Det var nu endnu en dag i hendes egen bolig. Hun var stået op sent og havde lige tænkt en gang, at det måtte hun jo nyde indtil hun igen skulle begynde tidligt hver dag på HF. Hun kunne sidde og kigge ud på gården fra den nye stol, hvor hun nu sad og spiste et stykke brød til frokost. Nu bestemte hun jo selv spisetiderne. Hun sad og vippede let med foden mod bordbenet.
   Hendes mobil ringede, displayet viste Lisa, hendes kusine. Hun trykkede for at svare.
   "Hej, Lisa."
   "Hej, Anita, jeg ville bare ønske dig til lykke med din bolig og med at være flyttet hjemmefra."
   "Tak skal du have, du kan også tro, at jeg nyder freden."
   "Ja, det kan jeg tænke. Vi blev lidt overraskede over, at det kun var din far, der var flyttet ind."
   "Ja... det blev lidt rodet, det hele," sagde hun og trak en krumme af brødet af med tommelfingeren. "Det var nærmest i sidste øjeblik, det endte sådan."
   "Det må have været noget rod?"
   "Det var det. Han besluttede det fra den ene dag til den anden. Der var ballade i huset... og så alt det med bestyrelsen oveni."
   "Mor sagde, at han lød helt oppe at køre."
   "Det kan man godt sige."
   Anita fortalte om de hændelser, der var sket i forbindelse med hendes fars ide om at flytte til Jylland-og hvordan det var endt.
   "Sikke et cirkus," sagde Lisa efter Anitas beretning. "Ja, min mor og din far har altid kunnet sidde og bekræfte hinanden i, at København er et skrækkeligt sted."
   "Ja," svarede Anita, "som man jo kalder det nu, de er hinandens ekkokammer."
   "Da vi var ude hos ham holdt han en lang prædiken om, at jeg skulle stå fast i skolen og at jeg dermed blev stærk til at klare livet, og min mor sad bare og nikkede."
   "Din mor er jo altså sød nok, Lisa, men hun sidder ofte bare og giver min far ret i alt han siger ukritisk."
   "Ja, og hun er rasende på din mor, fordi hun blev i København, hun mener hun har splittet familien."
   "Det behøvede hun ikke," sagde Anita tørt, "det klarede min far udmærket uden hendes hjælp."
   "Det tør siges, ja, min far og mor tog så også lige bilen den dag han kom og kørte ned og hjalp ham med at læsse af, men det vil min far nok fortælle dig nærmere om."
   Anita tænkte lidt på hendes bror Bent, men turde ikke rigtigt bringe det på bane, det var et ømt punkt, men nu kom det.
   "Min bror Bent kom endda også og hjalp ham, selvom han er altså flyttet længere nordpå, til Århus, og er kommet i tømrerlære. Det har nok kun været godt for ham at komme væk fra dem, der trak ham ned ad."
   "Så bliver han forhåbentlig klogere nu."
   "Det håber jeg også, men min mor bliver ikke, hun holder stadigvæk på, at det var tilflyttere, der trak ham med i balladen ligegyldig hvor meget min far siger, at han kendte deres forældre og vidste, at de var født og opvokset i vores område."
   "Min far kommer til at give hende ret."
   "Helt sikkert, jeg ser frem til mange besøg fremover, hvor de to vil sidde og bekræfte hinanden og køre hinanden op i en spids."
   "Det husker jeg også fra vores sommerferiebesøg."
   "Min far vil ringe til dig senere i dag, han har været noget bekymret."
   "Det bliver da hyggeligt også at snakke med ham."
   "Ja, men det var hyggeligt at snakke lidt, måske ses vi."
   "Det gør vi nok, hej."
   Anita lagde på og tænkte lige en gang på, hvornår det skulle være. Hun ville ikke turde besøge sin far alene, men måske kunne Inger finde nogle feriedage i løbet af sommeren.
   Hun satte sig lige til den bærbare og tjekkede efter, om hun havde fået alle sine faste udgifter på PBS. Det var nyt at have hovedansvaret for at styre det. Så var det tid at gå en indkøbstur. På vej ud passerede hun opslagstavlen, der var et svar fra bestyrelsen til Sverre og Lisette.
   Svar fra bestyrelsen
   Til Sverre, Lisette og øvrige beboere
   Bestyrelsen har modtaget jeres opslag og ønsker at afklare et par forhold, så der ikke opstår yderligere misforståelser.
   For det første: Ingen har på noget tidspunkt ønsket at begrænse nogen beboers ytringsfrihed.
   Derimod har vi ønsket at fastholde, at opslagstavlen ikke skal bruges til at hænge enkeltpersoner ud eller til at fortsætte sager, som allerede er afsluttet.
   For det andet: Overdragelsen af Preben Jensens andel er sket fuldt ud lovligt og med underskrift fra både tidligere og nye ejere.
   For det tredje: Bestyrelsen har pligt til at beskytte alle beboeres ret til at bo her uden at blive omtalt i nedsættende vendinger på fællesarealer.
   I den forbindelse vil vi venligst, men tydeligt, bede om, at opslag vedrørende personlige anliggender fremover undlades.
   Bestyrelsen er som altid til rådighed for saglige spørgsmål, enten skriftligt eller på de beboermøder, hvor alle er velkomne.
   Med venlig hilsen
   Bestyrelsen

Hun fik så øje på, at Sverre og Lisette havde været hurtige denne gang med et svar.

Til bestyrelsen og beboerne
   Vi vil gerne takke for bestyrelsens svar og notere os, at ytringsfriheden trods alt stadig eksisterer i vores forening - om end på bestyrelsens præmisser.
   Vi tager naturligvis til efterretning, at man ikke ønsker personhenførende opslag, selvom det kan undre, at visse personer tilsyneladende må omtales i rosende vendinger, mens andre ikke engang må nævnes.
   Vi vil i fremtiden bestræbe os på at udtrykke vores bekymring i mere generelle termer.
   Når det er sagt, håber vi, at der stadig er plads i huset til at drøfte etik, moral og ansvar - værdier, som trods alt må ligge bag enhver andelsforening, der ønsker at kalde sig et fællesskab.
   Med ønsket om en saglig og respektfuld dialog.
   Med venlig hilsen
   Sverre & Lisette
   (stadig på egne vegne - og stadig ikke alene)
   De påstod at der var flere, der stod bag. Anita kunne ikke rigtig forestille sig hvem det skulle være.
   Men så var det til butikken. På vej ud mødte hun Sverre, hun sagde henkastet hej til ham og bemærkede, at han bare stoppede og kiggede efter hende med et olmt blik.
   "Hun sukkede. Det var egentlig ikke vrede, hun mærkede. Bare en dyb træthed over alt det, hun ikke længere behøvede at være en del af."
   Hun gik ud på gaden, der var badet i solskin. Den lignede sig selv, men alligevel var der noget forandret. Hun gik uden tænke på, at hun skulle passe på hvad hun sagde. Der var ro, intet råberi.
   Der var jo god tid, så hun gik langsomt og tog sig tid til at se på vinduerne. Der var mange vinduer, som hun aldrig havde lagt mærke til før.
   For et år siden havde hun sine sidste prøver inden hun var færdig med folkeskolen. Her gik hun nu og vidste godt, at hun skulle søge et vist antal jobs om måneden for at have ret til dagpenge. Godt det kun var for en tid inden HF begyndte på samme tid, som hun havde begyndt et nyt skoleår.
   Hun købte hvad hun havde brug for i butikken og daskede hjemad igen på den modsatte side af vejen bare for afvekslings skyld. Hendes mobil gav lyd om, at der var en besked, så hun tog den lige op. Det var Jeanne, hun havde klaret engelsk til topkarakter. Anita sendte et til lykke.
   Hun kom lige i tanker om, at husets beboere jo havde en Facebook-gruppe. Den ville hun jo gerne være med i. Hun skulle jo så lige oprette sig som Facebook-bruger, nu var hun jo gammel nok til det.
   Så det første hun gjorde, da hun kom hjem, var at oprette sin profil. Det virkede i første omgang lidt uoverskueligt, men hun fandt da ud af søgefunktionen og søgte husets profil. Det var ikke så svært.
   Hun hæftede sig lige ved, at bestyrelsen meddelte Prebens flytning, de nye andelshavere i Morten Hansens tidligere lejlighed og et velkommen til Anita som beboer og andelshaver. Hun følte sig varm indeni. Hun gav det et like og kommenterede med et tak for velkomsten. Det var første gang nogen i det her hus havde skrevet hendes navn uden et suk bagefter."
   Så var det frokost i fred og ro. Her kunne hun bare sidde over den uden at frygte et skænderi.
   Så var det med at finde et par job at søge, som hun skulle vise A-kassen ved første møde. Fjollet, tænkte hun, jeg er jo optaget på HF og overgår snart til SU, men ja, reglerne skulle jo holdes, som hendes far sagde. Hun faldt lidt hen i tanker om, hvordan hun skulle formulere ansøgningen. Hun havde fået gode karakterer i dansk stil, men det var unægtelig noget andet at skrive jobansøgninger.
   Hun slap for at tænke mere over det, da hendes mobil ringede. Det var hendes onkel Leo.
   "Hej, Leo, ja, jeg snakkede jo med Lisa tidligere i dag."
   "Det fortalte hun, hun var glad for at snakke med dig, går det godt i din egen lejlighed?"
   "Ja, det går fint, jeg nyder det."
   "Jeg kan godt se, at det må være rart for dig, og du begynder på HF, har jeg hørt."
   "Ja, jeg er optaget."
   "Til lykke med det også, jeg håber du bliver glad for det."
   Hendes hjerte gav et hop. Hun ville sådan ønske, at hendes far havde sagt det samme.
   "Jeg kunne forstå på Lisa, at I ligefrem måtte have en advokat til at komme og sætte foden ned."
   "Ja, det er rigtigt, det var en rigtig ubehagelig dag, men det endte jo godt."
   "Ja, din far råbte også højt om en paragrafrytter, der havde blandet sig." Der lød et suk. "Ja, jeg elsker Karen, men sammen med sin bror, altså, de to bekræfter bare hinanden, og jeg aner ofte ikke hvad jeg skal gøre for at standse dem. Jeg har prøvet at tale med hende om det, og hun siger, at hun støtter sin bror, men hun kan ikke forstå, at hun ikke støtter ham selv, men hans illusioner."
   "Det kan jeg godt se er svært."
   "Ja, de er jo vokset op i det samme miljø, hvor hele livet det var arbejdet."
   "Nu du siger det, hvordan har farmor og farfar det?"
   "Ikke så godt, især ikke din farfar. Når de hele livet kun har levet for gården, så aner de jo ikke, hvad de skal tage sig til nu, ja, din farmor kan jo godt lide håndarbejde, så hun kan glæde sig over at have tid til det, men din farfar aner ikke hvad han skal gøre af sig selv. Det er tragisk."
   "Ja, det må man sige, de bor i en lejlighed i Vejle, ikke?"
   "Ja, og det passer dem heller ikke rigtigt. Din far søger jo nogle jobs nu, han aner jo næsten heller ikke hvad han skal når han har fået ordnet huset og alt indboet."
   "Huset så pænt ud på billederne."
   "Det er også pænt nok, det er der ikke noget i vejen med. Men lige da vi var og hjælpe ham med at komme på plads, hold da fast, den ene nabo spillede afsindigt høj musik for åbne vinduer, og det blev han ved med til ud på aftenen."
   Anita brast i latter. "Hold da fast, og han gjorde vrøvl over musik herovre, der kun kunne høres på toilettet."
   "Ja, lige hvad jeg tænkte, jeg er spændt på hvad han vil gøre ved det."
   "Råbe som sædvanlig, tænker jeg."
   "Ja, men det hjælper ikke, hans anden nabo er vist nok kunstner, der var i hvert fald en nedlagt hønsegård ved huset, hvor der på et hjemmemalet skilt stod Hauges Galleri."
   " Så får han en billedsmører at råbe af. Der er ret meget potentiale i det."Anita kunne næsten ikke sige det for sin latter.
   "Ja, det er egentlig tragikomisk," sagde Leo, "men tænker du at komme på besøg herovre?"
   "Ja, men bare ikke alene, hvis du forstår."
   "Ja, jeg forstår," sagde han med en stemme, der var sænket et par toner. "Men det var da hyggeligt at snakke med dig, jeg håber vi snart snakkes ved igen."
   "Det håber jeg også, hej."
   Hun satte sig nu og sendte varme tanker til sin onkel. Han havde ofte været den, der der havde forsøgt at tale Preben til fornuft. Det var ikke så ligetil, især ikke når hans hustru havde en anden holdning.
   ---
   Jens var kommet først hjem. Han loggede ind på beboernes Facebook-gruppe og konstaterede, at Anita var kommet med i gruppen. Han gav lige hendes takkekommentar et like.
   Nu hørte han stemmer på trappen. Den ene genkendte han straks Sverre. Den anden var Ellen, rolig og fast som altid.
   "I går jo bare og tror, at demokrati er at klappe alle folk på skulderen og give dem ret," lød det fra Sverre.
   "Nej," svarede Ellen, "det er der da ingen, der tror. Vi klapper jo for eksempel ikke dig på skulderen og giver dig ret."
   Der blev en kort pause, så et snøft.
   "Nej, I nøjes med at klappe jer selv på skulderen og kalde det fremskridt."
   Ellen svarede uden at hæve stemmen:
   "Det er vel bedre end at slå andre i hovedet og kalde det principfasthed."
   Jens holdt hånden for munden for ikke at le højt. Hun kunne næsten høre, hvordan Sverres ord faldt til jorden som våde aviser.
   Lidt efter trampede han ud af porten. Jens gik hen og åbnede døren.
   "Nå, han har tydeligvis ikke i sinde at give op," sagde han.
   Ellen rystede på hovedet. "Næ, det havde jeg nu heller ikke forventet."
   Hun blev stående et øjeblik og rettede på opslagstavlen.
   "Ja," sagde hun stille, "tiden går - men nogle bliver stående." Hun så op og smilede. "Man skal ikke altid skændes med folk, der har besluttet sig for at misforstå én. Det er spild af tid."
   De gik ud i gården sammen. Luften duftede af regn, og fliserne glimtede i solen.
   Børnene var begyndt at lege igen, latteren lød let og ubekymret.
   Jens håbede det kunne vare ved.