mig, hvor der står nu, så skal I gå op og ned ad trappen her og være som to piger i førskolealderen, endelig så højt som muligt."
   Begge piger grinede. "Det skal vi nok, det bliver vildt sjovt."
   Jens nikkede og gik med Sverre op til hans lejlighed. Lidt efter stod han inde i stuen Rummet var mørkt på den der måde, hvor gardinerne kun er trukket halvt for, der lugtede indelukket.
   Jens tog mobilen frem og skrev:
   Nu.
   Han sendte sms'en, lagde mobilen i lommen og foldede hænderne bag ryggen.
   Der gik ti sekunder. Tyve. Tredive.
   Stilhed.
   Sverre kneb øjnene sammen. "Der! Hørte du det?"
   "Hvad?" sagde Jens og så sig omkring som en mand, der lytter efter vinden.
   "Det der! Den der... rytme!"
   "Det er vist din radiator," sagde Jens mildt.
   Sverre rødmede.
   "Nej... nej... gå hen til døren. Læg øret på."
   Jens tøvede et sekund. Så gik han hen og lagde sit øre mod den store hvidmalede dør, der førte ud til opgangen.
   Nu kunne han høre...
   Ingenting.
   Kun sin egen puls, og lyden fra lejligheden ovenpå, hvor nogen vistnok satte vand over.
   "Jeg hører ingenting," sagde han.
   "Så lyt bedre!" hvæsede Sverre.
   Jens lagde kinden helt ind mod døren, så han næsten kunne smage støvet.
   Og dér - lige der - hørte han noget. Ikke fra trappen, men inde i sit eget hoved: en lille latter, der pressede på, fordi han følte sig komplet til grin. Og fordi han allerede vidste, at Jeanne og Jannie, når han kom ned, ville spørge, om de bestod prøven.
   Han rettede sig op.
   "Nej, Sverre. Der er altså ikke noget."
   Sverre foldede armene. "Det er der. Du vil bare ikke høre det."
   "Det kan selvfølgelig være," sagde Jens roligt, "at lyden kun kan høres af folk med ekstra følsomme øregange."
   "Ja! For eksempel mig!"
   "Præcis."
   Et lille suk fra Sverre.
   "Men tak, Jens," sagde han, "fordi du kom op. Det viser da, at nogen i det her hus stadig har respekt."
   "Selvfølgelig," sagde Jens. "Altid en fornøjelse."
   Da han kom ned til pigerne i stueetagen igen, stod de der og gyngede på hælene.
   "Var vi gode?" spurgte Jeanne.
   "Kunne han høre os?" spurgte Jannie.
   Jens lagde en hånd på hver af deres skuldre og så dem varmt i øjnene.
   "I var perfekte. Så stille som to sommerfugle på strømpefødder."
   De fniste.
   "Så han overdrev altså?" sagde Jeanne.
   "Det gør han altid," sagde Jens. "Men nu ved vi det med sikkerhed."
   Pigerne lo.
   "I skal have tak for hjælpen, piger."
   "Det var et af de tilfælde, hvor det var morsomt at hjælpe," sagde Jeanne, "Når Anita hører om det, så dør hun næsten af grin."
   "Ja, og jeg glæder mig til at se Mariannes ansigter, når jeg fortæller hende det, men kom så, agenter. I får lidt at drikke. Det har man fortjent, når man redder opgangen fra vanvid."
   De nikkede ivrigt, og da de løb mod lejligheden, var deres trin lette som regndryp.